| Arto i virkeligheden | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Børnelokkere, mobning og Gud ved hvad. Legepladsen og skolegården er flyttet ud af tid og rum og ind i den nye arena, der hedder Internettet. Nyhedsmedierne ser det, og bekymrede forældre går i panik. Alt imens fortsætter de unge med at gøre akkurat, som de altid har gjort; de prøver grænser af, mødes med dem, de kender, og ser hinanden og sig selv an – på nettet. Kim Nørgaard , Studerende på Medievidenskab, Århus Universitet Det er rigtig stort. Mere end 500.000 registrerede profiler. Vi taler naturligvis om netstedet Arto, der gennem snart 10 år har gennemgået en højpotent udvikling, og som har samlet teenagere fra hele landet under ét virtuelt tag. I løbet af de sidste par år har den brede danske befolkning, eller rettere den voksne del, i diverse nyhedsmedier kunnet høre om netstedet Arto. Men vinklen har ofte været negativ. Vi har hørt om Rudy og de andre børnelokkere, der gør netlivet usikkert for børnene og de unge. Vi har også hørt om, hvordan steder som Arto i vildskab avler mobning og afskårne, anonyme personer, der gemmer sig bag skærmen. En sådan omtale er interessant, ikke fordi disse fænomener er nye og spændende, men fordi mediernes selvsving over de unges evige forfald ofte blot er toppen af et isbjerg, der skjuler meget af det, der i øvrigt foregår. I en receptionsanalytisk eksamensopgave på Medievidenskab i Århus har vi set nærmere på fænomenet Arto og denne skjulte del af isbjerget. I stedet for at se på, om Arto er godt eller skidt, har vi altså valgt at fokusere på, hvordan de unge egentlig bruger det, som det ungdomsprægede virtuelle mødested, det er. Det har vi gjort, dels ved at se på sitet og det indhold, der skabes, og dels ved at se på, hvordan en række brugere producerer og reproducerer deres identitet som en del af deres brug. Vores resultat er udtryk for en lidt mere afslappet tendens end den, medierne fremlægger. Vi ser ikke Arto som farligt eller specielt revolutionerende. I stedet for at se Arto som noget særegent, altså som et slags parallelt univers, ser vi det i højere grad som en forlængelse af de institutioner - skole, ungdomsklub, familien osv. - som de unge til hverdag er i kontakt med. Små, flydende netværk Arto kan karakteriseres som et online community, altså et online værested, der har karakter af et fællesskab, hvor brugerne taler sammen, hjælper hinanden, deler værdier og producerer kollektive produkter såsom debatter og blogs i et gensidigt samarbejde. Det indebærer altså et udpræget socialt aspekt af brugen, og man kunne fristes til at tro, at Arto så er ét samlet netværk, hvor alle kender mange, og som i det mindste er relativt gennemskueligt. Men det er noget, der umuliggøres af mængden af brugere alene. I stedet kan Arto ses som et netværk bestående af et større antal små netværk, der er bundet sammen af det indhold, brugerne genererer. Vi skelner imellem to typer af netværk. Primært er der mange små netværk, som er relativt stabile og som består af personer, der i forvejen kender hinanden uden for Arto, typisk fra skolen. Dertil kommer der en række mere ustabile netværk, der går på tværs af de stabile netværk, og som dermed er flydende og kontingente. Brugen hos de unge, vi interviewede, kan overordnet opdeles i to typer: Dels reproducerer deres brug eksisterende personlige relationer til venner og bekendte, som de kender fra livet udenfor Arto, og dels producerer de nye flydende og kontingente netværk ved at stifte nye bekendtskaber på Arto. De personer, de opsøger, er typisk nogen, de har mødt før i virkeligheden, f.eks. til fester, men det kan også være vildt fremmede. Hul igennem De stabile netværk er baseret på et behov for bekræftelse. I det indhold, der produceres i de stabile netværk, bruges der forbløffende meget plads på at skrive korte beskeder, f.eks. i gæstebøgerne og andre steder, hvor der spørges til en eller anden form for status: Hvordan går det? Har du det godt? Der er tale om beskeder, der i høj grad lægger op til eller kræver svar. Ved hele tiden at