De fleste vil formentlig være
enige i, at tv som medie har en betydelig magt. Ordet ‘magt´ er notorisk
forbundet med en negativ værdi. Som modvægt til mediets magtpotentiale fremhæves
ofte, at tv som massemedie har en væsentlig plads i et demokratisk samfund,
hvilket notorisk er forbundet med en positiv værdi. I denne traditionelle
diskussion om udfaldet af dette indre spændingsforhold gøres mediets
uafhængighed og neutralitet til genstand for debat. Der fokuseres på samfundets
muligheder for at tilbyde individerne demokratisk spillerum i gennem mediet.

Denne artikel handler også om
samfundet og mediets magt. Udgangspunktet er dog et andet, nemlig nogle af de
medie-sociologiske perspektiver omkring broadcast-tv, der relaterer til sociale
rum og sociale gruppedannelser. Dette perspektiv fokuserer på mediets muligheder
for at tilbyde individerne et socialt spillerum i samfundet. Hovedinspirationen
er Joshua Meyrowitz´ hovedværk 'No Sense Of Place' fra 1985.

Hvem ved hvad om hvem?

Udgangspunktet for Meyrowitz er,
at de elektroniske medier har ‘undermineret´ den tætte forbindelse mellem
fysiske rum og sociale rum. Et fysisk rum har ikke længere alene muligheden for
at afgrænse de sociale rum, hvori mennesker omgås og definerer sig i forhold til
hinanden, men de sociale rum er fortsat bestemmende for de sociale roller og
positioner, som mennesker mere eller mindre bevidst indtager.

Derfor er det ifølge Meyrowitz nu
nødvendigt at betragte sociale rum som ‘informationssystemer´. Det afgørende
bliver dermed, hvem der har adgang til hvilken viden om hvad og hvem ­ og
dermed, hvem disse sociale rum udelukker og omfatter gennem
‘informationskontrol´. Meyrowitz´ primære fokus er tv, og han giver en række
eksempler på, hvorledes tv kan ‘ombryde´ de sociale rum ­ simpelthen ved at
redefinere de informationssystemer, vi har adgang til.

Forskellige situationer giver
mennesker mulighed for at ‘spille´ forskellige sociale roller og tage
forskellige identiteter. I sin teori om dette tager Meyrowitz blandt andet
udgangspunkt i Erving Goffmans dramaturgiske metafor. Den overfører teaterets
terminologi til en mediesociologisk ramme ved at tale om ‘backstage-´ og
‘onstage-situationer´ og tilsvarende informationssystemer.

Pointen med denne terminologi er,
at social identitet i høj grad defineres af de situationer, vi befinder os i og
dermed af hvilken information, vi har og ikke har adgang til. Den logiske
betingelse for at tale om en gruppe er, at gruppen både udelukker og omfatter.
Danskerne er eksempelvis en gruppe, fordi de deler noget, som ikke deles med
nogen andre: Den danske nationalitet. Der findes kun én situation, hvor det ikke
giver logisk mening at tale om en gruppe, nemlig hvis man taler om hele jordens
befolkning. Denne gruppe udelukker ikke nogen og kan derfor i sproglig-logisk
forstand heller ikke omfatte nogen.

Det er altså især
backstage-informationerne, der er nøglen til dannelsen af sociale grupper. De
mennesker, der deler disse private og ikke-offentlige informationsområder, deler
et eksklusivt informationssystem og indgår i samme sociale gruppe.
Informationssystemerne og dermed grupperne er dog ikke statiske, men ændrer sig
uophørligt. Dertil kommer, at vi alle har adgang til en meget lang række
forskellige ‘backstages´, der gør, at vi deltager i og defineres i forhold til
et væld af forskellige grupper.

Meyrowitz' ærinde er blandt andet
at demonstrere, at de elektroniske mediers evne til at omdefinere
informationssystemer og sociale situationer nødvendigvis også må ændre den måde,
vi udspiller vores sociale roller på, og den måde gruppers identitet dannes på.

