Sally Mann: Kunst eller børnepornografi?
Monday, 14 September 2009 12:09   
Written by Anne-Lill Bøndergaard Brok og Charlotte Bie
PDF Print E-mail
Redaktionelt indhold - Artikel

Den amerikanske kunstner Sally Mann portrætterer sine tre børn med blottede kønsdele, bar hud og intense blikke i sin fotoserie Immediate family. Særligt i hjemlandet USA har fotografierne skabt stor debat, men også uden for landets grænser er fremstillingen af nøgne børn i medierne et omdiskuteret emne. For hvor går grænsen mellem en kunstnerisk forevigelse af spontan leg og simpel børnepornografi?

sallyman1_345x235I 2001 blev Sally Mann udnævnt som Amerikas bedste fotograf af magasinet TIME Magazine, men allerede i 1992 blev hun verdenskendt på kunstscenen med Immediate family. Med et klassisk og enkelt formsprog blev hun beundret for sin tilgang til fotografiet, mens en række af hendes motiviske valg til gengæld skabte stor debat i hjemlandet USA. Som billedet af datteren Virginia, der ligger nøgen på en bunke træflis med den ene arm placeret mellem sine ben og den anden hvilende på en gammel trægyngehest. Intimt og nærværende i en sanselig forening af natur og naturlighed. Denne fotoæstetik går igen i flere billeder, hvor Sally Mann portrætterer sine tre børn Emmett, Jessie og Virginia i forskellige situationer ved familiens fritidsfarm i Virginia. Sally Mann skriver selv i sit forord til fotobogen Immediate Family, at billederne udtrykker nogle helt almindelige situationer, som enhver mor kender til, nemlig børn i udvikling. Desuden fortæller Sally Mann, at familien har et afslappet forhold til krop og seksualitet, hvorfor det hverken er akavet eller mærkeligt, at børnene optræder nøgne. Hun oplever selv den kreative proces som et samarbejde med børnene, der synes at være bevidste om deres rolle i hendes kunst - og i medierne.

Datteren Jessie udviste skuffelse og frustration, da hun så et fotografi af sig selv i en avis, hvor redaktøren havde følt det nødvendigt at bringe billedet med sorte bjælker over pigens ansigt og hendes nøgne køn. Jessie spurgte skuffet sin mor om, hvorfor hun var blevet streget ud. For Jessie var de sorte bjælker på billedet en fratagelse af hendes naturlighed, integritet og nærvær. Sally Mann var selv meget overrasket over den voldsomme kritik af hendes billeder og fortæller i et interview med tv-værten Charles Rose, at hun føler, at fotoserien er blevet bredt misforstået.

I tilfældet med Sally Mann blev hendes smukke formsprog og eventyrlige æstetik i høj grad ignoreret til fordel for en moralsk diskussion, om hvorvidt børn må optræde nøgne i det offentlige rum. I USA ansås fotografierne som særligt kontroversielle på grund af en lovgivning, som i en række stater ikke tillader portrættering af nøgne børn. I Danmark er loven dog ikke helt så firkantet og det er ifølge § 235 i den danske straffelov ikke et spørgsmål om, hvorvidt barnet er nøgent eller ej, men derimod billedets karakterer, der skal bedømmes. Det er udbredelse og besiddelse af utugtige billeder, hvilket er ulovligt i Danmark.

Fotografiet - et sårbart medie

sallyman2_345x235Det er langt fra et ukendt fænomen i kunstens verden, at børn bliver portrætteret nøgne på malerier, skulpturer og tegninger, og Sally Mann's motiver havde næppe vakt debat, hvis hun havde holdt sig til et af de traditionelle kunstmedier. For at forstå dette kontroversielle faktum, må man kigge nøje på fotografiet som medie, og se, hvordan dets egenskaber adskiller sig fra eksempelvis maleriets.

Hvor maleriet er en subjektiv registrering af et motiv, som kunstneren muligvis har set eller blot forestillet sig, er fotografiet en mekanisk registrering af virkeligheden. Vi ved som beskuer, at personerne på fotografiet er virkelige mennesker, og om motivet er opstillet eller ej, ændrer i denne sammenhæng ikke på fotografiets autenticitet. Fotografiet er på den måde altid et skridt tættere på den virkelige verden i forhold til de traditionelle kunstmedier. At fotografiet har haft svært ved at blive anerkendt inden for kunstverdenen skyldes, ifølge Mette Sandbye, blandt andet denne mekaniske indblanding i billedets tilblivelse.

Fotografiet samtidigt mere sårbart overfor kontekst-forskydinger end de traditionelle kunstmedier. Når vi i bøger, aviser og på Internettet ser en gengivelse af et maleri eller en skulptur, er vi mere opmærksomme på, at vi ser en gengivelse, som er blevet sat uden for sin oprindelige kontekst, og vi ved at disse medier ofte er kunstværker. Derfor tillægger vi ikke motivet yderligere betydninger knyttet til den nye kontekst, værket befinder sig i. Fotografiet er derimod et medie, som vi ofte er i daglig kontakt med på mange forskellige medieplatforme og som bruges til utallige formål. Vi kan derfor ikke altid ud fra formsproget alene vide, hvilken sammenhæng det enkelte fotografi er tiltænkt, og vi kan have svært ved at afkode den rigtige betydning af et fotografi, som flyder kontekstløst rundt på eksempelvis Internettet, fortæller Mette Sandbye.

Et fotografi, som på en kunstudstilling virker uskyldigt i sammenhæng med mange andre, kan derfor pludselig ændre betydning, hvis det bliver trukket ud i den store mediestrøm.

