| Happiness i Hellerup og Holstebro | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Køn har traditionelt spillet en stor rolle i arbejdet med soap-genren. Men der er sket meget med genren siden 1950'ernes USA. Nærværende artikel er en sammenfatning af et større receptionsanalytisk projekt foretaget i efteråret 2007. Gennem interviews med danske gymnasiepiger blev receptionen af TV3's nyeste dramaproduktion, 2900 Happiness, undersøgt. Af Henrik Gregor Knudsen, Medievidenskab, Aarhus Universitet. Fænomenet 2900 Happiness Medmindre man har levet i sin egen lille verden det meste af det forgange år, har det været svært ikke at støde på fænomenet 2900 Happiness. Uden at sige for meget har markedsføringen af serien været massiv. Et overvældende sammenkog af plakater, biograftrailers, radiospots, egenreklame og andre gimmicks sikrede, at så godt som ingen var i tvivl om at TV3 havde en ny serie på trapperne, hvor temaer som rigdom, intriger og sex var ingredienserne, der skulle tryllebinde de danske seere. Den 17. september rullede det første afsnit over skærmen til en imponerende premiere. Skønt seertallet siden faldt betydeligt, havde 2900 Happiness dog stadig godt fat i de danske seere sammenlignet med hvad TV3 tidligere har kunnet præstere i det samme timeslot. I gennemsnit fulgte ca. 170.000 seere med hver aften, da seriens første sæson rullede over skærmen, hvoraf en anseelig del valgte at blive hængende og se TV3's øvrige programmer. 2900 Happiness fandt ikke ulig andre soaps størstedelen af sine seere blandt kvinder, men til forskel fra for eksempel Horton sagaen og Glamour var cirka 1/3 af seerne mænd. En sådan sammenligning er i mellemtiden næppe helt fair, da 2900 Happiness adskiller sig en del fra disse to klassikere. Overordnet set må serien dog karakteriseres som en soap idet dens strukturering og opbygning stemmer overens med genrens narrative uendelighedsprincip og kravet om soap som en vedvarende fortælling. Derudover tager serien udgangspunkt i fællesskabet, og sidst men ikke mindst har dialogen en yderst fremtrædende position. USA-wannabe Ovenstående genredefinition kan dog nuanceres og problematiseres yderligere. For eksempel blander serien elementer fra den klassiske daytime-soap med elementer fra primetime-soapen. Her tænkes især på de lave produktionsomkostninger og næsten daglige distribution kontra sendetidspunktet, den actionfyldte handling og brugen af udendørs locations. Desuden adskiller 2900 Happiness sig markant fra den øvrige danske soap-tradition. Til forskel fra serier som Ugeavisen, Landsbyen og Taxa vægter 2900 Happiness den socio-kulturelle sandsynlighed mindre højt. Man behøver næppe se mange afsnit af serien for at konstatere, at vi befinder os på et fiktivt overdrev, hvor der i praksis ikke er nogen grænser for hvad seriens hovedpersoner kan finde på at gøre i jagten på personlig vinding. Man kan derfor karakterisere 2900 Happiness som en melodramatisk soap. Ang påpeger, at de fleste amerikanske soaps ofte har en melodramatisk karakter, mens den engelske tradition er af en mere realistisk natur. Lidt flabet kan man derfor kalde 2900 Happiness for en amerikaniseret melodramatisk soap, hvilket næppe er nogen helt uretfærdig karakteristik, når man tager de mange intertekstuelle referencer til amerikanske serier i betragtning. Netop det at serien er danskproduceret, men trækker på en amerikansk tradition skaber et paradoks i respondenternes reception af serien. Mange af de elementer der nævnes som styrker ved serier som Beverly Hills og Desperate Housewives fremhæves som svagheder ved 2900 Happiness, fordi den vurderes i forhold til andre danske dramaproduktioner så som Forbrydelsen, Anna Pihl og Krøniken. Til