| Efter Fog bag Facaden | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
I mængden af de seneste års politiske dokumentarprogrammer på dansk tv skiller et enkelt sig ud, nemlig Christoffer Guldbrandsens meget omtalte ´Fogh bag Facaden´. Programmet vakte stor politisk røre og har haft markant indflydelse på dagens politiske dagsorden, men også i relation til journalistikken er der grund til at se nærmere på dokumentarens betydning. Aske Kammer, stud. film- og medievidenskab, Københavns Universitet Den halve million seere, der ifølge Gallups TV-meter-målinger så dokumentarprogrammet ´Fogh bag Facaden´ på DR1 d. 22. april 2003, var vidner til et program, hvis efterdønninger stadig rumsterer flere steder i det danske samfund. Programmet handlede om det danske EU-formandskab i sidste halvdel af 2002 og havde særligt fokus på forhandlingerne om Øst-udvidelsen, der fandt sted 12.-13. december 2002 i København. Som titlen afslører, var det samtidig også et portræt af den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der i kraft af sin stilling fungerede som formand for Den Europæiske Union og forhandlingsleder i det givne halvår. Selvom formandskabet var en ubetinget politisk sejr for Foghs lederskab, gav programet alvorligt bagslag, idet statsministeren på grund af sin gennemført asketiske stil fremstod som en kold arbejdsnarkoman nærmere end et behageligt menneske. Men også journalistikken har med ´Fogh bag Facaden´ rodet sig ud i problemer på grund af en noget speget aftale indgået med Statsministeriet. Foghs facade og Mogens´ menneskelighed Om Foghs bevæggrunde for at lukke Guldbrandsens kamerahold ind i hjertet af formandskabets beslutningsprocesser kan man kun gisne. Selv har han ved flere lejligheder udtalt, at programmet var et udtryk for mere åbenhed i administrationen, men motivationen har sandsynligvis også været håbet om, at et godt politisk resultat ville afstedkomme en slags helteportræt. Hvad grundene end var, så har Fogh dog nok siden fortrudt det… I tiden efter udsendelsen faldt regeringens folkelige opbakning i opinionstallene nemlig markant, idet befolkningen reagerede overraskende voldsomt imod den følelseskolde statsminister, de havde set i ´Fogh bag Facaden´. Også den arrogante behandling af udenrigsminister Per Stig Møller (K) har været kraftigt medvirkende til vælgernes hårde dom  både fordi den form for arrogance for de fleste er et ganske frastødende karaktertræk, og fordi den afslørede en dyb konflikt internt i regeringen. Det er i det hele taget ikke et særligt flatterende billede, programmet tegner af personen Anders Fogh bag den succesrige statsministerfacade. Oppositionslederen Mogens Lykketoft (S) har ikke været sen til at drage fordel af den folkelige modvilje, Fogh høstede på grund af programmet. Som modsætning til den siddende statsminister er Lykketoft blevet kørt i stilling som en blød mand af folket, der flytter fokus væk fra den for mange abstrakte EU-politik og hen på værdier tættere på den enkelte borger såsom ældrepleje, børnepasning og sygehusvæsen. Socialdemokratiets spin-maskineri har samtidig arbejdet på højtryk med at få mennesket Mogens eksponeret i medierne. I slutningen af marts 2004 blev man eksempelvis på forsiden af både ´Se & Hør´ og ´B.T.´ under overskrifter som ´Se min nye kæreste´ mødt af en storsmilende partiformand, der stod foran Dagmar Teatret og viste sin nye kærlighed frem. Pressen ville sandsynligvis have bragt historien uanset hvad, men ved selv at varsko pressen om begivenheden, gjorde socialdemokraternes presseafdeling hvad den kunne for at få rettet fokus mod Lykketofts menneskelige værdier. Det vil være en overdrivelse at sige, at det seneste års politiske udvikling udelukkende skyldes ´Fogh bag Facaden´, men der kan ikke herske nogen tvivl om, at det har haft stor indflydelse. Programmet blev den kickstarter, som Socialdemokratiet havde manglet til iscenesættelsen af deres kandidat, der gennem en meget velovervejet og veludført mediestrategi blev iscenesat og stadig iscenesættes som Foghs menneskelige modstykke. Det er samtidig et image, der har smittet af på statsministeren, som siden også har tillagt sig en mere afslappet stil. Da han i starten af august i år annoncerede en ministerrokade, der bragte markant flere kvinder i regeringen samtidig med, at der oprettedes et ministerium for familie- og forbruger-anliggender, skete