| Den europæiske mediebevidsthed | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Protektorklumme |
|
Lisbeth Knudsen, Nyhedsdirektør DR Det franske og hollandske nej til EU-traktaten har allerede givet anledning til mange kommentarer og dybe overvejelser overalt i EU. Kommissionens næstformand, svenskeren Margot Wallström, har sat sig i spidsen for at udarbejde et oplæg til, hvordan unionens politikere og embedsmænd får en bedre nærkontakt med befolkningerne. Analysen er klar. Borgerne er ikke tilstrækkeligt oplyste om EU, og kløften mellem borgerne og beslutningstagerne skal løses med mere information. Ikke overraskende i disse tider med stadig mere udbredt politisk mediestyring og spindokteri er medierne blevet udråbt til at være selve redskabet til at få skabt en stærkere fælles europæisk identitet og sammenhæng, bedre stemning omkring unionen og en mere positiv holdning til unionens politiske og økonomiske vision og nødvendighed. I en betænkning tiltrådt af Parlamentet den 12. maj 2005 hedder det endda, at EU bør indgå aftaler med tv-selskaber, som kan producere dramaserier, quizzer og konkurrencer, film og nyhedsindslag og andre lettilgængelige programmer af alle slags med populær tilgang og høj kvalitet, som skal bidrage til at føre EU-projektets vision, tanker og informationer frem til borgerne. Hvis Europa-politikere, regeringer og kommission etablerer en europæisk tv-kanal med det formål at sælge det europæiske projekt til borgerne, så har man ikke forstået den medievirkelighed, vi lever i. Man må håbe at EUs svar på kløften mellem borger og beslutningstagere ikke hedder et EU apparat, der af mangel på succes og gennemslagskraft hos den uafhængige presse vælger at lave sine egne mediekanaler, og som i mangel af kommunikationsevne vælger at servere underholdning, dramatik og quizz-programmer for de europæiske befolkninger, for at få den rette europæiske medicin til at glide ned. Begrebet statsdirigeret tv kommer ikke til at lyde kønnere af, at det er en europæisk union, der forsøger sig med sådan et initiativ. Hvis projektet ikke kan forklares, så er det måske ikke medierne eller borgerne, der er noget galt med, men politikernes evne til at kommunikere det eller selve projektets indhold. Lyt noget mere, kommuniker bedre og sørg for at skabe nærhed til folks dagligdag i beslutningerne. Det er budskabet i en ny 50-punkts kommunikationsplan, som Europa-kommissionen netop har besluttet at gennemføre. Kommissionens næstformand, Margot Wallström, understreger endda, at det at være bedre til at lytte også indebærer at tage borgernes synspunkter og meninger mere med i betragtning. Den bedre kommunikation skal ifølge hende handle om at forklare EUs politik set ud fra den indflydelse, som den har på dagligdagen for alle EU-borgerne og i et sprog, der er til at forstå - ikke et eurokrat-sprog. En endnu større vision for global kommunikation vedrørende EU følger til efteråret i form af en hvidbog. Initiativerne skal ledsages af en indsats i de enkelte medlemslande. Ligesom EUs forskellige instanser er i gang med en selvransagelse, så er det også på sin plads at medierne går i gang med at kigge kritisk på deres EU-dækning. Sidste år blev der lavet en interessant rapport om BBC´s EU dækning. Konklusionen var, at alt for meget af EU-stoffet i BBC blev set ud fra en politisk vinkel og ikke fra borgernes side. Der var flere historier om magtkampene mellem de forskellige medlemslande og de politiske intriger, end der var jordnære nyhedsindslag om noget af det, der direkte berører borgerne, og som ender som national lovgivning på basis af et EU-initiativ. En anden konklusion var, at EU-stoffet blev præsenteret af journalisterne i en alt for indforstået form, og at journalisterne kom til at fungere for meget på systemets betingelser. De blev ikke opfattet som tilstrækkeligt kritiske og neutrale. Der er god grund til at foretage et tilsvarende kritisk eftersyn af EU-dækningen i de danske medier. En meget stor del af vores EU-historier er set gennem de politisk briller og handler om alle mulige taktiske manøvrer i Bruxelles. Historierne, hvor danske ministre heltemodigt og succesfuldt forsvarer danske synspunkter går bedre hjem end historierne om, at Danmark bøjede sig for fællesskabet og accepterede de andres regler. Der mangler i den grad kræfter og muskler i de danske medier til en kritisk, kulegravende journalistisk interesse for EU´s beslutninger, økonomiske dispositioner, langsommeligheden i beslutningsprocesserne, EU´s mange lobbyister og de store virksomheders indflydelse på EU-politikken samt EUs forhold til borgerne. Det handler ikke om den sædvanlige rutinesag om parlamentsmedlemmernes rejsepenge og diæter. Den har vi hørt tit nok, og fred være med den. Det handler om langt vigtigere ting. Den handler om hvem, der egentlig har magten, hvem der påvirker magten og beslutningerne og hvilken indflydelse borgerne egentlig har på EU. Det er ikke vores opgave i medierne at få den danske befolkning til at elske EU. Kommissionens og Parlamentets overvejelser om en populistisk EU-kanal til fremme af den europæiske ide med alt fra EU-nyheder til quizzer og underholdning har ikke en chance. Det, der har en chance, er, at politikerne selv begynder at tale om og engagere borgene noget mere i, hvad projektet går ud på, hvordan det påvirker vores dagligdag, og hvad prisen er for et fællesskab i en verden på vej til globalisering og en økonomisk og politisk strukturforandring på tværs af landegrænser. Det, der er brug for, er politikere, som tør tage debatten om konsekvenserne af, at vi nogle gange må indrette os efter de andre for at være medlem af "klubben", mens vi andre gange kan være dem, der leverer de gode ideer, som slår igennem. Der er brug for at rive plasteret af såret i den danske EU-debat, der alt for længe har været præget af frygten eller respekten for den delte befolkning i holdningen til EU. Der er brug for at EU-debatten ikke længere foregår som en politisk gang på skrøbelige æggeskaller men i stedet bramfrit og jordnært og med langt flere nuancer end i dag. |
| Senest opdateret ( Mandag, 08. marts 2010 21:04 ) |
