| Jersilds fiksfakserier | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Jersild & Spin var programmet, som ville afsløre politikernes kommunikation og spindoktorernes fiksfakserier. Kvaliteten af programmets spin-diskussioner kan imidlertid diskuteres, og spørgsmålet er, om ikke effekten af udsendelserne i virkeligheden var den modsatte end den forventede. Aske Kammer, stud. mag. i medievidenskab, Københavns Universitet I Danmark har der i den seneste årrække været et massivt fokus på politisk kommunikation generelt og begrebet spin i særdeleshed, hvilket eksistensen af eksempelvis et tv-program som 'Jersild & Spin' er et tydeligt bevis på. Programmet havde som formål at trænge ind bagved og dermed afmystificere politikkernes spin. Det er et beundringsværdigt udgangspunkt, men spørgsmålet er, om ikke 'Jersild & Spin' i stedet for at være oplysende omkring spin-begrebet i virkeligheden medvirkede til at forstærke den måske fejlagtige forståelse af begrebet, som i forvejen er den mest udbredte blandt befolkningen. Politikkernes spin-verden Først en mindre analyse af programmets spin-diskurs. De allerførste ord, der blev sagt i serien af 'Jersild & Spin'-programmer var "Velkommen til 'Valg på DR2', til programmet 'Jersild & Spin'. […] Helt frem til valgdagen, der vil vi sidde her og holde øje med kommunikation og manipulation i valgkampen og holde øje med spindoktorernes fiksfakserier." Senere i den samme udsendelse citeres De Radikale for at mene, at de er de eneste rigtige politikere, der er tilbage, fordi de som de eneste efterlyser nødvendige samfundsreformer, hvorefter Jersild stiller spørgsmålet: "Er det spin, at De Radikale siger sådan, eller er de bare ærlige politikere?" De to eksempler fra første omgang af 'Jersild & Spin' viser tydeligt, hvordan spin-begrebet her indskrives i en negativ diskurs. I præsentationen af programmets dagsorden bliver spindoktorernes arbejde kaldt fiksfakserier, hvilket er en formulering, som normalt benyttes til at beskrive gadedrenge, plattenslagere og brugtvognsforhandleres tvivlsomme fiduser. Der bliver således opstillet en forståelsesramme, hvor spindoktorerne absolut ikke opfattes positivt, og den bliver forstærket i det andet eksempel, hvor Jersild sætter spin i et direkte modsætningsforhold til ærlighed. Et andet tilfælde, hvor Jens Olaf Jersild benytter den negative diskurs, udfolder sig 12. februar 2005, hvor statsministerens daværende spindoktor Michael Kristiansen umiddelbart efter Foghs valgsejr var gæst i programmet. Undervejs i en redegørelse omkring forholdet mellem politisk rådgivning og politisk indhold siger han, at "hvis man adskiller substansen fra det, man kan kalde det kommunikationsmæssige, så går man fuldstændigt galt i byen". Jersild replicerer ved at henvise til det rent kommunikationsmæssige med ordene "Det, som vi andre kalder spin", hvorved han definerer spin som kommunikation uden substans, som form uden indhold, hvilket heller ikke just er en positiv forståelse af begrebet. Et sidste eksempel: Aftenen efter kommunalvalget 15. november 2005 bød Jens Olaf Jersild seerne velkommen med følgende oplæg til programmet: "Hvem vandt valget? Det skulle man tro, at enhver kunne se på valgresultatet, men så simpelt er det naturligvis ikke i politikkernes spin-verden." Jersild indfører her en skillelinje mellem på den ene side det faktuelle valgresultat og på den anden side politikkernes spin-verden, som underforstået er en konstruktion ude af kontakt med virkeligheden, og derved italesætter han endnu en gang spin-begrebet med en markant negativ ladning. Den tidligere journalist for Folketingets EU-oplysning Thomas Sarup Søndergaard skriver, at "traditionelt har spindoktori være opfattet som en billig, nærmest uhæderlig, måde at 'sælge' sine politiske budskaber på." (Sarup: 42) Det er en definition, som Jersild på trods af den implicitte præmis om i sit program at trænge ind til sandheden om spin ikke formår at nuancere. I stedet for at afmystificere begrebet fastholder 'Jersild & Spin' den forfaldsklingende diskurs, der hersker hos den bredere befolkning, men som man ikke havde forventet i et aktualitets- og debatprogram sent om aftenen på DR2. Politik med omtanke Det problematiske ved den almindelige opfattelse af spin, som Jersild altså i vid udstrækning har overtaget og er med til at blåstemple, er, at den unødvendigt mistænkeliggør politikerne. I denne forståelsesramme er spin konsekvent uærligt, det er udspekuleret omgåelse af sandheden og afspejler en konstrueret og overfladisk medie-virkelighed, ikke den "virkelige virkelighed". Denne opfattelse er problematisk, fordi al politisk kommunikation nærmest pr. automatik brændemærkes med spin-prædikatet, så snart det virker gennemtænkt eller velovervejet. De politikere, der tænker før de