| Saglige updates vs. kødfuld passion – Filmmagasinet Mifune vs. EKKO | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Af Lynge Agger, stud. Medievidenskab, Aarhus Universitet Hvad er det, der udspiller sig i filmens magiske univers disse dage? Hvordan holder man sig opdateret, hvis man vil vide lidt mere end det, man kan finde ud af på biobooking.dk? Selv om SAMSON jævnligt skriver om film, kan vi vist ikke påstå, at vi holder vore læsere lige så grundigt opdateret på lige præcis den front, som vi gerne ville. Man må uværgerligt ty til andre kilder for det omfattende overblik. En oplagt mulighed er at læse et af de mange danske tidsskrifter om film, der figurerer både i magasin- og elektronisk form. Der er tale om udgivelser som f.eks. EKKO, Mifune, P.O.V., 16:9, Kosmorama, etc. - udbuddet er vokset kraftigt i takt med det boom, dansk film også oplevede fra Pusher og frem. I dette nummer af SAMSON bringer vi en sammenlignende anmeldelse af to vigtige nyere aktører på markedet. Det første magasin er EKKO, der udkom første gang i 2000 som bredt dækkende medietidsskrift, der var rettet mod undervisning. Senere har de så udviklet sig til et egentligt filmmagasin i stedet. Det andet er Filmmagasinet Mifune, der udkom første gang i 2003, og som navnet afslører har været et filmmagasin fra begyndelsen. EKKO og Mifune ligner principielt hinanden. De skriver om det samme - dansk og international film - de indeholder begge anmeldelser af de biograffilm og DVD-udgivelser, de finder omtalelsesværdige. Mifune udkommer én gang hver anden måned, og EKKO udkommer én gang hver 3. måned. I denne sammenhæng vil jeg tage et nærmere syn på det, der i skrivende stund er de to seneste numre af hvert magasin. Filmmagasinet Mifune #21, April/Maj 2007, kr. 49,- Magasinet pryder forsiden med den sensuelle Kirsten Dunst ledsaget af en edderkop. De lover bl.a. artikler om forsideikonet, AFR, kvinderne bag superheltene, Sunshine - Interview med Danny Boyle og slutteligt en artikel om Viggo Mortensens medvirken i en spansk storfilm. Layoutet er enkelt og holdt i sort/hvid, ledsaget af lilla skrift. Umiddelbart virker det som om, at Mifune pt er den ansvarshavende redaktørs hjertebarn. Thure Munkholm har skrevet lederen, to fremtrædende artikler og en dvd-anmeldelse samt adskillige små nyheder indenfor filmbranchen. EKKO #37, maj-juli 2007, kr. 59,- Magasinet har Anders Fogh på forsiden i en meta-opstilling, hvor han hovedsageligt ses gennem linsen på et filmkamera, der tydeligvis er i gang med at optage ham - altså et billede af et billede - men man aner ham også sløret bagved linsen. Forsidebilledet er tydeligvis en kommentar til AFR-filmen, der laver et (forfalsket) billede af en masse fragmenterede billeder. De lover bl.a. artikler om AFR, magtens top 25 i dansk film, Sunshine & science fiction, Grindhouse og Morten Hartz Kaplers. Layoutet er i og for sig også enkelt her. Skriften er gul og hvid, placeret på et farvefoto i mørke konturer. Filmfestivaler - en overset velsignelse eller en ligegyldig samlebåndsvare? Aner man en lighed i måden, forsiderne er bygget op på og løfterne om det stof, der behandles? Ja. Og lighederne fortsætter. Magasinernes opbygning ligner hinanden til forveksling: Indholdsfortegnelse, små aktuelle nyheder fra filmens verden i starten af magasinet, "tung" midte med artikler, afsluttende sektion med biograffilms- og dvdanmeldelser. Forskellen på de to magasiner er således næppe at finde i layout eller det stof, der behandles. Man slipper altså ikke for at begynde at læse indholdet! Her er der imidlertid hurtigt bid. De to ledende artikler står i skærende kontrast til hinanden. I Mifune hyldes filmfestivalerne, hvor " ... de store filmoplevelser og den store filmkunst kan opleves." Danmark beskyldes for at være fyldt med snævertsynede journalister, der ikke værdsætter den internationale film- og