Internettet har ændret mediebilledet. Ikke mindst i forhold til at kunne styre og begrænse medieindholdet. Det har forældet den nuværende mediepolitik om børns mediebrug; Man kan ikke beskytte børn mod medieindhold i cyberspace, som man gør det i forbindelse med de elektroniske medier. Men hvad gør man så? Er de stakkels børn dømt til forfald?

Friheden på internettet

Internettet åbner for en masse muligheder; Man kan finde alt på nettet. Og man kan altid komme på nettet - fra en af de mange computere, man er i kontakt med i hverdagen eller fra den altid loyale følgesvend, mobiltelefonen. Internettet lyder umiddelbart som et udelukkende positivt skud på mediestammen, der kan hjælpe den moderne medieforbruger i sin travle hverdag; Man skal ikke længere lade sig styre af medieinstitutionernes planlægning af indhold og adgang. Man kan nu selv være herre over, hvilket indhold, man vil modtage, og hvornår på døgnet, man vil modtage det.

Frihedens problematik

Men internettets frihed giver problemer, når det kommer til børn og mediepolitik. Børn med adgang til mobiltelefoner og internet (og det vil vel sige næsten alle halvstore børn i dag) har lige som alle andre mulighed for selv at vælge, hvilket medieindhold, de vil modtage, hvor og hvornår. Det er et problem, da der i vores samfund er en udbredt holdning om, at børn under en vis alder skal beskyttes mod voldeligt eller seksuelt indhold. Måden at komme omkring dette er via mediepolitiske tiltag at begrænse adgangen til det 'farlige' medieindhold for børn. Det sker bl.a. ved at sætte aldersgrænser for biograffilm og ved at sende visse film sent om aftenen. Denne 'gatekeeper-funktion' er mulig, fordi de elektroniske medier er forholdsvist afgrænsede og håndgribelige; De knytter sig til tid, sted og en begrænset mængde indhold. F.eks. er fjernsynet ikke mobilt. Det har sin faste plads i hjemmet, hvor det er muligt for forældrene at holde øje med børnene. Derudover er indholdet på tv begrænset, da en kanal kun kan sende et program ad gangen. Programmerne er desuden tilrettelagt i en programflade efter klokkeslæt.

Internettet, derimod, bryder med de elektroniske mediers tidslige og indholdsmæssige rammer; Man kan få, hvad man vil, hvornår man vil. Mobilen gør derudover op med det stedslige aspekt og udvider hermed internettets univers yderligere; Man kan få, hvad man vil, hvornår man vil, hvor man vil. Med dette uafgrænsede og uhåndgribelige medieunivers, som internettet lægger for vores fødder, kommer mediepolitikken til kort; Hvordan kan man begrænse noget så omfattende og uhåndgribeligt? Det lader sig ikke gøre!

Mediepolitikken i dag

Politikken vedrørende børn og unges mediebrug kommer bl.a. til udtryk i Filmloven samt tv-stationernes public service-redegørelser. I Filmloven nedsætter kulturministeren "Medierådet for Børn og Unge, som skal vejlede forældre m.fl. af film m.v. for børn og unge". Derudover fastslås det at, "enhver film, der vises offentligt for eller erhvervsmæssigt sælges, udlejes eller udlånes offentligt i Danmark til børn under 11 og 15 år, skal forinden være godkendt for børn i den pågældende aldersgruppe af Medierådet for Børn og Unge. [...] Medierådets afgørelse træffes på baggrund af en vurdering af, om filmene kan antages at være skadelige for børn i den pågældende aldersgruppe.". Med skadelig menes film, der kan virke forrående, skræmmende eller angstfremkaldende. Udover vejledning af forældre og godkendelse af film er Medierådet i aktiv dialog med organisationer herunder tv-stationerne. Dette afspejles i tv-stationernes public service-redegørelser. DR´s retningslinier for programmer til børn går i hovedtræk ud på følgende:
- DR advarer mod voldelige eller andre stærke scener, der vises før kl.21
- DR viser ikke porno og advarer, hvis der vises eksplicitte erotiske scener før kl.21
- DR viser kun voldelige scener i fakta-, aktualitets- og nyhedsprogrammer, hvis det tjener et redaktionelt formål"

Fælles for Medierådets og DR´s børnemediepolitik er, at der fokuseres på beskyttelse af børnene mod skadeligt indhold. Det er sigende, at det er i forbindelse med de elektroniske medier, der fastsættes kriterier for passende medieindhold for børn. Det kan hænge sammen med, at det ikke er muligt på samme måde at beskytte børn mod medieindhold fra de uafgrænselige digitale medier.

