Mange har forsøgt at give en
beskrivelse af den fremtid, vi står over for med avanceret digital-tv og
Internet. Forsøgene på at besvare spørgsmål om digital-tv og Internettet har
ofte unuanceret betonede kvaliteter som ‘interaktivitet´ og ‘frihed´. Det er
imidlertid vanskeligt at give en mere fyldig karakteristik af morgendagens
medier uden samtidig at interessere sig for de gamle.

På den anden side kan man også
sige, at væsentlige karakteristika ved broadcast-tv først er blevet rigtig
tydelige nu, da de nye medier markerer, hvad broadcast-tv ikke er.

Denne artikel giver nogle bud på
de kendetegn og egenskaber, der gør broadcast-tv til en særlig medieform i
sammenligning med Internettet og digital-tv. Det vil sige de strukturelle og
brugsmæssige kendetegn og egenskaber, der adskiller broadcast-tv fra de to andre
medier.

I det følgende er der beskrevet ni
kendetegn ved broadcast-tv, der angår selve mediet og tidslige og
indholdsmæssige aspekter omkring det. Tanken er, at summen af disse særlige
kendetegn vil tegne konturerne af broadcast-tv som en selvstændig medieform.

Ordet broadcast betyder at sprede
sæd og har sin oprindelse i agrikulturen. Udtrykket er siden blevet adopteret
som en metafor i den sprogbrug, der især er knyttet til radio og tv udsendt fra
jordbaserede sendesystemer. Broadcast har siden hen fundet plads i Internettets
vokabularium ­ om end med en ændret betydning.

• Broadcast-tv er kendetegnet ved,
at udsendelsen/transmissionen foregår fra én afsender til mange modtagere.

Dette er i stærk modsætning til
Internettets struktur, der kan betegnes som kompleks, hvad angår
modtager-afsender forløbet. E-mail er som regel en-til-en. Mange-til-en findes i
forbindelse med databaser og registre?ringer, der modtager frivillige
oplysninger fra individuelle brugere. BÃ¥de chat, nyhedsgrupper og mail-lister er
af mange-til-mange typen.

En-til-mange ­ altså broadcasting
­ findes i flere andre sammenhænge. Abonne?ment på tidsskrifter er et eksempel,
hvor informationer sendes til de brugere, der har registreret et ønske om at
modtage sådanne publikationer. Broadcasting i større stil med mange modtagere er
dog ikke almindeligt på Internettet og slet ikke, hvis rundspredningen sker
uopfordret.

Digital-tv har også
broadcast-elementer, men den nye teknologi åbner desuden for mulig?heder og
tjenester, der ikke kan betegnes som broadcasting. Mest iøjnefaldende er
mulig?heden for ægte Video On Demand, hvor eksempelvis film kan downloades på et
vilkårligt tidspunkt af en enkelt bruger.

Tæt knyttet til broadcasting er
broadcast-tv's unidirektionale infor?mations- og dataforløb. Der er hverken
mulighed for direkte feedback eller indflydelse på indholdet.

• Broadcast-tv er kendetegnet ved
unidirektionalitet. Det vil sige, at informationer kun løber den ene vej.

Modtager-afsender forholdet er
ensrettet. Der er ingen mulighed for at vende retningen, og broadcast-tv er
således udelukkende et ‘push-medie´. Indholdet ‘skubbes´ til modtageren, uden at
denne direkte anmoder om det. Modtageren behøver ikke at foretage sig noget
aktivt.

Anderledes forholder det sig med
Internettet og digital-tv, der udover ‘push-´ også har ´pull-elementer´, hvor
modtager ´trækker´ informationer og data ud. Digital-tv og Internettet
bidirektionale ­ i hvert fald potentielt. En Set-top box er udstyret med en
modemtilslutning, der tillader informa?tioner at løbe fra brugeren til et
center. Denne returvej markerer en af de væsentligste forskelle på broadcast-tv
og digital-tv. Returvejen er grundlaget for en række interaktive faciliteter,
der kan gøre digital-tv til noget andet og mere end broadcast-tv.

Temporalitet omhandler de tidslige
forhold, der har betydning for brugerens oplevelse i den lokale situation og i
forhold til andre mediebrugere. Det er her nyttigt at lægge fire forskellige
‘snit´.