filmfestivalskultur tilstrækkeligt. (I parentes bemærket virker det dog lidt sært, at Thure Munkhom så personligt kaster sig over film som Sunshine og AFR, der vel ikke kan betegnes som deciderede niché-filmfestivals film eller produktioner, som ikke ville få omtale andre steder.) Lederen i EKKO kritiserer derimod de internationale filmfestivaler i hårde vendinger. Det hedder, at der er så mange af dem, at "... det ville være mærkeligt, hvis ikke de fleste film før eller siden henter sig en pris." Hvis det ikke er de gode film, men alle film, der henter priser, mister hele idéen bag festivalerne selvsagt dens betydning. Det er vigtigt at huske, at Mifune udkom en måned tidligere end EKKO. Skriverierne i EKKO kunne således snildt være en kommentar til lederen i Mifune - en måde at profilere bladet på i forhold til konkurrenten. Når man går ind på artikelniveau er der også tydelige forskelle. For at forstå disse forskelle i dybden er det vigtigt at gøre sig klart, hvordan et magasin som EKKO er bygget op. De bærende artikler i EKKO er nemlig udelukkende skrevet af folk, der har deres vante gang andre steder, og som vi kender og ofte har en mening om i forvejen, f.eks. Lars Bukdahl (Weekendavisen), Jakob Stegelmann (DR) eller Anne Jerslev (Københavns Universitet). Det er således ikke overraskende, at 300 bliver højt anmeldt i EKKO, når det er Jakob Stegelmann, der har stået for anmeldelsen. Man ved jo i forvejen, at han har en forsmag for det grafiske tegneserieunivers, filmen udspiller sig i. Således kan man sætte alle artiklerne ind i den ramme, forfatteren repræsenterer. [Fremhæves til citat: Det er et helt bevidst valg, og derfor kan magasinet også tillade sig at publicere artikler med stærke politiske buskaber], som f.eks. Carsten Jensens artikel om AFR, som jeg vil vende tilbage til senere. Sådan er Mifune ikke sat sammen. Mifune er mere traditionelt: Selvfølgelig er der afsender på artiklerne, men det er ikke i samme omfang kendte mediepersoner, der står bag. Derfor gives der heller ikke udtryk for politiske holdninger på samme måde i bladet. Mordet på Anders Fogh Rasmussen Både Mifune og EKKO tager Morten Hartz Kaplers film AFR under grundig behandling. Og netop i karakteren af denne behandling skal det vise sig, at der er stor forskel på de to magasiner. Artiklen om AFR i Mifune er skrevet af den ansvarshavende chefredaktør, Thure Munkholm. Han tager fat på et spørgsmål, som Politiken oprindelig har stillet: Må man dræbe Anders Fogh Rasmussen - også selv om det kun er på film? Før spørsgmålet forsøges besvaret, bliver vi præsenteret for handlingsresuméer og diskussioner omkring pressens indtil videre udlægning af filmen, nemlig medieballaden omkring det faktum, at Anders Fogh bliver skildret som homoseksuel i AFR. Mifune søger at gøre op med beskyldninger om, at AFR skulle være en mockumentary, og med kulørte overskrifter, som f.eks. BT's "Anders Fogh udstillet som bøsse". Det er en misforståelse, at AFRs hovedformål skulle være at udstille Anders Fogh på den måde. Man kan tale om, at Mifune ønsker at rense filmen: "Der er dog en verden til forskel på AFR og de ofte letbenede, arketypiske mockumentaries ... " AFR bliver indsat i genrehistorisk perspektiv, og Mifune tolker filmen som et statement, der skal sætte manipulation og mediestyring til debat. Der afsluttes med et svar på det indledende spørsgmål: Ja, man må gerne dræbe Anders Fogh i dette tilfælde, fordi hensigten her er midlet, ikke målet. Artiklen om AFR i Mifune er nuanceret, saglig og sober. Man kan naturligvis diskutere Thure Munkholms læsning af filmen, men man bør notere sig, at han har rygdækning i form af et interview med instruktøren selv. Her udtaler Kaplers: " ... netop derfor har jeg forsøgt at skabe en film, der kan blive set af alle. Netop derfor er det en film, der ikke tager et politisk standpunkt. Der ikke går