| Det´ ikke bare fodbold | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Det´ bare fodbold, henvender sig bevidst til en usædvanlig smal målgruppe og har, i modsætning til konkurrerende kanalers fodbolddækning, ikke en egentlig sportslig begivenhed i centrum. I programmet snakker man derimod om fodbold, og det med en tone, der mest af alt leder tankerne hen på omklædningsrummets på én gang direkte og intime jargon. Til trods for dette, får Det´ bare fodbold masser af positiv omtale i medierne, og seerne, de kunne ikke forestille sig programmet gennemført på andre måder. Lasse Bech Martinussen, stud., Medievidenskab, AU Skrevet på baggrund af Receptionsanalysen, "Det´ ikke bare fodbold en receptionsanalyse af et stykke fodboldkultur" En spiller falder over en bold, Michael Laudrup laver armbøjninger, en træner siger, han vil drikke sig fuld, og gæster pjatter åbenlyst i studiet. Hver mandag kl. 21.30 på Viasat sport toner Det´ bare fodbold (DBF) frem på skærmen; live. Førstegangsseere vil uundgåeligt føle sig lettere forvirret over den kontroversielle og humoristiske stil, der fra start udsiges i højt tempo med programmets intro, der, akkompagneret af rockmusik, blandt andet består af ovennævnte billeder. Introen suppleres med lyden fra supporternes infernalske udbrud og rundes af med et kækt blink til seeren af DBF´s ankervært, Carsten Werge. DBF er i gang. Studiet, hvis rammer primært leder associationerne hen mod et rodet teenagerværelse, kommer til syne. Væggene er overplastrede med spillertrøjer, træningsdragter, billeder og andre bidrag fra fodboldens verden, og i centrum af denne scene ses et sofaarrangement bestående af to skrigrøde sofaer med et bord i midten. Carsten Werge, mangeårig fodboldkommentator, og hans medvært, den tidligere landsholdsspiller Per Frimann, sidder henslængt i den ene sofa og byder seerne og ugens gæster overfor velkommen til programmet. "Og aftenens emner er i aften dødboldsituationer og dommernes niveau i superligaen…" Det´ bare fodbold varer en time. Og karakteristisk for programmets indhold, vises der ingen kampreferater og/eller resultater fra weekendens forskellige kampe. Det´ bare fodbold vinkler derimod fodboldspillet på sin egen skæve måde og vender emner, der andetsteds ses forbigået, alt sammen iscenesat, så programmets udtryk ofte minder om tonen i omklædningsrummet. Programmet bevæger sig konstant i en balancegang mellem det humoristiske og frække på den ene side, og de seriøse analyser på den anden. Fra at lade den tidligere irakiske informationsminister udtale sig om søndagens tilskuertal, til at lade Per Frimann analysere svaghederne i Brøndby´s midterforsvar, eller det ene øjeblik spørge ind til Morten Olsens tanker om landsholdets formkurve, for derefter at tage pis på selvsammes "professionelle" og medievante formuleringer. Dynamikken i DBF udvikles i spændingsfeltet mellem humor og seriøsitet, og samtalen om fodboldspillet - på én gang intim og uforudsigelig - bliver en begivenhed i sig selv, og dermed programmets centrale omdrejningspunkt. I det efterfølgende analyseres det mere indgående, hvordan denne tone iscenesættes, med det formål at blotlægge, hvilke oplevelsespotentialer det giver seeren at være en del af DBF´s smalle målgruppe. Scener fra dagligdagen Genremæssigt trækker DBF dels på koder hentet fra Talkshowet, specielt i henhold til selskabelighed og usikkerhedselementet (Bruun: 2001), og naturligvis på sportsudsendelsen, eller mere præcist sportsmagasinet (DR: 1998) - en genre hvilken DR primært definerer på baggrund af seerens motivation, der i denne sammenhæng typisk er reflekteret og søger ny viden om spillet. Det er ikke i denne artikels interesse at diskutere samspillet mellem de forskellige genrer dybere, hvorfor det også kun medtages her for at isolere begreberne selskabelighed og usikkerhed, med henblik på analysen nedenfor. Desuden er karakteristikken af den reflekterede seer afgørende, idet viden, og opnåelsen af denne, indeholder et afgørende potentiale for seernes oplevelse. Begrebet selskabelighed henter Bruun fra Paddy Scannell, der i bogen Radio, television and modern life undersøger