Fotografer i klemme

sallyman3_345x235Sally Mann er langt fra den eneste fotograf, som har mødt stor kritik, når fotografier bliver publiceret i nyhedsmedierne. Betsy Schneider, tidligere assistent for Sally Mann, oplevede i 2001 at få sin udstilling lukket af det engelske politi, samme dag som den var åbnet på det britiske galleri The Spitz. Betsy Schneider portrætterer ligesom Sally Mann sine to børn nøgne i uskyldige hverdagssituationer. Hun har blandt andet fotograferet sine børn hver dag, siden de blev født, for at dokumentere deres udvikling.

En anden amerikansk fotograf, Nan Goldin, vakte stor debat i Danmark, så vel som i udlandet, med fotografiet Klara and Edda Belly-dancing. Billedet forestiller to piger, som leger, at de er mavedansere. Den ene pige, som optræder nøgen, ligger på knæ og bøjer sig samtidigt bagover, så der er frit udsyn til hendes køn. Fotografiet var en del af en udstilling på Baltic Centre for Contemporary Art, i Gateshead, England, men museets ledelse fandt billedet stødende og kontaktede politiet, som beslaglagde fotografiet. Den britiske anklagemyndighed afgjorde i begge sager, at der ikke var tilstrækkelige beviser til at erklære fotografierne for uanstændige. Alligevel blev de kvindelige fotografer ikke kun kritiseret for de (u)etiske valg, de har truffet som kunstnere, men der blev også stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt de overhovedet var gode mødre.

Efter lukningen af udstillingen blev Nan Goldins fotografi pillet ud af udstillingskonteksten, isoleret, blæst op i et sort format og bragt på forsiden af Politikens kultursektion i oktober 2007. Fotografiet havde på udstillingen i England været et lille billede uden stor betydning. Billedet blev fremvist sammen med en lang række andre snapshots af Goldins venner og familie i forskellige situationer. Men den nye kontekst og det nye format gav billedet en helt anden betydning, som bragte mange danske sind i kog. Det var ikke længere pigernes uskyldige leg, der blev lagt mærke til, billedet kom pludseligt til at handle om den ene piges blottede kønsdele.

Også private fotos af nøgne børn har i Danmark givet anledning til omtale i medierne. I februar 2008 udskrev den fynske avis Ugeavisen Faaborg en fotokonkurrence om det bedste sommerfoto, hvor et af de indsendte billeder forestillede tre piger og en 2-årig dreng, der går i bro på græsplænen. Da drengen var nøgen, besluttede trykkeren at dække drengens underliv med en bjælke. Moren til den lille dreng blev chokeret over avisens beslutning om at censurere billedet og følte at det uskyldige sommerbillede, som for hende er et udtryk for glade og livgivende børn, var blevet besudlet og skammeliggjort.

Den eskalerende debat

Portrætteringen af barnet i spontan selvudfoldelse står således over for en tabuisering, som er opstået i kølvandet på den tiltagende pædofilidebat. Frygten for anklager om incestuøse og pornografiske undertoner i kunsten afgrænser kunstnerens skaberevne. Frygten for de pædofile har indsnævret kunstens grænseflade og ifølge fotoforsker, Mette Sandbye, er der intet, der tyder på, at denne tendens vender foreløbigt. Tværtimod synes vi at gå mod en større tabuisering. "Jeg tror ikke, at Sally Mann ville have lavet serien i dag, hun ville nok sige, at det kan man ikke på grund af alle de diskussioner, og det synes jeg ville være enormt ærgerligt," fortæller Mette Sandbye.

Den store opmærksomhed på kunst og de følelser, som den vækker i os, er måske blevet en begrænsning for kunsten selv. Er vi nået derhen, hvor kunsten ikke længere må beskæftige sig med urtematikker, som seksualitet og barndom? Vil vi inden længe befinde os i et nypuritanistisk samfund, hvor ingen længere tør vise et billede af et afklædt barn, som leger uskyldigt? Hvor kunsten skal være stringent og regelbunden. Hvor den ikke længere må fremstå med alle sine skævheder, finurligheder og provokationer. Er det i virkeligheden ikke det, som er kunstens force? Skal kunsten ikke hylde det, der stikker lidt ud og støtte dem, der tør stille spørgsmålstegn ved nogle af samfundets normer og regler? Det må være målet at finde en måde, hvorpå vi kan beskytte vores børn mod pædofili, men samtidigt undgå at selvcensurere og, tabuisere noget så naturligt og uprovokerende, som et nøgent barn.

 

Kilder:
  • Mette Sandbye, fotoforsker ved Københavns Universitet
  • Politiken.dk
  • The New York Times : newtimes.com
  • Charlesrose.com

 

Om Sally Mann:
  • Født i 1951 i Virginia.
  • Udnævnt til Amerikas bedste fotograf af TIME Magazine
  • Bedst kendte fotoserier er "Immediate family", "What Remains" og "Deep South".
  • Udstillede i 2008 en række billeder på Den Sorte Diamant i København.

 

Last Updated ( Monday, 19 October 2009 21:29 )
 

Your are currently browsing this site with Internet Explorer 6 (IE6).

Your current web browser must be updated to version 7 of Internet Explorer (IE7) to take advantage of all of template's capabilities.

Why should I upgrade to Internet Explorer 7? Microsoft has redesigned Internet Explorer from the ground up, with better security, new capabilities, and a whole new interface. Many changes resulted from the feedback of millions of users who tested prerelease versions of the new browser. The most compelling reason to upgrade is the improved security. The Internet of today is not the Internet of five years ago. There are dangers that simply didn't exist back in 2001, when Internet Explorer 6 was released to the world. Internet Explorer 7 makes surfing the web fundamentally safer by offering greater protection against viruses, spyware, and other online risks.

Get free downloads for Internet Explorer 7, including recommended updates as they become available. To download Internet Explorer 7 in the language of your choice, please visit the Internet Explorer 7 worldwide page.