taler, bliver altså tillagt fordækte motiver, som de i langt de fleste tilfælde næppe har haft. Tværtimod må det formodes og forventes, at netop politikkerne  deres arbejdes vigtighed og store samfundsmæssige konsekvenser taget i betragtning  om nogen tænker sig om. Michael Kristiansen havde præcis den samme pointe, da Jersild forsøgte at få ham til at afsløre en konspiratorisk master-plan bag Venstres valgkamp. "Når man kaster sig ud i noget så afgørende for statsministeren som en valgkamp, så er det jo egentlig meget klogt at tænke sig om, at finde ud at, hvad det skal handle om, og hvad det har af konsekvenser," sagde Kristiansen, og selvom han som ansat rådgiver naturligvis har en interesse i at underspille sin egen indflydelse for derved at styrke opfattelsen af statsministeren, så har han fat i det rigtige. Som politikker er det simpelthen nødvendigt at være velovervejet. Men hvis spin ikke er det, som folk og Jersild normalt forstår ved det, hvad er det så? Sarup giver et empirisk velfunderet bud på en definition, idet han skriver, at "politisk spindoktori er målrettede og strategiske aktiviteter i politik, der udføres af politikerne eller deres rådgivere for at påvirke mediernes dagsorden." (Sarup: 46) Der er især to aspekter, som nuancerer og præciserer begrebet i forhold til Jersilds mere diffuse definition. For det første korrigeres opfattelsen af, at spin udelukkende er et resultat af spindoktorers aktiviteter i baggrunden. Politikkerne selv er mindst ligeså aktive udøvere i disciplinen spin, hvilket stemmer overens med et af de centrale synspunkter i Poul Nyrup Rasmussens tidligere rådgiver Billy Adamsens bog "Spindoktor", hvor især Svend Auken fremhæves som en særdeles handlekraftig spindoktor for sig selv. For det andet gør Sarups definition det klart, at målet med spin er at fremhæve sin egen politiske dagsorden i medierne, hvilket vil sige, at spin i sin essens altså ikke adskiller sig væsentligt fra "traditionel" politisk kommunikation. Ønsket om bred profilering har alle dage været højt prioriteret fra politikernes sider - det ligger trods alt i demokratiets væsen, at man som politiker ikke bliver valgt, hvis ikke vælgerne er klar over, hvem man er, og hvad man står for. Homoseksualitet eller socia lisme Det vil imidlertid være upræcist blot at sige, at spin er en ny engelsk betegnelse for noget, som altid har eksisteret, og som nu har fået hæftet et sæt kedelige følgebetydninger på sig. Det er nok mere præcist at definere spin som politisk kommunikation, der er tilpasset tilskrivningsdemokratiets mekanismer. Professor Finn Frandsen har med udgangspunkt i den franske filosof Pierre Rosanvallon redegjort for, hvordan vi i dag er trådt ind i den epoke af demokratiets historie, der kaldes tilskrivningsdemokratiet. Det er en periode, hvor borgerne har løsrevet sig fra de traditionelle politiske ideologier og partier og i stedet stemmer på baggrund af, hvilke vurderinger de tilskriver de forskellige politikeres personlighed, handlinger og meninger. Politikerne vurderes simpelthen ud fra, hvilket image de får skabt i medierne, og det er disse vurderinger, der kan aflæses, når vælgerne har været ved stemmeurnerne. Et godt eksempel på dette er SF'eren Kamal Qureshi, som sandsynligvis er valgt til Folketinget på grund af sine markante holdninger omkring eksempelvis etniske minoriteter og homoseksuelles rettigheder nærmere end den socialistiske ideologi, han ud fra den traditionelle parti-opfattelse repræsenterer. Vælgerne er troløse, og når nu det forholder sig sådan, er det kun naturligt, at politikerne i højere grad end tidligere er nødsaget til at arbejde målrettet på at skabe et positivt billede af sig selv i medierne. Det marketingsprincipper, som dette har indført i demokratiet, er imidlertid ikke den eneste årsag til, at politikkerne har oprustet på kommunikationsfronten, sådan som det er tilfældet. Det skyldes også, at de på grund af udviklingen i massemedierne har fået hidtil usete muligheder for at formidle deres budskaber via forskellige kanaler og dermed i højere grad end tidligere tilpasse præsentationen af forskellige budskaber, så de passer optimalt til forskellige mediers specifikke potentialer. De engelske forskere Ralph Negrine og Darren Lilleker argumenterer således overbevisende for, at den politiske kommunikation ikke har gennemgået en professionaliseringsproces, men at den i stedet har udviklet sig naturligt og tilpasset sig de nye kommunikationsteknologier. Derudover er den blevet mere specialiseret, således at forskellige personer nu tager sig af forskellige aspekter af kommunikationen  for hvis politikkerne fortsat også skal have tid tilovers til politik, så er det kun naturligt, at de er været nødsaget til at ansætte folk til de kommunikative opgaver. Spin er ikke det samme