Hvis medierne har en betydning for demokratiet, må det også have betydning, at borgere i et demokrati har adgang til medierne, og at medierne både repræsenterer samfundets minoriteter såvel som dets majoriteter. På nuværende tids­punkt er der dog ikke nogen garantier for, at en sådan pluralisme kan florere på det danske dagbladsmarked. Baggrunden for dette er en lang række uoverensstemmelser i EU-systemet og en deraf følgende usikkerhed i lovgivningen. En usikkerhed, som i sidste ende kan koste demokratiet dyrt.

Thomas Sørensen, Medievidenskab, Aarhus Universitet

Avisen er suverænt det nyhedsmedie, som har bragt jævnlige opdateringer til den danske befolkning i længst tid. I historisk forstand blegner radio og tv i sammenligning med den trykte presse, der har eksisteret i Danmark, siden Anders Bording udgav “Den Danske Mercurius" i midten af 1600-tallet. Selvom avisernes oplagstal tilsyneladende for længst har toppet og er blevet overhalet af tv's seertal, har de danske aviser alligevel i kraft af deres lange og traditionsrige historie bevaret en vis indflydelse som en af samfundets vigtigste formidlere af nyheder. I denne artikel er fokuspunktet den betydningsfulde diskussion om, hvorvidt det danske avismarked på nuværende tidspunkt giver mulighed for en åben debat; om det er muligt for alle grupper-minoriteter såvel som flertal - at komme til orde i samfundsdebatten, således at der kan gives udtryk for en vifte af divergerende holdninger. Ikke mindst belyses den lovgivning, staten og EU på nuværende tidspunkt kan bruge til at regulere området.

Ytringsfrihed og demokrati
En af hjørnestenene i demokratiske samfund er, at borgerne har adgang til - og har mulighed for at udbrede - de informationer, som kan menes at være til gavn for andre i befolkningen. Uden en sådan informations- og ytringsfrihed som forudsætning er det ganske enkelt umuligt for demokratiet at fungere . Et begreb som pluralisme bliver ofte nævnt i sammenhænge som denne. Hvis aviserne spiller en rolle for udbredelsen af information i samfundet - hvilket de efter alt at dømme stadig gør - er det væsentligt, at man til stadighed overvejer, hvorvidt de eksisterende aviser formår at give plads til et bredt udsnit af divergerende synspunkter og forskellige stemmer i befolkningen. Med de førende danske dagblade er det endvidere - i kraft af deres historisk stærke partitilknytning - af stor vigtighed at sikre sig, at minoriteter i befolkningen også bliver repræsenteret, også selvom deres ytringer måske ikke lige passer sammen med avisernes ideologiske baggrund ­ hvis man stadig kan tale om en sådan.

De fleste avisudgivere vil nok allerede her sætte hælene i og mene, at “afpolitiseringen" af de danske aviser for længst har fundet sted, og at aviserne i dag har frigjort sig fra alle partipolitiske bånd. Og rent formelt set er der da heller ikke megen tvivl om, at de har ret. Da Aktuelt lukkede i 2001, var det samtidig det sidste store dagblad, der stadig modtog støtte fra et politisk bagland, idet A-pressens flagskib i sine sidste år modtog ca. 60 mio. kroner om året fra LO.

Imidlertid er det ikke uvæsentligt i det mindste at skabe en debat om, hvorvidt de store dagblade i realiteten udfylder deres plads som demokratiets sande vogtere og sikrer pluralismen i samfundet ved at lade alle komme til orde. Det ville givetvis kræve et utal af tekst- og receptionsanalyser, hvis man på nogen måde skulle have belæg for at påstå, at de danske dagblade er ensidige i deres nyhedsformidling, men så vidt vides er der endnu heller ikke foretaget nogen omfattende undersøgelser, der siger det modsatte. Den omstændighed, at blot to koncerner (JP/Politiken og Det Berlingske Officin) sidder på 80 % af det samlede oplag på landsdækkende dagblade, gør det ekstra vigtigt at være kritisk overfor avisernes rolle i samfundet. Dermed ikke sagt, at pluralisme ikke kan eksistere under et mono- eller duopol, men dette vil blive diskuteret senere i artiklen.

Tættere på pluralismebegrebet
Som det måske står klart, er det helt centrale begreb i denne artikel altså pluralismen og dennes levevilkår i den danske dagspresse. Men hvad betyder så ordet pluralisme i denne sammenhæng?

