"De to første og det sidste!". Sådan har det altid lydt hjemme hos min familie juleaften, når vi skulle i gang med at synge julesalmer. Ikke fordi vi ikke nyder de gode salmer, men har man sunget de to første vers, ja så kender man udmærket godt resten af salmen. Og så er det sidste vers bare lige for at afslutte den.

Næsten på samme måde har jeg det med Billy Adamsens bog 'En enkel sag - en tanke om enkeltsager og politik´. I hvert fald hvis det er enkeltsagens rolle i dansk politik, man vil have belyst.

Jesper Hjortshøj, Medievidenskab, Aarhus Universitet

Søndag den 15. november sendte TV 2 et dokumentarprogram om de to kamphaner Uffe Ellemann Jensen og Poul Nyrup Rasmussen. Programmet hed 'Kandidaterne' og omhandlede de to politikeres forberedelser til folketingsvalget den 11. marts 1998. Programmet skildrede den aktivitet og planlægning, ikke mindst med hensyn til medierne, der skal til for at klare sig i politik.
De to partiledere var, gennem de tre uger vi fulgte dem, tæt fulgt af deres medierådgivere. En af disse medierådgivere, statsministerens medierådgiver Billy Adamsen, har begået en bog om enkeltsagernes rolle i dansk politik.

Bogen tager sit afsæt i den påstand, at politik i dag er tømt for ideologi og i stedet er blevet fyldt med enkeltsager, og at dette er et problem for demokratiet. Men sådan er det slet ikke, skriver Nyrups spin-doctor i sit forord. Ideologierne er ikke døde, "og den store politiske fortælling er heller ikke nedbrudt til en mangfoldighed af små fortællinger, men derimod på vej til at blive endnu større og endnu mere omfattende".

Adamsen ønsker således ikke blot at gøre op med myten om, at medierne har gjort politik til en sag om enkeltsager, men også med den myte, at vi lever i en postmoderne tid, hvor de før omtalte "store politiske fortællinger" er døde.Bogen kan således også opdeles i to dele. I første del af bogen, som er en veritabel tour de force gennem de sidste 40 års diskussion om det moderne samfund, gør Adamsen op med idéen om, at vi er på vej ind i en ny tidsalder, hvor "de store fortællinger" er forbi, og her kommer han med sin egen analyse af fænomenet.

Det gør han blandt andet via de to amerikanske sociologer Daniel Bell og Ronald Inglehart, men selvfølgelig også i dialog med postmodernismens egen filosof, Jean-François Lyo-tard.

På jagt efter enkeltsagen
Selv er Billy Adamsen af den opfattelse, at der aldrig har været noget postmoderne samfund. Forandringerne i anden halvdel af dette århundrede er blot en "forandringens forandring", og det moderne er blot blevet "sandt moderne".

Vi lever stadig i et klassesamfund, der ganske vist er på så højt et niveau, at vi ikke lægger mærke til det, men det er stadigvæk et klassesamfund. Og netop fordi vi lever i dette klassesamfund, ja så er "de store politiske fortællingers tid ikke forbi", og især ikke den socialistiske fortælling. Der er sket en forskydning, men ikke en radikal ændring. Denne indledende "definition" af, hvad det egentlig er for en tid vi lever i, kan dog meget let betyde, at man som læser mister orien-teringen lidt. Vi bliver ikke meget klogere på, hvad en enkeltsag er. Og spørgsmålet er i virkeligheden, om Adamsen selv bliver meget klogere af denne gennemgang af de (post)moderne tænkere?

Han går i stedet tilbage til diskussionen omkring enkeltsager og mere specifikt forholdet mellem medier, enkeltsager og politik. Og her bedriver Adamsen en god gang begrebshygiejne i sit forsøg på sprogligt at determi-nere, hvad en enkeltsag er. Det gør han ved at se på en række begivenheder, der alle har det til fælles, at de er sager. Politiske sager, mærkesager, selskabssager og altså enkeltsager. Herefter udfolder Adamsen et ganske omfattende begrebsapparat, der gennem nogle skemaer og definitioner, fastslår de forskellige typer af sagers natur eller indhold.

Af disse forskellige typer, er det de politiske sager samt enkeltsagerne som Adamsen in-teresserer sig mest for.

Politikerne sidder med sorteper

Adamsens påstand er, at det ikke er medierne der gør den politiske dagsorden enkeltsagsorienteret, det er derimod politikerne selv. Politikerne bruger medierne strategisk ved at fodre dem med enkeltsager, der kan belaste deres politiske modstandere. Således hedder det på side 142:"En sag i medierne udvikler sig først til enten en politisk sag eller en enkeltsag, når der så at sige går politik i den, dvs. når et eller flere politiske partier eller en eller flere politikere beslutter sig for at udnytte en sådan sag til at sætte sig selv i et positivt lys og deres modstandere i et negativt lys."

Ikke just nogen overraskelse, men dog en slags frifindelse af medierne, som så bare bliver viderebringere af politikernes synspunkter. Men det er vel dybest set en frifindelse, som de fleste medier vil frabede sig. En presse uden nogen som helst kritik af deres historier eller kilder, også selvom det er seriøse politi-kere, som blot viderebringer politikernes synspunkter, kan vel næppe kaldes for en sand presse. Ikke desto mindre er dette den overordnede konklusion, som Adamsen uddrager af sin tankerække.

Efter spin-doctorens død
Afslutningen på bogen udformer sig som en slags håndbog i spin-doctori, hvor politikere og medierådgivere kan søge vejledning i, hvordan man lærer at kontrollere sager og således forhindrer, at de udvikler sig til store, politiske sager, eller belastende enkeltsager.

"Man kan faktisk forudsige, om en sag vil udvikle sig fra blot at være en enkel sag (og ikke en enkeltsag, red.) til at blive enten en enkeltsag eller en politisk sag ved at holde øje med de politiske kommentarer, som politikerne kommer med til de sager, som medierne skaber eller gengiver."

Men Billy Adamsen kommer aldrig med noget af den specifikke viden, som han ganske givet må sidde inde med. En bog som denne ville måske, ligesom mange af politikerbiografierne, være bedre tjent med at udkomme post scriptum. På den måde ville mange af definitionerne og eksemplerne i stedet omsættes i faktiske hændelser og begivenheder og derved stå betydeligt stærkere. I stedet har vi fået en bog, der ikke rigtig ved, om den er en debatbog, en akademisk afhandling eller den føromtalte håndbog. Det er et problem.

En enkel sag - en tanke om enkeltsager og politik, Billy Adamsen, Fremad