| Når unge taler medier - om venskaber, tudefjæs og net-ægteskaber | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Forestil dig, du får stillet spørgsmålet: Hvilket medie kan du bedst undvære? Computeren, mobilen, fjernsynet, Internettet? For nutidens unge vil det være et svært valg at træffe. De unge er nemlig afhængige af medier, og hvert medie opfylder nogle grundlæggende behov. De har brug for medier for at opretholde deres eksistensgrundlag. Især i de begyndende teenageår, hvor det gælder om at skabe sig selv både individuelt og fællesskabsorienteret. Denne artikel bygger på empiriske undersøgelser af 7.klasse-elevers italesættelser af deres mediebrug. Malene Charlotte Larsen, specialestuderende i Kommunikation, Aalborg Universitet "Online-generationen" bliver de kaldt, nutidens unge, mens deres forældre har fået mærkatet "offline-generationen". De er den del af befolkningen, der bruger medier allermest. Medier er en inkorporeret del af deres hverdag og spiller en stor rolle i såvel deres individuelle som sociale liv; man kunne tale om, at de er "on-life" med medier frem for bare "online". De har været til genstand for stor undren og interesse for medieforskningen gennem tiden  lige fra seriehæfterne og filmens spæde barndom i starten af 1900-tallet til mobiltelefonens indtog og Internettets altomfattende univers i dag. På samme måde er deres mediebrug til stadighed på dagsordnen i den offentlige debat. På den ene side menes det, at de unges mediebrug skaber afhængighed, koncentrationsbesvær, isolation eller zappermentalitet. På den anden side er der dem, der mener, at de unges brug af forskellige medier er læringsfremmende, horisontudvidende, fællesskabsdannende eller fremtidskvalificerende. Men når unge selv taler om deres mediebrug, er det et helt andet billede, der tegner sig. Et projekt om unge, medier og identitet med en gruppe 7.klasse-elever som empirisk udgangspunkt viser, at unge bruger medier aktivt i deres identitetsproduktion og i opretholdelsen af deres venskaber. Fatiske og metakommunikative funktioner Der eksisterer en sms-joke, som unge sender rundt til hinanden, med ordlyden: "Hej, jeg sender denne besked, så dem, du er sammen med, tror, du har venner". Denne sms-besked er faktisk meget rammende for det, som den tyske ungdomssociolog Thomas Ziehe mener med den metabevidsthed, unge har om egen ungdommelighed. Ifølge ham handler det for unge om at "gøre ung" og dermed tilgodese de forventninger, der ligger heri. Det er altså ikke nok bare at være ung. Man skal også vise, at man ved, man er det. Og det gør man bl.a. ved at fremstå som en succesfuld ung, der hele tiden modtager sms-beskeder fra et utal af venner. Det er ikke let for unge, at de besidder den bevidsthed og er klar over, hvad de er. Ifølge Ziehe er det faktisk først som voksen, når man har tilegnet sig ungdommelighedens koder, at man er i stand til at leve op til det at være ung. Derfor synes ungdommelighed at være et umuliggjort projekt. Men med medier gør de unge et bravt forsøg. Medierne har derfor særligt vigtige funktioner for unge. Mobilens sms-funktion er ikke blot en måde, hvorved man let kan komme i kontakt med hinanden. Internettet er ikke blot en søgemaskine, og fjernsynet er ikke blot en underholdningskasse - alle har de også fatiske og metakommunikative funktioner. Med medierne kan de unge afbilde sig selv og kommentere de fællesskaber, de indgår i. Disse funktioner gør det lettere for de unge i det hele taget at være unge. Mobilen som venskabsopretholder I et interview blev en 13-årig dreng af en voksen interviewer spurgt, hvilke emner han sms´er med vennerne om. Om det var om spil, computere eller andet, der interesserer ham? Svaret var, at det da ikke var noget bestemt. Bare hvad vennerne laver lige nu. Det, de voksne ikke forstår, er, at der ikke altid er noget formål med det, de unge skriver til hinanden over mobilen. Det er ofte ikke et indholdsmæssigt formål, der er omdrejningspunktet. Sms´erne har i stedet en fatisk funktion, hvor det handler om opretholdelsen af venskaber. Netop det at holde venskaber ved lige eller bekræfte hinanden i sine venskaber fremstår via de unges italesættelser som mobiltelefonens primære funktion. De unge sms´er om alt muligt, og det er ikke så meget indholdet af sms´erne, der betyder noget, men dét at man sms´er. Således er der ikke noget decideret emne i de sms´er, de unge sender, og en besked med ordlyden "Hvad laver du?" kan have den funktion at sige: "Hej, jeg er stadig din ven, og jeg interesserer mig for dig." På den måde bekræftes venskabet; det bliver holdt ved