I sin sammenligning med ældre
medier, hvor bogen er hovedeksemplet, er det Meyrowitz´ påstand, at mange
sociale situationer, der tidligere var adskilt, nu bliver forenet, og der opstår
nye sociale rum med en homogeniserende effekt.

Tv´s redefinering af sociale rum
har dog også den modsatte effekt. Tv skaber mange nye sociale rum, der kræver en
definering af roller og identitet. Mængden af vores sociale
definitionsmuligheder er formentlig generelt øget med multi-kanal-tv, hvilket
giver mulighed for specialiserede og ‘individuelle´ identiteter samt flere og
mindre gruppedannelser.

Lad os prøve at bringe denne
tankegang et skridt videre ved at betone broadcast-tv´s samlende og
homogeniserede effekt.

Broadcast-tv´s evne til at
redefinere de sociale situationer ­ og dermed vores opfattelse af identitet i
grupper ­ rækker ud over den aktuelle situation foran fjernsynet. Her spiller
bevidstheden om, at vi deler oplevelsen med andre mennesker en afgørende rolle.
Denne bevidsthed blev i forrige artikel forsøgsvis karakteriseret som
‘meta-bevidsthed´.

Uanset hvor meget
informationssystemerne opdeler de sociale rum og skaber mulighed for øget
diversitet i den sociale definition, så vil vi altid dele informationsrum med
nogen, når vi ser tv ­ ud over de få mennesker, der måtte befinde sig i samme
rum.

Når Meyrowitz taler om grupper, må
han mene grupper i samfundet bortset fra de ‘optrædende´ på tv. De grupper, vi
som seere indgår i, omfatter formentlig kun i undtagelsestilfælde de mennesker,
der optræder i programmerne. Vi indgår altså i sociale grupper med andre
almindelige mennesker, der ikke har været med til at forme de sociale
situationer, som vi indgår i.

Begrebet ‘gruppe´ skal i den
artikel forstås meget bredt. En gruppes særkender identificeres ikke
nødvendigvis af manifeste eller synlige markører. Ej heller er gruppe-begrebet
begrænset til at omfatte enheder, hvor medlemmerne har en fysisk kontakt med
hinanden. En gruppes medlemmer behøver end ikke at have kendskab til de andre
gruppe-medlemmer.

For at kunne tale om grup
per er
det dog nødvendigt, at medlemmerne har en eller andet form for bevidsthed om
tilhørsforholdet. ‘Gruppe´ er ikke et rent analytisk eller taksonomisk begreb i
og med, at de faktiske grupper spiller en psykologisk og social rolle for
individernes identitetsdannelse.

I diskussionen om de samlende
eller delende egenskaber spiller antallet af kanaler og muligheden for
individualisering af tv-forbruget med ‘interaktivt´ tv en stor rolle.
Broadcast-tv´s evne til at bringe mennesker i samme sociale rum er for Meyrowitz
primært et spørgsmål om tv-mediets karakter. Det er dog formentlig i lige så høj
grad et spørgsmål om hvor mange forskellige steder, vi kan finde sådanne rum.

Jo flere kanaler vi har adgang
til, jo færre mennesker deler vi oplevelsen med. Selvom det naturligvis ikke er
holdbart at påstå, at der kun er tale om broadcast-tv, hvis kanaludbudet er
begrænset, så er det rimeligt at fastslå, at den påståede iboende samlende
tendens svækkes ved et øget kanaludbud.

Antallet af sociale rum og
mulighederne for forskellige identiteter stiger med et øget antal af kanaler.
Denne øgede diversitet vil gøre det sværere og sværere at samles i store
grupper, der deler sociale situationer og informationssystemer. Skulle vi få
adgang til mere end 200 tv-kanaler samt muligheden for at tilrettelægge vores
personlige tv-indhold hver især, så vil de informationsrum, vi bevæger os i,
være meget specialiserede, og vi vil dele dem med færre mennesker.

