Dagblade raser over DR’s fordele på internettet
Monday, 14 September 2009 21:30   
Written by Lene Arentsen og Anne Jette Jensen
PDF Print E-mail
Redaktionelt indhold - Artikel

Med licenskroner i ryggen marcherer DR med sikre skridt videre på internettet. DR indtager mere og mere plads på denne front, og annonceafhængige dagblade har ikke en chance mod en voksende mastodont som DR, fastslår direktør for Danske Dagblades Forening, Ebbe Dal.

drsfordel4_345x235Sundhedsguide, lokale nyheder og online spil. Tre aktiviteter på dr.dk, hvor private medievirksomheder også har interesse. De må imidlertid kæmpe unødigt hårdt med deres tiltag på grund af konkurrence fra et økonomisk stærkt DR, fortæller Ebbe Dal. De danske dagblade er afhængige af indtægter fra annoncer. Men annoncørerne er sværere at finde, når DR tager en stor del af brugerne.

Genereldirektør i DR, Kenneth Plummer er uenig. Han anser ikke DR's position på internettet som skadelig for dagbladene: "DR er langt fra dominerende på internettet. Vi udgør ikke nogen bemærkelsesværdig trussel mod dagbladene på nettet." Og ser man på danskernes samlede tid på dr.dk har generaldirektøren ret. Danskerne bruger kun fire procent af deres tid på dr.dk mens de faktisk bruger mere tid på Ekstra Bladets hjemmeside.

DR: En statsfinansieret gøgeunge

Dagbladenes kritik handler blandt andet om de lokale kommunesider, som dr.dk har tilbudt siden 2002. Herinde kan danskerne finde lokale nyheder, biografoversigter og jobopslag. Stort set det samme, som de kan finde på dagbladenes internetsider. De danske dagblade sidder i en økonomisk spændetrøje. For at komme fri skal de i højere grad leve af deres aktiviteter på internettet, konstaterer Ebbe Dal. Når DR tilbyder danskerne det samme, som dagbladene gør, mister dagbladene brugere, annoncører og kroner. Med andre ord kan DR knuse de små lokalaviser, når stationen udarbejder projekter, der allerede eksisterer på markedsvilkår. "Der er ikke penge til pluralisme i lokalområderne, " siger Ebbe Dal om det danske mediemarked.

Chefredaktør på Skive Folkeblad, Ole Dall mærker konkurrencen fra DR på tæt hold:

"Med kommunesiderne går DR direkte i flæsket på os og vores vigtigste indtægtskilde. Vi kommer ikke buldrende og bragende med den samme støtteordning. Hvis politikerne ikke passer på, bliver DR en farlig gøgeunge, der skubber de andre medieunger ud af reden."

Professor i medier, Frands Mortensen er uenig i dagbladenes beskyldninger. Han påpeger, at dagbladene selv modtager en væsentlig statsstøtte, samt at de er momsfritaget. En side i debatten dagbladene har tendens til at glemme, siger han.

Et stort skridt tilbage

drsfordel_345x235Danske Dagblades Forening ønsker, at DR's indhold på internettet har relation til deres tv og radio virksomhed. DR må altså ikke producere internetindhold, som ikke direkte er produceret i forbindelse med et radio eller et tv-program. En sådan regel vil få konsekvenser for store dele af dr.dk, og dermed også for brugerne. En stor del af dr.dk er nemlig modtagerorienteret i stedet for programrelateret. Det gælder bl.a. det meget populære univers for børn: Oline eller DR's nye tiltag Booster, som skal få unge til at interessere sig for demokrati. "En sådan regel vil rulle udviklingen mange år tilbage i DR," udtaler Kenneth Plummer og følger op: "Danskerne bruger medierne på tværs, og derfor er DR tilstede på tværs."

Medieforsker Frands Mortensen vurderer også, at danskerne taber, hvis politikerne begrænser DR på internettet: "En af de store fordele ved DR er deres økonomiske mulighed for at investere i udvikling. Det har vi bl.a. set i forhold til DAB radio, hvor DR var de eneste, der påtog sig denne opgave. Dagbladene har ikke på noget tidspunkt satset seriøst på udvikling af internettet. De har sovet i timen." Ebbe Dal er uenig med Frands Mortensen. Dagbladene havde deres gode tider i firserne og halvfemserne, siger han. Med andre ord lå dagbladenes økonomiske optur før, de kunne udvikle seriøst på internettet.