lige. Det sker enten ved at aftale at mødes senere og dermed opretholde kontakten som venner. Eller det sker ved "lige nu" at vise en umiddelbar interesse for hinanden. På den måde må mobiltelefonen siges også at være et fatisk og metakommunikativt medie. For de unge er mobilen altså ikke kun en nem måde at kontakte hinanden på - men en måde at bekræfte hinanden på. Man skal kunne svare tilbage med det samme, fordi venskaberne skal holdes ved lige  helst lynhurtigt, og af den grund opstår behovet for at have mobiltelefonen på sig hele tiden. Tv-seening og tudefjæs "Så sad halvdelen af Ungdomshuset bare og råbte tudefjæs af ham. Det var mega sjovt." Sådan beskriver en 7.klasse-elev sin oplevelse af at se programmet Sporløs en aften i Ungdomshuset. De unge bruger også tv´et som medie i deres identitetsdannelse. Omkring skærmen får de nemlig også skabt deres egne selvbilleder, internt og eksternt, og får gjort sig selv til en del af venskabsgrupperne. Dog skal de passe på ikke at træde ved siden af. Som ungt menneske har man travlt med at distancere sig fra forældrenes smag. Kanalen Discovery, som far sværger til, får bedømmelsen dødssyg og kedelig. Det er langt sjovere at sidde sammen med vennerne og se fx Sporløs eller Robinson og råbe tudefjæs af deltagerne. Det skaber nemlig sammenhold. De unge begrunder deres tilvalg af Robinson Ekspeditionen som indholdsmæssig præference ved at forklare, at deltagerne "tuder", "skændes" og "er oppe at slås". Det er nedværdigelsen og nedgørelsen af de andre, der bringer dem sammen. Det er netop fordi, man er sammen, eksempelvis "halvdelen af Ungdomshuset, at det forbindes med at være "mega sjovt". De unge ville ikke finde det morsomt at sidde og se sådan et program alene, hvor man ikke har nogen at nedgøre tv-deltagerne sammen med. Medierne bliver således et fælles rum for forhandling og konstruktion af identitet. Ligeledes fortæller to piger i 7.klasse, at de ofte på eftermiddage sidder og sms´er sammen, imens de på hvert sit værelse følger med i diverse tv-serier. Så kan de med mobiltelefonen som mellemled grine, nedrakke og gøre nar af dem på skærmen. De kan hurtigt blive enige om, at "sådan gør man bare ikke." En interaktionsform, der er med til at styrke deres venskab og sætte normer for "den rigtige" opførsel. Tv-programmernes udstilling af enkeltpersoner er med til at skabe et fællesskab. Ku lturforsker Anne Scott Sørensen, fra Center for Kulturstudier i Odense, påpeger i den forbindelse, at det netop er i fællesskab, de unge forvalter normalitetskrav, og kammeratskabsgrupperne bruges til at udrede de nye kriterier for, hvordan man opfører sig, hvad man tror på, hvad der er rigtigt og forkert. Ud fra denne antagelse er det bevidst, at de unge tager tv-programmer som Robinson til sig, hvorigennem de har nogle konkrete eksempler at sætte normerne ud fra. At de bruger tv-programmerne til at sætte kriterier for opførsel betyder dog også, at de bliver "følsomme over for den interne regulering i gruppen", som Anne Scott Sørensen påpeger. Der er spilleregler i venskaberne, som skal overholdes, og man skal passe på med ikke at træde uden for de af gruppens fastsatte regler for opførsel; at de ikke selv kommer til at gøre sådan "som man bare ikke gør". De har således et individuelt projekt, der handler om for alt i verden ikke at blive pinlig. Gift på nettet Mobiltelefonen og tv´et spiller altså væsentlige roller for de unges venskaber. Men med computeren og Internettet opstår en helt ny dimension af venskabsbegrebet. Her kan eksisterende venskaber også holdes ved lige, eller nye kan opstå. Det sker eksempelvis på hjemmesiden Arto, www.arto.dk, der er et netmødested for unge omkring 10  17 år. Arto er pt. Danmarks største hjemmeside for børn og unge med over en halv million aktive profiler. Ifølge www.chart.dk er det også den mest besøgte side i landet samlet set, idet der er over 300.000 unikke besøgende om dagen. På siden opretter de unge profiler med billeder og tekster om sig selv, de skriver i hinandens gæstebøger, chatter, debatterer, opretter vennelister og vennebøger og uddeler virtuelle kys, kram og klask mv. Når man opretter en profil, kan andre brugere af hjemmesiden ansøge om at blive ens ven. På den måde betyder det at "være venner", at man har adgang til hinanden private profiler. Dermed er venskabsbegrebet udvidet, og i Arto-universet har det en anden betydning end i gængs forstand. Derfor kan man, som en 13-årige pige udtrykker det, have "en masse af dem", selvom man ikke kender halvdelen. På den måde er det, at man ikke kender hinanden, ikke nogen hindring