Af Cecilie Meng Sørensen

Men, logisk nok, skete det ikke, og jeg blev selv nødt til at tænde for fjernsynet for at se, om der måske efterfølgende ville komme om end ikke en forklaring så i det mindste en ledetråd til den gåde, Mikael Bertelsen og hans medvært Mads Brügger havde serveret for mig.

Hvad havde jeg netop været vidne til? Havde jeg virkelig lige set Nicolas Winding Refn have et mindre sammenbrud for åben skærm? Havde selvsamme lige ladet alle indestængte frustrationer omkring filmindustrien og familien strømme ud i hovedet på den halvsøvnige dansker? Og hvis dette var tilfældet, sad jeg så netop nu og betvivlede en sønderknust mands oprigtighed?

Årsagen til min tvivl skyldtes ikke, at Bertelsen eller Refn havde givet udtryk for, at der foregik andet end det, som åbenlyst foregik i studiet. Nej, grunden til forvirringen lå og ligger begravet et helt andet sted, og faktisk kan man vove at påstå, at forvirringen hører lige så meget hjemme i "Den 11. Time" som i den klassiske trykknaptelefon på pulten, den spartanske indretning og Bertelsen selv.

Late night kultur-talkshow + Bertelsen + live tv = ?

Har man set "Den 11. Time" tilstrækkeligt mange gange, står det en klart, at dette program ikke minder om noget andet, der bliver sendt i samme sene time. Programmet er ubarmhjertigt live-tv forstået på den måde, at der intet "sikkerhedsnet" er bredt ud under gæsterne eller værten, og at samtalerne og interviewene derfor foregår, som de ville i hverdagen. Alt kan gå grueligt galt, og for seeren hjemme i stuen er denne "risiko" for uheld et intenst alternativ til den endeløse strøm af flow-baseret tv, der ellers strømmer ud af fjernsynet. Og går det "galt" i "Den 11. Time", kan intet fjerne seerens opmærksomhed fra det, der måtte foregå ved pulten. For pulten er stort set hele studiet, og denne kendsgerning er med til at generere forvirringen. Ved første øjekast - og for den intetanende seer - kunne "Den 11. Time" sagtens blot være endnu et uinteressant og typisk late night kultur-talkshow på DR2. Studiet minder om et klassisk nyhedsstudie fra midtfirserne, og sagligheden understreges yderligere af pultens minimalistiske og sterile udformning, der ikke er udsmykket med andet end programmets titel "Den 11. time" i en enkel skrifttype. Det eneste andet, der er at finde på pulten, er Bertelsens nydeligt samlede A4 ark, et glas vand og en klassisk, grå trykknaptelefon. Der er ikke nogen klassisk late-night-talkshow skyline i baggrunden af dette program. Her er neutralitetskoderne bibeholdt, og de konnoterer, at det er det talte ord, kulturjournalistikken, der skal være det egentlige centrum. At en sådan forudantagelse er mulig, kan forklares ud fra den værdidistinktion, som Stuart Hall inddrager i sin artikel "Encoding, Decoding". Distinktionen bygger på en skelnen mellem det denotative og det konnotative niveau blandt de visuelle tegn; begreberne er nyttige redskaber til at analysere elementer og tegns kontekster og er i forbindelse med "Den 11. Time" nyttige redskaber til en analyse af bl.a. studiet og de værdier, seeren måtte tillægge det. Ligesom i reklameindustrien finder man heller ikke i tv-mediets programmer tilfældige tegn. Alt er af kvalitativ betydning. Hvor det denotative niveau er fæstnet på bestemte og komplekse, men lukkede koder, er det konnotative niveau bundet af mere åbne koder og dermed objekt for mere aktive transformationer, så de polysemiske værdier kan udnyttes til fulde.¹ Disse værdier/tegn tolker seeren ud fra kulturelle, sociale eller politiske klassifikationer, men når elementer bryder med de forventninger, vi i første omgang ville have tillagt dem, bliver vi nødt til at tilskrive dem nye betydninger i nye diskurser, før vi kan "forstå" dem.² Ved første øjekast forstår vi umiddelbart, hvad det er, vi skal til at se i "Den 11. Time", men vi vil blive klogere - eller forvirrede ret og sagt.