Forslag til ændring af mediepolitikken

Derfor mener Karsten Gynther fra Medierådet for Børn og Unge, at det er tid til at redefinere mediepolitikken, så den indeholder alternativer til 'børnebeskyttelsen'. Gynther præsenterer tre brugbare alternativer:
- at opdrage børn til medierne
- at tilfredsstille børn via medieindhold af kvalitet
- at deltage sammen med børn i de nye medier

For det første er det således vigtigt at begynde at fokusere på udviklingen af børns mediekompetencer. Især evnen til at skelne og fravælge information bliver vigtig.
For det andet skal børn tilbydes nogle 'kulturelle legepladser' med kvalitetsindhold, der tilpasses og tiltrækker børn. Børn vil søge ind i cyberspace, hvor de synes, det er fedt at være. Derfor er det vigtigt at lave indhold af kvalitet målrettet til netop børnene. DR har allerede taget et vigtigt skridt i denne retning med hjemmesiden SKUM. Flere af sådanne tiltag bør sættes i gang, ifølge Gynther.
Endeligt er det vigtigt, at forældre begynder at deltage mere i deres børns brug af de nye medier. Det kræver, at forældre sætter sig ind i de nye lege, man forbinder med de nye medier. Samtidig giver det dem mulighed for at opleve medierne sammen med børnene og dermed mulighed for at diskutere mediebrugen med dem.

Karsten Gynther mener, at mediepolitikken bør udbygges med disse tre alternativer, der vil imødekomme det nye medies karakter. Den ny mediepolitik vil således ifølge Gynther komme til at fokusere på både beskyttelse, opdragelse, tilfredsstillelse gennem kvalitetsindhold og forældredeltagelse.

De korrupte medier

Denne revidering af mediepolitikken er altså en måde at tilpasse mediepolitikken til internettets karakteristika. Det mest kritisable ved den nuværende mediepolitik er den udbredte negative holdning til mediers påvirkning af børn. Og den negative holdning kommer den foreslåede ny mediepolitik ikke ud over. Gynthers mediepolitik handler som udgangspunkt stadig om at beskytte børn mod og opdrage dem til medierne. Det bygger på en holdning om, at medierne er 'onde'. Men er det ikke ved at være en smule forældet at se på børn som stakler, der hjernevaskes af de korrupte medier? Internettet gør det hverken muligt eller nødvendigt at beskytte børnene mod medierne. Det er ikke nødvendigt, da børn helt af sig selv har fulgt udviklingen og er blevet kompetente mediebrugere - især når det kommer til de nye medier. De har været en så stor en del af børnenes socialisering, at børnene er nogle af de bedste til at anvende dem; Børn forstår at være selektive i deres mediebrug - også i internettets uafgrænsede univers. Derfor virker det omsonst, at opdragelse til medierne skal skrives ind i en ny mediepolitik. Opdragelsen sker helt af sig selv. Det hænger sammen med internettets karakter; idet internettet har tilbyder et nyt medieunivers, er medieindholdet blevet en lige så stor del af virkeligheden som alt andet. Man kan ikke længere anskue medier som 'onde' over for den virkelige og gode verden, da de to er blevet en uadskillelig del af hinanden. Derfor er det efter internettets fremkomst ikke længere muligt at beskytte børn mod medier. Børn skal selvfølgelig opdrages til medier lige som de opdrages til alt andet. Børn er f.eks. i mange år blevet opdraget til ikke at må snakke med fremmede på legepladsen eller på vej hjem fra skole. Ligeledes skal de selvfølgelig have at vide, at de ikke skal interagere med fremmede, når de chatter på nettet. Men at se medier som noget, der kan skæres fra virkeligheden, hvor de ikke passer os, er ikke længere muligt. Ligesom det at se internettet som en større trussel end andre dele af virkeligheden, ikke længere synes at være en skelnen, man kan foretage. Børn skal altså ikke "opdrages til medierne". De skal opdrages.
Derfor bør vi i stedet se mulighederne i dette nye medie og anerkende, at børn er kompetente mediebrugere.

En ændring i holdningen til medierne

En ændring i holdningen til medierne er altså nødvendig, og netop her kommer Gynthers sidste to alternativer ind i billedet: tilfredsstillelse gennem kvalitetsindhold og forældredeltagelse. Det er to gode alternativer, der bygger på et helt andet syn på børn og medier end punkterne om at beskytte børn mod og opdrage dem til medierne; Børn ses her som de kompetente mediebrugere, de er, og medierne regnes som vigtige redskaber og ressourcer i deres liv. Selv om man har en positiv holdning til medierne, er det ikke nogen hemmelighed, at der stadig findes dårligt medieindhold - ligesom der findes dårligdomme alle andre steder i verden. Derfor er det vigtigt at imødekomme børns selektivitet med kvalitetsindhold, der tilpasses og tiltrækker børn. Som de kompetente mediebrugere, de er, vil de selv søge hen, hvor indholdet er af kvalitet. Idéen om forældredeltagelse i børnenes mediebrug vil, udover at være en god oplevelse for børnene, også være en god oplevelse for forældrene; Hvis forældre bruger lidt tid med deres børn i den virtuelle verden, vil de finde ud af, at deres syn på de stakkels børn i cyberspace kommer grueligt til skamme.

Læs mere her:

• Medierådets hjemmeside: http://portal.medieraadet.dk/