Det er en ikke helt almindelig fredag aften sidst i marts, og jeg er samlet med familie, venner og bekendte i en festsal, der til anledning er blevet udstyret med en storskærm. Som en elektronisk altertavle fylder den det meste af den ene endevæg, og den centrerer alles opmærksomhed. Borde er dækket flot op til spisning med øl, vin og sodavand, og der er blandet slik i små fine skåle til børnene. Med ét tordner den heroiske fanfare fra Carmina Burana fra højtalerne, og en rungende stemme annoncerer at "Nu sker det! Det her er den ultimative finale. Hele Danmark er klar."

For Derrida kendetegnes en begivenhed ved dens unikke karakter, der skaber brud på hverdagens rutine. Zimmel derimod forklarer begivenheden som en social dynamik og proces, der samler mennesker. Med dette udgangspunkt kan vi forstå X-Factor som en mediebegivenhed, fordi programmet river os ud af den daglige trædemølle, og fordi mere end to millioner mennesker samles om det.

Dayan & Katz har skabt en meget præcis typologi, der adskiller mediebegivenheden fra det, der ikke er en begivenhed. Desværre er distinktionen lidt for stringent. Det mener flere - og herunder Nick Couldry. Han kritiserer Dayan & Katz for at spolere deres begrebsdefinition med en underliggende ide om, at medier først og fremmest er et samlende demokratisk potentiale. På den baggrund opstiller de en række krav til begivenheden før end den kan kvalificeres som mediebegivenhed. Den skal eksempelvis være planlagt uafhængigt af medieinstitutioner, og den skal tematisere forsoning m.m. Men Couldry er uenig, og han foreslår i stedet, at mediebegivenheden er en konstruktion af medierne som privilegeret adgangspunkt til et socialt centrum.

Men mediebegivenheder bør yderligere differentieres mellem de begivenheder, der medieres - eksempelvis royale bryllupper eller barnedåb - og de begivenheder, der er medialiseret som eksempelvis X-Factor. Medialiserede begivenheder er underlagt og afhængige af mediernes logik, og det giver ikke mening at forstå dem uden at medtage markedshensyn, tekniske ressourcer, tegn, symboler, genreformater osv. Medialiseringen påvirker ikke kun begivenhedens kommunikative form men også dens sociale relationers karakter og funktioner. Medialisering har altså stor betydning for den måde, vi skaber betydning til begivenheden på, og derfor må vi forstå X-Factor som noget andet end en blanding af medieret konkurrence, karaoke og koncert. Som medialiseret begivenhed skaber X-Factor nogle særlige samværs- og handlingsformer.

Med venner og kollegaer taler vi om deltagerne. Vi diskuterer deres adfærd og værdier. Det gør vi ikke alene, fordi vi har set dem på TV, men fordi vi har fulgt og levet os ind i deres udvikling. Vi har skrevet os ind i deres fortællinger og udfyldt de tomme pladser med egne fortællinger og betydninger. Men vi møder ikke kun deltagerne på TV. X-Factor er tilstede i hele mediematricen, og det bringer X-Factor ud af fjernsynsskærmen og ind i aviser, ugeblade, radioer, internetfora m.v. Når X-Factor stoffet passerer de selekterende nyhedsformidlere, så er det en bekræftelse af, at vi har at gøre med noget specielt. Samtidigt giver det os endnu mere at snakke med hinanden om, og der opbygges en norm om at se programmet, hvis vi ellers vil kunne følge med i debatter og diskussioner.

X-Factor har ceremoniel karakter med bedriftens, konkurrencens og kroningens elementer. Bedriften er at have det særlige talent eller den x-faktor, der adskiller professionelle fra amatører. Det kvalificerer dem til at gå videre til konkurrencen mod jævne konkurrenter, og sidst finder kroning sted i finaleafgørelsen. Udsendelserne er serielt struktureret, og de varierer i form alt efter om det er auditions, boot camp, live shows, live koncert på Rådhuspladsen eller den nervepirrende finaleafgørelse.

Live shows, koncerter og finalerne sendes direkte, men selv de redigerede auditions og bootcamps har en ´her og nu´-deiksis. På trods af at udsendelsen blev optaget for flere uger siden, og den siden er blevet omhyggeligt redigeret, så er selve transmissionen en begivenhed, fordi vi er to millioner mennesker, der udøver den samme praksis på samme tid; vi ser X-Factor.

Dér bag skærmen kan vi så foragtes over, hvordan man kan tillade sig at opføre sig på Tv,  uden at vi behøver at frygte ansigt-til-ansigt konfrontation, når de med manglende selvindsigt taber ansigt. Nogle af deltagere vækker vores sympati eller begejstring. Vi inviteres bag scenen og ind i det private liv hos de deltagere, vi følger over længere tid såsom Mohammed og Linda. Her er der information tilgængelig om den enlige mors kamp mod nedturen eller indvandredrengens støttende og kærlige familie. På den baggrund kan vi genforhandle vores forståelse af mennesker og situationer i samfundet, og vi kan flytte eller tilpasse vores normer og grænser i forhold til ønskede værdier og adfærd.