Forvirringen

Har man set lidt mere end et par afsnit af "Den 11. Time", må det stå en klart, at man ikke har med det klassiske niche-kulturs talkshow at gøre. Som i afsnittet med Refn er der en helt anden dagsorden på spil end den, man ville finde hos det gennemsnitlige late night talkshow. Programmets live-element er i afsnit som det fremhævede så markeret, at ikke engang værten, der plejer at være tilskuerens garanti for kontrol og sikkerhed, helt kan håndhæve sin rolle. Normalt ville man højst sandsynligt bestræbe sig på at skjule Refns sammenbrud, og værten ville som dirigenten tage hånd om den måbende seer ude i stuen. Men dette sker ikke, seeren er overladt til sig selv og må selv finde ud af, om en knust filminstruktør er værd at se på - eller om en censurering i form af et kanalskift er tiltrængt. Uanset hvad seeren vælger, har spørgsmålet "Hvad er det her?" sandsynligvis runget i det indre.

Stuart Hall mener, at der i en tekst ligger en række forskellige/mulige betydninger for seeren. Og at seeren, når denne er positioneret forskelligt, kan producere læsninger, der afviger fra den foretrukne, dominerende læsning, som er indskrevet i teksten.³ Paddy Scannell arbejder videre med, hvordan medierne i kraft af deres kommunikative intentionalitet kan producere forskellige reaktioner hos seeren. Men for at den kommunikative intentionalitet i det hele taget kan modtages, skal der herske en vis gensidighed blandt modtageren og afsenderen. Den kommunikative intentionalitet bygger på overvejelser af to aspekter: stedet, hvor udsendelsen kommer fra, og stedet, hvor udsendelsen sendes til. Og da modtageren i stuen ikke er til stede ved tilblivelsen af programmet, må produktionen laves med henblik på en offentlig fremvisning af interaktionen og varetages i det kommunikative etos⁴. Tv-programmet bygges op omkring dette etos, så form og indhold harmonerer med ideen om den situation, elementerne og de dertil passende former for social interaktion skal modtages i. Den sociale interaktion i et talkshow forløber unisont i fire kredsløb:

1. 
   

   Mellem vært og deltageren/den interviewede



2. 
   

   Mellem vært og studiepublikum



3. 
   

   Mellem vært og modtager ude i stuen



4. 
   

   Mellem deltageren/den interviewede og studiepublikummet

Disse kredsløb er det værtens opgave at regulere, så der tages hensyn til den fraværende modtager. Derfor er værten sammen med studiet et af de centrale dramaturgiske elementer, der bygger bro mellem seeren og talkshowet. Broen er en sammenhørighed skabt af ikke blot "her og nu"-følelsen men også værten, da talkshowet er værtens program/verden⁵. Gæster i showet er inviteret ind i denne, men det er ikke kun den interviewede, der skal have værtens opmærksomhed. Det skal seeren ude i stuen også, hvorfor det er yderst vigtigt at værten henvender sig på to scener samtidigt, dvs. i (minimum) to kredsløb: Gæsten og værtens kredsløb og seeren og værtens kredsløb. Seeren adresseres ved at værten henvender sig til denne med bemærkninger direkte henvendt til kameraet, og i den forbindelse er det relevant at se på den parasociale interaktion, der skabes mellem vært og seer, navnlig som den defineres af Donald Horton og Richard Wohl.