den henvendelsesform og kontakt, der fra afsenders side skabes til seeren i forskellige medietekster. Scannell mener at kunne spore en brug af personlige koder, hvor samtalen i eksempelvis TV-studiet har til hensigt at imitere ansigt-til-ansigt kommunikation. Scannell benytter begrebet selskabelighed som betegnelse for denne henvendelsesform. (Bruun, 1999:62). Selskabelighed bygger altså på en illusion om et fællesskab mellem Værten og seerne; dette kan ses som et forsøg på at benægte den envejskommunikation, som TV-mediet normalvis vil være underlagt. Samtidig med, at der i DBF slås på selskabelighed, sendes programmet som tidligere nævnt også live, hvilket giver seeren en her og nu følelse, og som sådan tilføjer muligheden for, at det uventede kan ske, hvilket er essensen i talkshowets anden dimension, usikkerhedselementet. Både det selskabelige og usikre element i DBF iscenesættes og styres af Carsten Werge og Per Frimann. Som i ethvert andet talkshow er værternes troværdighed afgørende for, at dette sker autentisk, i relation til hvilket den parasociale interaktion (Horton og Wohl: 1997), dvs. illusionen om umedieret kommunikation afsender og modtager imellem, bliver det væsentlige element. Begrebet parasocial interaktion dækker således på én gang værtens direkte henvendelse til seeren, samt seerens følelse af at være vidne til andres samtale og samvær på lige fod. Med samtalen som programmets omdrejningspunkt, og specielt de seriøse analyser in mente, er det slående, at DBF sjældent er pædagogiske i den parasociale interaktion, hvilket man, som almindelig dødelig fodboldinteresseret, ellers fint kunne bruge som hjælp til at forstå debatten. Tværtimod organiseres samtalen mellem værterne og gæsterne løbende på baggrund af fodboldtekniske terminologier og faglig viden, hvilket, på det detaljeplan, hurtigt kan forvirre eller kede den almindelige fodboldinteresserede. Da indholdet samtidig udsiges med en vifte af intertekstuelle referencer og slangudtryk, hvilket periodevis fylder luften i studiet af mandehørm, står det klart, at DBF som program henvender sig til en usædvanlig smal målgruppe. "I DBF er det tilladt at sige Lort", som Carsten Werge muntert pointerer, og denne direkte jargon synes at udgøre "modvægten" til de ofte dybdegående og tidskrævende spilanalyser, således at programmet aldrig bliver for selvhøjtideligt og abstrakt i dets indhold. Samværet og jargonen er således en vigtig del af DBF´s selskabelighed og usikkerhedselement. Jargonen kan til tider virke ubehøvlet, grundet værternes meget pågående, insisterende og direkte stil, men samtalen føres løbende med en uformel og ironisk distance, således at selskabeligheden sjældent brydes, og gæsternes gode humør spoleres. Men chancen for, at det uventede sker, ligger latent i programmets udtryk, og har man først én gang oplevet et af Carsten Werge skøre indfald, er det svært at undertrykke spændingen ved dennes næste træk. Af pladsmæssige hensyn vil samtalen i DBF ikke blive uddybet yderligere, men det skulle nu står klart, at både studiets rammer, værternes roller og jargonen i programmet indgår i iscenesættelsen af programmets selskabelighed, der altså på én gang er intim, humoristisk og udfordrende, med et evigt tilstedeværende element af usikkerhed. Seerne, der falder inden for den smalle målgruppe, karakteriserer programmets samtale som dagligdagssprog, hvilket, på trods af begrebets umiddelbare vilkårlighed, indeholder selve nøglen til at forstå, hvor oplevelsespotentialet ligger for de fodboldinteresserede, der kan afkode programmets kompleksitet. Samtalen, som den italesættes i DBF minder således periodevis om seernes egen fodbolddebat, især omklædningsrummets snak, da programmet trækker på koder fra fodboldkulturen selv. Seerne kan med andre ord genkende og dermed identificere sig med programmets udtryk og den øvrige kulisse, hvilket i sin helhed konnoterer en række symbolværdier, der repræsenterer fodboldkulturen mere præcist, sammenlignet med eksempelvis TV3 Onside´s mere manuskriptstyrede samtale og på en gang minimalistiske og klinisk rene studie. Seernes samhørighed Horton og Wohl kalder