| Når kommunikationsteorierne udfordres - en praktikants erfaringer på Filippinerne | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Sara Søgaard Pedersen, Medievidenskab, AU Der er for så vidt ikke noget nyt eller revolutionerende i, at studerende vælger at rejse til udlandet som et led i deres uddannelse, men som et helt nyt forsøg har en gruppe medievidenskabsstuderende fra Aarhus Universitet beskæftiget sig med medier i overgangs- og tredjeverdenslande. I forlængelse heraf har vi været på praktikophold steder, hvor mediesystemerne er af en noget anderledes karakter, end hvad vi som studerende normalvis bliver præsenteret for, og hvor kommunikationsteorierne i høj grad udfordres. Blandt praktikstederne er en NGO i Sydafrika, et fredsinstitut i Slovenien, et presseinstitut i Nepal og for mit eget vedkommende; Røde Kors på Filippinerne, hvor jeg i tre måneder har været praktikant i informationsafdelingen. Filippinsk Røde Kors er et af de mest aktive nationale selskaber i regionen, og ikke uden grund eftersom Filippinerne er det mest katastroferamte land i verden. På Filippinerne er naturkatastrofer som jordskælv, vulkanudbrud, orkaner, oversvømmelser og jordskred hverdag under monsunen, og dertil kommer epidemier af dengue feber, malaria o. lign. foruden menneskeskabte katastrofer forårsaget af terrorisme. Filippinerne  kontrasternes land Mit første indtryk af det usædvanlig gæstfrie land, jeg er kommet til, er, at der er meget fattigt og beskidt. De hjemløse tegner billedet i hovedstaden, Manila, og de sover, spiser og forretter deres nødtørft på gaden. Som forventet er kontrasten stor mellem det, jeg ser, og de kulørte turistkataloger. For Filippinerne er også kendt som øriget med de svajende palmer og tiltrækkende bounty-strande. De er dog ikke at finde i nærheden af hovedstaden, hvor jeg skal bo. Der skal tages flere forholdsregler her end i andre af Asiens storbyer, og sikkerhedsniveauet er nødvendigt højt. Ved indgangen til de fleste butikscentre hænger der skilte, som oplyser, at det ikke er tilladt at medbringe våben. Centrene har ligesom andre menneskefyldte bygninger i storbyen sikkerhedsvagter, som i nogle tilfælde tillige ledsages af bombehunde. Det er både alarmerende og betryggende. Mange steder ses plakater med rækker af portrætfotos under overskrifter af typen "Wanted for Kidnapping", men der er ifølge én af mine beroligende kollegaer tale om et velorganiseret netværk, som ingen interesse har i at bortføre en ung dansk studine. Heroverfor ses de utallige afbildninger af landets kvindelige præsident med armen løftet i en hilsen og den filippinske velkomst "Mabuhay" trykt henover. Filippinerne er kontrasternes land. Kommunikationsteori i praksis Det bliver hurtigt klart for mig, at der ikke kan trækkes en direkte linje mellem, hvad jeg som medievidenskabsstuderende lærer på universitetet, og hvad jeg som praktikant får brug for i praksis. Her skal den teoretiske viden suppleres med noget så uvidenskabeligt som fornemmelse; fornemmelse for kulturer, for situationer og for mennesker. Den evigt tilbagevendende udfordring er min rolle som gæst, for som tidligere nævnt hører Filippinerne til blandt verdens mest gæstfrie nationer, og det er ikke kun mig, der har sagt ja tak til en oplevelse udover det sædvanlige ved at rejse i praktik på den anden side af jorden. For filippinerne er det ligeledes en begivenhed at få besøg af en europæer og ligefrem en skandinav, selvom ikke alle, jeg møder, er helt sikre på, hvad sidstnævnte betegnelse egentlig dækker. Men det gør det ikke mindre spændende, hvilket også skal vise sig at få betydning for mine arbejdsopgaver. Kunsten at være gæst Mine praktikopgaver består primært i at producere artikler til organisationens elektroniske nyhedsbrev og de offentlige trykte medier, som er flittige til at bringe nyheder om Røde Kors. Det indebærer en del ekskursioner til de fjernereliggende egne af landet i forbindelse med indvielser af nye projekter. Et eksempel er opførelsen af en hængebro over en flod, der tidligere udgjorde en stor risiko for især skolebørnene fra de to landsbyer, som adskilles af floden. Børnene skal dagligt krydse floden for at komme i skole, og i regntiden sker dette med livet som indsats, idet understrømmen på denne årstid er så stærk, at floden kræver adskillige ofre. Det kan man da kalde en grund til at pjække! Opførelsen og konstruktionen af latriner, dræningssystemer, flodkontrolsystemer, evakueringscentre, praksisser m. m. er ligeledes en del af den aktive