| Flermedialitet - et spørgsmål om software? | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Meget er hidtil sagt og skrevet om flermedialitet og mediekonvergens, men hvordan influerer de problemstillinger, der opstår som konsekvens af denne såkaldte "konvergerende udvikling", på det redaktionelle arbejde på de enkelte medier? En besvarelse kan hjælpes på vej ved at kigge på danske CCI Europe og deres softwareløsninger til styring og tilrettelæggelse af de redaktionelle processer på tværs af medier. Mathias Poulsen, stud. cand. medievidenskab, AU Måske i erkendelse af vores beskedne størrelse synes vi i Danmark at have fremelsket en stærk tradition for at fremhæve og hylde de virksomheder, der på deres respektive forretningsområder har formået at opnå markedsandele og således gøre sig gældende i et internationalt perspektiv. Dette er åbenlyst og formentlig ej heller et unikt dansk fænomen, men tilsyneladende bidrager disse succesfulde kommercielle enheder til styrkelse af vores nationale stolthed. Således er vi oftest stolte over at dele nationalt ophav med LEGO , B&O og ikke mindst it-kometer som Skype , Jubii og den nådesløse Hitman . Især i relation til de sidstnævnte fremstår århusiansk funderede CCI Europe som et mysterium, eftersom dets internationale position for nuværende er aldeles urokkelig. De er blandt landets førende softwareudviklere og betragtes som markedsledere på globalt plan indenfor deres felt. De har flere af landets og verdens største avishuse i kundeporteføljen, og alligevel er kendskabet til selve deres eksistens yderst begrænset; i hvert fald udenfor de redaktioner, der har implementeret firmaets software. Men hvem er så reelt dette tilsyneladende ukendte firma, og hvad kan de tilbyde de avis- og mediehuse, der ihærdigt søger at deltage i den aktuelle, hastige udvikling mod den stadig større og måske mere kreative brug af de konstellationer, som gamle og nye medier udgør? Hvem er de? CCI Europe indgår som underordnet Stibo Holding A/S, der oprindeligt var kendt som Aarhus Stiftsbogtrykkerie, og som har markeret sig indenfor branchen i over 200 år. Således har man i organisationen akkumuleret en helt enorm erfaring med forskellige former for publikationsløsninger, hvilket utvivlsomt har bidraget yderst positivt i etableringen af CCI Europe, hvis hovedkvarter forefindes i Højbjerg ved Århus. Herudover råder man over afdelingskontorer i USA, Tyskland, England, Norge og Australien, hvilket med stor tydelighed illustrerer virksomhedens globale operationsradius. Placeringen i Danmark er ikke på alle måder hensigtsmæssig og er løbende blevet revurderet. Fastholdelsen af dette geografiske udgangspunkt for de globale aktiviteter må uvægerligt ses som en positiv og opløftende cadeau til niveauet på det danske uddannelsessystem. Man har nemlig hos CCI måttet erkende, at det konstant voksende behov for tilførsel af højt kvalificeret arbejdskraft bedst lader sig opfylde i Danmark. Her aftager man bl.a. kandidater fra Informationsvidenskab og Datalogi ved Århus Universitet. Således ansættes nærmest udelukkende folk med længere videregående  ofte akademiske  uddannelser, hvilket vidner om et ønske om en stærk intellektuel profil, der bunder i en kompetent og veluddannet arbejdsstyrke. Besiddelse af viden, indsigt og forståelse for komplekse problemstillinger er et afgørende signal at sende, eftersom nærmest hele virksomhedens eksistensgrundlag afhænger af en eksternt oplevet troværdighed på disse områder. Som det allerede perifert er anført, skyldes det manglende kendskab til virksomheden absolut ikke manglende succes, hverken i nationalt eller globalt perspektiv, men snarere at det kræver et tilhørsforhold til den redaktionelle verden for potentielt at have været i berøring med CCIs produkter, og al kommunikation er ren business-to-business. Uden dermed på nogen måde at hvile på laurbærrene eller andet grønt betragter man sig selv som tilhørende den absolutte verdenselite og værende i besiddelse af den måske bedste løsning. Selvfølgelig er der konkurrence, men den anses som relativt begrænset, idet man reelt ikke mener at blive udfordret af mere end 3-4 virksomheder på verdensplan. Denne grundfæstede position på toppen af markedet underbygges af kundeporteføljen, der fremstår yderst imponerende og potent. Danmark betragtes nøgternt set som et uinteressant marked grundet