I efteråret 1999 afholdtes et seminar med titlen ´Global Encounters ­ Media and Cultural Transformation´. Seminaret var arrangeret af en gruppe medieforskere, der deltager i forskningsprojektet ´Global Media Cultures´. På seminaret blev forskellige syn på globalisering og det globale præsenteret. Begrebernes betydning for kommunikation blev ligeledes diskuteret. Denne artikel er et forsøg på at viderebringe de indsigter og diskussioner, der var på seminaret.

Globale tilstande
Det globale er en mulig tilstand, et resultat af den såkaldte globaliseringsproces, men ikke en tilstand, vi nødvendigvis allerede befinder os i. Faktisk er der stor teoretisk uenighed om,
hvordan globaliseringsprocessen forløber, hvor langt den er nået, og hvad dens konsekvenser er. En ting er dog sikker: Globalitet er altfavnende, det ligger i selve ordet. Globalisering berører alle aspekter af samfundet. Man kan for overskuelighedens skyld opdele studiet af det globale i et økonomisk, et kulturelt og et politisk niveau.

De økonomiske tendenser er de mest entydige. Væksten i internationale transaktioner er enorm. Forskellige internationale aktører som for eksempel EU, Verdensbanken, diverse NGO´er og

transnationale kooperationer får stadig større indflydelse og bliver mere og mere afhængige af hinanden. Dette peger i retning af stadig øget internationalisering og transnationalisering, men det betyder ikke nødvendigvis en global fremtid. Dertil er magtbalancen for skæv. Især de fattigste lande er fortsat marginaliserede, og tendenserne går snarere i retning af en triadisering, det
vil sige en verden med tre centre i form af EU, USA og Japan. Mellem disse centre foregår en voldsom udveksling af handelsvarer, og her flyder de politiske informationer og kulturelle produkter i en lind strøm.

Uden for centrene finder man lande og områder, der mere eller mindre permanent er interessante handelspartnere, og som nyder godt af internationaliseringen. Men der er også områder som fortsat er isolerede, og hvor de krav om overholdelse af menneskerettigheder og handelsaftaler, som internationaliseringen medfører, snarere opleves som en barriere end som en mulighed.

Kultur kan ikke på samme måde som økonomiske transaktioner måles og kvantificeres, og derfor går bestemmelsen af kulturelle tendenser ofte vejen omkring de til enhver tid fremherskende teorier. I spørgsmålet om kulturens eventuelle globalisering møder man to modstridende teoretiske positioner. Ifølge den ene er globaliseringen en ret fremskreden og overvejende positiv proces. Den anden er mere kritisk, og selvom den ikke benægter eksistensen af visse globale tendenser, opfatter den globalisering som et begrænset og negativt fænomen.

De glade globalister
Den positive beskrivelse af globaliseringen bygger på et konstruktivistisk grundlag. Globalitet er et menneskeskabt begreb. Det handler om, hvordan folk opfatter deres dagligdag.

Hvis folk snakker om globalitet, så eksisterer fænomenet, og det gør en forskel. Den engelske sociolog Anthony Giddens er især repræsentant for denne holdning. Hans udgangspunkt er en opløsning af tid og rum som begrænsende rammer for den menneskelige tilværelse. I dag kan man sende budskaber over store afstande på ingen tid, og budskabet transporteres i sin rene form. Dette medfører en tidslig og rumlig samhørighed med resten af verden, som gør en stor forskel for dannelsen af identitet. Det traditionelle samfunds afgrænsning af sig selv i forhold til en ukendt anden er ikke længere mulig.

Resultatet af denne opløsning er fremkomsten af en refleksiv og global modernitet. Vi har nu alle evnen til at medtænke hele verden, når vi overvejer vores egen position, vores holdninger og vores levevis. Individet frigøres i det posttraditionelle samfund. Den enkelte kan bevidst vælge hvilke normer og værdier, han/hun vil anerkende, og kan forme sin tilværelse på tværs af forskellige kulturelle rammer.

Der er dog ikke tale om en opløsning af forskelle. Menneskene står i dag over for en række fælles problemstillinger og med en stor indsigt i hinandens levevis. Der gives alternative løsninger på problemerne, og den enkelte kan vælge mellem disse i udformningen af den unikke fortælling, der udgør hans/hendes liv og identitet.