Det må betyde, at denne
mangfoldige, men individuelle sociale definition vil gøre det vanskeligere at
definere ens sociale tilhørsforhold i større sammenhænge. Hvis man er optaget af
at definere sig på detaljeniveau i hundredvis af forskellige sociale grupper, så
vil der blive mindre overskud til at ‘kikke op og ud´ mod de sociale rum, der
går på tværs af specialistgrupperne og samler os i større grupper. Det er en
tanke, at det vil føre til en verdensbillede-individualisering, der gør det
vanskeligt eller umuligt at forstå andre synspunkter, mennesker og kulturer.

Hvis man anser forståelse for
andre menneskers liv og andre kulturers forhold som tæt knyttet til sympati
eller i de mindste accept, bliver dette problem kun mere alvorligt. En kultur ­
i meget bred forstandx­ man ikke forstår, har man ikke sympati for. Har man ikke
et vist mål af sympati, er man udelukket fra forståelse. To sider af samme mønt,
der forudsætter overskud til at vise interesse.

Meyrowitz gør den iagttagelse at,
studierne af medierne med få undtagelser har koncentreret sig om forskellige
aspekter ved indholdet. Denne forskning har ikke interesseret sig for medierne
som sådan. Medier er blevet betragtet som et neutralt formidlingssystem.

Denne forsknings- og
praksistradition er dermed ikke på egen hånd i stand til at forklare de
ændringer af sociale rum, som de elektroniske medier afstedkommer bortset fra de
ændringer, der kan knyttes direkte til indholdet ­ herunder narrative strukturer
og medieæstetik.

På den anden side må man
fastholde, at indholdet har stor betydning for karakteren af social
identitetsudvikling. Tv-mediet skaber ganske vist nye sociale rum, men det er i
sig selv ikke nok til at forklare udseendet af ændringerne i gruppe-identiteter.
Tv, der ikke handler om noget ­ hvilket er en umulighed ­ er et socialt tomt rum
og kan ikke befordre noget som helst. At skellet mellem ‘backstage´ og ‘onstage´
udviskes i de elektroniske medier har i høj grad med indholdet at gøre. Hvis tv
udelukkende indeholdt udprægede onstage-informationer som eksempelvis tør,
offentlig information eller propaganda, så ville det ikke give mange muligheder
for forskellige sociale situationer.

Som sagt, jo mere tv redefinerer
de sociale rum og opdeler de forskellige afsnit af ‘scenen´, jo større bliver
muligheden for at danne forskellige grupper. Indholdet har imidlertid en særlig
betydning for karakteren af disse grupper.

De emner, tv berører, sætter så at
sige dagsordenen for, hvilke emner og værdier de sociale grupper skal defineres
ud fra. Tv, der handler om politiske forhold, vil befordre sociale
gruppe-identifikationer i forhold til specifikke politiske standpunkter og en
politisk måde at ‘ordne verden på´. Tv, der handler meget om sex, vil
naturligvis skabe sociale situationer, hvor seerne får mulighed for eller
tvinges til at definere deres seksuelle identitet.

Et menneske i det moderne vestlige
samfund må definere sig selv i forhold til et væld af forskellige sociale
grupper, der synes at blive mere og mere specialiserede og ekstreme. Det er
eksempelvis ikke længere nok med grupperne ‘mænd´ og ‘kvinder´. Vi må også
definere os med hensyn til seksuelt tilhørsforhold og typen af vores mandlighed
og kvindelighed: ‘Blød mand´, ‘hård mand´, ‘feminin kvinde´, ‘maskulin kvinde´,
‘heteroseksuel´, ‘homoseksuel´, ‘biseksuel´, ‘sadomasochist´ og sågar ‘pædofil´
og ‘sodomit´ er alle sociale grupperum, som vi må definere os i forhold til. Det
vil sige: ‘Er vi med i gruppen eller ikke?´

Det samme er tilfældet med
grupper, der betoner vores tilhørsforhold overfor forbrugs- og mærkevarer: ‘Coca
Cola-drikker´ eller ‘Pepsi Cola-nyder´, ‘BMW-ejer´ eller ‘Mercedes-kører´,
‘vegetar´ eller ‘kødspiser´ med videre. Ironisk nok er tv også med til at
definere os i forhold til tv´s eget indhold. Nogle hører til gruppen af
‘X-Files-tilhængere´, andre er ‘NYPD Blue-fans´, mens andre igen tilhører
gruppen af ‘Ally McBeal-beundrere´.

