I din bog argumenterer du for,
at den nuværende tv-nyhedsformidling i Danmark i høj grad udfylder sin rolle som
et redskab i den demokratiske proces. Du påpeger dog, at det grundet mediernes
udvikling vil blive nødvendigt at foretage nogle kulturpolitiske tiltag, hvis vi
ønsker at fastholde dette system. Hvad er årsagen til det?

"Under monopolet havde vi en
nyhedsformidling, der lagde for meget vægt på væsentlighed, forstået som de
nationale politiske institutioners dagsorden, og hvad de mente var væsentligt,
og for lidt vægt på, hvad der interesserede den almindelige modtager. I dag har
vi fået en bedre balance mellem det væsentlige og det nære. Det er naturligvis
en positiv udvikling.

Dilemmaet er for mig at se, at
udviklingen hen imod det nære ikke stopper dér ­ og uden at male Fanden på
væggen kunne man godt gå hen og frygte, at vi om en fem til ti år får et alt for
tyndbenet nyhedsudbud, hvor der lægges alt for meget vægt på nærhed og for lidt
vægt på væsentlighed."

"Haster og haster. Det er noget,
der skal ske inden for de næste tre til fem år. Der er ingen tvivl om, at
medieudviklingen i øjeblikket både går meget hurtig og også i udpræget grad
åbner op for, at kommercielle aktører og mere kommercielle principper kommer til
at dominere medieudbuddet."

Hvordan havde du forestillet
dig, at disse kulturpolitiske tiltag skulle se ud? Skal vi for eksempel over i
at udfærdige nogle generelle retningslinier for nyhedsproduktionen?

"Det her skal bestemt ikke munde
ud i nogle direktiver om, hvordan nyhederne skal se ud ­ bestemt ikke. Det, jeg
forestiller mig, er mere, at man benytter sig af de mekanismer, som man hele
tiden har benyttet sig af ­ man kunne kalde det økonomisk og strukturel
rammestyring. Man skal nok holde sig for øje, at det hidtidige mediesystem og
den hidtidige medielovgivning for så vidt har været en bragende succes.

Hvis formålet har været at
fastholde en betydelig del af den danske befolkning som seere på public
service-stationer, herunder som seere til deres nyhedsudbud, så har systemet
faktisk været meget, meget succesfuldt. Nu sker der imidlertidig det, at vi er
ved at få en digital medievirkelighed, der tillader flere kanaler at blive
udsendt.

Det, jeg i den sammenhæng kan
blive nervøs for, er, at man så fra politisk hold mere eller mindre vil opgive
at regulere området, fordi man siger: "Jamen nu er det et frit marked, hvor
individet og den individuelle forbruger selv kan vælge."

Det, mener jeg, er en alt for
beskeden rolle at tildele kulturpolitikken. Jeg mener fortsat, at det er både
muligt og nødvendigt at regulere området og dermed sikre, at der vedbliver at
være nogle solide, kvalitetsprægede tv-institutioner på feltet."

Som du skitserer i din bog, er
der en klar sammenhæng mellem hvilken finansieringsform, der ligger til grund
for en medievirksomhed, og hvad det er for en type nyheder, den producerer. Er
det nuværende system med de meget forskellige økonomiske rammer for public
service-stationerne noget, der skal fastholdes? Hvordan ser fremtiden ud på det
punkt?

"Man må jo nok sige, at der vil
komme flere rent kommercielle aktører, og der vil også ske det, at de gradvist
tager en større del af seerskaren ­ også til nyheder ­ end hvad vi er vant til i
dag. Vi har haft både en ´ren´ public service-station som DR og en mere
´blandet´ public service-station som TV2, hvor der både er reklamer og licens.

TV2 har her kunnet fungere som
den, der har bragt noget mere nyt ind, noget mere nærhed og seerorienterethed
ind i nyhedsformidlingen. Samtidigt har de været underlagt en række
forpligtelser, der har gjort, at de slet ikke er skredet ud i samme grad som for
eksempel TV3 og TvDanmark. Egentligt opfatter jeg det system, hvor man har to
forskellige public service-stationer med forskelligt økonomisk grundlag som
meget givtigt for at sikre, at public service fastholder en dynamik og en
forpligtigelse over for seeren.

