For nylig kunne New York Times rapportere om, hvorledes pladen i de amerikanske nyhedsmedier har sat sig fast i en rille, hvor nyhederne dækkes, som om præsidentvalgkampen fortsat tordner af sted. Grunden til dette er, at man forsøger at fastholde seerne i en tid, hvor medierne er pressede på økonomien. Undersøgelser har nemlig vist, at valgkampen medførte særligt høje seertal på nyhederne i tiden op til afgørelsen. Men hvad er det, der pludseligt vækker befolkningens interesse, når nyhederne dækkes som valgkampe?

På dagen for det amerikanske præsidentvalg, tirsdag d. 4. november 2008, lød overskriften på forsiden af New York Times' hjemmeside: "After Epic Campaign - Voters go to polls"- efter episk kampagne går vælgerne til stemmeurnerne. Årsagen til den stigende interesse for det amerikanske valg på begge sider af Atlanten skal måske ikke kun findes hos den enkeltes bekymring for verdenssituationen eller en ekstraordinær interesse for politik. I stedet skal interessen måske findes i det faktum, at valgkampen udgør en stor fortælling, hvor vi som læsere identificerer os med den ene helt eller den anden helt. Kampagnerne fremhæver kandidaterne som helteskikkelser og understreger deres mytiske kvaliteter, og dette får valgkampens epos til at træde tydeligt frem. Obama præsenteres som den selvgjorte idealist, der fra beskedne kår, med sit hjertes godhed og bekymringen for sin næste som motivation ønskede at blive præsident, mens McCain er den odysseiske krigshelt, der gav sit liv (helbred) for landets sikkerhed.

Kandidaternes navne erstattes af episke navnetillæg, så snart de bliver en del af det episke system, og dette overfører både overmenneskelige værdier og giver dem en menneskelig intimitet, efterhånden som journalisterne langsomt kommer ind på livet af dem. F.eks. har McCain fået tilnavnet "the maverick"; enspænderen, og dette indrammer den mytiske figur og udstyrer ham med en kvalitet, som skiller ham ud fra mængden og gør ham til genstand for beundring.

I løbet af valgkampen bliver heltene konstant udsat for prøvelser, som de må klare sig igennem. Obama må forsvare sin præsts USA-fordømmende udtalelser. Sarah Palin bliver sat på prøve af pressen, og McCain må kæmpe mod alderdommen ved at bevise, at han er ved godt helbred. Debatterne er som en serie tvekampe, hvor der kæmpes om sejren, og kommentatorerne udnævner som dommere sejrherren. Det endelige slag finder sted på valgdagen, der afgrænser eposset, fordi fortællingen her sluttes med garanti for, at der findes en vinder og en taber. Journalisterne arrangerer begivenhederne, således at slutningen ikke afsløres på forhånd og fastholder således vores interesse i fortællingens udvikling. Derfor antyder aviserne konstant, at der er spænding om resultatet.

Akilleus mod Odysseus

Nøjagtigt som Homers Illiade beskriver moralsk comme-il-faut, er kandidaternes tv-reklamer gennemsyret af opdragende livssyn, der fortæller vælgerne, hvad der kan betragtes som hæderlig adfærd, og hvorfor modparten ikke kan siges at besidde denne adfærd. Homers helte er personer begunstiget af guderne med ekstraordinære evner, og dette episke element går også igen hos Obama og McCain. Akilleus nedstammer fra Zeus og gudinden Thetis, og McCain udstråler samme guddommelige reminiscens, idet han i sine reklamefilm portrætteres bestrålet af et himmelsk lys. McCain oprinder desuden fra en særlig æt af helte, hvor mændene på faderens side var officerer to generationer tilbage. Obama deler som mytisk skikkelse med sine talegaver og Harvard-eksamen karaktertræk med Odysseus, der er kendt som intelligent og snedig.

Akilleus og Odysseus er som kandidaterne underordnet guderne, og derfor understreger de konstant respekten for de kristne værdier. I en tv-reklame beskylder McCain Obama for manglende respekt, da Obama menes skyldig i at begå hybris. Samtidig udstiller denne begivenhed de homeriske stridigheder, hvor Obamas utopiske og ophøjede idealisme irriterer McCain, der ironisk kalder Obama for "Frelseren" (the One). Indbygget i disse intriger ses også modsætningsforholdet mellem den idealistiske tænker (Obama) og den pragmatiske handler (McCain).

Valgkampen involverer samtlige af vor tids sagnomspundne legender, og vi venter som tilskuere på, at vores personlige favorit skal melde sig på scenen og give sin støtte til en af de to præsidentkandidater. Valgkampens persongalleri udvides konstant med nye karakterer, der melder sig på banen. Stridsgudinden Eris erstattes af den infame berømthed, Paris Hilton, der inddrages i den episke valgkamp. Når Jack Nicholson udmelder sin støtte til Hillary Clinton, siger det ikke blot noget om Clinton, men lige så meget om Nicholson, og på denne måde beretter fortællingen ikke bare om kandidaternes kamp, men også om det samlede galleri af mytiske skikkelser i populærkulturen. Hver eneste karakter i fortællingen repræsenterer et standpunkt, en livsstil eller en grundholdning, som vi som tilskuere kan identificere os med, og dette skaber relevans for læseren.

Fortællingen om det amerikanske valg bliver en psykologisk selvrealisering for den enkelte, der udleves, når danskere bekræfter deres eget livssyn ved at følge historien om deres foretrukne kandidat. Fordelen ved den episke fortælling om Obama og McCain er, at de begge på samme tid optræder som skurke og helte; alt efter hvilken kandidat man sympatiserer med. Som tilhører kan man vælge side og følge den ene kandidat som helt frem for den anden og dermed tilpasse historien, så den svarer til éns eget verdensbillede.

Naturligvis er der også store forskelle mellem Obama og McCain og Odysseus og Akilleus, men lighederne viser, hvordan valgkampen bygger på fundamentale karakterer om handleren over for tænkeren, der har mere end 2000 års historie bag sig, og det forklarer, hvorledes fortællingen giver genlyd over hele verden. Det forklarer ydermere, hvordan medierne forsøger at holde liv i valgkampen, fordi den giver nyhederne en overgribende historie, som kongruerer med læsernes livssyn og organiserer deres forståelse af verden omkring dem.