| Mere kaffe! | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Selvom jobbet som runner til tider hang mig ud af halsen, har det været en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden. Michael Wichmann, tidligere runner Morgensøvnen sidder i øjenkrogen og generer synet. Et hurtigt kig på uret afslører, at klokken kun er kvart i syv. I køkkenet brummer kaffemaskinen på livet løs, og dampen stiger til vejrs i små røgskyer. De to første kander er allerede færdige, men de tre næste står klar til opfyldning. Fjernsynet står tændt på MTV og kaster den moderne musik ud i køkkenet, så trætheden kan blive rystet ud af kroppen. Rullebordet står pakket med morgenbrød, friskpresset juice og pålæg, klar til at blive kørt ned ad gangen til ´kostumen´ og ´sminken´, som også har været tidligt oppe. Ind ad døren træder Lars Hjortshøj, som venligt hilser godmorgen og fortsætter i hast ned ad gangen mod de første forberedelser til en dag som Robert Døllhus. Stedet er Metronome på Amager, hvor "Langt fra Las Vegas" har været i gang med optagelserne til sidste sæson i to måneder. Dagen starter tidligt og slutter sent, men det er en fast rutine. For to et halvt år siden fik jeg en opringning om, at jeg var blevet ansat som runner hos Metronome Productions. Jeg var lige gået ud af gymnasiet, så mit kendskab til tv-verden var meget begrænset. Jeg havde ikke nogen forbindelser, men jeg skrev en uopfordret ansøgning og var heldig. Min forestilling om mediebranchen var champagne og kaviar. Måske præget af en ung og naiv tanke. Siden har jeg fået et mere nuanceret og stresset billede af denne verden, som snarere er Netto-øl og dåsemad. Umiddelbart tror mange, at runnere kun laver kaffe. Jeg er ofte blevet mødt med netop den påstand, og gid det var så vel, men det er bare en lille, omend vigtig del af jobbet. I branchen har jeg oplevet en anden opfattelse af betegnelsen runner. Runneren er godt nok den nederste i hierarkiet, men samtidig er det runneren(,) der binder produktionen sammen. Han/hun sørger for, at holdet ikke mangler noget. Det betyder, at crew´et hele tiden kan koncentrere sig om deres opgaver og ikke skal tænke på småting. Jeg har flere gange tænkt, at det virker som en lille og ubetydelig del af en produktion, men alligevel er det ofte pinedød nødvendigt, hvis der er et stort hold. Alle har deres opgaver, og for at holdet fungerer optimalt, er det vigtigt, at der er en, der kan tage sig af opgaver, som man umiddelbart kan mene er ubetydelige. På en stor produktion er det disse småting, der hjælper til at sætte stemningen på holdet og derfor også på det færdige produkt. Hvis ikke holdet har, hvad de skal bruge, opstår der hurtigt forvirring, hvilket smitter af på optagelsen. Det er her runneren kan spille en rolle for hele produktionen. Jeg må indrømme, at jeg i starten havde svært ved at sætte min funktion i relation med det endelige produkt, men efterhånden kunne jeg mærke en forskel på de forskellige hold, jeg arbejdede sammen med. Arbejdsopgaverne er meget forskellige afhængigt af, hvilken produktion der er tale om. Det gælder både specifikke ønsker til forplejning, men også konkrete opgaver. Da jeg arbejdede på Jeopardy, var der flere, der spurgte efter P-tærter. Det kan lyde underligt, men det er sådanne ting, der kan få smilet og humøret til at vokse hos enkelte personer. Tv-branchen er meget stressende, så en lille ting kan pludselig hjælpe på humøret og overskuddet, når tidspresset hænger over hovedet. På "Langt fra Las Vegas" var der ligeledes særlige ønsker til slikket, morgenmaden og tilbehøret til frokosten. Nogle ville gerne have mørk chokolade og andre ville have müsli til morgenmad, men vigtigst af alt var tabasco til frokosten. Vi var konstant under tidspres (på), da hvert afsnit skulle optages på to dage. Det gav derfor situationer, hvor det var vigtigt, at holdet havde, hvad de ønskede. Det kunne være kolde colaer eller tandstikker, og selvom jeg til tider mente, at det var overflødigt, betød det meget for dem. Hvis jeg ikke havde sat det frem til frokosten, var de hurtige til at minde mig om det med en sjov bemærkning. Jeg forsøgte så vidt muligt(,) at tilpasse indkøbene af forplejning efter deres ønsker, så alle var tilfredse. Til en så stor tv-produktion