Nogle gruppe står i et gensidigt
udelukkende forhold til hinanden, andre gør ikke. Man kan således både tilhøre
grupperne ‘hård mand´, ‘heterosexuel´, ‘Coca Cola-drikker´ og ‘BMW-ejer´,
hvorimod ‘vegetar´ og ‘kødspiser´ er hinandens direkte negation. Gruppers
indbyrdes modsætningsforhold behøver dog ikke at være af denne definitoriske
karakter. Eksempelvis kan man vanskeligt forestille sig personer, der både
tilhører gruppen ‘venstreorienterede autonome´ og gruppen ‘vestjyske
svineavlere´, selvom der ikke er nogen logisk modsætning.

Gennem sit valg af indholdsemner
markerer broadcast-tv altså, hvad der anses for væsentligt og interessant for
seerne. Denne redaktionelle udvælgelse markerer dermed også indirekte en
holdning til hvilke sociale identifikatorer, emner og værdier, der er væsentlige
for seerne. Det vil sige, hvilke sociale rum vi bør beskæftige os med og i
forhold til hvilken gruppe, vi bør identificere os.

Denne redaktionelle udvælgelse har
en helt anden status på Internettet og i digital-tv. Her er
væsentlighedskriterier i langt højere grad overladt til brugeren. Det betyder
også, at afgørelsen af hvilke indholdsemner, der skal danne baggrund for
gruppe-identifikationen, er overladt til os hver især.

Broadcast-tv derimod har ikke
mulighed for at lade være med at vælge. Mediet kan ikke andet end at vælge ­ og
vælge for os. Hermed er det tydeligt, at broadcast-tv har styrken til at sætte
en indholdsmæssig dagsorden. Valget for broadcast-tv består altså i, hvordan en
sådan dagsorden ­ eller buket af dagsordener ­ skal se ud.

Denne egenskab kan opfattes
negativt som et magtpotentiale til at styre og ensrette de sociale formationer i
samfundet. Men det kan også opfattes positivt som et redskab til at samle
individer om emner og sociale identifikationer, der anses for væsentlige.

Det er muligt at gå et skridt
videre i beskrivelsen af indholdets sociale betydning ved at inddrage den måde,
hvorpå indholdet behandles i medierne. Broadcast-tv´s egenskab som social
dagsordensætter stopper ikke ved dets evne til emnemæssigt at vælge til og fra.

Vinkling og fokusering har også
betydning for de forskellige mulige identifikationer, som et valg af emne lægger
op til. Vinklingen får blandt andet betydning for styrken af det
modsætningsforhold, der er mellem en social gruppes medlemmer og ikke-medlemmer.
Det vil sige gruppens markering af sine egne grænsers ‘tæthed´.

Forskellen på grupperne
‘Marlboro-rygere´ og ‘Kings-filter-rygere´ er til at overse. Større er
forskellen på ‘PC-brugere´ og ‘Macintosh-brugere´. Helt markant er forskellen
mellem ‘Brøndby-supportere´ og ‘FCK-supportere´ ­ en forskel, der nærmest har
karakter af grupper i krig. For ikke at tale om forholdet mellem ‘de ortodorkse
fra Muhamedanien´ og ‘tidligere straffede stiftere af enkeltsagspartier´.

Her spiller forholdet polaritet en
bestemt rolle. Polaritet er udtryk for en struktur, der er ‘udspændt´ mellem to
modsatrettede poler. En kraftig polær struktur vil have et stort
spændingsforhold mellem polerne og vil kun tillade ‘tilstande´, der har én af de
to værdier.