Som tv-seer har man begrænsede
muligheder for direkte at påvirke det, man vælger at se. Man kan selvfølgelig
skifte kanal eller slukke, men den enkelte udsendelse fremstår som et
sammenhængende forløb, der er tilrettelagt fra start til slut. Brugeren har
ingen mulighed for at stoppe op. Man behøver heller ikke foretage sig noget for
at komme videre i udsendelsen.

• Broadcast-tv er kendetegnet ved
en automatisk temporal succession og irreversibilitet i oplevelsen.

Irreversibilitet har ikke noget
med den konkrete medietekst at gøre, men betegner, at den temporale succession i
oplevelsessituationen er entydig, stabil og unidirektional.

Anderledes forholder det sig med
Internettet, der er et hyper?-tekst medie. Hyper-tekstualiteten ikke bare
ophæver den temporale succession, den giver også mediet en høj grad af
reversibilitet. På en hjemmeside kan man via ‘links´ i teksten til andre
hjemmesider springe frem og tilbage. Man kan fortsætte, når det passer en. I en
vis forstand giver det slet ikke mening at kategorisere Internettet i relation
til temporale forhold og reversibilitet. Det temporale aspekt er fraværende og
kompleksiteten af forbindelserne på Internettet er så enorm, at frem og tilbage
mister deres betydning. Begreber som begyndelse og ende er indholdstomme. PÃ¥
Internettet er man så at sige bare.

Mens temporal succession har at
gøre med det tidslige aspekt inde i oplevelsen, så betegner temporal
skemalægning forhold, der rækker ud i verden til andre aspekter og aktiviteter
end medieforbrug.

Alle tv-stationers udsendelser
afvikles på bestemte tidspunkter og indgår som en mulighed i brugernes
skemalægning af deres liv. Uden denne skemalægning ville det være umuligt at
vælge bestemte udsendelser. Det store udvalg af kanaler på satellitter og i
kabel-tv ændrer ikke ved det princi?pielle i temporal skemalægning.

• Broadcast-tv er kendertegnet ved
at indholdet er temporalt skemalagt.

PÃ¥ Internettet kan man med meget
få undtagelser ikke tale om temporal skemalægning.

Indholdet er ikke tilgængeligt på
fastlagte og forudbestemte tidspunkter. Det er der hele tiden som en mulighed.
Brugen af Internettet følger stadig mønstre, hvad angår døgnets timer og ugens
dage, men de afspejler snarere brugerens livsførelse som sådan.

Også digital-tv bryder på nogle
områder med skemalægningen. Det tydeligste eksempel er Video On Demand, hvor man
kan vælge at se en udsendelse på et vilkårligt tidspunkt. Denne tjeneste har som
tidligere omtalt transmissionsformen en-til-en. Men også i forbindelse med
broadcasting har digital-tv potentiale til at bryde med skemalægningen.

Digital-tv vil muligvis udvikle
sig til såkaldt ‘smart-tv´, der blandt andet indebærer, at udsendelser ­ efter
bestemte brugerkriterier ­ automatisk downloades til apparatet. Herefter kan
brugeren se høsten på et selvvalgt tidspunkt, så udbydernes temporale
skemalægning blive underordnet.

Med broadcast-tv er der sammenfald
mellem begivenhedens tid og oplevelsens tid. Begivenheden er her at forstå som
tv-udsendelsen i teknisk og strukturel forstand. Oplevelsen er den aktivitet at
se eller ‘forbruge´ et tv-program. Vi sidder hjemme og ser et program samtidig
med, at det bliver afviklet.

• Broadcast-tv er kendetegnet ved
synkronicitet, hvor afsendelse og modtagelse er tidsmæssigt sammenfaldende.

Det spiller ingen principiel rolle
for synkroniciteten, om en udsendelse er direkte eller en båndet optagelse. Det
har givetvis en stor betydning for autenticiteten og nerven af en oplevelse, om
en udsendelse er ‘live´ eller ej. Denne temporalitet har med indholdet at gøre,
mens synkronicitet har med mediets grundliggende egenskaber at gøre.
Broadcast-tv fordrer, at man ‘er der´, når der sendes.

