Af Johanne Højbjerg Møller, stud.mag., Medievidenskab, AU

Min uddannelsesmæssige baggrund består af en bachelor i Medievidenskab og Retorik fra Aarhus Universitet. Efter et semesters flygtig flirt med overbygningen i Medievidenskab på University of London, besluttede jeg mig for at starte på Cand.Public. - en journalistisk kandidatuddannelse på Aarhus Universitet, hvor en stor del af forløbet foregår på Danmarks Journalisthøjskole.

Således har jeg forsøgt at strikke en uddannelse sammen, hvor jeg genne min bacheloruddannelse har en akademisk viden om medier og kommunikation og en mere praktisk, hands-on erfaring med journalistikken fra mit kandidatforløb. Indtil videre har det vist sig som en bæredygtig kombination, og jeg sætter pris på at kunne beskæftige mig med mit felt fra 'begge sider af bordet'.

Hidtil har mine to kommunikationshoveder dog mest arbejdet parallelt, og jeg har sommetider savnet en mulighed for at kombinere de to tilgange i min dagligdag - at have begge kasketter på samtidig. Man kan vel sige, at jeg har taget min faglige identitetskrise - den der ikke kan bestemme sig for, om jeg er journalist eller akademiker - med til Tanzania, hvor min professionelle personlighed på ambassaden ligeledes er splittet, og forsøgt at vende det til min fordel. Sommetider gør det forvirringen mindre - andre gange bringer den identitetskrisen op på et nyt og hidtil ukendt niveau.

Begge fagligheder i spil
Mit daglige arbejde på ambassaden består dels af journalistisk arbejde, dels af mere strategisk, kommunikativt arbejde.

Den journalistiske, håndværksmæssige del består i at producere artikler om ambassadens udviklingsprojekter, kommende kulturelle arrangementer og i det hele taget artikler om og fra Tanzania, som kan have relevans for danskere både i og udenfor Tanzania. De fleste af mine artikler ryger på ambassadens hjemmeside, men det er også et eksplicit mål for ambassaden at optræde mere i både tanzaniske og danske medier.

Min akademiske baggrund kommer primært i spil i forbindelse med de mere strategiske kommunikative opgaver på ambassaden - især i forbindelse med at skabe et netværk hernede og få et overblik over det tanzaniske mediebillede. Men også i forhold til at styrke ambassadens kommunikative ansigt udadtil; at vurdere hvad vi skal prioritere, hvordan skal vi formidle det, hvilke medier, vi skal satse på at komme i kontakt med osv.

Overordnet set sidder jeg med meget blandede opgaver, og ofte ved jeg ikke, hvad dagen bringer, når jeg møder på arbejde. Det kan spænde fra at skrive en artikel om ambassadens seneste miljøprojekt i det nordlige Tanzania, at gå til møde med de andre donorers kulturrepræsentanter for at drøfte strategiske tilgange til landets kulturpolitik, eller at skrive en tale for ambassadøren i forbindelse med åbningen af en ny, dansk sponsoreret afdeling på byens universitet. Diversiteten og de uforudsigelige arbejdsdage er en fascinerende og udfordrende kulisse at arbejde på baggrund af.

Hvid i Afrika
Naturligvis fylder det også en del i min hverdag, at min praktikstilling er i Afrika - heldigvis. Min hverdag i det afrikanske er et kapitel for sig selv, og det er en svær opgave at nedfælde det i få ord. De evige kulturforskelle i min professionelle dagligdag er udfordrende på måder, jeg ikke altid er forberedt på: Dress codes (her går alle i jakkesæt, slips og nydeligt kontortøj, og det ville være en diplomatisk bommert at troppe op til møde i jeans), divergerende opfattelser af tid (læg altid minimum en halv time til den aftale tid - så bliver du ikke skuffet), arbejdsmetoder (ordet bureaukrati får en helt ny betydning hernede. Desuden er korruption allestedsnærværende i alle lag af samfundet), og afrikansk mentalitet (spørg ALTID dine kollegaer/samarbejdspartnere hvordan de har det, om de har haft en god morgen og om livet i det hele taget går efter planen), er bare få eksempler på, at jeg hele tiden mindes om, hvor store kulturelle forskelle, der er mellem Danmark og Tanzania.

På det personlige niveau er det også en oplevelse i sig selv at være en muzungu (hvid person) i Afrika. På den ene side at være en del af diplomatmiljøet hernede: køre i biler med diplomatplader og færdes i miljøer med fine ambassadører og embedsmænd på højeste niveau, bo i store huse og have både hushjælp og vagt derhjemme. Og på den anden side at køre hjem fra arbejde i en overfyldt daladala (en lokal minibus, der fungerer som offentlig transportmiddel) med 50 andre tanzaniere, at færdes på bumpede jordveje og købe frugt i den lokale duka (læs: skurvogn med et til tider tilfældigt udvalg af varer).

Hele den verden, alle dens kontraster og daglige modsætninger kan sommetider gøre mig temmelig rundtosset, og i den forbindelse sætter jeg stor pris på mit job hernede. Det at have en funktion hernede i stedet for bare at være på besøg åbner op for en helt anden og meget anbefalelsesværdig måde at opleve en fremmed kultur på.

Fremtidsfundament
Så, hvad tager jeg med mig herfra? Jeg mærker ofte, at min efterhånden store baggrundsviden om medier, som jeg har tilegnet mig på Medievidenskab, kommer mig til gode i mit daglige arbejde, og det er rigtig godt for mig at prøve at bruge dem til noget konkret i form af at forsøge at få indblik i det tanzaniske mediesystem for på sigt at kunne bruge det strategisk i ambassadens kommunikationsarbejde.

Derimod synes jeg, det er svært at være aktiv og opsøgende journalist hernede. Dels fordi det at arbejde for en ambassade lægger en del begrænsninger for, hvad man kan skrive, og ikke mindst hvordan man kan skrive det. Ambassaden repræsenterer Danmark i Tanzania, og det betyder, at vi skal træde meget varsomt i alle aspekter af vores arbejde og udvise stor diplomatisk snilde i alt hvad vi gør - naturligvis også i forbindelse med kommunikation. Derfor bliver det ikke til meget kritisk journalistik fra min side, og i det hele taget føler jeg ikke, at der er stor journalistisk substans i mit arbejde. Det journalistiske håndværk bliver dog pudset af i forbindelse med de ambassadetilpassede og begivenhedsfokuserede artikler jeg skriver, men nogen bedre journalist bliver jeg næppe hernede.

Til gengæld, og næsten vigtigst af alt, har jeg tilegnet mig stor viden i forhold til udviklingsarbejde og det at arbejde med medier i et udviklingsland. Muligheden for at specialisere mig indenfor et område, der interesserer mig, er vel nok den største fordel, jeg tager med mig herfra. Indtil nu i mit studie har jeg beskæftiget mig generelt med medier og kommunikation, men i min praktik arbejder jeg hele tiden i en kontekst præget af udviklingsarbejde, og i det ser jeg en klar fremtid. Lur mig, om ikke mit specialeemne kommer til at omhandle medier og udviklingslande. På den måde er praktikken en kæmpe fordel for mine videre studier og forhåbentlig en vigtig bro til en fremtidig karriere indenfor et mere afgrænset hjørne af medie- og kommunikationsbranchen.