Markedstest løser problemet

Både i Tyskland og England har dagbladene klaget over den ulige konkurrence på internettet, som statsstøtten til public service stationer skaber. Klagerne har medført en politisk ændring af reglerne i begge lande. Nu skal public service stationerne i de to lande teste, hvordan nye tjenester på internettet påvirker markedet, inden de søsætter dem. De skal med andre ord undersøge om nye tiltag vil få negative konsekvenser for de andre aktører på markedet.

Ifølge Ebbe Dal bør vi spejde til disse lande og finde en løsning på problemet herhjemme. "Dagbladene ønsker rene linier i forhold til, hvad DR må og ikke må. På den måde ved vi, hvor vi skal bruge vores kræfter," udtaler Ebbe Dal.

Kenneth Plummer mener ikke, at en sådan markedstest vil komme danskerne til gode. De kommercielle medier har kun interesse, så længe de kan sælge annoncer. Når pengene ikke længere strømmer ind, så vil de private medier opgive tjenesten. DR er derimod forpligtet til at videreudvikle indhold uden at spejde til markedskræfterne, fastslår direktøren.

Dagblade mangler en forretningsmodel

"I det store perspektiv er det ikke DR, der er dagbladenes problem," forklarer Frands Mortensen. "Dagbladene har hverken været dygtige nok til at investere deres penge eller sælge deres annoncepladser på deres internetsider. De mangler simpelthen en netpolitik."

Frands Mortensen påpeger, at dagbladene har brug for en forretningsmodel, der virker. Han henviser til virksomheder som Google, der tjener styrtende mange penge på at sælge annoncer på internettet. Dagbladene bør ligeledes finde en måde, hvorpå de kan tjene penge på annoncesalget på internettet.

Løsningen er politisk

Kulturordfører, Ellen Trane Nørby (V) mener, at politikerne skal drøfte DR's udvikling på internettet:

"Hvis DR laver indhold, som allerede findes på kommercielle vilkår, så ender det med, at DR ødelægger balancen i mediemarkedet," udtaler Ellen Trane Nørby og følger op: "Det ville være til stor gavn herhjemme, hvis DR vurderer nye tiltag i forhold til det eksisterende marked." Hun foreslår derfor, at Danmark også indfører en markedstest.

Kulturordfører i Socialdemokratiet, Mogens Jensen savner derimod en intern politik i DR. Han mener, at de internt i DR skal vurdere om, de tilfører markedet noget nyt.

"DR bør hele tiden have en diskussion med sig selv om, hvor meget de fortrænger det resterende marked. Vil DR ikke selv håndtere sagen, så må vi politikere gøre det," erklærer Mogens Jensen. Det ser derfor ud til, at Danske Dagblades Forening har politikerne på deres side. Kenneth Plummer kan dog stadig ikke se det fornuftige i, at DR skal tilpasse sig andre medier:

"Vi skal ikke indrette os efter kommercielle medier, som føler sig trådt over tæerne. DR skal lave det, der er bedst for danskerne," udtaler han.

Ny kontrakt i 2010

Kulturminister, Carina Christensen, vil i løbet af foråret drøfte sagen om DR's udvikling af internettet med både DR, Danske Dagblades Forening og de andre kulturordførere. Den næste public service kontrakt skal ligge færdig i 2010, og forhandlingerne vil derfor begynde i løbet af sommeren.

Danske Dagblades Forening med Ebbe Dal i spidsen arbejder i øjeblikket på at udvikle et forslag til en politisk løsning, hvor DR tager hensyn til markedet, inden de søsætter en ny tjeneste på internettet. Han ønsker endnu ikke at udtale sig om, hvordan testen konkret skal foregå. Men han siger, at foreningen er inspireret af den tyske og engelske model.

Last Updated ( Friday, 23 October 2009 09:01 )
 

Your are currently browsing this site with Internet Explorer 6 (IE6).

Your current web browser must be updated to version 7 of Internet Explorer (IE7) to take advantage of all of template's capabilities.

Why should I upgrade to Internet Explorer 7? Microsoft has redesigned Internet Explorer from the ground up, with better security, new capabilities, and a whole new interface. Many changes resulted from the feedback of millions of users who tested prerelease versions of the new browser. The most compelling reason to upgrade is the improved security. The Internet of today is not the Internet of five years ago. There are dangers that simply didn't exist back in 2001, when Internet Explorer 6 was released to the world. Internet Explorer 7 makes surfing the web fundamentally safer by offering greater protection against viruses, spyware, and other online risks.

Get free downloads for Internet Explorer 7, including recommended updates as they become available. To download Internet Explorer 7 in the language of your choice, please visit the Internet Explorer 7 worldwide page.