Hjemme hos mine forældre har vi altid haft mange kanaler. Nok flere, end vi egentlig havde tid til og brug for at se. Men nu, hvor jeg er flyttet hjemmefra og lever på et stramt S.U. budget, kan den slags luksus, som de mange kanaler er, ikke længere klemmes ind på en i forvejen lidt presset forbrugskonto. Og hvad gør man så, når man som storforbruger af diverse amerikanske serier og sitcoms bliver kastet ud i den mørke, dystre, statsfinansierede TV-verden?

Tanken om ikke at have de mange kanaler, som jeg hjemmefra og fra mit kollegie har været vant til, var på en eller anden måde meget grænseoverskridende. Jeg er flyttet i en lejlighed uden nogen form for udvalg af TV kanaler, ud over dem, som kommer ganske gratis med det analoge signal. Og S.U´en rækker ikke til et TV-abonnement. Nu har jeg en fornemmelse af, hvordan stofmisbrugere har det, når de tager en kold tyrker. Den første måned i mit nye hjem havde jeg slet ingen kanaler. Slet intet TV. Det var vildt. Heldigvis havde jeg rygende travlt med eksamenslæsning, som jeg nu sjovt nok havde tid til, da jeg ikke længere havde alle mine TV-serier, som skulle passes. Så jeg det optog mig faktisk ikke så meget i den første tid.

Men så, efter eksamen, og da det nye semester begyndte, tog trangen til det dårlige fjernsyn over. Og her sad jeg med sølle tre kanaler. Og nej, jeg tæller ikke DR Update med, da det kun kan underholde i ca. et kvarter ad gangen. Tre kanaler, som efter min bedste overbevisning ikke besad magten til at underholde mig og mit TV-forbrug. Og jeg følte mig en anelse fortabt. Jeg førsøgte at få mig selv og andre til at tro, at det var helt okay med kun de tre kanaler. At jeg sagtens kunne blive underholdt af dem. Men inde i mig selv var det bare helt forkert.

Og så, lige så stille, uden at jeg helt kan sige noget om, hvornår eller hvordan det er sket, er de tre kanaler blevet nok for mig. Jeg er stolt af at sige, at jeg nu er en dedikeret DR2-seer. Og det er ikke fordi, jeg som medievidenskaber skal være DR-snob. Men jeg er bare blevet så begejstret for DR2s programudvalg. Programmer, som jeg før ville vrage til fordel for en amerikansk sitcom eller en eller anden tilfældig serie, ser jeg nu gladeligt. Jeg påskønner virkelig, når der er Spise med Price, DR2 Premiere eller en af de mange spændende dokumentarer eller film, som sendes.

Nu er det ikke meningen, at det her skal være en reklame for DR2. Det kunne lige så godt have været en hvilken som helst anden kanal, DK4 eksempelvis, som jeg var faldet for. Jeg ville jo nok aldrig have set så meget af DR2, hvis ikke min pengepung tvang mig til det. Det er ikke fordi, jeg ikke stadig holder af TV-serierne. Dem ser jeg nemlig stadig, når jeg er på besøg hjemme hos mine forældre, eller når jeg kan snige mig til Top Model-dates hos min veninde. Jeg tror bare, at jeg har vænnet mig til de tre kanaler, som jeg har, og jeg har fravænnet mig de mange kanaler i dagligdagen. Så er det også mere spændende at se serierne, når det nu ikke sker så tit.

Jeg ser nok, hvis jeg skal være helt ærlig, lige så meget fjernsyn, som jeg altid har gjort. Jeg vil nok altid have lidt af min TV-afhængighed, ligemeget, hvor mange kanaler, jeg har. Det er jeg bare nødt til at leve med.