hvor holdet gik rundt i det samme studie i længere tid, var det derfor vigtigt, at de blev lidt forkælede. Jeg har flere gange været ved at falde bagover, når jeg har set på kvitteringen, efter jeg har købt ind. Beløb på flere tusinde kroner for Matador mix, franske pastiller, chokolade og frugt var ikke unormalt, når jeg skulle købe ind til "Las Vegas"-holdet. Alt dette blev spist på en uge, og det samme gentog sig ugen efter. Der måtte ikke mangle noget. Udover at forpleje holdet med lidt lækkert til maven hjalp jeg også ´kostumen´, ´sminken´ og ´regiet´, hvis de manglede noget. Det var ofte, jeg skulle ud i byen for at hente nogle ting, som skulle bruges senere på dagen. I forbindelse med et afsnit af "Langt fra Las Vegas" blev jeg sendt på apoteket for blandt andet at hente kondomer, femidomer og nogle pessarer, men i første omgang kunne jeg ikke få pessarerne udleveret, fordi der skulle tages mål. Jeg måtte forklare, at det var lidt vanskeligt, da vi skulle bruge dem i forbindelse med en tv-optagelse, så jeg skulle love, at de ikke blev brugt. Jeg endte ofte med at skulle forklare mig på den måde, når jeg blev sendt i byen. Der var også mange andre problemer, bl. a. skulle vi en dag bruge et par "beslutningskyllinger" til et afsnit, så jeg kørte ud for at hente dem. Da jeg fik dem udleveret, gik de rundt i en åben kasse, som jeg stillede på bagsædet i bilen, hvilket jeg hurtigt fortrød, for da jeg startede bilen og kørte tilbage, begyndte begge kyllinger at pippe højlydt. En halv time senere parkerede jeg bilen på Metronomes parkeringsplads med lettere tinitus i ørene. Selvom jobbet på "Las Vegas" og andre produktioner hurtigt blev en rutine, kunne der lige pludselig opstå panik, og jeg måtte ofte ordne ti ting på fem minutter. Samtidig med at det var stressende at blive kastet i byen for at købe fire roulader i supermarkedet og fire frankfurtere hos pølsevognen, til næste scene med Robert, var det også de ting, der var mest spændende: Når noget skulle gå hurtigt og jeg var nødt til at tænke selvstændigt i en fart. Det var et afbræk i en ellers monoton hverdag. I starten var det svært med de mange indforståede fagudtryk fra tv-branchen. Det var forvirrende, fordi jeg kom til Metronome uden nogen teknisk forstand eller erfaring, og pludselig skulle jeg hente ting, som jeg kun troede fandtes i eventyr. "Kan du ikke hente to rødhætter og en jernmand?" blev jeg spurgt om en af de første dage. Der gik noget tid før jeg kom ind i udtrykkene, men folk var generelt forstående. Jeg oplevede aldrig en negativ stemning af den grund, men det kan være de holdt det for dem selv. Jeg har arbejdet på mange forskellige produktioner, men ens for dem alle er kemien på holdet. Generelt har jeg udelukkende oplevet en positiv stemning og åbenhed, som har været meget vigtigt for mig. Når man til daglig laver opgaver, som umiddelbart ikke er videre spændende, er det væsentligt, at man trives med sine kollegaer. Der skal være noget at glæde sig til, når man skal møde tidligt mandag morgen, før weekendens tømmermænd har forladt kroppen. For mit vedkommende var forholdet til resten af holdet det, der holdt mig oppe, når jeg skulle rydde frokost væk og vaske af for 35 personer, selvom vasken var stoppet. På produktioner hvor man går op og ned af hinanden i længere tid, er det især vigtigt, at man har det godt med resten af holdet ellers bliver det nogle meget lange måneder. Da jeg var med til at optage "Langt fra Las Vegas", blev holdet en stor del af mit liv, da vi gik op og ned af hinanden i to en halv måned af gangen. Jeg var med til at lave de sidste 40 afsnit, som blev optaget af tre omgange, så vi var i alt samlet i 8 måneder. Til at starte med var jeg meget nervøs for, hvordan holdet skulle tage imod mig, men nervøsiteten var ubegrundet. Jeg oplevede en meget positiv og åben holdning fra mine kollegaer, og det fik mig virkelig til at falde til på holdet. Holdet var mere eller mindre uændret i de tre optageperioder, hvilket også gav en god og tryg stemning. Det betød, at når optagelserne på en ny periode skulle starte op, vidste alle hvem der var hvem. Der var enkelte udskiftninger, men grundstammen var den samme. I løbet af optageperioderne blev jeg hurtigt træt af jobbet, da det hurtigt blev