| Medier i Laos | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Poul Erik Nielsen, lektor ved institut for informations- og medievidenskab, Aarhus Universitet Når man bevæger sig rundt i de fredelige smalle gader i Vientiane, Luang Prabang og Savannakhet har man frit udsyn ind i folks hjem. Her bor en hel familie i et spartansk indrettet rum, der både fungerer som soveværelse og spise- og opholdstue. I de fleste hjem kører fjernsynet med thai tv eller video (VCD), og mens nogle ser fjernsyn, er andre optaget af andre gøremål. Selv når man ad ufremkommelige veje besøger afsides beliggende landsbyer i bjergene, samles indbyggerne omkring landsbyens batteridrevne fjernsyn for at se thai tv hentet ned fra en satellit i det fjerne. Himmelens lyksaligheder er blevet en del af laoternes hverdag. Laos er et af de få kommunistiske lande, hvor kommunismens internationale sammenbrud er passeret ubemærket. Landet ledes af et aldrende politbureau, der har siddet ved magten, siden landet i 1975, efter tre årtiers kamp mod den franske kolonimagt, genvandt sin frihed. Laos, der har 5,3 millioner indbyggere, er omkranset af Thailand, Vietnam, Kina, Cambodja og Myanmar. Politisk er landet knyttet til Vietnam, men kulturelt, sprogligt og religiøst er båndene historisk set tættere til Thailand. Landet har de seneste 15 år gennemført en langsom økonomisk opblødning i forhold til omverdenen, men det økonomiske boom i Sydøstasien i 1990´erne har haft minimal afsmitning. Laos er fortsat et fattigt og underudviklet landbrugsland af ris-bønder med naturalie økonomi. Omkring halvdelen af den voksne befolkning er analfabeter, og børnedødeligheden er høj. Laos er politisk og kulturelt domineret af den største etniske gruppe, Lao Loum, men der er 48 registrerede etniske minoriteter (og i realiteten mange flere). Mange af de etniske minoriteter har eget sprog, og de lever ofte afsondret og underpriviligeret i bjergrige egne. Desuden har regeringen ikke været i stand til at integrere dem i en fælles national kultur. Medieudviklingen en kilde til forandring? Den laotiske forfatning sikrer ytrings- og pressefrihed, men reelt er der ikke pressefrihed. De få tilladte medier er kontrolleret af regeringen gennem Kultur- og Informationsministeriet, og medierne betragter det som deres opgave at udbrede regeringens og partiets politik. Der er ikke egentlig censur, men medierne og de enkelte journalister udøver stærk selvcensur af frygt for repressalier. Selvcensuren er så udpræget, at det er sjældent, at grænsen for ytringsfriheden bliver udfordret. De laotiske medier presser således ikke på for forandringer, og der er heller ikke nogen indflydelsesrig opposition. De største udfordringer til de eksisterende medier og den herskende samfundsorden kommer i stedet fra laoternes medieforbrug og den teknologiske udvikling, der giver øget adgang til udenlandske medier. I foråret 2003 deltog undertegnede i en stor spørgeskemaundersøgelse af medieudbuddet og forbruget i to provinser, Savannakhet (SK) og Luang Prabang (LP) . Med udgangspunkt i denne undersøgelse vil mediernes aktuelle rolle i landet blive belyst, og det vil blive diskuteret, i hvilken udstrækning medieudviklingen vil medføre politiske, sociale og kulturelle forandringer. Befinder landet sig i en relativ stabil fase, eller i en fase der peger i retning af snarlige forandringer i demokratisk retning? Medieudbudet i Laos Der udgives to daglige aviser i Laos, partiavisen Pasason (Folkets avis) og Vientiane Mai (Vientiane nyheder) samt otte mindre ugentlige aviser, seks på laotisk, en på fransk og en på engelsk. Det samlede oplag for aviserne er yderst begrænset omkring 10.-15.000. Distributionen af aviserne er uden for hovedstaden langsom og uregelmæssig. Undersøgelsen viser, at det primært er de offentligt ansatte i byerne, der læser aviser, hvorimod avislæsningen på landet er yderst minimal. Radiosystemet i Laos er bygget op omkring Laos National Radio (LNR) og 13 provinsstationer indregnet den lokale i Vientiane. LNR udsender to kanaler til hele landet på henholdsvis AM og FM, men den tekniske sendestyrke og kvalitet er lav, så mange afsides beliggende egne kan ikke modtage signalet. Provinsstationerne når heller ikke ud til hele befolkningen i deres områder. TV blev først etableret i Laos i 1986 og er bygget op efter et tilsvarende princip med Lao National TV (LNTV) og 13 provinsstationer. LNTV har store problemer med dækningen, og i nogle rapporter vurderes det, at det kun er 40% af befolkningen, der kan modtage signalerne fra LNTV. Landets geografiske placering betyder, at der er naturlig konkurrence fra nabolandsradio og -tv, der kan modtages terrestrisk i de fleste egne. Adgangen til thai radio og tv er udbredt, eftersom halvdelen af befolkningen bor på sletterne ned mod Mekong-floden, der danner grænse til