| Hvordan kan medierne sikre deres alfa og omega - troværdigheden? | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
En eller tre bombeeksplosioner fra eller til - og om det er billeder taget på vej ind eller ud af Irak, kan vel være ligegyldigt for selve budskabet. Eller hvad? DR's højt profilerede studievært, Jeppe Nybroe, blev fyret fra DR grundet flere tilfælde af manipulation med nyhedsindslag. Dette har det resterende medielandskab svælget længe i, men hvorfor vender man ikke blikket indad? Hvorfor kalder man ikke til selvransagelse i mediebranchen og får troværdigheden manifesteret én gang for alle? - Hvorfor ansætter man ikke interne medieombudsmænd på landets redaktioner? Begrebet 'Læsernes Advokat' eller 'medieombudsmand' stammer fra det svenske ord ombudsmand. Selve ordet betyder mellemmand eller opmand, og en medieombudsmand modtager og undersøger klager fra læserne (lytterne/seerne) omkring proportioner og fairness i nyhedsdækningen. Medierne er jo aldeles uundværlige for den offentlige debat, og vi kan ikke have et demokrati uden en ucensureret og manøvredygtig presse. Medierne er på en gang arena for og aktør i den offentlige debat, og har, indrømmet, altså en nøglefunktion i samfundet - og skal på sin vis også gerne have det. Men har medierne måske nået et punkt, hvor de har tilranet sig alt for stor magt, samtidig med at de ikke har det godt med selv at blive angrebet? Vi kender jo alle den populære placering af medierne i rollen som den fjerde statsmagt, der holder et vågent øje på de tre andre. Og i den forstand er det jo også vældig godt. Jeg tænker blot: Er der nogen, der holder øje med medierne selv? Ganske vist er der jo Pressenævnet og domstolene, men de tager sig kun af enkeltsager og gerne de lettere skandaløse af slagsen. Så hvad kan der gøres? Et scenarium kunne være, at der enten bliver oprustet med endnu flere spindoktorer, dvs. en hældning mod amerikanske tilstande, hvor det synlige succeskriterium lader til at være farve og iscenesættelse, eller også kunne en mulighed være en etisk debat, hvor man flytter fokus ud i det offentlige rum. Det vil altså sige ud i medierne selv. Jeg går ind for sidstnævnte. I England har The Guardian en sådan intern, dog uafhængig, medieombudsmand ansat, og I USA kan en avis eller en tv-station blive idømt at lade offeret få "svar-på-genmæle-muligheder" i form af formel taletid, dvs. ucensureret (men naturligvis ikke bagefter ukommenteret) spalteplads eller sendetid. I Danmark har vi lige omtrent to en halv medieombudsmand. Politiken lancerede i 2001 en Læsernes Redaktør - og DR (under Christian Nissen) en Lytternes Redaktør. Tidsskriftet Sygeplejersken har en deltids af slagsen, og TV2 er på vej, som en del af det politiske public service-forlig. Men derudover? Det er ikke mange redaktionelle ledelser, som tør åbne op og tage risikoen for dødbringende kritik fra en intern medieombudsmand. Er der da ingen gevinster ved en sådan dialog og læserkontakt? Er selvjustits ikke at foretrække for medierne, som trods alt stadig har troværdighed som eksistensgrundlag? En medieombudsmand kan meget vel blive mediernes mest udskældte person, men han giver samtidig læserne en stærk stemme, og frem for alt bidrager han til mediernes alfa og omega - troværdigheden. Det kommende SAMS seminar 2007 i Århus første weekend i november sætter en del af debatten under lup. Nemlig den innovative formidling inden for et bredt spektrum af medier. Hvordan udvikler formidlingen sig? - Og her kunne man jo netop møde op i egen person og spørge fx Lisbeth Knudsen: "Skal du ikke have en medieombudsmand ansat for at sikre troværdigheden i fremtidens nyhedsformidling?". Vi glæder os til at se jer. Rina Ditlevsen Ansvarshavende redaktør |
| Senest opdateret ( Tirsdag, 26. oktober 2010 14:21 ) |