Denne synkronicitet kan man i få
tilfælde finde på Internettet. Chat og web-cam-transmissioner er eksempler på
dette. E-mail er på den anden side det mest markante eksempel på en asynkron
udveksling på Internettet. Udvekslingen kræver ingen synkronicitet mellem
afsender og modtager. Man kan ikke på samme måde ‘komme for sent´ til en e-mail,
som man kan med et tv-program.

Digital-tv har i modsætning til
broadcast-tv både synkrone og asynkrone egenskaber. De synkrone er
sammenfaldende med broadcast-tv´s. Digital-tv byder imidlertid også på
faciliteter, hvor det tidsmæssige sammenfald ikke er tilstede. Den før omtalte
funktion ved ‘smart-tv´, der gør det muligt at downloade udsendelser, er et
eksempel. Der findes også funktioner, hvor synkroniciteten kun er en del af det
oplevede. Programmer kan forsynes med ekstra informationer, som brugeren efter
eget valg kan hente. Andelen af disse ekstra informationer i forhold til det
almindelige broadcastede indhold kan stille spørgsmålstegn ved samtidigheden af
digital-tv.

I princippet åbner digital-tv også
for muligheden af at vælge mellem forskellige narrative udviklinger i en
fortælling. Man kunne forestille sig et stykke tv-fiktion, hvor handlingen
forgrener sig i forskellige forløb. Brugeren bliver stillet over for valget
mellem forskellige muligheder: ‘Skal helten kysse pige ­ tryk 1´, ‘Skal helten
sige tak for i aften og gå ­ tryk 2´ eller ‘Skal pigen gå og lade helten tilbage
­ tryk 3´. Dette er indtil videre fiktive, men ikke urealistiske eksempler.

Hvor synkronicitet fremstår som en
kausal forbindelse mellem afsendelsens og modtagelsens samtidighed, så er
simultanitet et arbitrært fænomen. Simultanitet betegner, at isolerede brugere
ser det samme samtidig. Brugerne er tidsmæssigt, oplevelsesmæssigt ‘på linie´
med hinanden i deres isolation. Denne samtidighed er ikke koordineret, men
tilfældig. Simultanitet er et begreb, der får sin betydning ved fænomener, der
rækker ud over den enkelte bruger i hjemmet.

• Broadcast-tv er kendetegnet ved
flere brugeres simultane oplevelse af det samme og bevidstheden om denne
simultanitet.

Simultanitet betegner den
bevidsthed, den enkelte har om at ‘dele´ oplevelsen synkront med andre.
Bevidstheden om et fælles oplevelsesrum kan betegnes som meta-bevidsthed, som
det kun i meget særlige tilfælde er muligt at bekræfte.

Efter udsendelsen har brugeren dog
mulighed for at afgøre, om han var alene. Det sker for eksempel, når der bliver
talt om gårsdagens tv-program i kantinen. Det er denne erfaring om indirekte
fællesskab på fysisk afstand, der gør, at man kan tale om meta-bevidsthed i den
isolerede situation. Brugeren er under udsendelsen bevidst om, at andre efter al
sandsynlighed har deres opmærksomhed rettet mod det samme.

En indvending mod dette kunne
være, at et stort udbud af kanaler ­ som vi allerede kender det fra broadcast-tv
­ i mange tilfælde vil give forskellige tv-oplevelser, der gør samtalen om
gårsdagens program umulig. Det er naturligvis ikke holdbart at påstå, at der kun
er tale om broadcast-tv, hvis kanaludbudet er begrænset. Derimod er det rimeligt
at fastslå, at den iboende, samlende tendens svækkes ved et øget kanaludbud med
digital-tv.

I og med at Internettet ­ med
enkelte undtagelser ­ hverken er temporalt ensrettet eller skemalagt, udelukkes
muligheden for en simultan oplevelse, hvor brugerne er bevidste om det. Nok kan
brugere surfe på de samme web-steder på samme tid, men snakken i kantinen dagen
efter om Internettets indhold kan ikke nære en meta-bevidsthed om simu
ltanitet.
Spørgsmålet: ‘Hvornår var du inde på hjemmesiden?´ er meningsløst eller
ligegyldigt. Derimod er spørgsmålet ‘Så du NYPD Blue i går?´ i høj grad
meningsfuldt.