Lærd transitdialog
Skeptikerne tager deres udgangspunkt i kultur som praksis. For denne retning er de fremherskende diskurser en side af den kulturelle praksis, men ikke dens alfa og omega. Blandt skeptikerne indtager antropologen Jonathan Friedman en fremtrædende position. Friedman hævder, at talen om og teoretiseringen af det globale er helt igennem ideologisk. Teorierne udspringer af forskerens egen position i samfundet.

Globaliseringsdiskursen har sine rødder i en lille elites priviligerede oplevelse af at rejse og forbruge. Sat på spidsen hævdes det, at diskursen er udsprunget af en lille gruppe velstillede akademikeres samtaler i diverse internationale lufthavnes ventesale. Her møder disse akademikere hinanden på vej til og fra konferencer, på hvilke de udvikler og mangfoldiggør deres lufthavnskauserier.

Teorier om det globale afspejler ingen anden virkelighed end teoretikernes. Skeptikerne hævder, at resten af samfundet snarere bevæger sig mod stadigt mindre lokale fællesskaber end mod
større integration i et globalt rum. Der er tale om to modsatrettede bevægelser. Samfundets elite tænker globalt og stiler mod internationale aftaler og kontakter, mens manden på gaden føler sig svigtet af denne elite. I stedet vender han sig bort fra staten og ind mod traditionelle fællesskaber som for eksempel familien. Langt de fleste mennesker er dybt forankrede i deres traditionelle kulturelle praksis og har ingen mulighed og ej heller noget ønske om at reflektere over denne i en global sammenhæng.

Kultur i praksis
Splittelsen mellem de to teoretiske positioner afspejles i empiriske studier. For eksempel kan Internettets udbredelse og det evindeligt ekspanderende udbud af transnationalt satellit- og kabel-tv opfattes som et belæg for påstanden om, at globaliseringsprocessen allerede er trængt langt ind i folks hverdag. Men her indvender skeptikerne, at det ikke er nok at konstatere, at folk har adgang til globale medier. Man må undersøge, hvad folk faktisk bruger disse medier til.

Derfor kan casestudier af forskellige gruppers brug og reception af massemedierede kulturprodukter teste globaliseringsteoriernes gyldighed og forklaringspotentiale. Eftersom massemedierne byder sig til som formidlere af globale kulturprodukter, repræsenterer disse medier en kritisk case. Hvis man ikke i massemediernes tilfælde kan finde tydelige tegn på kulturel globalisering, vil det være meget usandsynligt, at globaliseringen skulle have fået indflydelse på andre områder af kulturlivet.

Empiriske undersøgelser tyder på, at kulturel globalisering på ingen måde er en entydig størrelse. Mens stadig flere får adgang til de samme kulturprodukter, viser receptionsundersøgelser, at
det samme produkt modtages og bruges vidt forskelligt af forskellige grupper. Desuden er der ikke udelukkende tale om en ensretning af medielandskabet. Tværtimod får mindre, organiserede grupper som for eksempel etniske minoriteter, studerende eller ornitologer stadig lettere ved selv at lave programmer til broadcasting.

Disse tendenser kan illustreres gennem beretningen om den engelske satiriske serie ´Goodness Gracious Me´. Den er instrueret af unge englændere med indiske og pakistanske rødder og fokuserer
på kulturelle forviklinger i mødet mellem etniske englændere og indere. Serien har opnået stor popularitet i England, og de engelske seere vrider sig af grin ved mødet med deres karikerede hverdagsoplevelser. ´Goodness Gracious Me´ er blevet solgt til cirka tyve andre lande, heriblandt Sverige. I Sverige fik serien dog en noget anden modtagelse end i England. Svenskerne troede, der var tale om en række dokumentarprogrammer!

Murdoch på Indisk
Spredningen af især amerikansk producerede kulturprodukter er heller ikke en entydig tendens. I nogle områder af verden foretrækker seerne nationalt producerede serier og programmer frem for
de vidt distribuerede produktioner. Dette er i ekstrem grad tilfældet i Indien, hvor selv Rupert Murdochs asiatiske Star-tv og Sonys kabelkanal, nu næsten udelukkende viser Bombay-producerede tv-serier, der appellerer til traditionelle indiske værdier. En oprustning af det lokale kulturfællesskab går her hånd i hånd med tv-selskabernes transnationale økonomiske interesser.