Den parasociale interaktion er nødvendig, da fjernsynstransmission er domineret af envejskommunikation, og en stor del af tv receptionen foregår i modtagerens privatsfære⁶. Seerens relation til værten er styret af dennes tilknytning til personaens (værtens) personlighed og image. Imaget er den facade personaen bygger op omkring sin personlighed (og denne skal, for at seeren tager facaden til sig, harmonere nogenlunde med det bagvedliggende privatliv)⁷. Accepterer seeren personaen, er der etableret et "venskab", der forstærkes af deres daglige møde og gennem de tidligere oplevelser (udsendelser), de har haft sammen⁸. Seeren lærer på den måde personaen at kende som en ven, og denne fortrolighed opnås igennem imitation af den gestik o.a. humane kvaliteter, der kendetegner et personligt møde. På dette punkt er der dog grænser for den tilladte humane kvalitet.

Denne må ikke blive for personlig eller følelsesladet. Hvis dette sker, bliver personaen og seerens forhold problematiseret, og vil i sidste ende løbe af sporet. Vel vidende at det er sådanne mekanismer, der ligger bag programmers opbygning, sad jeg forundret og så Refns frustration over sin barndom trille ned ad kinderne, og min forundring blev ikke mindre af, at Bertelsen i et forsøg på at trøste Refn fortæller ham (og os!), at hans far var alkoholiker. Det er åndeløst live-tv. Ingenting er skjult og Bertelsen - programmets galionsfigur - slår revner i sin egen facade. Og seeren labber det ivrigt i sig, eftersom det - for det første - normalt aldrig sker, og - for det andet - aldrig vises. Nu kan man spørge sig selv om Bertelsens rolle som persona er mislykket. Og om relationen til seeren er uoprettelig ødelagt? Stig Hjarvard argumenterer i forlængelse af D. Hortons og R. Wohls fremlægning af den parasociale interaktion, at har man først fattet sympati for personaen, vil man også acceptere vedkommendes andre medierede fremstillinger⁹.

Har man velvilligt fulgt Bertelsen i hans andre produktioner, står det også en klart, at Bertelsen ikke er en personae, man problemfrit kan sætte i bås. Han er DR2's enfant terrible og kendt for at bygge universer af ironi op. Det er med kendskab til hans personae og erkendelsen af, at "Den 11. Time"s programformat er uhåndgribeligt, at min tvivlen opstår. Men det er ikke en nagende tvivl, og på trods af at jeg ikke helt er klar over, hvad det er, jeg lige har set, sidder følelsen ikke længere i min krop og irriterer, før den muterer til den samme fornemmelse, man har, når man er hoppet på en practical joke. Jeg ved ikke, hvad jeg så, men kan dog med sikkerhed slå fast, at det ikke var endnu et klassisk kultur talkshow fra "kanal klog". Jeg vil i det hele taget ikke mene, det yder "Den 11. time" ret at definere programmet som et talkshow. Et eksperimenterende interviewshow ville være en bedre definition, men eftersom "Den 11. time" er et enestående tilfælde, lader den genredefinition vente på sig. I sin eksperimenteren med uforudsigeligheden og live-tv uden sikkerhedsnet må Mikael Bertelsen siges at være en sublim dirigent, der ikke er bange for at gøre oprør mod tv-mediets evige flow-baserede angst for stilhed.

Den tomhed og akavethed, som pauser medfører, er naturlige blandt mennesker i den daglige samtale, og det er lige netop det, der i "Den 11. time" er med til at skabe et nærvær. Og dette nærvær skabt af pauser, føles i sidste ende endnu stærkere, end det nærvær metermåls-personaen kan skabe i kraft af de regler, der er stillet op for den normale parasociale interaktion. Bertelsens persona og evne som vært står indiskutabelt stærkt på trods af hans systematiske nedbrydning, men også genskabning af personaen og talkshowsgenren. Forvirringen er uigennemtrængelig i Bertelsens studie, men på samme tid forfriskende, for i en flow-baseret programflade med fastlagte og velkendte programformater er "Den 11. Time" for den næsten bedøvede seer et tiltrængt spørgsmålstegn lige inden sengetid.