avismarkedets beskedne omfang, men dog indgår JP/ Politikens Hus A/S som en efter dansk standard betydningsfuld kunde. På globalt plan kan identificeres prominente navne spredt over kloden. At nævne dem alle er omsonst, men canadiske Toronto Star, engelske Daily Mail, The Mail on Sunday, indiske The Hindu, tyske WELT am SONNTAG, samt ikke mindst amerikanske giganter som USA TODAY, The New York Times, Los Angeles Times m.m., anskueliggør, hvilken succes man unægtelig har opnået. Der synes på nuværende tidspunkt end ikke tilnærmelsesvist at være indikationer på stagnation eller nedbremsning af den igangværende positive udvikling. Tværtimod tvinges potentielle kunder i standby-position, da man simpelthen ikke har den fornødne kapacitet til at tilfredsstille alle aktuelle tilnærmelser. Endvidere befinder man sig i så fordelagtig en situation, at det er både muligt og nødvendigt at foretage en grundig selektering af den mulige kundekreds forud for påbegyndelse af forhandlinger. Hvori består guldægget? En så gedigen succes må umiddelbart forventes at udspringe af et lige så gedigent produkt. En sådan logik gør sig naturligvis ikke altid gældende, men en konvertering til CCIs systemer forudsætter en yderst langvarig og på mange måder omkostningsfuld proces, der medfører så gennemgribende ændringer, at der almindeligvis er gået op til flere års forhandlinger, undersøgelser, demonstrationer, analyser o.l. forud for en endelig beslutning om erhvervelse. Derfor synes man med rimelighed at kunne forvente et rationelt begrundet valg, der netop fokuserer på selve produktet og den service CCI leverer i forbindelse hermed. Overordnet betragtet fremstår antallet af produkter i kataloget at være relativt begrænset, hvorimod de enkelte elementer synes yderst komplekse. Man kan foretage en overordnet sondring og skelne mellem et annoncemæssigt og et redaktionelt sigte. CCI har traditionelt, som de øvrige virksomheder i Stibo A/S, beskæftiget sig med forskellige former for publikationsløsninger, men gennem de senere år har man udviklet tilsvarende redskaber til mediernes styring af deres annoncevirksomhed. CCI AdDesk Production og CCI AdDesk Sales er navnet på disse to, der tilsammen udgør et tilbud om en komplet løsning, der formår at varetage samtlige de processer avisers annonceafdelinger håndterer. Disse produkter gennemgår i øjeblikket en voldsom udvikling, ligesom tilslutningen til disse nye enheder er hastigt stigende, hvilket yderligere vidner om CCIs evne til at udvikle software med skarpsindigt øje for aktuelle behov. I forhold til den flermediale redaktion er det særligt CCIs ældste produkt, CCI NewsDesk, samt det relativt nyudvikled e CCI NewsGate, der er interessant. NewsDesk har i 25 (år) gennemgået en konstant udvikling, der fortsat har bibeholdt det som en altid tidssvarende og attraktiv løsning på trods af de store skridt branchen har taget. Der er tale om en integreret produktionsløsning til tilrettelæggelse og kontrol af den redaktionelle proces fra start til slut, så denne faciliteres på mest hensigtsmæssig vis. Herunder varetages således alle faser, fra en enkelt histories mest initiale stadie over research til layout og slutteligt publicering. Et afgørende aspekt er det medieneutrale perspektiv, der muliggør anvendelse af en hvilken som helst mediekanal. Dette er et yderst gennemprøvet, velfungerende og velanset system, der gennem årene har medvirket til forsimplede, effektiviserede arbejdsgange på utallige aviser. I forlængelse heraf har man så udviklet CCI NewsGate, der i endnu højere grad sigter på den flermediale redaktion og tilsyneladende nærer ambitioner om at medvirke til en fundamental forvandling af både de strukturelle og mentale dimensioner. Forud for selve udviklingsprocessen foretog man et ekstremt omfattende forarbejde med det ene formål at opnå en fyldestgørende indsigt, der ville tillade at udforme et produkt nøjagtigt tilpasset til de behov og tendenser, der nu og i fremtiden forventes at gøre sig gældende. Det er især bemærkelsesværdigt, hvorledes man har etableret en omfattende dialog med fremtrædende aviser og branchepersoner, for tilegnelse af denne ultimative erkendelse. Som følge af den omtalte ekstremt ressourcekrævende implementeringsproces er det bl.a. tvingende nødvendigt, at systemet er fremtidssikret i så vid udstrækning, det overhovedet lader sig gøre, samt