Christiansborg er kun for de få. Bag murene hersker en dagsorden, som er forbeholdt spillets centrale brikker - politikeren, spindoktoren og journalisten. I den politiske landsby Christiansborg udfolder sig dagligt et mediepolitisk spil om ord, hvor vinderen løber af med titlen som dagsordensættende. Spillets tre aktører indgår i tætte relationer med hinanden, og udenforstående bliver ikke indviet i dette fællesskab; "...et skæbnefællesskab, hvor man er dybt afhængig af hinanden". Sådan beskriver Niels Krause-Kjær forholdet i den politiske landsby. Borgerne må affinde sig med en plads på sidelinjen, hvor det mediepolitiske spil fremtræder uklart og diffust, mener han.

Afhængighedsforhold

Politikeren, spindoktoren og journalisten befinder sig i et fællesskab, hvor de så at sige lever af hinanden. Journalisterne er afhængige af politikerne som kilder, og politikerne er afhængige af journalisternes eksponering af politiske budskaber i medierne. Tidligere spindoktor for Ny Alliance, Rasmus Jønsson beskriver dette skæbnefællesskab som et "mærkeligt kærlighedsforhold", hvor der hele tiden udspiller sig en kamp om at være den, der styrer. De er så afhængige af hinanden, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om det har indflydelse på den politik og journalistik, som når ud til borgerne.

Journalist og vært på P1-programmet Mennesker og medier, Lasse Jensen siger, at journalisten er afhængig af politikerne, da deres udtalelser danner grund for den politiske journalistik. Journalistens relation til politikeren er et fundament for at kunne lave politisk journalistik, på samme måde som en politikers relation til en journalist danner grundlag for eksponering i medierne. Dog kan relationerne ikke altid fremstilles så entydige, da spillet indeholder mange nuancer. Journalist og politiker - og dennes spindoktor - kan nemlig både karakteriseres som hinandens medspillere og modspillere, hjælpere og modstandere.

Modstander eller hjælper

Hvis historien, som journalisten er ude efter, er til gavn for politikeren, vil denne agere som hjælper i spillet.

"Så er de vores kammerater. De vil jo altid hjælpe. De står altid til rådighed. De producerer altid," siger Lasse Jensen. Modsat mener han, at politikerne er modstandere: "Når vi er på sporet af noget, som politikere eller magtapparater helst ikke vil have offentliggjort, så bliver de meget, meget formidable modstandere."

Denne modstand forstærkes af et ekstra 'lag' - nemlig spindoktoren - hvis arbejde går ud på så vidt muligt at fremme sin arbejdsgivers sag. Dette kan ske ved, at spindoktoren forsøger at 'spinne journalisten en historie på ærmet', som sætter politikeren i et positivt lys.

Tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, Michael Kristiansen anser journalisten for at være et filter, der hæmmer den direkte kontakt til borgerne, og i sin tid på Borgen forsøgte han netop at gøre op med dette:

"Fogh og jeg var optagede af, at vi ville bestemme over filteret. Vi ville prøve at sætte os på filteret." Denne taktik kommer eksempelvis til udtryk i tirsdagspressemøder, som den nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen har valgt at fortsætte med. Med denne ugentlige begivenhed har statsministeren mulighed for at trænge ufiltreret igennem til borgerne og dermed undgå journalisterne som forhindring.

Journalist og redaktør på Altinget.dk, Rasmus Nielsen mener, at en spindoktor må respekteres af journalisterne inden for Borgens mure for at blive en accepteret brik i spillet:

"Der er nogle spindoktorer, der er dygtigere end andre. Hvis ikke de har journalistgruppens opbakning, så ryger de ud - mere eller mindre - det gør de!" Afhængighedsforholdet udspilles altså ikke kun blandt politikere og journalister, men også mellem journalister og spindoktorer som af Nielsen gøres afhængig af journaliststandens accept.

Som en brik i et spil

Afhængighedsforholdet betyder, at der ofte kan opstå uklarhed om rollerne. Når der indgås aftaler under bordet ved kaffedrikning i Snapstinget, kan der opstå en svær definerbargrænse mellem professionalisme og venskab. Der kan opstå en gråzone, når politikeren, spindoktoren og journalisten færdes under samme tag og i samme kreds. Hvornår varetager de deres arbejdsmæssige hverv, og hvornår agerer de personlig ven? Der er blevet rettet kritik mod de tre spilleres tætte færden blandt hinanden, og det pointeres ofte, at en klar og professionel rolledefinition er nødvendig. Det kan være problematisk, at journalisten den ene dag spiller skak med politikeren og den næste skal foretage et kritisk interview med selv samme person. Dette ændrer imidlertid ikke på, at journalisten og politikeren er en del af hinandens arbejde. De er afhængige af hinanden, og derfor må de også indfinde sig med hinandens eksistens. Spiller de deres kort klogt, er der endda mulighed for egen vinding.