trods for at der på tværs af fokusgrupperne er konsensus om at serien er meget amerikansk i sit udtryk, vurderes den altså først og fremmest i forhold til anden danskproduceret drama. Soap er lavkultur Vi går sikkert alle rundt med en uudtalt fornemmelse af at nogle medieprodukter er mere velansete end andre. Således vil mange af os måske i vores italesatte medieforbrug enten underrapportere genrer som reality-tv, porno og tabloidaviser eller via bestemte sproglige markører forsøge at distancere os fra disse genrer. Til forskel herfra har vi måske ikke nær så svært ved at indrømme at vi lytter til P1, ser Deadline på DR2 eller læser Weekendavisen. Som hjælp til at forklare hvorfor nogle medier betragtes som værende mere lødige end andre, kan man benytte begrebet stigmatisering. Inden for samfundsvidenskaberne benyttes begrebet i forbindelse med beskrivelse af social afvigelse. Det centrale element i stigmatiseringsteorien er, at afvigelse ikke ses som en kvalitet ved personens handlinger, men snarere som en konsekvens af, at nogen stempler personen som generelt afvigende. Således defineres stigmatisering altid i forhold til normalitetsbegrebet. Stigmatiseringsteorien kan dog forholdsvis problemfrit overføres fra mennesker til medier. I et receptionsanalytisk projekt omhandlende reality-tv påpeger Hill således at offentlige meningsdannere skaber et normalitetsbegreb, hvor det at se reality-tv anses som værende 'unormalt', hvorfor folk ofte vil distancere sig fra denne genre via for eksempel humor. Soap-genren har været offer for en tilsvarende miskreditering. Allen påpeger at soap i kritikernes øjne ofte bliver betragtet som populærkulturelt affald, idet den ikke anses som værende bærer af nogen nævneværdig kulturel kapital. Lystfuld afstandstagen Grundet denne stigmatisering synes pigerne at nære et stort behov for at italesætte deres afsmag. Ved rent sprogligt at nedgøre serien og demonstrere distance i forhold til den undgår man at blive ramt af den negative spill-over effekt, som stigmatiseringen af 2900 Happiness kan have. Man viser, at man kender den legitime smags koder. Da pigerne i Århus bliver spurgt, hvorvidt de føler det er nødvendigt at hemmeligholde det at se 2900 Happiness svarer de rigtig nok nej, men i samme vending bliver det sagt, at hvis man har en fejl, skal den udstilles, så folk kan grine af den. Det at se 2900 Happiness bliver altså italesat som en fejl, som det kræver selvironi at fortælle om til andre. I Hellerup er en af pigerne lidt mere kontant. Hun siger direkte, at det vist nok er lidt forbudt at se 2900 Happiness. Foruden den mundtlige kritik, synes der i fokusgrupperne at danne sig konsensus om vigtigheden af ikke at engagere sig for meget i serien. Man bliver blandt andet betragtet som en sørgelig soap-junkie, hvis man besøger seriens hjemmeside, og da en af pigerne fortæller, at hun har siddet og grædt over en scene i serien, bliver hun mødt med hånende latter fra sine veninder: Det er simpelthen for ynkeligt at græde over 2900 Happiness. Når pigerne stort set ikke laver andet end at brokke sig over de affekterede replikker, det dårlige skuespil og den platte handling, kan man måske undre sig over, hvorfor de trofast vælger at følge med i serien. Men netop seriens 'excess', altså det at den er for meget, for overdrevet, for amerikansk, for overtydelig og gennemskuelig, har en positiv sidegevinst: Den er så dårlig, at man kan elske at hade den. Herved bliver pigernes afstandstagen ekstrem lystfuld. Rigtige mænd ser ikke soap På tværs af alle interviews er der enighed om at det at se soap er en særlig kvindelig aktivitet. Pigerne foretager altså en interessant kobling mellem et lavkulturelt medieprodukt og deres