at det kan tilpasses i helt ekstrem grad. Basalt set er CCI NewsGate et Content Management System (CMS), som de anvendes i struktureringen af hjemmesider verden over. Det tiltænkes nyhedsjournalistikken med udgangspunkt i de skrevne medier og disses brug af stadig flere mediekanaler til publicering af nyhederne. Det skal understøtte de redaktionelle medarbejdere i hele processen, hvilket det potentielt kan gøre på en række områder. Det etableres som en central database, hvortil alle medarbejdere kan tildeles adgang og tilknyttes relevante projekter. Herefter kan al akkumuleret information og viden tilgås, ligesom man konstant kan erhverve sig overblik over processens status, hvilket selvsagt kan modvirke det kaos, der ellers traditionelt i mange tilfælde har plaget nyhedsredaktioner. Det er således muligt at følge udviklingen i "real-time", hvormed man endvidere kan undgå det redundante arbejde, der opstår hvis flere arbejder på samme historie samtidig. Medieopdelte redaktioner får betydeligt lettere ved det tværmediale samarbejde, som synes så nødvendigt. Systemet simplificerer og effektiviserer hele redaktionens kommunikation, også med udsendte reportere, der får adgang via mobiltelefon og PDA. Viden systematiseres, så man  modsat tidligere  ikke risikerer, at værdifuld indsigt forsvinder med personen, der tilegnede sig den, eller blot forgår i almindelig forvirring. I denne vidensdatabase inkorporeres alle elementer af den redaktionelle proces, så også kontakter, kilder, aftaler, billeder, lyd og alverdens anden relevant data opbevares, med oplagt mulighed for senere anvendelse i andre historier m.m.. Formatet er medieneutralt og som sådan er alle projekter og tilhørende information direkte kompatibelt med alle medieplatforme, hvor en historie eller dele heraf hurtigt lader sig versionere til forskellige formater. Dette er selvsagt ressourcesparende og derfor i sig selv attråværdigt, ligesom det bliver mere tilgængeligt at skabe diversitet på tværs af medier på baggrund af eksisterende materiale, hvorved man opnår en betragtelig synergieffekt. ![]() Avisernes ændrede vilkår Mediekonvergens er efterhånden et helt uomgængeligt begreb og i endnu højere grad nu end tidligere, da det har så åbenlyse konsekvenser både på kort og langt sigt. I nærværende optik synes det mest påtrængende spørgsmål at vedrøre CCIs rolle i denne fortsatte udvikling, men forud for dette må rimeligvis skitseres hvor vi rent faktisk befinder os, for hvilken situation befinder aviserne sig konkret i? Først og fremmest er konvergens jo ikke længere konvergens i oprindelig forstand, eftersom medierne jo ikke, som forudset af Negroponte i 1979, er eller står umiddelbart for at smelte sammen til et, og som sådan kan hele konvergensbegrebet være misvisende. Mediematrix, at betragte som den samlede sum af eksisterende medier, er i en fortløbende proces blevet udvidet siden profetien blev fremsat, men denne ekspansion har altså ikke resulteret i de traditionelle mediers bortgang eller deciderede sammensmeltning. I stedet har de enkelte medier måttet revidere den position de fortsat kan indtage, så denne tager højde for forholdet til og samspillet med de øvrige medier.Denne udvikling illustreres med dette simple kryds, der viser den grundlæggende udvikling. Først og fremmest fremhæves den kommercielle forskydning, hvor de nye komplementærprodukter, altså de nye mediekanaler, i stadig videre udstrækning yder et stigende bidrag til den samlede indtjening, mens det traditionelle produkt, her avisen, bevæger sig i den modsatte retning. Netop spørgsmålet om indtjening kan anvendes som forklaringsmodel for den aktuelle udvikling, idet mediebrugere udvikler stadig mere raffinerede medievaner, hvilket igen afføder et krav om umiddelbare nyheder, der tilrettelægges individuelt ved et selvstændigt valg af tidspunkt og medieform. Modtagerne bliver altså i stadig højere grad flermedielt orienterede, hvorfor de producerende instanser for at opretholde og udvide annonceindtægterne nødvendigvis må opretholde og søge at udvide publikum, eftersom annoncørerne naturligvis er interesserede i størst mulig eksponering. I stedet for det oprindelige syn på mediekonvergens iagttager man i stedet en reelt konvergerende udvikling på andre niveauer end den helt overordnede sammensmeltning af medier. Sådanne områder er mange, men indbefatter bl.a. en