|
Protektorerne skriver på skift klummen i SAMSON.
Lisbeth Knudsen, Ansv. chefredaktør, Berlingske Tidende "Jeg vil gerne støtte SAMS, fordi foreningen har to gode formål. Udgivelsen af bladet Samson som et mediekritisk tidsskrift med plads til den mere elitære og eksperimenterende mediedebat. Hertil kommer så det årlige seminar om aktuelle mediepolitiske emner, der altid rummer et eller flere emner med mulighed for den nødvendige eftertanke. Begge dele fungerer som et vigtigt led i dialogen mellem mediebranchens praktiske folk og dem, der søger et dybere perspektiv på forskellige udviklingstendenser. Når jeg støtter SAMS er det fordi foreningen danner et nyttigt netværk mellem de studerende på de forskellige medieuddannelser, mediepraktikerne og de medieinteresserede".
Rikke Schubart, Lektor, ph.d, Institut for Litteratur, Kultur og Medier "Jeg støtter SAMS, fordi fremtiden har brug for kritiske mediefolk, der er i stand til at diskutere mediernes indhold ligeså vel som mediernes form. Med ny teknologi kommer nye muligheder for mediedækning og nye muligheder for at fortælle med medier - computerspil bliver til film, film kan streames på nettet, billeder sendes med mobilen. Enhver begivenhed udfordrer medierne med sine globale muligheder. SAMS er stedet, hvor mediestuderende har fingeren på pulsen med udviklingen indenfor medierne, forskningen og aktuelle debatter, et pulserende miljø fyldt med engagement og nysgerrighed, et inspirerende åndehul, der er en gave til alle de mediestuderende på vores universiteter. "
Stig Hjarvard, Professor ved København Universitet, Institut for medier, erkendelse og formidling. "Man lærer allermest af faglige diskussioner, som man selv tager aktivt del i, og derfor er en faglig forening for mediestuderende en rigtig god idé! Jeg støtter SAMS ikke mindst pga. foreningens to hovedaktiviteter: årsmødet og bladudgivelsen. Vores medialiserede samfund har stærkt brug for mennesker, der både er dygtige til at bruge medierne og reflektere kritisk over, hvilken rolle medierne bør spille i samfund og kultur."
Rumle Hammerich, filminstruktør, manuskriptforfatter og producent Han er blandt andet manden bag filmene "Unge Andersen" og "Otto er et næsehorn". Sammen med Michael Strunge, Linda Wendel, Jens Fink-Jensen, Synne Rofbjerg og Lillian Polack arrangerede han manifestet NÅ!!80 i huset i København. Han hedder oprindeligt Jens Peter, men fik navnet Rumle som barn. Da hans mor oversatte tegneserien Radiserne brugte hun navnet "Rumle" til en af figurerne.
|