| DR Update – Informations/nyhedsmekka eller overload? | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Tendens: DR følger med DR-Update bevægelsen - korte nyheder i overskriftsform på nettet. Af Kristine Liljenberg, stud. mag. Medievidenskab, AU og Cecilie Viktoria Elkjær, stud. mag. Medievidenskab, AU Mulighederne for konstant at være opdateret på nyhedsfronten er i dag enorme. Udfordringen består ikke i at få fat i nyhederne, men i langt højere grad i at kunne sortere i nyhederne og vælge fra og på den måde være sin egen redaktør. Nyhedsmedier som tekst-TV, netaviser og TV2 News har alle det til fælles, at de satser på en konstant opdatering af nyheder. Sidste skud på stammen her i Danmark kommer fra DR og er en nyhedskanal på nettet. DR Update: "dine nyheder, når det passer dig" For fire måneder siden lancerede DR sit nyeste våben i nyhedsmediernes kamp om kunderne: Netsiden DR Update, som er DRs nye netnyhedskanal, og som gik i luften den 7. juni. Den nye netside skal fungere som et alternativ til både TVs nyhedsudsendelser og avisernes netsider. På DR Update kan man selv vælge de TV-nyheder, man ønsker at se, og hvornår man vil se dem. Der er tale om korte nyhedsoversigter på tre minutter, og på den måde kan man lige så hurtigt se DR Update, som man kan læse nyhederne på en net-avis. Tanken bag kanalen er netop at give mennesker med en travl hverdag muligheden for en nyhedsopdatering, når det passer dem. Nyt udgangspunkt Med lanceringen af DR Update forsøger DR at tage udgangspunkt i, hvordan læserne bruger nettet. Webnyhedskanalen er versioneret til folk, der er på arbejde og har behov for løbende opdateringer og derfor ikke gider vente på, at udsendelsen bliver sendt i TV. I tilfældet med DR Update bliver nyhederne læst op af kendte værter, men der er ingen tvivl om, at kanalen satser på, at også billederne skal være fængende for at fastholde brugeren. DR forsøger med DR Update at udnytte nettets muligheder, men synes ikke at have fokuseret på et særligt aktuelt og vigtigt element; nemlig muligheden for interaktivitet, som tilsyneladende kun er muligt via en stillestående blog på nuværende tidspunkt. På trods af manglende interaktivitet på sitet er brugernes brug af nyhedsklippene et centralt element hos DR Update, hvor de har mulighed for at rate klippene og se de mest sete klip. På den måde bliver DR Update også et afslørende medie i forhold til deres brugeres ønsker, når det kommer frem, at et af de mest sete nyhedsklip for eksempel er klippet med overskriften "Oktoberfest: Øl og hornmusik". Samme dag, d. 23. september, er "Lev under vand" det højest ratede klip, som handler om et italiensk forsøg, der viser, at det er muligt at bo under vand. Kort sagt siger disse indslag noget om, hvilken type indslag deres brugere vælger, og at det ofte ikke er det tunge udenrigspolitiske stof, som flertallet af brugerne først og fremmest ser. Informations-/nyhedsmekka eller overload? Spørgsmålet er, hvorvidt DR Update er et svar på brugernes ønske om korte, selvvalgte nyheder uafhængigt af tid og sted, eller om det blot er endnu et skud på stammen i den allerede eksisterende jungle af korte nyheder? Kritiske røster har da også kritiseret DR for at svigte deres opgave som garant for kvalitetsjournalistik med lanceringen af DR Update, hvor nyhederne bliver leveret i overskriftsform og ifølge kritiske røster uden skelen til væsentlighedskriterier. Ligeledes går kritikken på, at DR ofrer midler på at sende nyheder på nettet samtidig med, at de er midt i en økonomisk krise og tvinges til at skære stort ned på kulturområdet. Hvorfor opfattes netop denne form for nyheder så vigtig i forhold til mere dybdegående stof, spørger modstanderne. Af fortalerne bliver kanalen derimod betegnet som fremtidens tv. Set i lyset af det netop indgåede forlig, som giver danskerne adgang til digitale tv-kanaler i slutningen af 2009, bliver DR Update spået en vigtig rolle som mulig fremtidig nyhedskanal Public service - en gammel strid Hele striden bunder i den gamle diskussion omkring, hvad public service er. Er det DRs rolle at oplyse og lære befolkningen noget i form af dybdegående udsendelser af mere tung karakter? Eller er dette en elitær holdning, som ikke stemmer overens med flertallets ønsker i dag? I en udsendelse på P3, Mennesker og Medier d. 15. juni, udtaler journalist og forfatter Leif Davidsen, at han er kritisk over for DR Update. Han hævder, at det er problematisk helt at overlade nyhedsvalget til brugerne, fordi det vil resultere i, at vi i Danmark ikke længere vil have et fælles grundlag for at tage stilling til en række af de problemer, der kræver fælles viden. Skrækscenariet for Davidsen er således, at vi derved vil opleve, at grundlaget for demokratiet vil gå i opløsning, hvis ikke folk er grundigt oplyste omkring samfundet. På lang sigt kan denne tendens derfor medføre, at stemmeprocenten til folketingsvalg vil falde drastisk, fordi befolkningen ganske enkelt ikke kender de enkelte partiers standpunkter. Til denne holdning svarer DR, at det er misforstået kritik. DR Update tager udgangspunkt i, hvordan folk bruger nettet; hovedparten af web-brugerne klikker bort efter mindre end et minut. På samme måde er DR Update bygget sådan op, at nyhederne er lynhurtige og på meget kort tid når forbi mange emner. Det er hurtigt, og det er netop pointen: Værsgo: Det er det, der sker lige nu. Ligeledes peges der på, at formålet med DR Update ikke er at analysere og fortælle, hvorfor tingene sker, hvad baggrunden er, og hvilken udvikling man kan forvente sig på længere sigt. Hvis det var tilfældet, ville produktet have set anderledes ud. En anden vigtig pointe er, at på trods af at netlæserne skimmer meget, holder de sig ikke kun til at læse korte tekster på nettet. Hvis læserne finder noget af interesse, som de gerne vil vide mere om, så læser de gerne længere tekster på skærmen. Frygten omkring hvorvidt hurtige, selvvalgte nyheder resulterer i uoplyste borgere, menes herfra at være uholdbar. Hvad siger brugerne - er det blevet en succes? DR Update havde i august måned 90-100.000 brugere ugentligt. Set i forhold til den massive omtale, kanalen har fået, kan tallet synes noget skuffende i forhold det forventede brugertal på 200.000 ugentlige unikke besøg. Man kan derfor stille spørgsmålet om DR Update's hidtidige modtagelse udelukkende kan måles i besøgstal, eller om den i stedet skal ses som et led i en tendens, som peger mod netbaseret tv, og hvor DR er gået i front, hvad angår de store danske medievirksomheders netsatsninger. Taget i betragtning at kanalen stadig er meget ny, kan det således være svært på nuværende tidspunkt helt at afgøre, hvorvidt kanalen er en succes eller ej. Dr.dk er dog stadig landets mest besøgte netside med over 2 millioner brugere om måneden. Kilder: http://www.dr.dk/P1/menneskerogmedier/Udsendelser/2007/06/nyhederpaanettet.htm |
| Senest opdateret ( Tirsdag, 26. oktober 2010 14:21 ) |