for at have kontakt med hinanden og være venner. I en kolonne kan alle andre se, hvor mange venner man har, hvilket har utrolig stor signalværdi for de unge. Med sådan en venneliste kan man iscenesætte sig selv som succesfuld ung med mange venner. En legediskurs kommer også til syne i de unges brug af Arto. På siden kan man indgå Arto-ægteskaber. Ægteskab er ikke umiddelbart noget, man forbinder med unge på 13-14 år. Men når de unge bliver "Arto-gift" og fejrer bryllupsdag eller bliver skilt på hjemmesiden, føres en leg ind i brugen af mediet. Det svarer til at lege "far, mor og børn". Den afgørende forskel er dog, at det sker igennem mediet. Det ville ikke være "in" for de unge at lege at blive gift i "virkeligheden". Men i mediet kommer spændingen mellem børnealderens leg og voksenalderens forpligtelser ind i billedet. Seriøsiteten i legen kommer ind i billedet i den forstand, at de unge kun kan have én ægtefælle. Således er et Arto-ægteskab en seriøs forpligtelse, man har sammen med én anden særligt udvalgt, hvilket signalerer nærhed. Og frieriet kan foregå over chatsiden, hvorfor mediet får den afgørende betydning. At være ung på den rigtige måde Stort set alt det, de unge gør med medier, kan ses som en del af deres selvdannelsesprojekter. Det skyldes, at deres identitet befinder sig i en konstant forhandling med omverdenen. Deres selvdannelsesprojekter er præget af øget refleksivitet, og de kan iagttage, afbilde, tematisere og kommentere sig selv, som de vil. At de unge har disse mange muligheder, skærper oplevelsen af frihed; de har et stort spillerum. Samtidig er de også bevidste om, at der ikke er nogen fast grund. I princippet er det kun familien, der er sikker for dem  den vil altid være der. Derfor er det let for de unge at vælge familien fra om aftenen i tv-stuen, men det er meget svært for de unge at skulle vælge vennerne fra over sms´en. De er nødt til at holde kontakten ved lige for at have nogenlunde fast grund under fødderne. Derfor ser vi en afhængighed i de unges brug af mobiltelefonen. De unge bruger ikke kun mobiltelefonen for at holde deres venskaber ved lige; de bruger den også for at imødekomme en følelse af ensomhed eller meningstab. De kontaktvedligeholdende sms´er er derfor udtryk for en søgen efter sikkerhed; de skal passe på sig selv. Noget af det samme er på færde, når de unge sammen sidder og råber "tudefjæs" af deltagere i tv-programmer. Her ser vi dog en ambivalens mellem individualiseringen og gruppefællesskabet. På den ene side skal man skabe sit helt eget æstetiserede selvbillede, men man skal også forsøge at opnå sikkerhed i venskaberne for at bevare fast grund under fødderne. Det er derfor, det er så vigtigt ikke at falde ved siden af; de unge ved, at det i princippet kunne være dem, der blev udstillet  på tv-skærmen eller i venskabskredsen. Dette kan medføre et præstationspres. Der er visse mindstekrav, de unge skal leve op til for at udfylde deres mål om at være ung på den rigtige måde. Det er derfor, de har travlt med at distancere sig fra tudefjæsene på tv, hvorved de afbilder og tematiserer sig selv  og i høj grad kommenterer det, de ikke er. Det skaber en varme, en sikkerhed og et fællesskab at pege fingre af de andre i tv. Men man kan lynhurtigt lukkes ude, så der er også riscici, der lurer. Når det gælder om at være "ung på den fede måde", hjælper Internettet de unge godt på vej. Eksempelvis med hjemme- og chatsider, hvor de unge kan afbilde, tematisere og kommentere sig selv under kontrollerede forhold. De vælger selv, hvilke informationer og billeder, de lægger ud under deres brugerprofil, som kan ændres fra dag til dag  og bliver det. Dermed udvider Internettet de unges evne til hele tiden at forme og æstetisere sig selv. På den måde danner unge i dag med tv-, computer- og mobilbrug deres egen selvforståelse og forsøger at skabe fælles referencerammer i deres sociale liv på en og samme tid. Referencer Drotner, Kirsten: Unge, medier og modernitet  pejlinger i et foranderligt landskab, Borgen 1999 Larsen, Malene Charlotte: Sms, serier og tudefjæs  en diskursanalytisk undersøgelse af unges italesættelser af deres mediebrug, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet 2004. Vil blive tilgængelig på www.indimedia.dk. Sørensen, Anne Scott: Udfordring, risici og nye pinligheder  Et tids- og generationsportræt, Arbejdspapir 24, Center for Kulturstudier, Syddansk Universitet. Er tilgængelig på på pdf-fil. Ziehe, Thomas: Ambiv alenser og mangfoldighed, Politisk Revy 1995 www.arto.dk www.chart.dk |
| Senest opdateret ( Søndag, 28. februar 2010 13:25 ) |