Thailand. Interessen for thai radio og tv hænger også sammen med, at thai er umiddelbart forståeligt for de fleste laoter. Udbredelsen af radio og fjernsyn Radio er et udbredt medium i de to provinser. I SK havde 69% af hjemmene såvel i byen som på landet radio . I LP havde 68% på landet radio mod kun 59% i byen. Fjernsyn er ligeledes ganske udbredt om end mindre end radio. Der er store forskelle i udbredelsen af fjernsyn på landet og i byen, ligesom der er stor forskel i de to provinser. I LP havde 80% i byen fjernsyn mod kun 14% på landet. I SK var tallene 89% i byen og 40% på landet. Forskellen mellem land og by kan forklares socio-økonomisk og ud fra tekniske modtageforhold. Levestandarden i byerne er højere end på landet, og de fleste i byen har adgang til elektricitet, hvilket ikke er tilfældet på landet. Desuden er modtageforholdene af såvel den nationale som den lokale station ofte bedre i byen end på landet. Forskellen mellem de to provinser skyldes deres geografiske placering. SK provinsen ligger på sletten ned mod Mekong floden med god modtagelse af thai radio og tv. I den bjergrige LP provins, der ikke grænser op mod Thailand, er det ikke muligt at modtage thai tv terrestrisk. Der er således en tydelig sammenhæng mellem udbredelsen af fjernsyn og adgangen til thai tv. Det er i den forbindelse interessant, at i LP er udbredelsen af parabolantenner ret høj, 67% af hjem med tv i byen har parabol og på landet 52%. I SK er udbredelsen af parabolantenner begrænset, 6% af hjem med tv i byen og under 1% på landet. Der er således en klar sammenhæng mellem adgangen til terrestrisk thai tv og anskaffelsen af parabol, og som vi skal se nedenfor, så er det primært thai tv, der ses via satellit. De forskellige etniske gruppers adgang til radio og fjernsyn er ligeledes meget forskellig. I LP har 67% af Lao Loum befolkningen radio og 61% tv, 63% af Hmong befolkningen har radio og kun 10% tv, og 65% af Khmu befolkningen har radio og 12% tv. Denne markante forskel mellem de etniske grupper hænger delvist sammen med, at de etniske minoriteter fortrinsvis bor på landet, men det kan ikke forklare hele forskellen. Tallene understreger tydeligt, at radio er det medium, der på trods af sprogproblemer når ud til de etniske minoriteter. Det kan i den forbindelse nævnes, at der dagligt udsendes programmer i Hmong og Khmu. Hvis vi kikker nærmere på hjemmene med radio og/eller tv, så fremkommer der et interessant forhold. 40% af hjemmene med tv i byen LP og 31% i SK har ikke radio. På landet e r de tilsvarende tal 17% i LP og 24% i SK. Eftersom små kinesiske radioer kan købes for få dollars, er udgiften til radio minimal sammenlignet med fjernsyn. Tilsyneladende fravælger mange radio, når de får fjernsyn. Radiolytningen er lokal Der lyttes meget til laotisk radio. Det er kun 7% i undersøgelsen, der ikke lytter til radio dagligt. 15% lytter mindre end en halv time, medens godt halvdelen lytter mellem en halv og to timer, og godt en fjerdedel lytter mere end to timer. De etniske minoriteter lytter gennemgående en smule mere end Lao Loum befolkningen. Det er de lokale stationer, der er mest populære. I undersøgelsen blev respondenterne spurgt om, hvilken station de lyttede mest til. I SK svarede 69% den lokale AM station, 17% den lokale FM station, 10% forskellige thai stationer og kun 1% den nationale LNR. I LP svarede 76% den lokale AM, 20% LNR og 2% en thai station . Det mest bemærkelsesværdige ved disse tal er, at de lokale stationer dominerer, ligesom det klart fremgår, at laoterne foretrækker at lytte til laotisk radio, selvom de har adgang til thai radio. LNR er fuldstændig marginaliseret i SK, selvom stationen kan modtages i de fleste områder. Programudbuddet er åbenbart ikke i stand til at konkurrere med de lokale stationer. I LP har LNR større opbakning, fordi LNR sender daglige programmer i Hmong og Khmue, medens der ikke er landsdækkende programmer for de etniske minoriteter, Bru og Phutai, i SK. Respondenterne blev ligeledes spurgt om deres favoritprogram. I LP havde hele 27% programmet Before afternoon music som favoritprogram. Det er værd at bemærke, at programmet var det mest populære i alle aldersgrupper undtagen gruppen over 60 år, som havde den lokale nyhedsudsendelse som favorit. Before afternoon music er et blandingsprogram med musik og små meddelelser, der bliver ringet eller sendt ind af lytterne om arrangementer, sygdom, bryllupper og så videre. De etnisk-sprogede programmer i LP var meget populære blandt målgruppen, ligesom enkelte programmer var populære hos specifikke målgrupper, eksempelvis var et program om AIDS udelukkende populært hos unge. Thai tv i stuerne Fjernsynets popularitet overgår udbredelsen af apparater. 