Hvis man fjerner TV2 i
mediebilledet, så kan man risikere, at public service bliver en form for ´Det
kongelige Teater´ eller ´Weekendavisen´ på tv-området ­ og det, synes jeg, er
meget uheldigt. Public service er i et massemedium ikke kun ensbetydende med, at
der er et kvalitetsbetonet udbud. Det er mindst lige så vigtigt, at der er et
meget stort og bredt forbrug af kvalitetsfjernsyn, og dette forbrug skabes kun
ved at gøre det interessant at se på."

Nyhedsformidlingens udseende
tages jo ofte op til debat. Du argumenterer klart for, at der ikke er hold i den
ellers fremherskende tendens til at mene, at "nyhederne var bedre i gamle dage."
Folk tænker dette ud fra en romantiseret forestilling om fortidens
nyhedsformidling, fordi man aldrig går ind og ser gamle nyheder på samme måde,
som man for eksempel kan se en gammel film. Men ser du nogle specifikke
muligheder for forbedring i den nyhedsformidling, vi har nu?

"Man kan måske sige, at der
efterhånden bliver lagt for meget vægt på form og for lidt vægt på indhold ­
hvilket der også er en del journalister, der klager over. En lidt større
satsning på at udvikle selve den journalistiske historie og selve den
journalistiske research kunne være på sin plads. Hvordan de skal gøre det, må
tv-stationerne sådan set selv finde ud af ­ hvilket de i en vis forstand også er
de bedste til.

Jeg ser gerne, at efter et årti,
hvor der er sket nogle vigtige formmæssige fornyelser, så ville det være på
plads med
et årti, hvor der skete nogle vigtige indholdsmæssige fornyelser.
Altså, nogle satsninger og opprioriteringer af stofområder som vi i dag ikke
opfatter som politiske eller nyhedsrelevante."

En ting, der blev diskuteret
ivrigt på SAMS-seminaret i 1998, er politikernes nye rolle i medierne. I hvor
høj grad mener du, at partipolitik er blevet skubbet i baggrunden til fordel for
en mere situations- og modtagerbestemt politik?

"Som grundpræmis er politikerne i
dag langt mere afhængige af medierne og skal indstille sig i forhold til
mediernes behov ­ det er der ingen tvivl om. Men samtidigt kan man også sige, at
politikkens og samfundets kompleksitet er vokset. Det er for simpelt at begribe
udviklingen som gående fra, at de politiske partier og deres kommunikation er
præget af ideologi, til en situation hvor politikerne har tabt ideologien og i
stedet orienterer sig mod modtagerne. Der er i virkeligheden tale om mindst to
udviklingstendenser samtidigt.

Den ene er, at politik har
forandret sig. Både partier og ideologier betyder mindre og noget andet, end de
gjorde tidligere. Nutidens politik har i højere grad fået karakter af at være en
form for offentlig serviceydelse på linie med andre typer af services, som
enkeltindivider og grupper i samfundet efterspørger.

Det er meget vigtigt at
understrege, at de politiske partier ikke forsvinder i den proces. De er sådan
set lige så vigtige i dag, men har en helt anden rolle. De bliver
organisationer, der i langt højere grad er tilknyttet det statslige
forvaltningsapparat.

Partierne bliver i yderste
konsekvens en form for opstillingsmaskinerier til at få det politiske
establishment til at fungere. De er altså ikke de massebevægelser eller
massemedier, som de var engang. Det er én proces, og den omstilling har til en
vis grad været påvirket af medierne. Men i virkeligheden har den udvikling mere
at gøre med nogle store forandringer i det danske samfund omkring de sociale
klassers omorganisering. Det ville være alt for simplificerende blot at
konkludere, at vi nu lever i et mediedemokrati.

Den anden udvikling går på selve
mediets rolle. Medierne, der jo i første omgang var en del af den politiske
institution, har nu taget form af nogle selvstændige institutioner, hvis egne
interne normer er afgørende for, hvordan de kommunikerer med både andre sociale
institutioner og omverdenen i det hele taget. Det er klart, at når politikerne
mister adgang til og kontrol over kommunikationen til deres modtagere, så må de
i højere grad indstille sig på at kommunikere gennem medierne for at nå
modtagerne på mediets vilkår.