udsende den slags "følere" til deres venner, signalerer de unge et stærkt ønske om at vedligeholde en kontakt. Dermed retter de ikke blot opmærksomheden ud i verden, men også ind imod dem selv. Man kan sige, at når de spørger: "Har du det godt?", spørger de samtidig "Kan du se, jeg spørger dig om noget?". Behovet for vedligeholdelse af kontakt ser vi derfor som et behov for bekræftelse. Behovet for gensidig bekræftelse er en af de centrale kræfter, der holder de stabile netværk på Arto sammen. Lidt af det frække I de flydende netværk ser det lidt anderledes ud. Her skabes kontakten som sagt ofte med personer, man i forvejen ikke kender. De unge bruger i den forbindelse Arto som et middel til at udforske de mere eksotiske sider af tilværelsen, som de normalt ikke har den samme anonyme og umiddelbare adgang til uden for Arto. Den udprægede enighed blandt de unge i interviewene om, at man ikke opsøger romantiske eller seksuelle forhold via Arto, men at man i stedet mere indirekte leger med kønsroller og seksualitet, illustrerer meget godt denne pointe. Legene kan f.eks. foregå ved at oprette en falsk bruger, og gøre tilnærmelser til andre "for sjov", eller det kan ske mere indirekte ved at "udstille" sig selv i et billedgalleri. Selvom flere unge både over for os og online udtrykker tilbøjeligheder til eksotisk leg, er det langt fra det, de primært bruger Arto til. Faktisk bruges langt den største del af tiden på de stabile netværk - altså på at pleje og udbygge de venskaber, man har i forvejen. Vi tør her antyde, at de aktiviteter, medierne helst vil beskæftige sig med, er dem, der foregår i de flydende og kontingente netværk; altså de eksotiske, risikobetonede aktiviteter. Der er bare den hage, at det tilsyneladende udgør en ret lille del af brugen, og at det, de unge i virkeligheden gør på Arto, i det store hele ligner det, de gør i ungdomsklubben og andre institutioner. De bruger det altså til alt lige fra at tale om kærester, skole og fester til at aftale, hvornår de skal mødes til den næste fest. Jeg er ikke alle andre end mig selv Pointen vedrørende, at de unge bruger Arto som en forlængelse af den øvrige virkelighed, bliver endnu mere tydelig, når vi ser på, hvordan de unge taler om sig selv og andre brugere. Vi ser identitet som noget kontingent og diskursivt, og i forlængelse heraf noget der defineres negativt, hvilket i høj grad gør sig gældende for respondenterne som helhed. De producerer så at sige deres identitet ved at reproducere fortællinger og diskurser om andre grupper og personer, som de distancerer sig fra. Nogle gange italesætter de endda persontyper, eller med et retorisk begreb - stråmænd, fx "Arto geeks" eller "fakere", der ikke som sådan er veldefinerede, men hvis egenskaber de selv indholdsudfylder. Drengene definerer sig som mænd, dels ved at gøre som mænd gør, og dels ved at distancere sig fra kvinder. Den samme tendens ser vi på en række andre områder, fx i forhold til etnicitet, seksualitet, alder og intelligens. Den typiske Arto-respondent definerer sig i flæng som ikke-homoseksuel, ikke-gammel og ikke-barn. Det interessante her er, at de unge både på Arto og i interviewene italesætter sig selv og andre på en overraskende ensartet måde. Det indtryk, medierne giver, er ellers ofte, at de unge gemmer sig bag anonymitetens bekvemmelighed, og at nettet er en slags dynamo for at skifte ham, som det passer dem. Vi mener ikke, at det er tilfældet nær så ofte. Tværtimod ser vi primært en tendens til, at online-tjenester som Arto af de unge hovedsageligt bruges til at reproducere de selvfortællinger, som de tager med sig "udefra". En moderne institution Den negativt definerede identitet ser vi samtidig som et fænomen, der er knyttet til individet i moderniteten. Hos f.eks. Anthony Giddens og Thomas Ziehe gives der udtryk for, at mennesker - og især unge - har svært ved at håndtere modernitetens kompleksiteter. En mangel på sikker viden gør, at der opstår ontologisk usikkerhed, for man kan ikke længere, som i de traditionelle samfund, positivt definere sig selv. Som vi ser