Røde Kors organisations program. Min opgave er at indsamle information om projekterne og deres indflydelse i lokalsamfundene for derefter at sammenfatte i 700 ord, hvad der har taget mange måneder at opbygge og vil have betydelige indvirkninger på livet i landsbyerne i fremtiden. Grundstenen i denne formidling om projekterne og deres betydning er interviews med lokalbefolkningen, hvilket ofte har budt på betydelige udfordringer, idet arrangørerne af indvielsesceremonierne sjældent er klar over, eller måske rettere vælger at ignorere, at det er derfor, jeg er der. I stedet bliver jeg behandlet som én af æresgæsterne og skal deltage i den fysiske indvielse af projekterne. Der er blevet klippet nogle røde bånd og overrakt adskillige symbolske platter. De familier, hvis hverdag er blevet forandret af projekterne, og som jeg som interviewer ønsker at tale med, placeres jeg som æresgæst i passende afstand fra. Min status bliver begrundet med, at Spansk Røde Kors er én af de organisationer, som oftest har pengepungen fremme, når disse projekter skal finansieres, og som europæer kan jeg fint repræsentere Spansk Røde Kors ved disse arrangementer. Spansk Røde Kors eller Dansk Røde Kors  forskellen er i denne sammenhæng ubetydelig for lokalborgmestrene, som ikke er blege for at takke mig for Spansk Røde Kors´ gavmildhed og i samme åndedrag anmode om donation af brandbiler eller flere latriner. Som gæst trækker jeg hver gang vejret dybt, tæller til ti og forsøger at udtænke en holdbar løsningsmodel til, hvordan jeg under næste ekskursion undgår at havne i samme situation, men det lykkes mig imidlertid aldrig at undslippe rollen som æresgæst, og ved afslutningen af mit praktikophold mestrer jeg kunsten at være gæst til perfektion. Der må være en grænse Jeg har haft flere for en kommunikationsstuderende alternative arbejdsopgaver og har derfor måttet improvisere en del. Eksempelvis har jeg ikke været i organisationen mange uger, før én af mine kolleger en eftermiddag kommer over til mit skrivebord for at fortælle, at jeg skal gå ned på anden sal  chefens ordre. Da jeg spørger ind til opgaven, får jeg kun et bredt smil som svar, hvilket jeg imidlertid ikke tolker som det advarselstegn, det er. Nede på anden sal møder jeg en kollega, som venligt, men bestemt, genner mig ind på kontoret for "social services", hvor en flok små filippinske midaldrende kvinder i farverige hula-hulaskørter og med kranse i alle regnbuens farver om halsen, håndleddene og anklerne byder mig velkommen og straks ifører mig samme kostume. I anledning af formandens fødselsdag er arbejdsopgaven at fremføre en hawaiiansk dans med meget fem inine, men bestemt ikke yndefulde kast med hofterne. Heldigvis har jeg et interview efter kun femten minutter med graciøse bølgende armbevægelser kombineret med det, der nærmest kan betegnes som spark med hoften, hvorfor jeg naturligvis takker af og foreslår, at de finder en anden til opgaven. Hawaiiansk dans er ikke en del af grunduddannelsen på medievidenskab, og det ser jeg egentlig ikke noget forkert i, så under et praktikophold som informationsmedarbejder, vælger jeg at sætte grænsen dér. Overhead eller power point  en verden til forskel Én af de større og samtidig spændende og mest studierelevante udfordringer arbejdsmæssigt er deltagelsen i en regional workshop om Røde Kors´ disaster management information system, DMIS, som siden 2002 har været føderationens primære ekstranet vedrørende katastrofer. Der er tale om et yderst kompliceret webbaseret informationssystem, som medarbejderne i de nationale selskaber er rædselsslagne for at benytte, og det går ikke; for hvis medarbejderne ikke producerer information til informationssystemet, er der ikke meget informationssystem over det. Udover det rent tekniske aspekt, som helt klart ikke må undervurderes, er angsten primært forbundet med, at medarbejderne på ganske kort tid skal publicere information om katastrofer med den største nøjagtighed. I katastrofesituationer er alt imidlertid kaos, og usikkerheden er stor; det ene øjeblik kan der være tale om 100 berørte familier og det næste 1000. Når først informationen er på nettet, kan den ikke trækkes tilbage, og det er en alvorlig sag. Især i katastrofesituationer overvåges systemet nøje af føderationen og organisationens øverste organ, sekretariatet i Geneve, og der hviler et enormt pres på alle; et pres som sker vertikalt i organisationen fra Geneve gennem den regionale føderationsenhed til det nationale selskab. Geneve er under pres fra