| De små eksperter | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Børn ved det hele, vi andre ved ingenting. Der tales meget om de nye eksperter, børnene, der tilsyneladende ved alt, hvad der er værd at vide. I hvert fald når det drejer sig om IT og nye medier. Denne opfattelse forekommer så udbredt, at vi forfalder til at acceptere den som "sand". Jeg vil imidlertid hævde, at billedet er mere nuanceret end som så og vil derfor i det følgende udfordre denne nær-hegemoniske diskursive konstruktion, hvor samfundets mindste iscenesættes som dets mest kompetente mediebrugere. Mathias Poulsen, stud.mag. Medievidenskab, AU. De færreste vil anfægte, at børn og unge har en særlig tæft for computere og andre nye medieformer. Mange har oplevet børnenes legende og ligefremme tilgang til computeren; en tilgang der kontrasteres af de lidt ældres meget mere tilbageholdende og nærmest frygtsomme håndtering af computeren. I et diakront perspektiv har nye medieformer altid ført til to polariserede perspektiver, eller som Kirsten Drotner beskriver det: "The computer discourse is a complex constellation of pros and cons which together condense two fundamental discursive approaches that have surfaced whenever new media have come to the fore in the past. These approaches have been termed the discourse of optimism and pessimism, respectively." Hvor de pessimistiske bekymringsdiskurser efterhånden har undergået adskillige revisioner og ikke længere fremstår helt så unuancerede og panikskabende, synes den optimistiske opfattelse af børn og unges mediebrug fortsat at fremstå lidt for optimistisk. De gode, de gamle og de håbløse Der tales ofte om en generationskløft, hvilket ses ved, at definitionen af børn og unge som kompetente mediebrugere bliver implicit relationel, idet der indlejret i opfattelsen ligger dens modsætning; den inkompetente mediebruger. Susan C. Herring definerer generationskløften og diskuterer dens uklare konsekvenser i antologien "Youth, Identity and Digital Media": "As with other types of digital divide, the generational divide is typically interpreted to mean that people on one side of the gap-youth-have more access and a greater ability to use new technologies than those on the other side-the adults (and especially, older adults) who had the misfortune to be born before the advent of the Internet. Yet while there is little doubt that young people will determine the future of digital media, if only by virtue of growing older and replacing present day adults as decision makers, it is less clear what the effects of this will be." Her og utallige andre steder reproduceres denne kanoniserede opfattelse af den digitale kløft som funderet i generationsforskelle. I modsætning til flertallet af disse tilgange accepterer Herring ikke den noget simplificerede model, der reduceres til et spørgsmål om "dem og os". Dermed gør hun sig til eksponent for det, der i mine øjne udgør en nødvendig udfordring af denne ukonstruktive opsplitning. I det følgende vil jeg først anskueliggøre et centralt element i dette "kompetenceparadigme" i form af barndomssociologiens reviderede barndomsopfattelse. Efterfølgende vil jeg identificere oprindelsen af visse af de diskurser, der har haft afgørende betydning for fremkomsten af paradigmet, og afslutningsvis vil jeg diskutere hvorfor, jeg finder det nødvendigt at revidere det umiddelbart indlysende. Børn uden begrænsninger? I løbet af de senere år har synet på barndommen ændret karakter. Tidligere var det udbredt praksis at betragte barndommen i et udviklingsperspektiv med direkte relation til Jean Piaget og Lev Vygotsky. Piaget anskueliggjorde barndommens faser, som ethvert barn måtte gennemgå i den teleologiske udvikling mod det voksne og primære menneskelige stadie. Selvom de begge tilskrev barnet en vis handlefrihed som aktør og muligheden for at påvirke egen udvikling, var dette potentiale underordnet den temmelig deterministiske bevægelse mod slutmålet. Uden at fornægte at børn gennemgår en påviselig udvikling, har barndomssociologer som Allison James, Chris Jenks, Alan Prout og William Corsaro problematiseret centrale elementer i udviklingspsykologien. Med udgangspunkt i sine antropologiske barndomsstudier har Corsaro argumenteret imod udviklingspsykologiens "overvældende interesse for slutresultatet af udviklingen eller barnets rejse fra umodenhed til voksen kompetence." Børn beskrives i stigende grad som autonome agenter, som det fremhæves hos James, Jenks og Prout: "I sociologien er dette blevet kodificeret i det "nye paradigme" som et signal om at forstå børn som sociale aktører, der skaber deres omstændigheder lige så vel, som de skabes af dem." Denne udvikling må imidlertid ikke misforstås som en påstand om børns omnipotens. At påstå de er kompetente, er rimeligt i den forstand, at der sigtes