eget køn. Gledhill påpeger netop at lavkulturen ofte associeres med det kvindelige, mens højkulturen knytter sig til det maskuline. Ved at foretage en kobling mellem soap-genren og deres eget køn reproducerer pigerne således denne diskurs. Den franske sociolog Bourdieu påpeger at den traditionelle maskuline dominans stadig eksisterer i det moderne samfund. Denne maskuline dominans er indskrevet i kulturen og i habitus og bliver reproduceret af både mænd og kvinder. Bourdieu kommer med mange eksempler på dette magtforhold, der kommer til udtryk i eksempelvis sproget, kulturens inddelinger og i ikke lingvistiske symbolske repræsentationer. I pigernes italesættelser kan der spores en tilsvarende ide om noget særligt kvindeligt versus noget særligt mandligt idet alle pigerne som sagt betragter det at se soap som en kvindelig aktivitet. Bourdieu skriver endvidere, at det er særdeles svært at modgå denne dominans, eftersom den er indskrevet i kønnene og kroppen. Ved at anfægte dominansen sætter man sin kønsidentitet på spil. Pigerne anfægter ikke denne dominans, tværtimod synes den bipolære kønsforståelse at være en selvfølgelighed. Bourdieu anklager dog ikke et af kønnene for at dette dominansforhold eksisterer. Mænd er i lige så høj grad underlagt strukturen som kvinder, hvilket også kan have negative konsekvenser for det dominerende køn. I dette tilfælde foretager pigerne en mental kastration af de mandlige seere: Man er en latterlig feminiseret mand, hvis man ser 2900 Happiness. Da en af pigerne i Holstebro kommer til at afsløre, at hendes kæreste rent faktisk har set serien et par gange, får hun da også travlt med at pumpe lidt ekstra testosteron i ham: Han så det i virkeligheden kun, fordi Mercedes von Bech har nogle lækre bryster. Stylet og lækker eller naturlig smuk Skønt pigerne havde travlt med at kritisere alle tænkelige og utænkelige aspekter ved serien, er der dog især et punkt, hvor de foretager en form for identifikation eller spejling. Nemlig i konstruktionen af et kønsideal, hvor der på tværs af geografi viste sig at være markante forskelle. Pigerne fra Holstebro foretrækker klart Freja Skovgaard. Hun har lidt sul på kroppen, er mere naturlig i sin fremtoning og har nogle sunde værdier sammenlignet med det øvrige Hellerup, omend hun i slutningen af første sæson har tillagt sig et eskalerende forbrug af coke. Pigerne i Århus og Hellerup synes derimod Freja er 'chubby', har uren hud og klæder sig som en sand amatør. Hun er blottet for stil sammenlignet med den initiativrige Mercedes von Bech, der måske nok er lidt for ekstrem, men trods alt langt mere tiltalende end den kedelige og direkte usmagelige provinspige Freja. De vestjyske pigers kvindeideal synes at trække på, hvad man kan kalde en naturlig smuk-diskurs. I modsætning hertil lagde de østjyske og sjællandske pigers kvindeideal sig op ad, hvad man kan karakterisere som en stylet lækker-diskurs. Dette divergerende kvindeideal kan tænkes at have rod i kulturelle forskelligheder. Forskelligheder der blev såvel visualiseret som italesat. De vestjyske piger var for eksempel langt mere tilbageholdende og ydmyge i deres selvfremstilling, og der var her en tendens til at vægte det traditionelle højere, end det var tilfældet i Hellerup. Køn, køn og atter køn! Køn er altså stadig et centralt omdrejningspunkt, når man beskæftiger sig med soap-genren, men som den kvantitative undersøgelse viste udgør 1/3 af seerne faktisk mænd, og intet tyder på, at de nødvendigvis mere eller mindre implicit er tvunget til at se det sammen med deres kvindelige kærester.  