donorer og medier som CNN og BBC, der, som de mediegiganter de er, ofte får nys om katastrofen samtidig med Røde Kors og nogle gange før. Sidstnævnte er særdeles uheldigt; især hvis TV-stationerne kan vise billeder fra katastrofestedet og Røde Kors´ indsats dér, før de høje herrer i Geneve er blevet informeret herom af den pågældende Røde Kors eller Røde Halvmåne institution via føderationens informationssystem, DMIS. Workshoppens målsætning er “to make the participants comfortable, confident and competent in using the DMIS", og deltagerne er direktørerne for katastrofeafdelingerne fra alle landene i region Sydøstasien foruden mindst én assistent, hvilket udgør en deltagerliste på 25 repræsentanter fra Cambodja, Myanmar, Thailand, Singapore, Filippinerne, Malaysia, Indonesien, Vietnam, Laos, Brunei og Østtimor. Mit bidrag til workshoppen er et foredrag om forskellen på at skrive til web´et og at skrive til trykte medier, og hvordan man skriver web stories og human interest stories, som er det, donorerne vil læse. At grunduddannelsen i medievidenskab siden er revideret og derfor nu inkluderer web-kommunikation, hjælper ikke mig; web stories er omtrent ligeså stor en del af min faglige bagage som hawaiiansk dans. I stedet for at afsløre, at jeg stort set intet ved om web stories og aldrig forud for mit praktikophold har skrevet en sådan, beslutter jeg at tage det som en udfordring; direktørerne ved i det mindste endnu mindre end jeg om at skrive til web mediet. Efter en del research og et par søvnløse nætter bliver resultatet, at direktørerne ved mere om at skrive til internettet, da de forlader lokalet, end da de kom om morgenen, hvilket i sig selv er en bedrift, jeg er stolt af. En finurlighed ved denne præsentation er, at jeg er kommet gennem uddannelsessystemet, og herunder en bacheloruddannelse i medievidenskab med mange studenter- og eksamensoplæg, uden at have benyttet power point, og så kommer jeg til et tredjeverdensland, hvor vand ikke er en selvfølge, og toiletpapir er en luksus, og så er overhead-mediet pludselig ikke tilstrækkeligt længere. Det er da paradoksalt. Ikke alle problemer kan løses med kommunikation Mine arbejdsopgaver har som beskrevet i manchetten også bragt mig til bjergene i det nordlige Filippinerne, hvor Kalinga-stammen hører til. Kalinga betyder hovedjæger, og navnet har bjergfolket fået, fordi de tidligere har haft for vane at skalpere besøgende, men deres makabre omgang med fremmede har de nu lagt fra sig, forsikrer landsbyens ældste kvinde mig om på fuldt forståeligt engelsk og en noget læspende udtale, for tandsættet er kraftigt reduceret. En anden stamme, som jeg også får mulighed for at besøge, er aetaerne, som er et pygmæfolk, der stadig anvender naturmedicin. At urter ikke har helt den samme effekt overfor f. eks malaria som kinin og relaterede lægemidler medfører, at sygdommen er udbredt blandt denne befolkningsgruppe. Heldigvis forventes det ikke af den kommunikationsstuderende, at jeg med kommunikation som redskab kan ændre på hundredår lange traditioner funderet på kulturel betinget overtro, hvilket jeg ellers havde frygtet ville blive mit lod som praktikant i informationsafdelingen. Denne form for forestillinger er ikke kun udbredt blandt aetaerne, forklarer to af mine jævnaldrende kolleger fra Manila. Det er en udbredt opfattelse, som de også deler, at hvis en kvinde får et barn med meget lys hud, skyldes det, at hun har drukket meget mælk, og hvis hun under graviditeten spiser meget svinekød, vil hendes barn komme til at ligne en gris. De er ligeledes meget interesseret i forholdene i Danmark, og vil i den forbindelse naturligvis også vide, om danskerne har lignende forestillinger. Lettere ironisk svarer jeg, at hvis en kvinde får et barn, hvis udseende afviger markant fra forældrenes, vil man i Danmark mene, at postbudet har været på besøg. Mine to kolleger ser uforstående på mig, og jeg opgiver at forklare og nøjes med at konstatere, at der er dømt kulturkløft. De kulturelle forskelle er store, og selvom mange af de problemstillinger jeg stilles overfor som praktikant i det fremmede ikke er inkluderet  og ikke kan forventes at indgå  i lærebøgerne, har min uddannelse været en uvurderlig støtte. Ganske vist oplever jeg disharmonier mellem universitets teorier og den virkelige verden, den tredje verden, men min kommunikationsteoretiske baggrund har været en uundværlig forståelsesramme i afkodningen af mødet med den fremmede kultur. |
| Senest opdateret ( Tirsdag, 26. oktober 2010 14:11 ) |