det eksempelvis iført en uformelt åbentstående skjorte i modsætning til hans normalt velpressede jakkesæt og slips. Fremmede magter Det er imidlertid ikke kun i magtens korridorer på Christiansborg, at tingene har ændret sig. Også i relation til journaliststandens ideal om autonomi og objektivitet, er der med ´Fogh bag Facaden´ sket et skred i forhold til, hvordan tingene var før. For at få adgang til EU-formandskabets kulisser indgik Danmarks Radio en aftale med Statsministeriet, hvori retningslinjerne for optagelserne fastlagdes. Ifølge denne aftale havde Statsministeriet ret til at se det færdigklippede program igennem og af "hensynet til den interne beslutningsproces og forholdet til fremmede magter" eventuelt fjerne materiale fra det. Aftalen er ifølge dokumentarprogrammets bagmand, Christoffer Guldbrandsen, på ingen måde kontroversiel eller problematisk, men derimod blot et udslag af almindelig journalistisk praksis. "Det er jo hverdag på alle redaktioner, at kilder kan tale udenfor citat ligesom de […] kan få lov til at læse artikler igennem og godkende deres citater," har journalisten udtalt i et interview med internetsitet Kommunikationsforum. Helt så simpelt forholder tingene sig imidlertid ikke i tilfældet ´Fogh bag Facaden´. Når en kilde gennemser eller -læser materiale, sker det normalt med henblik på at rette faktuelle fejl eller som et kontrolcheck af, at ivrige journalister ikke har fejlciteret eller taget ting ud af kontekst for derved at gøre en historie bedre, end den egentlig var. Og samtidig udtaler kilden sig normalt også til journalisten om en tredje part (det være sig en person, et sagforhold, en begivenhed eller et emne generelt), dvs. noget andet end sig selv, med mindre der er tale om svar på tiltale i forbindelse med personlige anklager. Når Karsten Fledelius bliver interviewet i ´TV-Avisen´, er omdrejningspunktet eksempelvis Balkan og ikke Karsten Fledelius selv som person eller professionel aktør. Ved ´Fogh bag Facaden´ var Anders Fogh Rasmussen og Statsministeriet imidlertid både kilde og det, som kilden skulle videregive informationer om. Og det er i denne sammenhæng, at aftalen bliver problematisk, eftersom kilden i stedet for blot at forsyne journalisten med materiale reelt har haft hals- og håndsret over journalistens stof. Kilden er således både informant og censor på materiale, der handler om den selv, hvilket uvægerligt skader journalistikkens troværdighed. For ved de uheldige sammenfald i roller er der overfor programmets seere blevet sået tvivl om, hvem der i sidste ende har bestemt, hvad der blev vist d. 22. april 2003. På denne måde er magtbalancen i journalist/kilde-relationen tippet alvorligt til den side, hvor førstnævntes troværdighed har lidt alvorlig skade. Og når journalistikken mister sin troværdighed, bliver den ligegyldig. Et spørgsmål om troværdighed Det redskab, som journalistikken traditionelt set har benyttet sig af, for at legitimere sig selv som troværdig, er objektivitet. Objektivitetsbegrebet ligger meget tæt op ad begrebet sandhed, som der vel efterhånden er udbredt enighed om, at man ikke entydigt kan definere eller opnå, og sådan forholder det sig også med objektiviteten. Allerede i den journalistiske udvælgelse af relevante fakta ligger der en fortolkning, som på et eller andet plan gør formidlingen subjektiv. Fuldstændig objektivitet er en umulighed, men den er dog et ideal, som journalistikken er nødt til at efterstræbe for ikke at give køb på sin troværdighed. Den amerikanske professor Michael Schudson har opstillet en række kriterier for den objektive fremstilling, som medierne altid bør sætte som mål for deres virke. Disse kriterier er, at fremstillingen skal være faktuelt funderet i stedet for værdiladet, at alle involverede parter skal høres, og at nyheder og sagforhold skal formidles neutralt uden en tendentiøs udformning af kommentarer og formuleringer. Ved objektivitet skal der altså ikke forstås en 100% deskriptiv tilgang til verden, men derimod en professionel saglighed, hvor ethvert forhold anskues fra divergerende perspektiver og ikke farves af journalistens personlige synspunkter. I tilfældet ´Fogh bag Facaden´ er det især i forbindelse med professorens sidste kriterium, at objektiviteten halter. For når det var folk fra Statsministeriet og ikke journalisten fra Danmarks Radio, der sad med nøglen til det