rutine. Jeg vidste, at klokken kvart i syv mødte de første spillere, så dér skulle der være morgenmad klar. Omkring klokken 12 skulle frokosten være klar og derefter skulle den ryddes væk og vaskes af. Det blev meget præget af, at jeg vidste hvad jeg skulle hente hvor og hvornår. Dagene lignede hinanden, udover, at jokes´ne inde fra ´settet´ var forskellige. Så når jeg begyndte at kunne se en ende på optageperioden, glædede jeg mig virkelig til at have ferie og til at komme væk fra den monotone hverdag. Sjovt nok, gik der ikke længe, før jeg begyndte at savne den rutineprægede dagligdag, men særlig holdet og det fællesskab, der var blevet opbygget. Så efter et par uger væk fra "Las Vegas" længtes jeg pludselig efter at komme tilbage. Alligevel gentog samme mønster sig i næste optageperiode. Når jeg har fortalt folk, at jeg arbejdede på "Langt fra Las Vegas", er mange gået ud fra, at jeg ikke havde noget forhold til skuespillerne, hvilket ikke var rigtigt. Som sagt var vi sammen i to en halv måned af gangen, så skuespillerne var en lige så stor del af fællesskabet som resten af holdet. Det kom også til udtryk ved vores midtvejs- og afslutningsfester. Her blev der nogle gange joket med, at jeg var runneren og de sagde, "kan du ikke lige hente en bajer?", men jeg var ikke på arbejde. Det var befriende at opleve de samme mennesker, som jeg til daglig servicerede, på en helt anden måde. I dag læser jeg journalistik på Danmarks Journalisthøjskole og har lige færdiggjort første semester. Tiden som runner er efterhånden ikke andet end minder om en svunden tid gemt, men ikke glemt. Jeg kom til Metronome lige efter jeg gik ud af gymnasiet og var der i to år. Nogle gange tænker jeg, at jeg gerne ville have været ude og rejse og opleve verden, men samtidig er det vigtigt at være klar over, at der er mange, der søger netop det job, jeg havde. Så når kaffedunsten, den store opvask og salmiakken fra rengøringsspanden hang mig langt ud af halsen, måtte jeg huske på, at det var et "eftertragtet" job for mange unge. Det kan være chancen for at få en fod indenfor i en lidt indspist verden, hvor man normalt skal have forbindelser for at få muligheden. Tv-mediet har altid interesseret mig, så det var utroligt at opleve hele maskineriet indefra. Det kræver meget at lave en tv-produktion, og jeg var ikke helt klar over, hvor meget det krævede. I den sammenhæng var det interessant at se de forskellige processer i produktionen. Det indblik jeg fik i branchen, har derfor været meget lærerigt, og det er helt klart noget, jeg kan bruge i fremtiden. De erfaringer jeg har gjort mig på godt og ondt, har betydet, at jeg har fået en større forståelse for mediet og de forskellige arbejdsopgaver. Samtidig har det været spændende at følge en produktion lige fra tegnebrættet til det færdige produkt på skærmen. Frem for alt har oplevelserne på ´settet´ og indblikket i branchen været en erfaring, jeg ikke ville have været foruden. Det er ikke alle produktioner, der er lige spændende, men jeg synes, at jeg har været heldig. Dels var "Langt fra Las Vegas" en stor oplevelse, fordi man kom så tæt på hele holdet i en længere periode, men højdepunktet var optagelserne til det nyeste Mandrilaftalen-afsnit. I forbindelse med udgivelsen af en DVD skulle der optages et helt nyt afsnit. Jeg var virkelig begejstret for Mandrilaftalen, da det blev sendt i fjernsynet, så optagelserne til det nye afsnit var fantastiske. At se hvordan de fire mennesker udfoldede deres absurde humor på fire timers optagelser. Jeg kan ærgre mig over, at jeg ikke fik muligheden for at komme videre i branchen noget før, da jeg følte, at jeg groede fast som runner. Det var først mod slutningen af mit ophold hos Metronome, jeg fik andre arbejdsopgaver. Jeg har altid gerne villet arbejde redaktionelt på et tv-program, men det er de færreste, der bliver tilrettelæggere uden nogen erfaring. Til trods for at jeg flere gange bandede og svovlede over mit job, savner jeg hverdagen og de mennesker, jeg arbejdede sammen med på Metronome. Det var interessante mennesker, som fik en stor betydning for mit liv i de to år. Mennesker, som jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at arbejde sammen med. |
| Senest opdateret ( Tirsdag, 26. oktober 2010 14:23 ) |
