| 10 hurtige til Merete Eldrup | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Merete Eldrup fortæller om sin ansættelse som administrerende direktør for TV2. Merete Eldrup har blandt andet tidligere været ansat i Finansministeriet, Miljø- og Energiministeriet og fungeret som administrerende direktør for JP/Politikens hus fra 1997-2007. Mia Schou Johansen & Katrine Ingvardsen, Stud. Mag. Medievidenskab, AU
Jeg har fået mange tilbud om jobs i årenes løb, og mit ja til TV2 er ret intuitivt. Men der er også mere rationel tænkning bag min beslutning. Jeg synes, tv-mediet er spændende, men jeg synes også, det er interessant med flere og andre platforme, som eksempelvis internettet. TV2 har noget af det, jeg godt kunne lide i mit gamle job; at man både har den kommercielle side, men også har en stærk faglighed på nyheder, det redaktionelle og programmer - at man kan blande underholdning og oplysning.
Det er svært at beskrive sig selv udefra, men ud fra hvad jeg hører fra andre, så er jeg meget åben og kommunikerer ret direkte. Så har jeg det sådan, at jeg godt kan lide at uddelegere. Jeg mener ikke, man skal centralisere alting og sidde på alle beslutninger. Jeg vil godt vide, hvad der foregår, men man er nødt til at tro på dem, man har omkring sig. Der er mange beslutninger i sådan en stor virksomhed, og jeg er ikke den klogeste på alting. Det ville også stoppe udviklingen. Det er vigtigt, at man har nogle rigtig gode næste-chefer, som sørger for, at vi har de bedste medarbejdere, og det er sådan set den måde, det virker bedst på. Og så er jeg hurtig, tror jeg. Jeg er ikke så bange for at træffe nogle beslutninger, men det afhænger også lidt af, hvordan situationen er i virksomheden. Lige nu er der ikke brug for så mange hurtige beslutninger. Lige nu er der mere brug for at få lidt ro på.
Jeg kan ikke sige, at ens uddannelse ikke præger én. Jeg er bare ikke sikker på, hvor meget det er ens uddannelse, der har betydning, og hvor meget det er hvilken type, man er. Det grundlag jeg har, er en økonomiforståelse, som er meget god at have med. Min uddannelse var ikke så meget rettet mod virksomhedsledelse, men mere mod samfundsmæssige spørgsmål som jeg arbejdede med i mange år inden for Finansministeriet. Jeg har en generel tilgang til problemløsning, som man får ved at tage sig en uddannelse: Jeg ser et problem, taler med nogen, der er kloge på det, og når man har analyseret nok, så træffer man en beslutning. Sådan en uddannelse giver ikke noget ledelsesmæssigt. Det samler man sammen undervejs.
Vores niche-kanaler holder vi fast i, og vi kommer til at se flere, hvis vi kan få plads til dem. Så vi gør i virkeligheden to ting på tv-siden, som kan tale mod hinanden, men som nu er rigtigt begge dele. Det ene er, at vi prøver at styrke hovedkanalen, fordi der ikke har været så meget fokus på den - heller ikke økonomisk. Og hovedkanalen er jo der, hvor vi har hovedparten af vores reklameindtægter, som er enormt vigtige. Trenden verden over er, at hovedkanaler taber seerandele. TV2´s hovedkanal har en meget høj seerandel, og vi skal kæmpe for at holde den. Det er ikke fordi, vi tror, at vi kan få den til at stige helt vildt. Så kan man jo sige, hvorfor lader I ikke være med at lave sådan nogle sidekanaler, fordi så stjæler I jo bare fra jer selv? Der er min filosofi, at hvis vi ikke laver dem, så er der nogen andre, der gør. Når det gælder TV2 Radio, er man er langt fra den lytterandel, der skal til, for at det kommercielt kan hænge sammen. Det kommercielle radiomarked i Danmark er svært, og vi er selvfølgelig også i gang med at kigge på indholdssiden for at se, om man kan udnytte TV2´s brand endnu bedre. Vi har sat nogle måneder af her fra starten af året, hvor der arbejdes med TV2 Radio netop for ikke at gå ud med en halvfærdig plan. Nu må vi simpelthen være lidt mere sikre, når vi går ud næste gang - mere gennemarbejdet og med en strategi, men det er ikke sikkert, det holder. Vi investerer voldsomt i nettet, selvom vi faktisk skal spare lidt. Mange flere penge end vi gjorde sidste år, og det er fordi, man også kan se, at indtægterne begynder at følge med. Vi gør det ikke kun, fordi vi gerne også vil være dér. Vi gør det faktisk, fordi vi tror, at det får vi også nogle penge ud af. Der er masser af ting i gang. Blandt andet flere levende billeder på nettet. Vi arbejder med alle områder. Det gælder både sport, underholdning og nyheder, og vi har lige vundet en pris for 1 2 3 4, som er en sektion med brugergeneret indhold.