Både EU og den danske stat har haft besværligheder med at definere begrebet, og dette er en af hovedårsagerne til, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen lovtiltag, som direkte kontrollerer og regulerer tilstedeværelsen af pluralisme på markedet. I 1992 fremkom den daværende EF-kommission i en grønbog om pluralisme på mediemarkedet dog med følgende generelle definition:

"Begrebet pluralisme har til formål at begrænse rækkevidden i princippet om ytringsfrihed. Formålet med denne begrænsning er at sikre offentligheden alsidighed i informationsudbuddet" (15) .

Denne formulering gør det altså klart, at pluralisme vedrører informationsfrihed, og at den er en nødvendig indskrænkning af den ellers så uangribelige ytringsfrihed. Det vil altså sige, at det f.eks. kan være nødvendigt at “dæmpe" ytringer fra stærke samfundsgrupper, så minoriteterne også får en fair chance for at påvirke indholdet af det samlede informationsudbud. Imidlertid er denne generelle definition ingenlunde tilstrækkelig, hvis man skal gøre sig nogen reelle forhåbninger om at skabe gunstige vilkår for pluralisme i dagspressen.

Det burde stå klart, at man, når man taler om pluralisme i dagspressen, har med avisernes informationsudbud at gøre; altså avisernes konkrete indhold, og dermed også (omend kun indirekte) de holdninger, der danner rammen omkring indholdet, idet faktorer som for eksempel redaktionens politiske overbevisning både spiller en rolle i udvælgelsen, prioriteringen, behandlingen og den endelige formidling af nyhedsstoffet. Dette er en vigtig pointe, idet den eksisterende lovgivning på området ikke støtter sig til nogen form for indholdsvurdering.

Man vil indenfor et afgrænset marked kunne tale om en ekstern og en intern pluralisme (Markedsafgrænsning er imidlertid ikke nogen let sag: Se mere herom i EU-kommissionens analyse). Den eksterne pluralisme vedrører alle bladudgivelserne på det pågældende marked og er således udtryk for, at alle aviserne tilsammen garanterer den ønskelige grad af pluralisme i informationsudbuddet. En intern pluralisme sætter derimod et krav til den enkelte avis om, at den skal give spalteplads til alle ytringer og synspunkter. Sidstnævnte form for pluralisme ville givetvis være den letteste og mest overskuelige at kontrollere og regulere, men det er tvivlsomt, om ret mange avisudgivere ville påtage sig det ansvar at repræsentere den krævede mangfoldighed af holdninger. Derimod er den eksterne pluralisme mere interessant, idet den tillader den enkelte dagbladsudgiver at lade bestemte holdninger være mere udtalte i avisens stofbehandling; blot er kriteriet altså, at den samlede mængde af aviser giver mulighed for varierede ytringer.

EU´s rammelovgivning
Den lovgivning, som EU har implementeret, og som i årevis har været omdrejningspunktet for mange ophedede debatter i bå
;de Kommissionen og Parlamentet, er dog på ingen måde garant for at skabe gavnlige vilkår for pluralisme. EU har på nuværende tidspunkt kun meget indskrænket mandat til at lovgive på kulturområderne og dermed på det indholdsmæssige i nationalstaternes aviser , og derfor har de måttet gå den indirekte vej mod pluralisme på mediemarkedet. Dette er sket ved en række tiltag, der udelukkende centrerer sig omkring medieejerskab og ejerskabskoncentrationer. Selvom EU har givet de enkelte medlemslande beføjelser til at skærpe lovgivningen, har Danmark hidtil ikke set nogen årsag til at modificere de fælleseuropæiske forskrifter.

Den gennemgribende liberalisering af det europæiske mediemarked, som blev rodfæstet med “Television Without Frontiers"-direktivet, der trådte i kraft 1989, gav anledning til frygt for, at de mange fusioner og krydsejerskaber ville resultere i en uhensigtsmæssig grad af ensretning på medieområdet. Op igennem halvfemserne blev modsætningsforholdet mellem EU-parlamentet og EU-kommissionen endnu mere udtalt på dette område, idet Kommissionen var fokuseret på at harmonisere medlemslandenes medieejerskabsregler med henblik på at øge den fri konkurrence, mens Parlamentet ikke mente, at medieejerskabslovgivning var tilstrækkeligt til at sikre pluralismen i den enkelte landes informationsudbud. Polariseringen mellem Parlamentet og Kommissionen, samt succesfuld lobbyisme fra organisationer som European Publishers' Council har således indtil videre gjort, at man ikke har kunnet udforme nogen reel lovgivning, der konkret retter sig mod en sikring af pluralismen.