form for strukturel konvergens, hvor redaktionerne ikke længere adskilles af medieplatforme, men både fysisk og mentalt omstilles til samarbejde på tværs af disse traditionelle afgrænsninger. I forlængelse heraf ses også, hvorledes journalisters tidligere adskilte arbejdsformer og stofindsamlingsmetoder ofte flyder sammen, især på baggrund af den digitale udvikling og den herpå følgende adgang til mere umiddelbart anvendelige redskaber, hvormed journalisterne ofte bliver flerfunktionelle. På disse og andre niveauer betragtes konvergens i medierne i dag som et vilkår, man ikke kan underkende, en konsekvens af en irreversibel udvikling. CCI som frelser? Qua deres bredtfavnende research har CCI tydeligvis formået at identificere hovedparten af de betydningsfulde tendenser på markedet, hvilket har muliggjort udvikling af et fleksibelt produkt, der kan justeres og tilpasses, således det optimeres og giver maksimalt udbytte for den enkelte avis. Det synes således evident, at netop ofte vanskeligt håndterbare problemstillinger, som affødes af dette ubønhørlige krav om kreativ brug af flermedialiteten, er præcis, hvad CCI søger at imødekommende og simplificere. Det bliver altså betydeligt nemmere at akkumulere viden i en form for knowledge management, ligesom kommunikation og koordinering på tværs af medier gøres betydelig mere overkommeligt og dermed attraktivt. Intet går tabt, og alle ressourcer kan udnyttes effektivt og hensigtsmæssigt. For få kokke… Dette er dog rimeligvis forbundet med omstillingsmæssige omkostninger, både økonomisk og menneskeligt. Der stilles nye og til tider store krav til medarbejdernes velvillige indstilling og accept af de ændrede arbejdsvilkår. Et grundlæggende karaktertræk ved NewsGate og en nødvendighed i forbindelse med cost-effective publicering på flere medieplatforme, er et øget krav om åbenhed og samarbejde i de redaktionelle processer. Flere steder anføres en traditionel opfattelse af journalister som individualister, hvis kilder og viden søges hemmeligholdt i så vid udstrækning muligt. Det udspringer selvsagt af den usikkerhed, det medfører at underminere sin egen ofte vidensbaserede position ved at tillade andre direkte adgang til fundamentet af måske hidtil unik viden. Professor med speciale i mediekonvergens, Stephen Quinn, har stort fokus på denne eksklusivitetsproblemstilling, idet han argumenterer for nødvendigheden og det fordelagtige i en udvikling netop mod transparens og tværmedialt samarbejde. Ved at åbenbare ens eksisterende status og aktuelle problemstillinger og tilmed invitere til en løbende faglig dialog, ser Quinn en udvikling fra mono-mind til multi-mind , hvilket opfattes som gavnligt for hele processen. Hos Quinn og en række andre er dette fokus på åbenhed, videndeling, videnstyring og samarbejde på tværs af traditionelle medieafgrænsninger et helt uomgængeligt krav til de redaktionelle medarbejdere. Den effektivisering og potentielle forøgelse af både hastighed og kvalitet en sådan udvikling kan forlene redaktionerne med, synes at være en konkurrencemæssig nødvendighed, når deadlines er hyppigere som følge af de nye mediers samtidighed. Med de eksisterende ressourcer er det økonomisk umuligt at udarbejde materiale af høj kvalitet til alle platforme, hvis ikke dette samarbejde og velvillig videndeling er accepteret som en grundlæggende præmis. Udviklingens katalysator… Endeligt er det nødvendigt med en forståelse for CCI som mere end blot en isoleret leverandør af en softwareløsning, der potentielt kan afhjælpe adskillige redaktionelle problemstillinger forårsaget af brugere og dermed annoncørers krav om flermedialitet. Dette er blot et enkelt aspekt af CCIs funktion, idet de ydermere aktivt influerer på markedet man servicerer, hvormed CCI fremstår som aktør i den dialektiske dynamik, der afstedkommer fortsat udvikling. Med udgangspunkt i bl.a. de indbyggede, vægtige motivationsfaktorer for øget videndeling og tværmedialt samarbejde styrkes den igangværende udvikling altså. Dette medvirker så igen til en fremhævelse af det absolutte krav om fleksibilitet, omstillingsparathed og velvillighed overfor fortsat læring hos redaktionelle medarbejdere. Software i sig selv er altså ikke en tilstrækkelig løsningsmodel, blot endnu et skridt i den mediemæssige evolution |
| Senest opdateret ( Fredag, 02. maj 2008 01:16 ) |



























