Henrik Qvortrup var fra 2001 til 2008 chefredaktør på Se og Hør - bladet alle elsker at hade. I 2008 valgte han dog at vende tilbage til sin tidligere rolle som politisk kommentator, denne gang på TV 2 som politisk redaktør. Jeg mødte ham kort inden dette karriereskift til en snak om ham selv som brand for Se og Hør, det gode scoop, tabuer og meget mere.

1. Hvordan er det at være chef-redaktør på bladet, alle elsker at hade?

Jamen altså, jeg har det fortræffeligt i det her job. Jeg har jo vidst fra den dag, jeg sagde ja til det, og det er snart syv år siden, at det var et job, som der var stærke holdninger forbundet til, og at det er et job, man ikke kan blive elsket i. Måske respekteret eller frygtet, men ikke elsket. Og det har jeg det helt fint med, det er et vilkår. Der er selvfølgelig nogen der ønsker Se og Hør derhen hvor peberet gror, og mig med, men der er ligeså mange der synes, at vi laver det rigtige blad. Og hvis jeg skulle komme i tvivl, behøver jeg bare kigge på oplaget, som er knap 200.000. Så et eller andet må vi gøre rigtigt. Men det er jo rigtigt, at Se og Hør er et blad der per definition strider mod "den gode smag", sådan er det. Og sådan skal det også være! Altså hvis der var nogen, der kaldte det et pænt og ordentligt blad, så ville jeg blive en smule nervøs.

2. Du er meget mere i fokus end andre ugebladsredaktører. Er du i dig selv et brand for Se og Hør?

At jeg er mere i fokus, end andre ugebladsredaktører, hænger sammen med to ting: for det første at vi laver det kontroversielle blad, vi laver, og at jeg i den forbindelse ofte må ud og forsvare og forklare de ting, vi laver. Men så er der jo også den særlige ting ved mig, at jeg også optræder i andre sammenhænge som politisk kommentator, hvilket jeg tror forvirrer mange mennesker, som ikke kan forstå sammenhængen i, at man både kan sidde på det her forfærdelige blad og så samtidig i andre sammenhænge have en holdning om noget som viser, at man har mere end tre brikker at flytte med. Men altså, ja, jeg er et brand. Se og Hør er et brand, men om min offentlige fremtræden er god eller dårlig for bladet, det ved jeg ikke, men jeg tror, den er med til at sætte os på landkortet

3. Hvordan har du oplevet dit skift fra spindoktor til sladderkonge?

Det var jo et skift der overraskede mange. Det var jo ikke et direkte skift, idet jeg havde en mellemstation på B.T. Men det, jeg er mest kendt for, er jo netop mit job som spindoktor for Anders Fogh, og så mit job som chefredaktør her på Se og Hør. Men som sagt, det er et skift som mange ikke rigtigt forstår, hvor jeg derimod synes, at der er en vis indre logik i det: der er jo ingen af de jobs, man ville kunne bestride, hvis ikke man var journalist med hud og hår med forstand på kommunikation. Derudover skal man i begge jobs være indstillet på, at man af og til må gøre lidt vold på, hvad man selv måtte mene og have af præferencer. Jeg var for eksempel ikke venstremand, da jeg blev ansat hos Anders Fogh, og blev det heller ikke. Jeg var heller ikke Se og Hør kernelæser, da jeg blev ansat på Se og Hør, men er sidenhen blevet det. Man kan altså godt en gang imellem sætte sig ud over sine egne præferencer, når det handler om at arbejde professionelt med et fag, og det er det, jeg prøver at gøre på Se og Hør. Jeg gjorde mig flere overvejelser, inden jeg sagde ja til jobbet som chefredaktør. Dels hvad hele det journalistiske establishment ville sige til, at jeg skiftede vadested, og dels om det var noget for mig - altså om jeg kom for meget ind i en kulørt verden, hvor jeg faktisk aldrig havde befundet mig før. Og så gjorde jeg mig vel også den overvejelse, om der trods alt var for mange tæsk forbundet med jobbet, og der er mange tæsk forbundet med det, men det generer mig ikke.

4. Der står på jeres hjemmeside, at Se og Hør er det eneste ugeblad med lige mange kvindelige og mandlige læsere. Hvorfor mener du bladet appellerer så bredt?

De fleste ugeblade har jo en altovervejende overvægt af kvindelige læsere. Jeg tror at grunden til, at vi appellerer bredere end som så, hænger sammen med, at vi er kontante. Der går ikke pussenusse i den, der er ikke noget der hedder ugens kjole, og i det omfang vi i det hele taget skriver om mode, er det når vi gør lidt grin med hvad de kendte har på. Og så kan mændene også godt lide, at der er bare damer og at vi skriver om sex på den måde, vi nu gør. Altså bladet er ikke så fisefornemt som mange andre ugeblade er. Men jeg tror, det ofte er kvinden, der tager beslutningen om at købe et ugeblad, men for at undgå for meget ballade derhjemme vælger hun et blad, han også gider læse. Og der er næppe særligt mange mænd, der gider læse i sådan noget som Billedbladet.