Det er dog samtidigt værd at
understrege, at politikere befinder sig i mange forskellige
kommunikationskredsløb. Et meget vigtigt et er det, som massemedierne udgør. Men
de har også en række interne kommunikationskredsløb både i og udenfor
nyhedsmedierne, for eksempel i specialtidsskrifter, i mødeoffentligheder og den
type fora.

Ugebladet Mandag Morgen er en form
for offentlighed, der befinder sig på grænsen mellem medieoffentligheden og en
intern mødeoffentlighed. Disse interne fagpolitiske offentligheder har stadigvæk
stor betydning for politikkens udvikling, og det er derfor ikke helt entydigt
endda, i hvor høj grad politikerne er henvist til at indordne sig under
medierne."

Hvis vi skal komme lidt ind på
de tekniske muligheder i forbindelse med den forestående digitalisering, så er
nyhederne jo godt på vej til at blive en online-service. Når man tænker på, at
internettet tilbyder et næsten uoverskueligt væld af informationskanaler, tror
du da, at man vil få problemer med at fastholde det høje niveau af troværdighed,
der normalt tillægges tv-nyhederne?

"Nej, egentlig ikke. BBC, som vel
har noget i nærheden af det mest anerkendte, verdensomspændende brand eller
´varemærke´ inden for nyhedsformidling, har en online news-service, som de har
opbygget inden for de senere år, og som nyder stor troværdighed. Der er
selvfølgelig en udfordring i at skulle bringe nyheder online, men jeg tror ikke,
at det nye medie udgør en trussel mod den seriøse nyhedsformidling.

Tværtimod åbner det op for en
højere grad af dialog mellem modtagerne og mediet selv. Det giver borgerne øgede
muligheder for at optræde som myndige aktører i nyhedsformidlingen. BBC´s
online-service har erfaret, at deres publikum ikke kun forventer at have
mulighed for at sende e-mails til redaktionen eller den pågældende journalist ­
de gør det rent faktisk også, og forventer at deres kommentarer og input bliver
taget alvorligt. BBC har det, der svarer til en fire-fem mand
fuldtidsbeskæftiget med at svare på henvendelser fra offentligheden via deres
e-mail-service.

Det er vel et udtryk for, at de
nye medier kan komme i højere grad af dialog med modtageren. Modtageren bliver
naturligvis ikke ligestillet med BBC, men kommer dog til at indgå i en dialog
med nyhedsmedierne på en anden måde, end man ser i radio og tv, og det kan da
vel egentligt kun opfattes som positivt."

En anden følge af
digitaliseringen bliver sandsynligvis, at den enkelte forbruger i høj grad
bliver i stand til at sammensætte sit nyhedsudbud ud fra sine egne interesser.
Med det in mente, bliver det da ikke meget svært at undgå en opdeling i et A-,
B- og C-hold?

"Jo, det må man sige. En svensk
undersøgelse, der blev gennemført for nogle år siden, viste ganske klart, at når
der kommer øgede valgmuligheder i forhold til nyhedsudbuddet, så vil folk med
lavere social status eller ringere uddannelsesmæssig kompetence typisk fravælge
de mere seriøse nyhedsudsendelser.

I en verden, om en fem til ti år,
hvor tv og computer konvergerer, og hvor man kan forestille sig, at en
nyhedsudsendelse i tv efterhånden mere kommer til at minde om en
internet-hjemmeside, så er det klart, at forbrugernes sociale arv får mulighed
for at sætte sig igennem. Erfaringen siger ganske enkelt, at enhver øget
mulighed for individuel opsøgning af information giver sociale skævheder. Det er
den klassiske Mattæus-effekt: At dem, der har, skal få mere, og dem, der intet
har, skal endog fratages det lidt, de har.