det, forsøger de unge Arto-brugere at klare sig i moderniteten ved at bruge nogle forskellige strategier, og her har vi hentet lidt hjælp hos Thomas Ziehe, der taler om tre strategier: subjektivering, potensering og ontologisering. Kort fortalt er Arto et sted, hvor de unge søger og danner situationel, autentisk identitet, blandt andet ved at udstille og eksplicitere deres selvbillede eller ved (delvist anonymt) at sammenligne sig selv med andre. De bruger tillige Arto til at skabe intensitet og dermed til at undgå kedsomhed. Det fremgår af en tendens til hyppig overdrivelse, f.eks. når der svares på "følerne" i ekstreme vendinger som "Jeg har det bare helt vildt overdrevent godt" eller "Dette er den værste dag i mit liv", selv om det ikke er de helt store ting, der er sket. Endelig bruger de unge Arto til at danne faste holdepunkter og dermed håndtere den ontologiske usikkerhed ved at skelne mellem noget, der er ægte eller virkeligt, og noget, der er falsk eller uvirkeligt. Disse strategier er ikke enestående for Arto, men er blevet brugt og bliver brugt på tilsvarende måder i alle mulige andre situationer. På den baggrund ser vi Arto som en social institution, der fungerer som en ekstra dimension i deres sociale liv, hvorigennem de kan producere og reproducere deres sociale identiteter. Institutionsmetaforen præsenterer altså Arto som en forlængelse af de unges offline liv, hvilket i øvrigt er en konklusion, cand.mag. i Kommunikation, Malene C. Larsen, i en tilsvarende undersøgelse også er nået frem til. Men selvom deres brug godt kan analyseres i lyset af institutionsmetaforen, foregår der alligevel en gennemgående, ironisk distancering blandt de unge i forhold til at se Arto på den måde. Den ironiske distance findes på mange niveauer og kendetegner som regel en afstandstagen til noget, de unge selv gør. Vi mener dog ikke, at de to perspektiver nødvendigvis udelukker hinanden. Man kunne godt fortolke tendensen som udtryk for, at der er forskel på de handlinger, de unge foretager sig, og den måde de i specifikke sociale situationer omtaler disse handlinger. Italesættelsen - og dermed betydningsdannelsen - af handlingerne er altså afhængig af den sociale kontekst den udtales i. Så selvom deres handlinger (og langt hen ad vejen også deres omtale af dem) generelt peger i retning af en fortolkning à la institutionsmetaforen, er der i de specifikke sociale grupper, vi interviewede, tilsyneladende også en vis ironisk distance på spil. De sociale normer i grupperne er altså ikke hundrede procent i tråd med den måde, det ellers lader til, at de bruger Arto på. Fakta Arto (www.arto.dk) opstod i 1998 som et forum for vittigheder. Ideen var i starten, at brugerne selv kunne lægge vittigheder op på hjemmesiden, men det udviklede sig hurtigt til mere, fordi der opstod et behov for mere kompleks kommunikation. Det betød at der opstod brugerprofiler og tingene udviklede sig derfra til det, det er i dag - en hjemmeside primært for 13-17-årige teenagere, der tilbyder en række kommunikationsfaciliteter, såsom blogs, debatter, gæstebøger og chat. Der er mere end 500.000 registrerede profiler, men skærer man de inaktive og de redundante profiler fra, er antallet af aktive brugere nok en del mindre. Arto kan med lidt god vilje beskrives som en dansk version af MySpace for teenagere. Vi har undersøgt treogtyve 14-16-åriges brug af Arto. Respondenterne er fordelt på fire grupper, således at der er en pige- og en drengegruppe fra hhv. en ungdomsklub i Åbyhøj og en privatskole i Århus midtby. Undersøgelsen er udelukkende kvalitativ, og er foretaget som en blanding af tekstanalyse, indholdsanalyse og interviews i fokusgrupper. Litteratur Larsen, Malene C., 2005: Unge, venskab og identitet - en etnografisk undersøgelse af unges brug af hjemmesiden Arto. Speciale, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet Ziehe, Thomas, 1989: Ambivalenser og mangfoldighed. Politisk revy, København. Link til projektet: http://files.jasen.dk/arto_projekt/arto_final_v10.pdf |
| Senest opdateret ( Torsdag, 03. Juli 2008 08:09 ) |
