| Ønsketænkning – kvalitet i undervisningen | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Hvis vi forelæser, husker vores studerende ti procent af stoffet efter et år og fem procent efter to år. Det er med andre ord GLEMT. Omvendt, jo mere man involverer de studerende, desto mere husker de i længere tid. Af Rikke Schubart er tilknyttet Institut for litteratur, kultur og medier, Syddansk Universitet Det stod sikkert ikke bedre til med kvaliteten af undervisningen på universiteterne i gamle dage. Jeg husker at have fulgt kurser, hvor jeg ikke forstod et hak af, hvad underviseren talte om og derfor faldt fra efter et par gange. Det gjorde mine medstuderende også, og omtalte underviser blev kendt for altid at ende med tre-fire studerende ud af et hold på tredive. Jeg erindrer også en underviser, hvis timer jævnligt blev aflyst med øjebliks varsel, når han ringede sig syg om morgenen. Hvad det skyldtes, blev der gættet heftigt om. Så nej, jeg påstår ikke, at lærere var bedre formidlere af deres forskning, mere ansvarlige eller bare bedre mennesker. Det var nok ikke bedre i gamle dage. Men det står heller ikke for godt til i dag. Og eftersom jeg nu står på den anden side af katederet, kan jeg ikke bare falde fra efter et par gange. Jeg er pinedød nødt til at gennemføre, uanset hvor mange studerende, der bliver på mit kursus. Til gengæld behøver jeg ikke gætte på årsager til frafald, hverken hos de studerende eller hos os undervisere. Der er nemlig - set fra mit perspektiv - flere områder, hvor jeg som underviser gerne ville have bedre vilkår. Lad mig nævne tre: muligheden for at inddrage de studerende i undervisningen, tid til vejledning og løbsk kommunikation. Det første område handler kort sagt om, at læring ikke kræver en lyttende, men en aktiv studerende. Og det er helt enkelt: Hvis vi forelæser, husker vores studerende ti procent af stoffet efter et år og fem procent efter to år. Det er med andre ord GLEMT. Omvendt, jo mere man involverer de studerende, desto mere husker de i længere tid. Ja, hvis man giver dem indflydelse på kursusforløb - f.eks. ved at lade dem vælge materiale og lave gruppearbejde - husker de over halvdelen efter to år. Indrømmet, jeg er idealist. Jeg vil enormt gerne, at mine studerende føler sig talt med og ikke til, jeg involverer dem så vidt muligt ved at lade dem vælge film, bestemme indhold i deres kursus, lade dem foreslå gæsteforelæsere. Kaos. Jeg spørger også de studerende, der ikke selv rækker hånden op. Altsammen tidskrævende og besværligt. For mine studerende - og ikke mindst for mig. Det tager tid at involvere andre i en beslutningsproces. Det nemmeste og hurtigste for mig er at planlægge alt selv og blot forelæse. Det aflejrer sig bare ikke som viden i hjernebarken. Og det er hér, jeg mener, universitetet bør afsætte spor. Som læring der rent faktisk kan anvendes senere i livet og ikke bare til en eksamen ved kursets slutning. Men det er svært, for ikke at sige umuligt, at aktivere de studerende, når mine hold vokser til 90 studerende. For der mangler tiden til, at jeg kan følge op på gruppearbejde og til at vi kan have spændende diskussioner i timerne (med mindre de samme få studerende taler, hvilket jo ikke aktiverer resten af holdet). Det andet punkt, vejledning, kan I næsten gætte. Engang lå det i en undervisers time-regnskab, at man vejledte studerende, inden de skrev eksamensopgave, og så gav kommentarer bagefter. Det gør det ikke længere. Universitetet forventer, at de studerende bliver bedre til at skrive opgaver uden at læreren vejleder og kommenterer deres opgave. Her er det, man som underviser kniber sig i armen og spørger: kan jeg trylle? Når jeg underviser 165 studerende på et semester, der alle skriver opgaver, er der ikke tid til at vejlede, endsige kommentere bagefter. Med mindre jeg altså træder ind i min parallelle tidsdimension. Vi er nu nået til sidste punkt - den løbske kommunikation. For samtidig med at vi har mindre tid til at forberede undervisning og vejlede vores studerende, mener universitet, det er nødvendigt at kommunikere mere, både med de studerende, med administrationen, med kolleger. Så vi lægger vores kurser på Blackboard, er på mails med vores (165!) studerende, får informationer om besparelser og innovative omlægninger og evalueringsskemaer og nye spændende forskningsmøder, vi som ansatte har pligt til at besvare, udfylde, tage del i. Her er det så, at filmen knækker. For med bunken af tidskrævende kommunikation, øget antal af studerende og øget antal af undervisningstimer er der mindre tid til forskning. Jeg ser to løsninger: Enten (a) at opfinde en parallel tidsdimension, hvor forskning og kvalitetstid i undervisningen foregår. Eller (b) at sænke forventningerne til hvor meget de studerende skal kunne huske efter to år. Måske er det rigeligt med de fem procent? |
| Senest opdateret ( Torsdag, 03. Juli 2008 13:26 ) |