Men, man skal selvfølgelig altid
vare sig lidt for, hvilke sociale konsekvenser man så drager af dette: Når folk
fravælger for eksempel nyhederne, så afspejler det jo også, at de i en vis
forstand har følt sig mindre tilfredse med det nyhedsudbud, de har fået
tidligere. Måske fordi det ikke har talt til deres erfaringshorisont eller
præsenteret tingene på en måde, så de forstod det. I den forstand kan man sige,
at de måske har fået mindre ud af nyhedsudbuddet end så mange andre, og derfor
er det vel meget naturligt, at de vælger noget andet."

Der er mange, der også ser et
andet problem i det øgede kanaludbud. Man frygter, at folks manglende interesse
i for eksempel udlandsstof vil føre til, at det lokale i ren geografisk forstand
opprioriteres på bekostning af det nationale og globale, og at det fælles
offentlige rum som følge deraf vil opløses. Hvordan forholder du dig til det?

"Ja, jeg tror nu ikke, at det
nationale rum er under afvikling ­ tværtimod. Det er rigtigt, at folk søger hen
imod lokalmedierne, men det er ikke det lokale, der er den afgørende faktor ­
det er det nære. Jeg vil i meget høj grad indtage det synspunkt, at
tilknytningen til det lokale miljø spiller en meget beskeden rolle i folks
hverdagsliv.

Danskerne blev efter min mening
moderne dengang, de små Brugser, lægens konsultation og så videre lukkede, og vi
i stedet fik Superbrugsen og et lægehus i den nærliggende by. Den moderne
dansker har et livsforløb, og inden for det livsforløb vil man prioritere
forskellige ting undervejs ud fra sin egen horisont ­ hvorvidt det er nært for
os. Når ens børn kommer i vuggestue, så interesserer man sig for vuggestuer. Men
i det øjeblik de ikke går der mere, så interesserer man sig overhovedet ikke
længere for vuggestuen, selv om den ligger lige henne på hjørnet.

Det er en radikalt anden verden,
end den der eksisterede for en 50-100 år siden. Dengang vedblev det lokale med
at være interessant, fordi det var et eksistensvilkår, at man hele tiden var
henvist til de mennesker, man boede iblandt. Det er man i meget mindre grad i
dag.

Hvad lokalmediernes udbredelse
angår: Ja, i en vis forstand leverer de noget, der er lokalt, men til dels er de
i praksis i meget høj grad domineret ikke mindst af anglo-amerikanske
fiktionsprodukter - og musikprodukter, når vi taler radio. Dels er det stof, de
leverer snarere noget, der taler til det nære ­ altså giver personlige
oplevelser og udvikling ­ snarere end det er udtryk for en særlig plejning af
det lokale.

Det, der er interessant i den
forstand, er, at det nære har overtaget det lokales rolle, og dermed bliver det
meget mere forståeligt, hvorfor nogle ­ ikke mindst i de lavere sociale grupper
­ har præferencer for amerikansk fiktionsproduktion. Det er jo fordi, de
gestalter en verden, der i en vis forstand er mere nær på dem, end det de får
leveret i ´TV-Avisen´ og for den sags skyld i TV2´s nyhedsudsendelser.

Det nære er kommet til at spille
en utrolig stor rolle i folks liv ­ ikke kun i nyhederne, men i det hele taget.
Dilemmaet er derfor, at hvis man vil have folk til at interessere sig for en
national politisk dagsorden, så må man på den ene side komme dem i møde ­ gøre
tingene mere nære ­ men på den anden side må man også bringe folk ind i det
nationale politiske rum. Og dét er en enormt stor og vanskelig opgave, for det
er ikke noget, medierne i sig selv kan levere. Det er noget, der peger helt ud
mod uddannelsessystemet, mod arbejdslivet og mod de sociale strukturer som
helhed."

I det nye medieforlig taler man
i øjeblikket om at starte et alternativ til ´Radioavisen´ for gennem konkurrence
at hæve kvalitetsniveauet i programmerne. Er det en realistisk forventning, når
man til sammenligning ser på tv´s udvikling siden monopolbruddet?

"Det kommer jo helt an på, hvem
der skal levere den anden vare. Jeg er noget skeptisk over for det, som jeg har
hørt, nemlig at man vil tillade networking mellem lokalradioer, regionalradioer
og kommercielle stationer. Det, kan man selvfølgeligt synes, er en god ting,
hvis man mener, at radio først og fremmest er noget, der skal betragtes som en
vare, der skal sælges.