Meyrowitz taler i sin nærmest kanoniserede bog No Sense of Place om sammensmeltningen af de to køn i forhold til den såkaldte 'middle region', der er opstået i kølvandet på de elektroniske medier. Medierne, og specielt tv, forener de traditionelt adskilte køns-informationssystemer, hvorved skellet mellem privat og offentlig opførsel sløres samtidig med at betydningen af fysisk adskillelse undermineres. Ved at alle mennesker potentielt får adgang til information om andre sociale grupper, der førhen har været forbeholdt medlemmerne af disse grupper, resulterer det blandt andet i at traditionelle tilhørsforhold til en gruppe svækkes. Meyrowitz mener, at hvor det hidtil har drejet sig om at opnå kønsspecifikke rettigheder drejer det sig nærmere om i dag og i fremtiden at eliminere skellet mellem maskulinitet og femininitet. Den norske medieforsker Mühleisen skriver i den forbindelse om at nye programmer og serier der omhandler feminiserede mænd og maskuline kvinder har været medvirkende til en begyndende dekonstruktion i de gældende koder for mænd og kvinder. Når køn og seksualitet iscenesættes mangfoldigt muliggør dette en forskydning i den bipolare seksualitetsopfattelse. Dog skal det nævnes, at det ifølge Mühleisen er vanskeligt at forestille sig en fuldstændig frigørelse fra kønsforskellenes kulturelle modsætningsforhold. Bourdieu, der blev omtalt tidligere, mener heller ikke en ligestilling af kønsrollemønstrene har fundet sted, heller ikke til trods for de nye mediers fremkomst. Denne paradoksale bipolære tendens i mediebilledet, hvor medierne på en og samme tid er med til at reproducere kønsforholdene i populærkultur-diskursen og samtidig nedbryde disse, er interessant. Hvordan vil populærkultur-diskursen udvikle sig? Hvilken indholdsudfyldning af det kvindelige og mandlige kønsideal vil blive den herskende? Bevæger vi os hen imod en diskurs hvor soap ikke i så høj grad som traditionelt, vil knytte sig til det kvindelige? Faktabokse og kildeliste mm. Om 2900 Happiness: "I går hvor jeg lå og så det, der lå jeg og så det med min kæreste, og jeg lå og kritiserede det for ham og så'en: "Ej, hun er bare dum nu" og så'en noget... Så slukkede jeg fjernsynet og så sagde jeg bare: "Fuck, hvor jeg hader den her serie, men jeg elsker alligevel at se den..." Pige, 17 år, Holstebro Om TV3: "Jeg synes ik' rigtig, der er noget indhold i det de sender, men alligevel hvis man går over på TV3 kan man altid, man kan snildt få tre timer til at gå på TV3 en eftermiddag." Pige, 16 år, Århus Metodedesign På baggrund af et pilotinterview med en gruppe gymnasiepiger i Århus, blev der gennemført to fokusgrupper i henholdsvis Hellerup og Holstebro. Disse blev suppleret af to individuelle interviews. Desuden blev der foretaget en større tekstanalyse af serien såvel som en kvantitativ undersøgelse på baggrund af tal fra Gallup TV-Meter. Opgaven havde fokus på stigmatisering, virkelighedsforhandling og køn, hvoraf kun nogle af konklusionerne vil blive fremlagt i denne artikel. Opgaven er skrevet af Signe Lykke Dømgaard, Lasse Hjorth, Fenja Lyng, Mai Thomsen og Henrik Gregor Knudsen. Kilder Allen, Robert C: To Be Continued... Soap operas around the world (1995) And, Ien: Watching Dallas - Soap Opera and the Melodramatic Imagination (1985) Bourdieu, Pierre: Den maskuline dominans (1998) Gledhill, Christine: "Genre and Gender: The Case of Soap Opera" i Representation - Cultural Representations and Signifying Practices (1997) Hill, Annette: Reality TV - Factual Television in Television Audiences (2005) Meyrowitz, Joshua: No Sense of Place - The Impact of Electronic Media on Social Behavior (1985) Mühleisen, Wencke: "Spenninger i postmoderne feminisme: Kjønnet som estetisk iscenesettelse i dagens medieverden" i Kvinneforskning nr. 1 (2003). Gallup TV-Meter |
| Senest opdateret ( Søndag, 28. februar 2010 13:27 ) |