80% ser tv dagligt, 95% i byerne og selv på landet ser 75% tv dagligt. Der er dog store etniske forskelle i tv-seningen. Blandt Hmong-befolkningen er der 40% der ikke ser tv dagligt, 16% ser mindre end en halv time, medens 44% ser mere end en halv time dagligt. Eftersom kun 10% af Hmong hjemmene har tv, så er tv-seningen bemærkelsesværdig udbredt. Landsbyernes få tv-apparater tiltrækker mange seere, og de fungerer som sociale mødesteder. I SK foretrækker 60% thaistationerne, medens 38% foretrækker den lokale tv-station og 2% de to nationale stationer. I LP ser 32% mest den lokale station, 23% de to nationale stationer, og 45% foretrækker thaistationerne. Det er vigtigt at huske på, at thai tv kun kan modtages med satellit i LP, så mange har kun adgang til laotisk tv, hvilket også i mindre omfang gælder i SK. Blandt unge (14 til 19 år) er thai tv endnu mere populært. I SK ser 75% af dem mest thai tv, og i LP er tallet 65%. Mere specifikt gav 70% af seerne i SK udtryk for, at nyhederne var bedst på thai tv, medens 62% foretrak thaiunderholdningen. At forstå sig selv gennem andres øjne Laos er et land domineret af oral kultur. Den personlige kommunikation er lokalt forankret og primært knyttet til de etniske minoriteter, der har deres eget sprog. Derfor er landet opdelt i en række orale delkulturer. Den kommunistiske regering har ikke haft held med at skabe en ny fælles national kultur, hvilket der er flere årsager til. Først og fremmest har regeringens fejlslagne politik været centralt styret og slet ikke taget højde for landets kulturelle mangfoldighed. Desuden har skolen som institution ikke spillet nogen central rolle jævnfør de mange analfabeter. Der eksisterer heller ikke en skriftlig kulturtradition i Laos. Avismediet er forbeholdt det officielle magtapparat, og bogen som medium har ikke kunnet formidle en fælles national kultur. Radioen har været og er til dels fortsat det vigtigste medium. I de enkelte provinser har de lokale TV- og radiostationer opnået en vis gennemslagskraft, hvorimod de nationale tv- og radiostationer kun spiller en marginal rolle. Radioen har været de orale delkulturers bindeled bredere ud i samfundet. Det er gennem radioen, at de isolerede landsbysamfund har kunnet orientere sig om regeringens og de lokale myndigheders politik og få en redigeret udgave af de lokale, nationale og internationale nyheder. Men radioen er også et underholdende, kulturelt og socialt medium. Det er derfor, at et program som Before afternoon music er så populært, idet lytterne gennem interaktionen i programmet her etablerer et tilhørsforhold til et socialt og kulturelt fællesskab. Magthaverne har ikke forstået radioens potentiale og begrænsninger. Ikke mindst LNR´s nationale stationer har vedholdende fastholdt centralistisk styrede propagandistiske programmer fra hæren, politiet og de forskellige ministerier. Undersøgelsen demonstrerer ganske tydeligt, at lytterne i stor stil har fravalgt disse programmer. Fjernsynets betydning er ligeledes markant, og der er meget, der tyder på, at dets betydning vil forøges i den nærmeste fremtid. Det er bemærkelsesværdigt, at mange hjem fravælger radio, når de får tv. Overgangen fra radio til fjernsyn (eller til radio og fjernsyn) betyder meget mere end overgangen fra et oralt til et visuelt medium. Mens radio som nævnt primært har været et lokalt medium, så er fjernsyn i Laos primært et transnationalt medium, hvor thai tv spiller en dominerende rolle ikke mindst hos unge. Konsekvensen er, at laoterne gennem nyhederne bliver præsenteret for en ´ny verden´, set gennem thai øjne, og i underholdningen møder en anderledes kultur samt ´fortryllende´ og tillokkende steder som Bangkok. Det nationale niveau eksisterer ikke som samlingspunkt i medierne. Laos et land i forandring I et traditionelt demokratisk perspektiv er Laos således ikke et overgangssamfund, og det er tvivlsomt, om landet er på vej ind i en politisk overgangsfase. Men socialt og kulturelt undergår landet i øjeblikket nogle fundamentale forandringer relateret til udviklingen på medieområdet. Denne udvikling vil få sociale og kulturelle implikationer, men det er vanskeligt at vurdere de politiske og demokratiske konsekvenser. Laos har brug for både lokal og national kommunikation, der kan medvirke til at afhjælpe fattigdom gennem en modtagerorienteret udviklingskommunikation om sundhed, uddannelse og menneskerettigheder, og som kan være med til at skabe en selvstændig kulturel identitet, der udspringer af de eksisterende livsbetingelser på landet og i byen. Det er nødvendigt med et stærkt lokalt og nationalt modspil til en thai domineret omverdensfortolkning, der på godt og ondt er kommet for at blive. Hvor vidt dette kan ske indenfor de herskende politiske forhold er tvivlsomt. På den anden side er det vanskeligt at se, hvor fornyelsen ellers skal komme fra, da der ikke er nogen veluddannet opposition. |
| Senest opdateret ( Fredag, 20. juni 2008 23:09 ) |