Polaritet er et menneskeligt
grundvilkår, og polære strukturer findes i alle menneskets forhold. Den danske
forfatter Jes Bertelsen har i sine bøger beskrevet en opfattelse af den
menneskelige bevidstheds struktur, udvikling og potentialer. Bertelsen beskriver
forskellige niveauer i bevidstheden, der har forskellige rum som det primære
fokus. Polaritet beskrives af Bertelsen som den fundamentale virkemåde for den
almindelige jeg-bevidsthed. ‘Sort/hvid´, ‘had/kærlighed´ og ‘god/ond´ er nogle
af de mest almindelige ord for forhold med en stærk polær struktur.

I forhold til medier er polaritet
en af de mest gennemgående strukturer i vinkling af indhold. Man kunne betegne
polaritet som et nyhedskriterie i lighed med aktualitet, væsentlighed, nærhed og
så videre, men polaritet indgår også som et formidlingsredskab på linie med
narrativitet og æstetik, der kan sikre, at indholdet ‘trænger igennem´.

Det er helt almindeligt, at når en
sag i nyhedsformidling skal belyses, så interviewes to personer med stik
modsatte holdninger til problemet. Jo mere uenige, jo bedre, synes at være
tilfældet. Tænk blot på ‘Rigets Tilstand´ eller ‘Reimer Bo´. Her har
programtilrettelæggerne tilsyneladende helt glemt, at spillet ‘debat´ engang
havde en bold, som det var god journalistik at gå efter i stedet for manden.

De polære strukturer i medierne
har antageligt en afgørende betydning for tætheden af sociale gruppers grænser.
Vores forskellige tilhørsforhold til forskellige grupper er ikke alle lige
vigtige for individets samlede sociale identitet.

Denne styrkeforskel har ikke
nødvendigvis noget at gøre med væsentligheden af de emner, der definerer
gruppen. Tilsyneladende uvæsentlig emner kan få en endog dramatisk stor
betydning for et indvids samlede identitet. Det forholder sig sandsynligvis
sådan, at jo stærkere en gruppes identifikation er baseret på en polær struktur,
jo mere uigennemtrængelig er grænsen til dem, der er ekskluderet fra gruppen, og
jo mere vil dette tilhørsforhold ‘fylde´ i det enkelte individs forståelse af
sig selv og sine sociale betingelser.

Da medierne har mulighed for at
betjene sig af polariteten i forskelligt omfang og af forskellige grader, har
medierne et medansvar for, hvor dominerende denne struktur bliver i formidlingen
og dermed hos modtagerne. Medier med et udpræget polært indhold vil derfor skabe
sociale situationer, hvor gruppe-identifikationen hviler på de polære
strukturer, og det er uheldigt. Uheldigt fordi den polære fremstillingsform
tvinger seerne til antipati over for den ene pol. Det giver stærke følelser, der
blokerer for en egentlig forståelse, ny viden og indblik i større ikke-entydige
sammenhænge ­ det vil sige, sådan som sammenhænge er flest.

Vrede mennesker er immune overfor
fornuft og ny viden. Sådan er vi indrettet. Derfor er det pædagogisk
uhensigtsmæssigt at have polaritet som udgangspunkt, hvis målet er at gøre os
klogere. Når man som seer tvinges af programtilrettelæggerne til tage parti i en
debat, så bliver man vred eller ligefrem rasende på den ene part og hører derfor
ikke, hvad der egentlig bliver sagt fra nogen af siderne ­ uanset hvor
fornuftigt, det end måtte være.

Broadcast-tv er en medieform, der
har en fantastiske magt. Internettet og digital-tv er medieformer, der kan
bibringe os en masse viden og oplevelser. Fælles for medieformerne er de iboende
både positive og negative potentialer.