Disse eksempler antyder at globaliseringens teoretiske rammer er defineret for bredt af både fortalere og modstandere af globaliseringsprocessen. Eksemplerne peger i retning af enudvikling, der er kendetegnet af flere forskellige sideløbende og samtidigt modsatrettede processer. Der er tegn på, at vi bevæger os i retning af en samplet virkelighed, hvor den enkelte frit vælger og fortolker alverdens indtryk ­ globalisering.

Samtidig vender mange sig udelukkende mod det nære og det kendte ­ lokalisering, mens andre igen slet ikke kan få adgang til de mange muligheder ­ marginalisering. I lyset af disse observationer kan man tildele begge de to teoretiske retninger et vist forklaringspotentiale. Dog må konklusionen blive, at globalisering på det kulturelle plan er en diffus størrelse, og at ingen af de teorier, der beskriver fænomenet, har global gyldighed.

Zap mellem verdens brændpunkter
Det politiske niveau i samfundet kan ses som en mediator mellem kulturen og det økonomiske system, og som sådan får politikken en helt særlig betydning for samfundets vel. Den tyske filosof og sociolog Habermas hævder i sin karakteristik af dagens samfund, at den abstrakte økonomi har stukket sine antenner dybt ind i kulturen. Kultur reduceres derved til produkter på markedet, og de menneskelige fællesskaber nedbrydes.

Hvis det er tilfældet, må det blandt andet være politikkens opgave at regulere og modvirke sådanne overgreb. Men i Habermas´ teori er det politiske system i sig selv abstrakt. Det må hente
sin legitimation i den selvsamme kulturelle praksis, som det skal beskytte. Her kommer den offentlige sfære ind i billedet. Den offentlige sfære er det rum, der opstår, hver gang en person eller gruppe vil kommunikere sine behov, forslag og lignende ud til et større publikum. Dette center for fri debat og meningsudveksling, i sig selv en illusorisk størrelse, har i dagens samfund hovedsageligt forputtet sig et sted mellem katastrofebillederne og vejrudsigten.

Det vil sige i tv-nyhederne på dette medies præmisser. Det har store konsekvenser for den offentlige meningsdannelse, at den brede og almenekommunikation mellem borgerne, den politiske meningsudveksling og forskellige gruppers forsøg på at komme til orde i dag mestendels foregår via tv. Af afgørende betydning er nyhedsmediernes placering i det splittede felt mellem
globalisering og lokalisering.

Nyhedsredaktionerne, lige fra enmandsredaktionen, der er tilknyttet Niedersachsens lokalsender, til CNN´s hovedkvarter, har i dag adgang til en ufattelig mængde informationer. Rundt omkring på alverdens nyhedsredaktioner træffes de samme beslutninger vedrørende de samme historier samtidigt. Der er jordskælv i Tyrkiet. Billederne derfra hentes øjeblikkeligt ned fra satellit i både New York og Tokyo, og begge steder må man træffe det samme valg. Skal denne historie med i næste nyhedsudsendelse eller ej?

Ud fra sådanne betragtninger er nyhedsmedierne fuldstændigt globaliserede, og man kan hævde, at det samme er tilfældet med den offentlige sfære: Seere over hele verden bliver præsenteret for analyser af, hvilke konsekvenser jordskælvet vil have for Tyrkiets mulighed for at blive optaget i EU. Men her hopper den globale kæde af, for ude i de små hjem træffer mange seere det samme valg. De zapper videre til et andet program.

Skævt engagement
Selvom vi i høj grad eksponeres for det samme nyhedsstof verden over, sker det yderst sjældent, at en global meningsdannelse finder sted. En sådan opstår sporadisk og nærmest uforklarligt. Hvorfor tog alle stilling til Kosova-krisen og den efterfølgende krig, men ikke til situationen på Øst Timor? Når den globale meningsdannelse finder sted, og folket oplader sin røst, er det langt fra altid muligt for det politiske system at efterleve folkets krav. I 1989 var hele verden for eksempel optaget af begivenhederne på og omkring den Himmelske Freds Plads, men på trods af den megen debat og entydige støtte til studenterne var der ingen, der greb ind.