på handlingskompetence; et handlemæssigt råderum, der tillader børn at være mere og andet end ufærdige individer. Trods mange misforståelser og overdrivelser har denne ændrede barndomsopfattelse åbnet for nye perspektiver på barndomsforskningen og det forekommer tydeligt, at centrale idéer fra disse strømninger har haft betydning for opfattelsen af børns mediekompetencer. Denne sammenhæng udtrykkes blandet andet i en dansk kontekst hos Birgitte Tufte, når hun hævder at "begrebet 'den stærke seer' kan ses som en pendant til begrebet 'det kompetente barn' indenfor børnekulturforskningen." Voksnes konstruktion Begrebet "den stærke seer" er langt fra det eneste "kompetence-prædikat", der er blevet hæftet på børn og unge i et medieperspektiv. De er blevet kaldt "internet-generationen", "digital natives", "frontrunners", "generation netværk", "den digital generation" og uendeligt meget andet. Med sondringen mellem de såkaldte "digital natives" og "digital immigrants" har den amerikanske forfatter Marc Prensky haft stor betydning for denne diskursive konstruktion af skellet mellem børn og voksne: "But the most useful designation I have found for them is Digital Natives. Our students today are all "native speakers" of the digital language of computers, video games and the Internet. So what does that make the rest of us? Those of us who were not born into the digital world but have, at some later point in our lives, become fascinated by and adopted many or most aspects of the new technology are, and always will be compared to them, Digital Immigrants." (Prenskys markering) Med denne metaforik beskriver Prensky børn og voksne som to væsensforskellige grupperinger, hvor sidstnævnte højst kan tilegne sig det digitale sprog, som vi tilegner os fremmedsprog i øvrigt - ofte ubehjælpeligt og med tydelig accent. En anden indflydelsesrig agitator for de mediekompetente børn er Don Tapscott, ikke mindst med bogen " GROWING UP DIGITAL: The Rise of the Net Generation", hvori Tapscott bruger begrebet " The Net Generation" eller "N-Gen" som synonym til Prenskys "digital natives". Denne nye generation har helt andre værdifulde kompetencer: "The New Generation is exceptionally curious, self-reliant, contrarian, smart, focused, able to adapt, high in self-esteem, and has a global orientation. Not only are they, demographically speaking, the greatest challenge to the cultural supremacy of the baby boomers, but technologically speaking, there has been a change in the way children gather, accept and retain information." Fælles for disse betegnelser er tydeligvis, at de er exonyme, dvs. termer konstrueret af aktører uden for den gruppe, de efterfølgende påhæftes. Selvom børn og unge ofte rent faktisk betragter sig selv som mere mediekompetente, end størstedelen af de voksne de omgås, er det samtidig voksne der definerer de selvsamme børn og unge. Disse eksternt konstruerede definitioner er langt fra altid i overensstemmelse med det enkelte individs selvopfattelse, hvilket kan være problematisk, idet man således søger at fastholde dem i bestemte kategorier, som Herring påpeger: "One form of respect is to take care not to define the younger generation in terms alien to its members or in terms that construct its members as alien. Definitions are never "just words," especially when the definers hold structural power over the defined, as is the case with adults and youth." Misforstået ensartethed Allerede nu har jeg imidlertid gentagne gange gjort mig skyldig i en retorisk fadæse, og samtidig foregrebet en central problemstilling i denne misforståede konstruktion af børn og unges ekspertrolle; selve dét at betegne "børn og unge" som én gruppe, skaber effektivt grobund for fejlslutninger om denne gruppes illusoriske homogenitet. Hos mig og mange andre bliver betegnelsen brugt som en analytisk konstruktion, der gør det muligt at henvise til en stor, heterogen gruppering, som reelt slet ikke er nogen samlet gruppe. Denne analytiske udsondring er legitim for så vidt, at den anerkendes som en sådan. Problemet opstår når den kritiske refleksion bortfalder, og betegnelsen transcenderer det analytiske øjemed og appliceres som universel samlebetegnelse, der indikerer en gruppe med konvergerende karakteristika. Det burde være evident, at børn og unge som gruppering repræsenterer enorm intern diversitet. De besidder en mangfoldighed af forskellige kompetencer, interesser - og mangel på samme. Nogle interesserer sig indgående for medier og deres tekniske kvaliteter, mens langt størstedelen snarere betragter dem i en funktionel optik og som svar på spørgsmålet "hvad kan jeg bruge dem til?". Det er derfor lige så rimeligt at påstå, at alle kvinder kan synge, som det er, at påstå at alle børn og unge er mediekompetente. Alt imens sidstnævnte hyppigt antages, vil førstnævnte påstand