For forfatteren er det indlysende
at fremhæve de samlende kvaliteter ved broadcast-tv. Broadcast-tv er en meget
stærk social motor med potentialet til at samle mennesker i sociale rum.
Meyrowitz taler om de elektroniske mediers evne til reorganisering på tværs af
fysiske rum. Dette er vel egentlig ikke enestående for de elektroniske medier.
De trykte medier har også denne evne, omend i mindre grad. Broadcast-tv markerer
sig ved at have en stærk evne til at samle på tværs ikke bare af fysiske rum,
men også på tværs af sociale rum.

Broadcast-tv kan bringe os en
indsigt, der rækker langt ud over de sociale situationer, vi normalt definerer
os i forhold til. Dette er en positiv egenskab, men vi er muligvis på vej mod en
situation, hvor vi ­ hjulpet af Internettet og digital-tv ­ i stigende grad
interesserer os for uvæsentlige detaljer. En situation hvor vi langsomt mister
evnen til at se i større helheder. En evne, der yderligere svækkes af en markant
brug af polaritet i formidlingen, der som en stærk cement danner et
uigennemtrængelig murværk omkring små grupper af identitets-fæstninger.

Opfattet og anvendt rigtigt har
broadcast-tv et særligt potentiale til at give os indsigt i store helheder. Det
kan bringe os viden om væsentlige emner fra hele verden og dermed udvide vores
horisont og give os en helhedsforståelse, hvor helheden ikke er en lille gruppe
men i princippet kloden som sådan.

Denne artikel er den anden af to
om broadcast-tv. I den foregående artikel om broadcast-tv søgte forfatteren at
give en systematisk fremstilling af nogle af de overordnede kendetegn, der
markerer broadcast-tv som en selvstændig medieform i sammenligning med
Internettet og digital-tv.

Professor i kommunikation ved New
Hampshire universitet, USA, hvor han underviser i massekommunikation, nyheds- og
medieanalyse samt kommunikationsteori. Meyrowitz har beskæftiget sig med de nye
elektroniske medier ­ især tv ­ og deres indflydelse på interpersonel og
mediebåret kommunikation. Meyrowitz betragtes som en af de mest betydningsfulde
teoretiske 'medie-sociologer'.

Meyrowitz har udgivet en lang
række artikler og har ydet bidrag til flere bøger. Hans bog ‘No Sense Of Place:
The Impact Of Electronic Media On Social Behavior´ regnes som et hovedværk
indenfor medievidenskaben.

Meyrowitz beskæftiger sig med
‘electronic media´. Man kan i ‘No Sense Of Place´ i det store hele sætte
lighedstegn mellem ‘electronic media´ og broadcast-tv ­ i hvert fald hvad angår
tematikken omkring sociale rum. ‘No Sense Of Place´ er skrevet før 1985, hvor
Internettet og digital-tv stort set var ukendte og i hvert fald uden den store
sociale betydning.

Goffman (1922-1982) var professor
ved henholdsvis University of California, Berkeley og University of
Pennsylvania. Goffman er især kendt for sin dramaturgiske metafor til
beskrivelse af sociale interaktioner, der af Goffman beskrives som
forestillinger, 'performances', hvor de involverede personer udspiller roller i
deres kommunikative adfærd. Disse rollespil knytter Goffman til bestemte områder
eller 'stages'. Områder, hvor personerne optræder ud fra omgivelsernes
forventninger, kaldes 'onstages'. Det er klart, at en sådan normbunden optræden
kræver forberedelse. Denne foregår på de såkaldte 'backstages'.

Relevant litteratur:

x Bertelsen, Jes: ‘Bevidsthedens
befrielse´. Borgen. Gylling. 1991.

x Bertelsen, Jes: ‘Selvets
virkelighed´. Borgen. Gylling. 1988.

x Dahl, Henrik: ‘Hvis din nabo var
en bil´. Akademisk Forlag.Viborg. 1999 (1997).

x Goffman, Erving: ‘Vore
rollesspil i hverdagen´. Hans Reitzels Forlag. København. 1992 (1959).

x Meyrowitz, Joshua: ‘No Sense Of
Place: The Impact of Electronic Media on Social Behavior´. Oxford University
Press. New York. 1986 (1965).