Det er efterhånden svært at samle rigtigt mange danskere om det samme. Dengang der kun var DR, havde alle set de samme programmer. Det mangler jo lidt og det samme med aviser. Det er ikke sådan, at alle har læst den samme avis, selvom man bor i den samme by. Det vil sige, at det store fællesskab handler om et eller andet, som alle kan snakke med om. Det er et mål i sig selv for TV2 at have programmer, der rammer meget bredt, og som gerne er noget, folk snakker om, og som giver fællesskab. Så det er både nyheder, sport, men også at sætte temaer på dagsorden. Så det er dels at have en oplysende rolle, men gerne på en måde så rigtig mange danskere gerne vil se det. Så når man havner på TV2, er der noget, man vil se, men også noget, man taler videre om.
Masser. Jeg ser de udfordringer, som alle, der beskæftiger sig med medier, står overfor. Det er svært, for der er mange nicher, meget på tv, meget på nettet og radio, og der er ingen, der kan finde ud af, om de der platforme glider helt sammen. Derfor er det svært at vide, lige hvor det er, man skal satse, når man skal lave indhold og samtidigt have en forretningsmodel, som tjener penge på det. Men TV2's udfordringer er også, at vi er oppe mod hårde konkurrenter. Det bliver mere og mere internationalt. Så jeg ser store udfordringer, men jeg ser også store muligheder, fordi man står med så stærkt et brand.
2007 var værre, end jeg havde troet, og også end min forgænger havde troet, men sådan er det nogle gange, når man får gjort året op. Noget tyder også på, at vi får et underskud i 2008. Det arbejder vi på at reducere og måske også få helt væk, men jeg kan på ingen måde love det. Det er svært, når man ikke kender sine indtægter. Men jeg er ikke meget bekymret. Jeg kan allerede se, at i 2009 ser det mere fornuftigt ud.
Det er et udtryk, der er blevet brugt, men egentlig er jeg ikke så vild med det, for det reducerer mig til hende med kosten. I virkeligheden er det sjovere at være hende, der bygger op og er visionær. Det er i hvert fald ikke det billede, jeg har lyst til at tegne af mig selv. Jeg tror i virkeligheden, at ligegyldigt hvem der var kommet, så går virksomheder gennem nogle faser, hvor der bliver investeret og udbygget. Så konsoliderer man det, og så bliver der investeret og udbygget lidt igen. Sådan er det, når man har startet så mange ting, og det er gået så hurtigt. Så må man se på, hvad der er dårligt, og hvad der virkede, og det behøver jo ikke at betyde, at det har været dårlige investeringer. Det har måske lidt mere med tempoet at gøre. Så ja, der er lidt oprydning over det, men det er ikke, fordi det har været dårligt, det der er lavet. Der er bare sket meget på kort tid. Så jeg vil da arbejde på, at vi fortsat skal lave masser af nye ting.
Det er jo sådan en global diskussion om, at man ikke kan klare sig, hvis man ikke er kæmpe stor. Jeg synes, at pilene peger begge veje, også rent forskningsmæssigt. Nogle bliver så store, at de drukner i deres egen storhed og administration. Ingen kan gennemskue noget, og det bliver så ufleksibelt. Så den ånd, der er her, hvor man kan få en idé og realisere den i løbet af få dage, kan risikere at ryge fløjten. Storhed har en eller anden grænse. Men det samler sig efterhånden i nogle store virksomheder. Det kan både ske via ejerskab, men noget kan også ske ved, at man køber ind sammen. TV2 har et indkøbsselskab, der køber amerikanske serier og andet, og så køber vi ind sammen med TV2 Norge og TV4 i Sverige.
Jeg synes, jeg ser den udfordring, at man som leder ikke kan sidde og være den rene administrator. Hvis man ikke føler noget for indholdet og produktet, så er det svært at drive sådan en virksomhed. Men på den anden side er det heller ikke nok kun at have indholdsfolk, der ikke kan varetage økonomien, ledelsen og administrationen. Så en udfordring er at finde én, der kan rumme begge dele og samtidig have respekt for, at vedkommende ikke er den allerbedste til at bestemme hvert eneste program. Det er der måske andre, der er bedre til. Jo større virksomheden bliver, jo større krav bliver der til de ledere, der er - at de er professionelle, og at de kan drive store organisationer. Men jeg synes bare ikke, man kan slippe indholdssiden. Altså, det er ikke en søm- og skruefabrik, vel?! |
| Senest opdateret ( Tirsdag, 26. oktober 2010 14:24 ) |


