Fredagsunderholdning i primetime. Unge talenter synger for livet i et talent-realityshow på DR1 og stjæler seernes opmærksomhed fra TV2´s kendisser på glatis. X Factor har fanget Familien Danmark, vendt Vild-med-dans-bølgen, og er på alles læber, ligesom dagbladene skriver spalte op og ned om programmet, dets deltagere og dommere.

af Katrine Ingvardsen, Stud. Mag. Medievidenskab, AU

Især én bestemt dommer er i fokus i dagspressen. Thomas Blachman kritiseres fra utallige sider for sine direkte kommentarer til deltagernes præstationer. Grov, dumt svin, krukket, snobbet, bad cop og elitær jazz-nar er bare nogle af de ord, der er blevet hæftet på den danske jazzmusiker, komponist, producer og femdobbelte vinder af en Danish Music Award. Ham kan vi godt lide at hade i Danmark. Jeg har dog en tak at rette til den udskældte mand.

Tak til Thomas Blachman for at sige det, jeg sidder og tænker, når jeg ser X Factor. For også jeg må bekende: Jeg ser X Factor. Hver eneste fredag sidder jeg klar i sofaen kl. 20.00. Selvfølgelig forsøger jeg så vidt muligt at forholde mig distanceret til det importerede, mainstream tv-format, som programmet er. Man er vel en moderne-fællesskabsorienteret medievidenskabsstuderende. Men jeg ser det altså ikke desto mindre.

Tak, Thomas, for dine ligefremme og kvalificerede kommentarer. Du tør med fuld ret kalde en ung mands til tider totally-out-of-tune og middelmådige præstation for folkeskolevokal - og det er i orden med mig. Den unge sanger ved trods alt, hvad han har meldt sig til og kender betingelserne. Det ville være kedsommeligt, hvis alle sad og smilte som den lovprisende Lina eller popkongen Remee. Tak til Blachman for at bringe lidt realitet ind i programmet og de unge menneskers liv.

Andre har rettet taksigelser mod Thomas Blachman blandt andet for at sende "(...) bubberficeringen af samfundet på retur" (Berlingske.dk, 13.02.08). Blachman får æren for at gøre op med middelmådigheden i programmer som Scenen er din, hvor enhver, der performer bare en lille smule, får et stort fem tal. Dette er en vigtig pointe i et Jantelovens gennemsnits-Danmark, hvor man helst ikke skal være for god eller dårlig. Man skal i hvert fald ikke skilte for meget med sine evner, og derfor kan vi også så godt lide den 15-årige Martin, der på klingende jysk lover at gøre det så godt han kan overfor dommerne i X Factor. Modsat er det heller ikke tilladt at påpege, at noget er dårligere end andet - som Thomas Blachman gør det, når han giver de håbefulde talenter kritik. Så der arbejdes nærmest med en jantelovens mellemvej: Et bubberficeret gennemsnits-Danmark, hvor man ikke må skilte med egne evner, men hvor det heller ikke er tilladt at kritisere mangel på samme, og det er det, Blachman gør op med.

Men selvom vi er flere, der takker Thomas Blachman, er det som nævnt langt fra alle danskere, der billiger hans person og fremtræden. Måske skyldes det, at han godt tør bruge sådan nogle fine ord som ´innovation´, ´kunst´ og ´standardisering´. Han snakker om god og dårlig smag, og for mange hører det måske hjemme på DR2 og ikke i primetime på etteren.

Ved nærmere eftertanke er Blachmans sprogbrug og ustandardiserede optræden netop min redning. Det er som om han giver programmet en ekstra underholdningsdimension for mig og sandsynligvis også for andre i mit segment. Den kontroversielle dommer ansporer Familien Danmark til forarge sig over hans udtalelser. En forargelse, som giver en vis tilfredsstillelse for seere, der ligesom Blachman også gerne vil tage afstand fra middelmådigheds-Danmarks kulturforståelse og positionere sig som anderledes end gennemsnittet. På den måde bliver der tale om en slags identifikation for mit vedkommende med Hr. Elitær jazz-nar. Jeg kan se programmet og alligevel stigmatisere dele af dets indhold gennem Blachman, hvorigennem det bliver muligt at skabe en identitet i forhold til programmet på en distanceret måde. Thomas Blachman bliver mit anker i programmet og legaliserer min ugentlige seer-aktivitet foran X Factor, så jeg stadig kan tænke på mig selv som kritisk tænkende mediebruger. Den lille sidegevinst bliver så, at jeg kan tage en tur henover følelsesregistret sammen med deltagerne, studiepublikummet og resten af Familien Danmark og stadig holde mig på den gode smags side. Tak for det, Thomas.