endelige program, er det som seer svært at bevare tilliden til, at redigeringen er foregået på fuldstændigt neutrale præmisser. At Foghs mindst glorværdige øjeblikke ikke er blevet klippet ud og erstattet af sekvenser, hvor han optræder som en stærk leder med markante politiske resultater. Når journalistikken på denne måde tillader, at objektiviteten og med den troværdigheden kan drages i tvivl, er den på vej ud på et ganske alvorligt sidespor. Guldbrandsen lader godt nok sit program slutte med en skriftlig redegørelse for aftalens betingelser og lægger derved kortene på bordet, så seeren er sig forholdene bevidst, hvorved noget af den tabte tillid genvindes. Denne strategi til trods efterlades seeren stadig i tvivl om, i hvor høj grad det endelige program er resultatet af grundig fluen-på-væggen-dokumentarisme eller spin-doktorers drejning af det optagede materiale. Og det er denne usikkerhed, der for alvor skader troværdigheden, selvom programmet ifølge Guldbrandsens udsagn stemmer godt overens med det, han oplevede i løbet af månederne med Anders Fogh Rasmussen i søgeren. Mediernes valg Statsministeriet benyttede sig ikke i særlig høj grad af retten til at klippe i det færdige program. På trods af sprængfarlige sekvenser, hvor Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer klandres for at tale med to tunger, og hvor Tyrkiets medlemskab af Den Europæiske Union bramfrit diskuteres i unionens ledelse, var det udelukkende klip, hvor Per Stig Møller nedgøres af medlemmer af den danske delegation, der blev fjernet. I det ene bagtales udenrigsministeren af integrationsminister Bertel Haarder (V) og Foghs pressechef Michael Kristiansen; i det andet skoser statsministeren ham for ikke at have noget at byde på i forhandlingerne. Retten til at redigere i det færdige program udnyttedes altså ikke med hensyntagen til internationale anliggender men udelukkende for at gøre konflikten imellem stats- og udenrigsministeren mindre eksplicit. Men det vigtige er heller ikke, i hvor høj grad der blev klippet i programmet. Det vigtige i denne sammenhæng er, at en anden part end journalisten havde det sidste ord i udformningen af programmet  og bare det, at dette skridt blev taget, er en uheldig udvikling. Når journalisten fratages retten til at udforme den endelige fremstilling, som i stedet overdrages kilden, bliver medierne reduceret til at formidle og legitimere andres dagsordener i stedet for at forholde sig kritisk til dem. Det kan diskuteres, i hvor høj grad man kan og bør klandre folkene bag ´Fogh bag Facaden´, for hvis den famøse aftale mellem Danmarks Radio og Statsministeriet ikke var blevet indgået, var programmet aldrig blevet lavet. Og også det havde været ærgerligt, for man må ikke glemme den store demokratiske gevinst, der har været forbundet med udsendelsen. Her er befolkningen nemlig for første gang for alvor blevet inviteret indenfor i det EU, der ellers forekommer langt de fleste meget fjernt. EU-journalistikken har generelt set haft meget svært ved at engagere befolkningen og gøre det europæiske projekt vedkommende, men i ´Fogh bag Facaden´ blev politikken lagt frem og gjort overskuelig og håndgribelig for den enkelte borger. Spørgsmålet er, om det har været prisen, som journalistikken har betalt, værd. Hvis der er tale om en engangsforseelse, så kan den journalistiske fremgangsmåde omkring ´Fogh bag Facaden´ ses som en kritisabel men nødvendig faustisk handel, der blev indgået for at gøre EU-journalistikken interessant for befolkningen. Hvis det er en fremgangsmåde, der danner præcedens for den politiske dokumentarisme i Danmark, vil medierne langsomt men sikkert miste deres status som den fjerde, kontrollerende statsmagt og derved udspille sin egen rolle i det demokratiske samfund. Hvilken vej, der vil blive slået ind på, må medierne finde ud af ved at afgøre, hvor langt de i fremtiden er villige til at gå i jagten på en god historie. Kilder ´Aftale vedr. DR TVs optagelser i tiden fra 21. september 2002 til 18. december 2002´, Danmarks Radio & Statsministeriet, 8.10.2002. Hansen, Kasper Fogh (2004): "Dokumentari-sten der knuste Fogh", 11.2.2004, www.kommunikationsforum.dk/articles.asp?articleid=11236. Schudson, Michael (2001): "The Objectivity Norm in American Journalism" in ´Journalism´ vol. 2(2) (May 2001), SAGE Publications. |
| Senest opdateret ( Onsdag, 14. maj 2008 22:25 ) |
