I en grundlæggende beskrivelse gennemgår David M. Berry i sin bog fænomenet 'open source' og dets udfordring af en kapitalistisk rettighedstankegang. Berry giver oprejsning til konceptet «det fælles» - the commons - og introducerer ganske anvendelige ejerskabskategorier fra det romerske imperiums tid!

Af Niels Christian Nielsen, cand. mag. Medievidenskab.

Pervasive Computing er der stor fremtid i. Tanken om, at alle ting i verden - alt fra køleskabe, supermarkeder og til byens bussystemer - bliver intelligente og kan snakke sammen, er fantastisk men realistisk, når det semantiske web og internetsproget IPv6 for alvor bryder igennem.

Det er softwareindustrien, der skal gøre tingene intelligente, og derfor er der også store forventninger til dens behov for softwareudviklere. Denne industri er dog ved at gennemgå intet mindre end - og det vover jeg gerne at sige - en revolution! Med 'open source'- fænomenet, der bygger på tanken om at dele og bruge andres arbejde, ændres måden, hvorpå softwareudviklere (og andre der deler intellektuel viden) organiserer sig.

Det er denne udfordrende rettighedsfortolkning som David M. Berrys beskriver i Copy, Rip, Burn. Han sparker selv ballet igang ved at genbruge andres ideer. Bogen starter med to citater, der samtidig forklarer, hvad 'open source' er, og giver et bud på, hvorfor folk deltager i 'open source'-udvikling: "There's something I don't understand about open-source movement. Oh, I understand opens-source intellectually. I understand that it means that source code is open to be read and reviewed and perhaps revised by anyone who wants to...What I don't understand is something more sociological. I don't understand who those folks are who want to do all that code reading and reviewing for no recompense. It goes against the grain of everything I know about the software field. (Glass 2000: 114)

Man produces himself through labour. (Marx and Engels 1999:21)" (p. 1)
Hvis Marx og Engels havde taget patent på ideerne, skulle Berry betale royalties for at bruge deres sætning ovenfor (og mig med...), men netop kulturen i den akademiske verden er, at viden deles, udfordres og genbruges. Det er heller ikke tilfældigt at 'open source'- verdnens genbrug af materiale ligner den akademiske verdens rettighedsmodel.

BSD-licens vs. GPL-licens
Den første 'open source'-licens stammer fra den akademiske verden. Den blev oprettet da man i 70'erne, i et samarbejde mellem universitetet Berkeley ved San Francisco og telefonselskabet AT&T, begyndte at udvikle operativsystemet Unix til en computer. Licensen man valgte var BSD-licensen (Berkeley Software Distribution), som tillod genbrug af koden til Unix uden videre krav end, at man huskede at kreditere skaberen i selve koden.

Da AT&T øjnede profitmuligheden for Unix-projektet ville de have alle rettighederne til programmet og sagsøgte Berkeley for at lægge koden ud under BSD-licensen. Men det hjalp dem ikke, da retten efterfølgende afgjorde, at meget af koden var skrevet af folkene fra universitetet. Dermed kunne koden benyttes af andre - ganske gratis - under den tildelte BSD-licens. En 'open source'-licens var dermed født! BSD-licensen er samtidig så fri, at den også tillader genbrug af koden til kommercielt brug, hvorunder BSD-koden kan komme under et kommercielt foretagendes nyanlagte rettigheder.

Den mulighed var netop et af de kernepunkter, der gjorde at Richard Stallman - medarbejder ved AI Lab på MIT i Massachusetts - oprettede den mere krævende 'open source'-licens: General Public Licens (GPL). Med GPL-licens skal man ved videredistribution gøre det under samme licens, så det bliver muligt for andre igen at bruge og redigere den genbrugte og evt. opdaterede kode. Koden og kodens udvikling forbliver dermed til offentlig fri brug.

Ideologien bag licenserne
GPL-licensen og BSD-licensen er dermed ganske forskellige, og i sin bog dykker Berry ned i en analyse af deres ideologiske grundlag. Mens GPL-licensen støttes af Free Software Foundation (FSF) støtter en anden 'open source'-bevægelse, Open Source Initiative (OSI), i højere grad BSD-licensen. Så med udgangspunkt i udtalelser af to fremtrædende repræsentanter for bevægelserne - Richard Stallman (FSF) og Eric Raymond (OSI) - afdækker Berry den bagvedliggende filosofi. Den korte konklusion er, at Stallmans støtte til GPL-licensen ligner Oplysningstidens ideal om alles lige adgang til den fælles viden. Men når Raymond hylder BSD-licensen bygger det på en pragmatisk tilgang med et libertariansk syn på rettigheder - i den forstand, at målet med licensen er "a more efficient and profitable solution without regard to values" (p. 181), som Berry udtrykker det.

Udfordringen af intellektuelle rettigheder
Det er ikke nødvendigvis en direkte protest mod intellektuelle rettigheder, som Berry fører i sin bog, men så en stor kritik af store organisationer som WTOs og EUs helgenkåring af disse. Berry sammenkæder intellektuelle rettigheder med kapitalismens opståelse og patenters berretigelse fastslås alene som et middel til målet om et bedre samfund. Målet er altså ikke den enkeltes ejerskab, men at innovationen skal deles i fællesskabet, når patentet er udløbet.

Gudsfredningen fortsætter dog ifølge Berry og beskytter i tre forskellige lag: Intellectual Property Rights (IPR), Digital Rights Management (DRM) og End-User-License-Agreement (EULA) (henholdsvis rettigheder, softwarekode og kontrakt). Problemet er, som Berry påpeger, at "the carefully constructed balance between the public sphere and the private interest is lost" (p. 36).
Som modstykke til den dominerende idé om rettigheder introducerer Berry en rettighedsstypologi med inspiration fra de gamle romeres forståelse af ejerskab. Det er bl.a. begreber som res nullis: 'ting der ikke tilhører nogen' og res universitatis: 'ting der tilhører en gruppe'. Typlogien giver en mere raffineret forståelse af ejerskab, der ikke blot er en distinktion mellem det private og det fælles, og Berry åbner dermed op for en ny måde at tænke rettigheder på.

Berry formår at introducere læseren til 'open source'-fænomenet og en indviklet rettighedsdebat på en meget tilgængelig måde. På intet tidspunkt under den interessante læsning lægger han skjul på hans eget synspunkt, hvilket er betryggende i forhold til debattens i forvejen betændte meningsudveksling. Det er samtidig bogens præstation, at den gennem rettighedstypologierne og idéhistorien reviderer den historiske forståelse af 'open source'-bevægelsen og dermed giver et bredere fundament til at kunne indgå i debatten om intellektuelle rettigheder. En debat der er nødvendig ifølge Berry, eftersom: "Language, ideas and concepts slowly are drained out of our public and common usage, our critical and democratic need to express ourselves, and to use and reuse culture in a new and challenging way, is blocked, foreclosed or only available at a price." (p. 37)

Copy, Rip, Burn - the Politics of Copyleft and Open Source, David M. Berry, Pluto Press, 280 sider, £12.99