efter nogle bestemte politiske personligheder. Det er en film, der har to lag, synes jeg selv. [...] Det er snarere en statsminister som sådan, jeg har som hovedperson - og ikke Anders Fogh." Kontrast EKKO's Carsten Jensen tager mildest talt skeen i den anden hånd - han er ikke enig med hverken Thure Munkholm eller instruktøren selv. Ifølge Carsten Jensen er AFR et klokkeklart karaktermord på Anders Fogh Rasmussen. Artiklen lægger ud med en karakteristik af Fogh. Det bliver fremstillet som den objektive sandhed, at Anders Fogh er en person " ... hvis livsstrategi går ud på at benægte alle nederlag ... ". Han er hjerteløs, svigtende, en fiasko, kalkulerende, kuldslået, ufolkelig, virkelighedsfornægtende, facade hele vejen igennem, lavet af størknet beton, en tom retoriker, en karriereræser, et magtmenneske, og hans jakkesæt synes desuden gjort af samme panser som hans ministerbil (!). Men ikke blot Fogh får en passioneret skriftlig reprimande: Pressen og oppositionen bliver også taget under kærlig behandling. Førstnævnte bliver fremstillet som tandløse amatører, der ikke tilnærmelsesvis kan kalde sig den 4. statsmagt. Sidstnævnte bliver udstillet som inkompetente imitatorer af Anders Fogh. Carsten Jensen bruger halvdelen af sin artikel på at slå disse ting fast. Men hvad har det at gøre med filmen AFR? Jo. I filmen mener Carsten Jensen, at Kaplers udstiller Anders Fogh som løgner på en genial måde. I filmen lader han Anders Fogh tage konsekvensen af de ting, virkelighedens Fogh har sagt. [Fremhæves til citat: Med andre ord tager virkelighedens Anders Fogh IKKE konsekvensen af sine ord: Manden er en løgner.] Carsten Jensen formulerer det således: "Morten Hartz Kaplers' genistreg er, at han lader, som om han tror på statsministerens ord." Det er imidlertid ikke blot det, Kaplers vil, ifølge Carsten Jensen. Han vil også fortælle en hjerteskærende naiv historie om kærlighed og troen på det gode i mennesket. Han runder af med at rose AFR til skyerne - "årets film". Carsten Jensens artikel om AFR er polemisk og passioneret, men man skal vist strække sig for at kalde den saglig. Det virker ydermere nærliggende at anføre, at Carsten Jensens læsning egentlig går imod det, instruktøren selv siger om sin film. På den anden side kan man sige, at Kaplers næppe ville gå ud og ordret proklamere, at han forsøgte at lave et karaktermord på Anders Fogh. Men hvad så? Er EKKO rød propaganda fra ende til anden? Næppe. Carsten Jensens artikel om AFR er givetvis det mest subjektive (og venstreorienterede), man kan finde i #37, der desuden også indeholder et langt interview med Morten Hartz Kaplers, hvor filmen igen bliver anskuet fra et andet perspektiv. Magasinet som helhed er fyldt med spændende artikler om alt fra Quentin Tarantinos nyeste produktion, til hvor magten i dansk film er placeret. Jeg har valgt AFR som eksempel for at demonstrere, hvor frie hænder de prominente skribenter egentlig har, for det er her, at EKKO for alvor adskiller sig fra Mifune på godt og ondt. Hvad skal man vælge? Begge magasiner holder en høj standard. At det er ildsjæle, der står bag, er tydeligt. Det gør det imidlertid ikke umuligt at sige noget om, hvor de har deres forcer hver især. Egentlig er det uretfærdigt at sammenligne Filmmagasinet Mifune #21 med EKKO #37, fordi
Mifune vil således ofte være hurtigere ude med de relevante artikler. Når det er sagt, er det svært at komme uden om, at EKKO er større og indeholder mere dybdegående artikler end Mifune. De tager længere tid om at lave det, men der er altså også mere kød på. Man må så bevidstgøre sig om, hvorvidt man bryder sig om den subjektive del af EKKOs profil. Det er en smagssag, som jeg i sagens natur ikke kan sige noget videre om. Ønsker man den gennemsaglige og hurtigere update, er det imidlertid Mifune, man skal ty til. |
| Senest opdateret ( Torsdag, 03. Juli 2008 13:31 ) |