Rasmus Jønsson underbygger denne problematik med at pointere, at "...den kritiske journalistik ofte bliver lavet af journalister, der sidder på fagredaktioner rundt omkring, længere væk fra Borgen. Det er ligesom alle dem, der for alvor knalder til dem".

Dermed kritiserer Rasmus Jønsson de politiske journalister for ikke at turde at 'gå til' politikerne, måske på grund af, at de har en eller anden form for personlig relation, der besværliggør og måske ligefrem hindrer en kritisk tilgang. Politisk redaktør på Politiken, Mette Østergaard, der har sin daglige arbejdsgang på Borgen, er uenig med Rasmus Jønsson og mener, at journalisterne meget sjældent forholder sig ukritiske til politikernes udtalelser. Samtidig mener hun, at alle, der er en del af spillet, er meget opmærksomme på, hvordan deres rolle udspilles: "Man er udmærket godt klar over, hvad det er for et game, der foregår. Man ved jo godt, at de får noget af en, og man får noget af dem."

Giver du en forside, giver jeg en god historie

Den gensidige afhængighed betyder, at der ofte må indgås salgsaftaler spillerne imellem. Aftaler i form af gentlemen-agreements, der skiftevis er til politikerens og journalistens favør - i optimale tilfælde begges. Journalisten har brug for historien, politikeren har brug for omtalen, og de ved begge, at de er hinandens bedste middel. Den socialdemokratiske uddannelsesordfører, Christine Antorini beskriver, hvordan opbygningen af relationer og tillid resulterer i indforståede aftaler og regler mellem spillerne: "Det er, når man først har lært en journalist at kende, at man kan lave de der aftaler". Salgsaftalerne er en del af spillet og rummer derfor visse uskrevne regler, som må følges af alle parter, hvis de ønsker at forblive i spillet. For Antorini er det vigtigt, at hun kan stole på de aftaler, hun laver med journalisterne. Hvis de lover hende en forsidehistorie, skal hun have en forsidehistorie og vil ikke slå sig til tåls med en bagsidenotits:

"Hvis jeg for eksempel har en aftale med en journalist om historie, og de siger yes, den kører vi stort på forsiden, og så ender det med, at den kommer ud som en notits bagerst. Så bør han ringe til mig og informere mig, så jeg har mulighed for at sige, jamen så fint nok, men så skal du bare vide, at vi prøver at fyre den af til radioen."

Spindoktoren kan, som politikerens medspiller, også stå for at gennemføre sådanne handler og aftaler. Den journalistiske gevinst i handelen kan være en solohistorie, som ifølge Mette Østergaard "betyder sindssygt meget". For hende er det derfor også vigtigt, at politikeren overholder aftalen ved ikke at give historien videre til andre medier.

Den politiske landsby

Et spørgsmål er, om journalisterne skal blive på Christiansborg. Vil det skabe mere klarhed for borgeren, hvis de arbejdede uden for Christiansborg? - Eller vil det svække journalisternes mulighed for at afdække de politiske processer og i sidste ende betyde, at borgerne kun får den halve sandhed?

Journalisterne Rasmus Nielsen og Mette Østergaard er enige om, at det letter den journalistiske arbejdsproces at være i centrum af de politiske forhandlinger. Ifølge Nielsen er der ikke nogen risiko for, at politikerne og journalisterne handler uhensigtsmæssigt i deres tilgang til hinanden. Han ser det kun som en fordel at have tæt kontakt til politikerne, som kan fremme hans faglige horisont. "Vi har jo gavn af at sidde på gang med politikerne og gå ned i Snapstinget og spise sammen. Jeg mener, at hvis man er professionel, så har man en armslængde, og det har slet ikke noget at gøre med, om man har kontor derovre eller ej". For Mette Østergaard er det også afgørende at arbejde side om side med politikerne, fordi den direkte tilgang giver hende mulighed for at levere hurtig information til borgerne. "Tingene flytter sig ekstremt hurtigt, og med det tempo, som nyhederne udvikler sig i, så er det vigtigt at have en meget direkte adgang til kilderne, hvor man kan passe dem op på gangen og få en kommentar til den seneste udvikling. Hvis den direkte adgang forsvinder, så taber man udviklingen, og det tror jeg ikke, at læserne får bedre historier ud af." Antorini ser det som "en kæmpe fordel". Det er med til at underbygge afhængighedsforholdet mellem politikeren og journalisten.

For journalisten er det en udfordring at bevare den professionelle tilgang til politikerne, så relationerne ikke personliggøres og medfører inhabilitet og mistanke om afhængig journalistik. I den forbindelse siger Michael Kristiansen "...at det ville være klogt, hvis journalister inde i hjernen tænkte over, hvorfor de gik ind af den der port [til Christiansborg, red.]." Er det for at drikke kaffe med Socialdemokratiets medieordfører, eller er det for at stille sig kritisk over for skatteministerens seneste tiltag? I den politiske landsby er de forskellige spillere altså nødt til at være bevidste om deres roller for at fastholde en professionel profil. Journalisterne skal som udgangspunkt levere kritisk journalistik, så borgerne kan få kendskab til spillet på Christiansborg.