Men, hvis det er på den måde, man
vil skabe mere kvalitetspræget nyhedsradio, så stiller jeg mig stærkt tvivlende
over for den virkningen. Hvis man derimod lavede noget, der var ­ ja, TV2-agtigt
i dets vilkår, så vil jeg tro, at man måske kunne få noget af den samme gunstige
proces, der har været mellem ´TV-Avisen´ og TV2´s ´Nyhederne´. Altså, hvor TV2
på den ene side har trukket i en mere populær retning og indført en større grad
af forpligtethed over for modtageren og på den anden side har fastholdt nogle
journalistiske væsentlighedskriterier.

Jeg mener, at en af de virkelig
store bommerter i dansk mediepolitik var, da Jytte Hilden næsten overnight
besluttede, at man ville tillade networking mellem kommercielle lokale
tv-stationer i Danmark. Da man i en række andre henseender var meget
restriktive, kom denne tilladelse som lidt af en bombe i det danske mediesystem,
fordi man jo dermed sagde: "Nu etablerer vi en national tv-station, ejet af
udenlandske mediekoncerner."

Det kan man jo mene om, hvad man
vil, men problemet lå i, at det ikke på noget tidspunkt var genstand for nogen
større mediepolitisk diskussion, men snarere blev indført nærmest som et
appendix i den medielovgivning, der kom her for nogle år siden. Det har haft
meget stor indflydelse på, hvordan hele det danske tv-system nu udvikler sig.
Hele TV2´s krise kan sådan set føres tilbage til præcis den beslutning, som de
tog på det tidspunkt.

Det, jeg fornemmer, er, at man er
ved at lave den samme beslutning igen på radioområdet. Man siger: "Vi lader
lokale stationer networke," og det lyder i en vis forstand harmløst.

Man siger ikke: "Nu etablerer vi
en national kommerciel radiostation."

Men det er faktisk det, man gør,
og et sådant budskab ville blive opfattet helt anderledes af den politiske
offentlighed."

For at vende tilbage til det
med kvaliteten, så påpeger du jo, at vores journalistik for tiden ligger meget
under for mediet og kun i begrænset omfang arbejder på at udvikle sine egne
normer. Hvad er god journalistik for dig?

"Den gode journalistiske historie
er den, der fortæller dig om et emne, som du ikke kunne have drømt om at
interessere dig for. Som du pludseligt forstår har meget stor indflydelse på dit
eget liv eller på noget, der er vigtigt for samfundets liv ­ og det kan være
hvad som helst. Den gode journalistiske historie er den, som fortæller dig det,
som du overhovedet ikke tænkte, at du behøvede interessere dig for."

"Det skifter ret meget. Nu ser jeg
jo af professionsmæssige årsager mange forskelligartede nyheder, som jeg i en
vis forstand som privatperson aldrig havde drømt om at se. Men, for at nævne
noget, så synes jeg for eksempel, DR2´s ´Efter Deadline´ er et glimrende
program."

´TV-nyheder i konkurrence´
(Samfundslitteratur. 1999) går ind og tegner et historisk rids af
nyhedsformidlingen fra 60'erne og op til i dag med særlig vægt lagt på tiden
efter monopolbruddet. Den påviser, hvordan nyhedsjournalistikken på en række
væsentlige punkter har ændret karakter. Heriblandt at traditionel politisk og
økonomisk stof har måttet give plads for blødere politiske emner og rent
underholdende stof. Fortælleformen er blevet mere dynamisk, og journalistens
rolle er blevet en anden.

Stig Hjarvard, f. 1960, er lektor
ved Institut for Film- & Medievidenskab, København Universitet. Han har udgivet
en række bøger om nyhedsformidling, tv og internationale medieforhold ­ blandt
andet ´Internationale TV-nyheder´ (1995) og ´Nyhedsmediernes rolle i det
politiske demokrati´ (1995). Han har desuden skrevet en lang række artikler i
danske og internationale tidsskrifter og antologier. Han er leder af
forskningsprojektet ´Global Media Cultures´, finansieret af Statens Humanistiske
Forskningsråd i perioden 1999-2001.