Simultaniteten kan blive
tilsidesat med digital-tv. De før omtale ‘smart-tv´- funktioner er klare
eksempler på dette. Brugeren får ikke næring til bevidstheden om at være i det
samme oplevelsesrum som andre, hvis simultaniteten er et åbent spørgsmål.

I dette og de følgende to afsnit
præsenteres kendetegn ved broadcast-tv, der relaterer til medieteksten. Når vi
ser et tv-program, ser vi hver især det samme, hvad indholdet angår. ‘Min´
TV-Avis er den samme som naboens. Derfor giver det ingen mening at spørge
naboen: ‘Hvordan var din TV-Avis i går?´

• Broadcast-tv er kendetegnet ved,
at teksten er uniform ­ indeholdet af et program er det samme for alle.

Det har ingen betydning for
kendetegnet, at de mange tv-kanaler giver os mulighed for at forme vores egen
‘programflade´. Denne valgmulighed har ikke med det enkelte programs
tekstualitet at gøre, men handler om vores generelle frihed til at vælge og
forme vores liv med vores handlinger. I modsætning til ovenstående giver det
udmærket mening at spørge: ‘Hvordan var din aften i går?´

Hvis vi havde den samme valgfrihed
med hensyn til programmets indhold og udformning, ville de være anderledes. Den
narrative struktur i en fortælling er et af de områder, der kan blive genstand
for individualisering med digital-tv. Denne valgmulighed kunne man også
forestille sig overført til nyhedsudsendelser, hvilket bestemt ligger inden for
de tekniske muligheder.

Man kunne forestille sig følgende:
‘TV-Avisen god aften. Vi har i aften tre nyhedspakker at tilbyde Dem: Tryk 1 for
at høre om finanslovsforslaget, overenskomstforhandlingerne og EU's
landbrugsreform. Tryk 2 for at høre om krigen i Kosovo, eksport af kvier til
Holland og Ørestadsprojektet. Tryk 3 for at høre om Alexandras graviditet,
harmonikasammenstød på Storebæltsbroen og ‘Stripperkongens nye piger.´

Undervejs i TV-Avisen vil det
naturligvis være muligt at skifte mellem pakkerne. Brugerne avancerer så at sige
til at have redigerende indflydelse på programmets samlede form. Pludselig giver
det en vis mening at spørge: ‘Hvordan var din TV-Avisen i går?´

Når vi ser tv, præsenteres vi for
en struktur. Nogen har valgt for os. For journalister og producenter er begreber
som fokus og vinkel nøglebegreber. Denne fokusering indebærer naturligvis en
vurdering af, hvad der er væsentligt i en given sammenhæng, men under alle
omstændigheder sigter fokusering mod at skabe orden ud af et kaos af muligheder.

• Broadcast-tv er kendetegnet ved,
at indholdet er fokuseret og struktureret tilrettelagt.

Vi forbinder hovedsageligt vinkel
og fokus med fakta-programmer, men den fokuserede tekstualitet er et kendetegn
ved alle typer af broadcast-tv programmer. I fiktions-programmer er handlingen
fastlagt af et manuskript. I sportsudsendelser formes indholdet af producerens
valg af kameravinkler og klipning samt brug af interviews.

PÃ¥ Internettet er denne
tilrettelagte tekstualitet fraværende. Tekstualiteten er derimod højst
individuel og kaotisk. Som bruger bestemmer man ikke bare, hvilket indhold man
vil opsøge på nettet. Man står over for valget mellem alle tjenesterne. Hvis man
ikke søger noget bestemt på nettet, men bare lader sig guide rundt fra site til
site via links, så surfer man. Oplevelsen får et skær af tilfældighed. Den
struktur, der opstår i brugerens søge-adfærd, er post hoc, hvilket er
uforeneligt med intentionalitet fra afsenderens side.