Det eneste juridiske instrument, som EU har til rådighed, når det gælder om at regulere mediemarkedet, kommer således fra konkurrencelovens art. 81, 82 og 86 i EF-traktaten, samt fra “The Merger Resolution" (1989), der i art. 21 tillader de enkelte medlemslande at skærpe lovgivningen for netop at sikre mediepluralisme. Som tidligere nævnt har Danmark - ligesom de fleste andre lande - ikke valgt at gøre brug af denne mulighed. Dette er hovedårsagen til, at det hollandske EU-parlamentsmedlem Johanna Boogerd-Quaak i april 2004 forestod en rapport, der stillede sig meget kritisk overfor udviklingen på det europæiske mediemarked og som foreslog, at EU skulle kunne gribe ind i grelle tilfælde, hvis de enkelte medlemsstater ikke reagerede på en overdreven ensretning af mediemarkedet. Situationen i Italien blev fremhævet som et særligt negativt eksempel, der ifølge rapporten kunne være undgået, hvis Kommissionen havde fulgt mere op på grønbogen fra 1992, end tilfældet er.

Ejerskabsregulering og pluralisme
Den overliggende problemstilling i alt dette er naturligvis at påvirke informationsudbuddet og dermed mediepluralismen i de enkelte medlemslande ­ om det overhovedet er muligt med den nuværende lovgivning, som udelukkende skal begrænse ejerskabskoncentration,. I førnævnte grønbog fra 1992 påstås det, at den øgede konkurrence på et marked, der opstår som følge af et øget antal medievirksomheder “ ansporer selskaberne til at foretage en kvalitativ diversificering af mediernes programindhold " (84). Dette postulat kan der dog nok alligevel med nogen ret rejses tvivl om; især hvis man kigger på den debat, der har huseret i og omkring den danske tv-branche, som har gået ud på, at licenskanalen Danmarks Radios programprofil i alt for høj grad har lignet betalingskanalernes. Mængden af boligprogrammer, der for øjeblikket sendes på både DR og TV2, såvel som SBS' og MTG's betalingskanaler, er også et vægtigt modargument i denne forbindelse. Selvom der altså for øjeblikket er flere forskellige aktører på det danske tv-marked, er det stadig muligt at se en stor mængde ligheder på tværs af kanalerne, og det må siges at være en kraftig ridse i lakken på argumentet fra 1992-grønbogen. På samme måde er det ikke urealistisk at forestille sig en monopol-situation som den - og her bruges igen tv-branchen som eksempel - der eksisterede i Danmark, da DR var den eneste kanal, hvor monopol-indehaveren indfrier kravene til et pluralistisk informationsudbud; uanset om dette sker ved tvang, eller fordi det simpelthen er det mest rentable. Hvis man på denne måde angriber logikken i argumentet om, at flere aktører giver pluralisme, står det pludselig klart, at hverken EU eller den danske stat har nogen midler til at sikre borgerne adgang til et bredt favnende informationsudbud.

Der skal sigtes på indholdet
Det er altså på nuværende tidspunkt kun muligt at gribe ind overfor ensretning i mediebilledet, hvis der er tale om alarmerende store ejerskabskoncentrationer. Med en sådan lovgivning har man imidlertid ikke taget højde for, at pluralismen i mediernes informationsudbud og medieejerskabskoncentrationer ikke blot står i et direkte proportionalt forhold til hinanden. Selvom det vil være et krævende arbejde ­ og givetvis vil være en idealistisk skurren i ørerne hos nogen ­ må man dog være villig til i højere grad at se nøgternt på det samlede medieoutput og ikke på bagmændene, før man realistisk kan vurdere, hvorvidt der på et givet marked er tale om kompromittering af pluralismens muligheder.

Litteratur:
EU-kommissionen om mediekoncentration:
"Pluralisme og koncentration i medierne i det indre marked ­ Grønbog fra kommissionen", 1992

Boogerd Quaak-betækningen


EU-kommissionen om markedsafgrænsning i Danmark


Se endvidere:

Mortensen, Frands og Sepstrup, Preben: “ Market access in the context of Media Concentration and Media Pluralism", 1993. (Skrevet til Council of Europe Committee of Experts on Media Concentration and Pluralism)