5. Hvor går grænsen for at få fat i en god historie?

Jeg kan desværre ikke svare præcist på det, fordi det ikke bare kan sættes på formel. Jeg får jo min udmærkede løn her for at lægge snittet hver eneste uge og sørge for, at vi på den ene side skal fremstå kontante, hårde, frække, " det var lige godt pokkers"-agtige, og på den anden side ikke gå det skridt for langt der gør, at al sympatien vender sig mod os. Det er klart, der vil altid være nogen der synes, at uanset hvad vi gør, at det er noget svineri, og at bladet burde lukkes. Men kunsten består i at gå til kanten, men ikke så langt at selv dem, der normalt godt kan lide os, vil vende sig mod os. Jeg har i mit arbejde to overordnede pejlemærker, når spørgsmålet falder på hvor grænsen går. Det ene pejlemærke er straffeloven, som angiver nogle bestemmelser omkring privatlivets fred, og når vi engang imellem havner i byretten, er det fordi, vi er ude og udfordre de bestemmelser. Så det ene pejlemærke er, at jeg forsøger at holde mig indenfor lovens rammer, så godt jeg nu kan. Det andet, nok så vigtige pejlemærke, er, at vi gerne vil have, at folk skal købe vores blad. Hvis jeg går for langt, så køber folk det ikke. Hvis jeg ikke går langt nok, så køber de det i hvert fald slet ikke! Man skal finde balancen.

6. Hvordan ser du sladderpressens rolle i mediebilledet?

Der er jo flere og flere der bevæger sig ind på vores boldgade. Selv seriøse, fine medier er jo fyldt med vores stof. Når vi lægger historier ud på nettet, lægger vi dem samtidig ud på Ritzau, som så leverer til mange af de andre sites rundt omkring. Og der kan man se, at man på Politiken.dk, Berlingske.dk og Jp.dk tager vores historier - det slår faktisk aldrig fejl. Når der er en Se og Hør historie på Politiken.dk, så kommer vi med det samme ind på listen over "dagens mest læste". Politiken.dk havde efter 2007 en oversigt over de ti mest læste historier på siden, og ud af de ti havde tre af de historier, på fine, seriøse Politikens hjemmeside, deres direkte udspring i Se og Hør. Det siger jo lidt om, at selv i kredse hvor man slet ikke vil være bekendt, at man interesserer sig for sådan noget, så gør man det alligevel. Så der er et behov derude som vi, så godt vi nu kan, forsøger at dække.

7. Hvem er jeres største konkurrenter, nu hvor vi netop begynder at se mere ugebladsstof i andre medier?

Ekstra Bladet er nok i virkeligheden vores største konkurrent. Og så ellers alle de der forskellige sites. På ugebladene er der ikke specielt meget konkurrence, fordi vi er meget positionerede på hver vores plads i markedet. For ti år siden lå billedbladet og Se og Hør meget samme sted, men enhver kan jo se, at vi i de senere år har segmenteret os meget.

8. Hvad er et godt scoop? Hvilke elementer skal det indeholde?

Der skal helst være nogle kendisser, der gør noget chokerende og opsigtsvækkende - gerne med et element af sex ind over - og allerhelst skal historien være dokumenteret med et billede. Billeder er nemlig det eneste, vi kan ha for os selv. Et meget godt eksempel er, at vi for fire-fem år siden var de første der havde billederne af Alex og Martin, hvor de holdt i hånd. Ingen havde set Alexandras nye kæreste. Det scoop var der ingen andre der kunne løbe med, fordi vi selvfølgelig ikke ville sælge billedet. Så den historie havde vi helt for os selv, idet historien kun kunne fortælles igennem billedet. Sådan en uge er fantastisk. I det hele taget er de historier, vi sælger bedst på, dem der har kant. I forhold til eksempelvis kongehuset, er det altså når det går dem skidt, når de bliver skilt og når de skejer ud. At de bliver gift og får søde børn gider vi ikke spilde tid på.

9. Hvorfor er det tabu at indrømme, at man rent faktisk godt kan lide at læse sladder?

Det ved jeg ikke. Det er jo endnu et af vilkårene ved at arbejde for Se og Hør. Når man bliver ringet op af nogen, som er sure eller utilfredse, starter de altid samtalen med "nu læser jeg ikke normalt Se og Hør, men...". Sådan er det bare.

10. Udvikler interessefladen for sladder sig over tid? Vil denne uges forside ligne den i bringer om 10 år?

Alt andet lige er udviklingen, at vi går tættere på. Vi sætter tingene mere på spidsen og bliver hårdere og mere kontante. Der er klart en bevægelse i retning af den angelsaksiske tabloidtradition, hvor de jo virkelig går til den. Altså sammenlignet med den måde de griber tingene an på i England og USA, er vi jo bare nogle forsagte søndagsskolebørn.