I følge den engelske forfatter og
tv-kritiker Raymond Williams bestod tv oprindelig af en række adskilte
elementer, hvor hvert enkelt program var et selvstændigt indholdsvindue. I
moderne broadcast-tv fremtræder indholdet i højere grad som et sammenhængende
hele. Nok er programmerne stadig temporalt skemalagt, men tv-producenterne er i
høj grad bevidste om at skabe et flow. Intervallet mellem et program og det
næste udviskes, så flowet fører seeren videre. Flow kan også ses som et
kendetegn ved broadcast-tv i sig selv, uanset om programfladen består af
elementer adskilt i intervaller, eller om fladen tilrettelægges som et
sammenhængende hele. Flow-begrebet er ikke afhængigt af det specifikke indhold,
men betegner blot dette, at indholdet forløber i en temporal fremadskridende
succession. Det automatiske i successionen bliver afgørende. Da flow ikke er
relateret til den specifikke tekst, beskriver flow en meta-tekstualitet, hvor
tv-oplevelsen som sådan har en iboende ‘selvafviklingens autonomi´.

• Broadcast-tv er kendetegnet ved,
at oplevelsen fremstår som et flow.

PÃ¥ Internettet kan man ikke tale
om flow i denne forstand, da den temporale frem?adskri?dende succession ikke
sker automatisk. Oplevelsen fordrer brugerens indsats for at komme videre i
teksten. Det er ofte blevet sagt, at en af Internettets styrker er, at man kan
stoppe op, og give sig tid til at studere indholdet. I lyset af diskussionen om
flow er det klart, at man ikke kan stoppe op, da bevægelsen ikke er automatisk.
På Internettet kan man kun fortsætte.

Digital-tv er primært et
ikke-flow-medie. Enhver tjeneste, der kræver brugerens medvirken, er ikke
automatisk. Det gælder video-on-demand, ´be-your-own-editor´, pop-up
informationer og narrative valgmuligheder. Brugeren er høj grad i stand til at
sammensætte sine oplevelser som et individuelt puslespil, hvor de givne brikker
tilpasses en mosaik efter eget valg.

Ovenstående systematisering af
kendetegn ved broadcast-tv er ikke den eneste mulige. Der kunne blandt andet
siges meget omkring mediets placering i mediesystemet. Her vil broadcast-tv
givetvis markere andre store forskelle til digital-tv og Internettet.

Man kunne også tage udgangspunkt i
en typisk
inddeling i fagområder indenfor medievidenskaben. Et af disse
fagområder søger at afdække egenskaber ved medierne, der har betydning for
sociale forhold.

I næste nummer vil skribenten
komme lidt dybere i karakteristikken af broadcast-tv ved at beskrive og
diskutere nogle af de muligheder og kendetegn ved medieformen, der relaterer til
sociale gruppedannelser.

Broadcast-tv er kendetegnet ved:

• Brodcasting

Udsendelsen sker fra én afsender
til mange modtagere.

• Unidirektionalitet

Informationerne løber kun én vej:
Fra broadcaster til modtager. Der er ingen direkte mulighed for indflydelse
eller feedback.

• Temporal succession og
irreversibilitet

Udsendelser afvikles i et stabilt,
fremadskridende tempo. Seeren har ikke mulighed for at stoppe op eller at gå
tilbage men behøver på den anden side heller ikke foretage sig noget for sikre
informationsstrømmen.

• Temporal skemalægning

Udsendelser bringes på bestemte
tidspunkter, der er offentligt kendte. Dette system beskrives blandt andet i
avisernes tv-oversigter.

• Temporal synkronicitet

Afsendelsen og modtagelsen af
udsendelserne sker samtidig. Den tekniske afvikling er tidsmæssigt synkron med
seerens oplevelse.

• Temporal simultanitet

Seerne er hver især bevidste om,
at de i nuet deler tv-oplevelsen med andre seere uden at være i kontakt med dem.

• Uniform tekstualitet

Indholdet af et bestemt program er
det samme for alle seere.

• Tilrettelagt tekstualitet

Indholdet har en struktureret og
fokuseret form. Producenterne har lagt en vinkel og skabt orden i kaos.

• Meta-tekstualitet

Seerens oplevelse fremstår som et
flow.

Gripsrud, Jostein(1998):
Television, Broadcasting, Flow: Key Metaphors in TV Theory. In: Geraghty,
Christine; Lusted, David: The Television Studies Book. Arnold. London.

McQuail, Denis(1994): Mass
Communication Theory. SAGE Publications. London.

Williams, Raymond(1990):
Television. Technology and Cultural Form. Routledge. London, 1990.