næppe møde stor forståelse. Som Herring fremhæver de eksterne definitioner, som udtryk for disrespekt for den gruppe der defineres, er det ligeledes mangel på respekt for "børn og unge", generelt altid at betragte dem som sådan - som konform gruppe uden individuelle særtræk. Ethvert forsøg på at forstå et hvilket som helst barn eller ungt menneske, må overskride denne generaliserende antagelse og forstå forskellighederne. Forskellige kompetencer Som beskrevet vil de fleste undersøgelser af børn og unge som mediebrugere afsløre, at de besidder stærkt svingende kvalifikationer. Hvor der ofte har været fokuseret på evnen til at tillære sig indsigt i de nye medier, glemmes det ofte, at denne indsigt i mange tilfælde begrænser sig til det operationelle niveau. Der skabes ofte en fejlagtig slutning fra evnen til at bruge en computer, og evnen til at reflektere over og forstå dens betydning. Det børn og unge tit er rigtig gode til, er at bruge medier, men dog kun i begrænset omfang så kreativt som vi ofte tror. Dette afspejles hos professor ved Centre for the Study of Children, Youth and Media, David Buckingham, der fremhæver banaliteten som karakteristisk for børn og unges mediebrug: "Finally, this account of the "digital generation" is also bound to ignore what one can only call the banality of much new media use. Recent studies suggest that most young people's everyday uses of the Internet are characterized not by spectacular forms of innovation and creativity, but by relatively mundane forms of communication and information retrieval. The technologically empowered "cyberkids" of the popular imagination may indeed exist, but even if they do, they are in a minority and they are untypical of young people as a whole." Når jeg sondrer mellem det operationelle niveau, evnen til at bruge fx computeren, og det mere reflekterende niveau, er det fordi dette skisma i mange tilfælde fremstår ganske klart og er karakteristisk for mange børn og unges mediebrug. Dette sjældent med større tydelighed, end når en misforstået opfattelse af internettets væsen fører til historier om problematisk adfærd på social network sites. Senest oplevede vi dette med Hellebæk-sagen, hvor en 11-årig dreng tydeligvis ikke var bevidst om Artos transparente karakter og lod sig rive med i en grov tilsvining af en navngiven lærer. Sagen afslører, hvorledes Arto formentlig ofte (mis)opfattes som et afsondret fristed, hvor brugerne kan agere uden voksnes kritiske blikke. Det er naturligvis ikke tilfældet. En anden diskussion der knyttes til børns mediebrug, er spørgsmålet om deres kildekritiske sans. Eksponenter for bekymringsdiskursen betragter det ofte som problematisk, at informationer fundet på internettet uden videre tages for gode varer. Her er igen tale om en generalisering, eftersom det naturligvis er forskelligt fra person til person hvordan vedkommende håndterer informationssøgning på nettet, men ikke desto mindre er det selvsagt nødvendigt med opmærksomhed på området. Selvom Wikipedia ofte er et troværdigt opslagsværk, skal det ikke uden videre udgøre kildematerialet til enhver skoleopgave. Denne nødvendige nuancering findes også hos Buckingham, der sammenfatter den mere kritiske forskning om unges mediebrug: "Research also suggests that young people may be much less fluent or technologically "literate" in their use of the Internet than is often assumed: observational studies suggest that young people often encounter considerable difficulties in using search engines, for example, although this is not to suggest that they are necessarily any less competent than adults in this respect.[...] Very few are interested in technology in its own right, and most are simply concerned about what they can use it for." Som samfund har vi en særlig interesse i børn, unge og deres velbefindende. Det er der for så vidt ikke noget odiøst i. Imidlertid antager denne intense interesse undertiden de mest besynderlige og uhensigtsmæssige former. Som det ofte er tilfældet, når vi beskæftiger os med og tilskriver specifikke emner stor betydning, vil vi kunne iagttage forsøg på at monopolisere vores opfattelse af pågældende område. Mange har bestræbt sig på at fastlåse, hvordan vi bør se på børn og unge, ikke mindst hvad angår deres mediebrug. I realiteten befinder de fleste børn, unge og voksne sig et sted mellem de to yderpoler; ekstrem optimisme og ekstrem pessimisme. Hvis enten den ene eller anden af disse diskursivt konstruerede yderpoler får etableret et hegemonisk fortolkningsparadigme, vil vores faktiske forståelse kompromitteres. Derfor må vi acceptere, at "børn og unge" som helhed hverken er ekstremt kompetente eller ekstremt inkompetente. De indtager derimod hver især forskellige positioner mellem disse to ekstremer. |
| Senest opdateret ( Tirsdag, 26. oktober 2010 14:23 ) |