som politisk kommunikation, men måske er det ikke helt ved siden af at sige, at spin er politisk kommunikation i forhold til medierne, som er tilpasset tilskrivningsdemokratiets logikker, men som ikke er mere professionaliseret end kommunikationen før i tiden. Som sådan er der ikke grund til som Jersild at være mistænksom overfor spinnet, som blot er en reaktion på ændrede mønstre i vælgersociologien. Hvad der derimod kan være god grund til at holde et vågent øje med, er det, der kan kaldes "den demokratiske syge". En nedslående diagnose Formuleringen stammer fra en artikel af Connie Hedegaard, hvor hun på baggrund af sine erfaringer fra dels sin tid som journalist og chef for 'Radioavisen', dels sit nuværende hverv som miljøminister, analyserer den kritiske politiske journalistiks vilkår. Diagnosen, som hun stiller, er ikke opmuntrende, for parallelt med at kommunikationsafdelingerne i ministerier og partier er blevet styrket og tilført ressourcer, så er pressen blevet svækket af større arbejdspres og af manglende faglighed. Den enkelte journalist skal simpelthen producere flere historier til flere forskellige medier på kortere tid, samtidig med at kompleksiteten i det politiske system udvikler sig hurtigere, end journalisten kan nå at klæde sig ordentligt på til at forholde sig kritisk til det essentielle indhold. Det kan ikke undgå at tippe magtbalancen uforholdsmæssigt til politikkernes fordel, og dét er den demokratiske syge. Hedegaards synspunkter bakkes i store træk op af Nete Nørgaard Kristensens forskning i forholdet mellem journalister og de i stadig stigende grad professionaliserede kilder. Hun påpeger ligeledes det problematiske i, at kilderne opruster, samtidig med at journalisterne bliver mere og mere pressede, og hun afslører desuden, at der tilsyneladende hersker et udbredt selvbedrag i journaliststanden omkring konsekvenserne af dette misforhold. Kristensen påpeger blandt andet, at mere end 60 procent af de adspurgte journalisterne er tilfredse med deres niveau for kildekritik, samtidig med at godt halvdelen mener, at journalisterne blot er mikrofonholdere for kilderne. Derudover tager to ud af tre journalister afstand fra påstanden om, at de bliver styret af deres kilder  omtrent det samme antal mener, at de ikke fagligt er klædt godt nok på til at møde kilderne. (Kristensen: 281-283) Dette burde være tilstrækkeligt empirisk bevis for, at Hedegaard har ret i sin diagnose af den demokratiske syge  og at i hvert fald store dele af pressen tilsyneladende ikke selv er villig til at se realiteterne i øjnene. Alt sammen har det skabt en situation, hvor politikkerne og deres kommunikatører har betydeligt nemmere ved at udøve netop den kontrol over dagsordenen, som spin er. Ud fra et demokratisk synspunkt er spin-arbejdet ikke det problematiske  det er nærmere pressens og journalistikkens manglende evne til at forholde sig tilstrækkelig kritisk og gennemskue spinnet, der er foruroligende. 'Jersild & Spin' har langt fra været et ligegyldigt program  om ikke andet, så har det været en demokratisk gevinst for de i gennemsnit 123.000 seere at høre Jersilds gæsters analyser af, hvordan realpolitik i dagens Danmark fungerer. Men hvis programmet for alvor skulle have været et interessant og relevant indlæg i debatten om spændingsfeltet mellem politik og medier, så skulle fokusset have været rettet imod, hvordan journalistikken håndterer den skærpede udfordring fra politikkernes kommunikation. På hvordan pressens svækkede ressourcer kommer til udslag  eller forhåbentlig ikke kommer til udtryk  i aviserne og nyhedsudsendelsernes politiske sektioner. I stedet brugte Jersild kræfterne på at diskutere og tage afstand fra et skævt defineret spin-begreb, som derved blev yderligere fastholdt i den dæmoniserende diskurs, det alt for længe har befundet sig i. Kilder: Frandsen, Finn (2004): "Spindoktorerne  en episode i det moderne demokratis historie?" i Nielsen, Mie Femø (red.) (2004): Spin, selvfremstilling og samfund , Frederiksberg: Samfundslitteratur. Hedegaard, Connie (2006): "Symptomer på en demokratisk syge" i Larsen, Ole; Rasmus Jønsson & Peter Bro (red.) (2006): Politisk journalistik og kommunikation , Frederiksberg: Samfundslitteratur. Kristensen, Nete Nørgaard (2004): Journalister og kilder  slinger i valsen , Århus: CFJE/Ajour. Negrine, Ralph & Darren G. Lilleker (2002): "The Professionalization of Political Communication" i European Journal of Communication , vol. 17(3) (2002), London: SAGE Publications. Sloth, Peter & Billy Adamsen (2005): Spindoktor , Køben havn: Ekstra Bladets Forlag. Søndergaard, Thomas Sarup (2004): "Spindoktori" i Nielsen, Mie Femø (red.) (2004): Spin, selvfremstilling og samfund , Frederiksberg: Samfundslitteratur. |
| Senest opdateret ( Torsdag, 18. marts 2010 08:17 ) |