Seernes manglende engagement i de internationale nyheder betyder at nyhedsredaktionerne stadig satser stærkt på det, der berører seernes hverdag. Derfor udgør lokalstof fortsat størstedelen af de mindre nyhedsredaktioners færdige produkt, og derfor tilbyder de transnationale nyhedskanaler regionale versioner af deres produkter. For eksempel har CNN lanceret en nordisk version. Den nuværende situation er altså den, at vi råder over den information, der skal til for at skabe en global offentlighed.

Dette hindres dog, dels fordi den politiske kompetence til at effektuere en sådan offentligheds ønsker ikke er til stede, dels fordi den enkelte ikke er i stand til at forholde sig til størstedelen af den information, han/hun modtager. Det sidste er et resultat afde store forskelle, der stadig er i verden. Selvom vi ved mere om hinanden, end vi nogensinde tidligere har gjort, mangler vi stadig den sympati og forståelse, der kræves for aktiv dialog og engageret stillingtagen.

Global fremtid
Det er en kliché, at verden bliver mindre, men en kliché der på mange måder har hold i den reelle udvikling. Dog er det også tydeligt, at verden vokser. I takt med at vi får mere og mere til
fælles med resten af klodens indbyggere, bliver forskellene mellem os tydeligere og vigtigere. Massemedierne er i høj grad med til at give os en fælles kulturel og politisk referenceramme, men medierne viser os også de store forskelle, der trods alt er mellem jordens indbyggere. Vi har i dag adgang til verdensomspændende nyhedsdækning, der indgås jævnligt nye internationale
handelsaftaler, og vi kan følge med i den samme sportsbegivenhed ´live´, uanset hvor på kloden vi befinder os.

Dette er alt sammen tegn på globalisering, men det betyder ikke, at vi lever i en global tidsalder. For på samme tid oplever de højrenationalistiske partier en stærk fremgang i mange europæiske lande, de fattigste lande er fortsat underrepræsenterede i de internationale politiske organer, og verdens oprindelige folk søger tilbage til forfædrenes levevis. Dette fører alt sammen væk fra den globale scene, men det betyder ikke, at globaliseringsprocessen er kollapset.

Globalisering er en alt andet end entydig proces, og det har konsekvenser både for den, der ønsker at formidle sine budskaber til et større publikum, og for den, der ønsker at analysere sådanne budskaber. Som formidler kan man potentielt nå ud til hele verden. Men man kan også risikere, at ingen hører efter. Derfor er afsenderen i endnu højere grad end tidligere nødsaget til at overveje, hvem den egentlige modtager er. Man kan ikke kommunikere målrettet til et globalt publikum. Folk modtager i dag så megen information, at de højst sandsynligt vil frasortere alle budskaber, der ikke rammer direkte ned i deres hverdag.

For den, der ønsker at analysere kommunikation på den potentielt globale scene, er det centralt at studere, hvor og hvordan de globale fora opstår. Man må bestemme, hvem der har adgang til den globale kommunikation, og hvem den henvender sig til. Omvendt må man også bestemme, hvem der er lukket ude. Her støder man på globaliseringens grundlæggende paradoks. Hvis nogle er udelukkede, hvordan kan man så overhovedet tale om globalitet? Teorierne om globalitet og globalisering udspringer fra et center, som udgøres af verdens rigeste lande med den højst uddannede befolkning. Globalisering som økonomisk, kulturel og politisk praksis breder sig ud fra dette center, idet stadig flere berøres af globaliseringens muligheder og begrænsninger.

Spørgsmålet er, om globaliseringen nogensinde bliver verdensomspændende.

-----------------------
Forskningsprojektet ´Global Media
Cultures´ er et to-årigt forskningsprojekt med deltagere fra Københavns og Århus Universitet. Projektet støttes af det humanistiske forskningsråd.

Stig Hjarvard fra Film- og medievidenskab på Københavns Universitet er leder af projektet.

Fra Københavns Universitet deltager desuden: Klaus Bruhn Jensen, Gitte Stald, Henrik Søndergaard og Thomas Tufte.

Fra Århus Universitet deltager: Hanne Bruun og Kirsten Frandsen.

´Global Media Cultures´ er inddelt i en række delprojekter med hver deres specifikke fokus, men alle projekterne analyserer aspekter af mediernes deltagelse i globaliseringsprocessen. Studiet
af mediernes udfordring af gamle kulturer og dannelsen af nye symbolske og kulturelle fællesskaber er i centrum.

Læs mere om projektet på: www.global.media.ku.dk.