den parasociale interaktion for "illusionen af fortrolighed" (Horton og Wohl, 1997), dvs. at samtalen i studiet "ligestiller" seeren med værterne og gæsterne, mindsker distancen mellem disse, og involverer seeren i samtalen. Denne oplevelse er i dette tilfælde af ganske central betydning, da seerne således implicit accepteres som værende kompetente, og dermed gør det til en del af deres selvforståelse, at de er fodboldvidende nok til at kunne deltage i samtalen. Potentialet i denne oplevelse tydeliggøres, idet seerne identificerer sig med de to værter, der begge er anerkendte fodboldeksperter udenfor programmets regi, og som sådan finder en tilfredsstillelse i at kunne afkode samtalen og være en del af målgruppen, hvor viden bliver forudsætningen for at medvirke. Profilen på denne kyndige seer giver DBF som afsender muligheden for at omgås en række af de kompromiser, som ligger i produktionen af massemedierede tekster, der ofte determineres af seertallenes og dermed den bredere målgruppes logik. Udsagnsmæssigt tager DBF sig således tid til at gå i dybden med emnerne, samtidig med at indholdet udsiges på principper lig dem, seerne genkender fra fodboldkulturens jargon og samværsform. Samtalen som begivenhed iscenesættes med andre ord således, at selve budskabet med DBF udvikles i og domineres af fodboldkulturens eget liv, hvilket hviler på ovennævnte overenskomst mellem afsender og modtager, og løbende sikrer, at indholdet altid bliver fodbold for fodboldens skyld. Indholdet af DBF beskrives af flere seere som en idealiseret version af de debatter, de selv har med deres venner, som den ideelle intime diskussion om fodbolden, de selv stræber efter. Karakteristisk for programmet viser DBF, som nævnt ovenfor, heller ikke kampresultater og/eller stillinger fra weekendens kampe, men holder sig til generelle emner, seerne oplever, at de "i fællesskab" kan identificere sig med. Debatten opleves således som ideel, fordi det i seernes egne samtaler oftest ikke er muligt at undslippe holdtilknytningens emotionelle determinisme i diskussionen med vennerne, da denne i højere grad vil præges af individuel positionering. Logikken i de konkurrerende kanalers sportsdækning befordrer, i modsætning til DBF, generelt dette fænomen, nemlig bekræftelsen i seernes individuelle tilhørsforhold, og formår således ikke at konstruere den virtuelle samhørighed, som DBF opnår. Samhørigheden som den beskrives her er en analytisk konstruktion og dermed også umiddelbar abstrakt. Men ved at analysere, i hvor høj grad seerne (gen)bruger DBF´s indhold og meninger i diskussionerne med andre fodboldinteresserede og finder et fælles referencepunkt heri, bliver samhørigheden, som den forstås her, mere konkret. Samhørigheden finder altså sit referencepunkt i interessen for fodbold, i "noget større" end om AGF eller Brøndby er bedst. Dog skal det i denne sammenhæng pointeres, at dette "større" først rigtig får dets værdi sammenholdt med stadionoplevelsen i weekenden, der netop giver seeren muligheden for at markere sit individuelle tilhørsforhold. DBF tildeles altså en funktion som "neutralt mødested" for seerne, hvor disse, i kraft af programmets indhold, inspireres til at debattere problemstillinger eller lignende, der alle er hentet fra fodboldens verden, men ikke determineres af specifikke tilhørsforhold. Udover at få bekræftet deres position som fodboldvidende, oplever seerne, at der findes andre med samme interesse i fodbolden. En væsentlig del af oplevelsen af DBF bliver efterfølgende at kunne positionere sig overfor de fodboldinteresserede, der ikke har indsigten til at kunne afkode samtalen i DBF. Typisk de seere, der eksempelvis ser Onside. Onside sendes om søndagen og henvender sig til et bredere publikum ved at iscenesætte et udtryk, der i højere grad har underholdningen som omdrejningspunkt, hvor fodbolden vinkles så emnerne tilgodeser hele familien. "F.eks. dengang Onside var med Zuma hjemme og ordne sønnens bleskift", påpeger en seer. DBF´s seere tager afstand fra denne "uprofessionelle" del af fodboldens verden og konstruerer et os-dem forhold overfor bl.a. Onside´s seere, hvilket de tilskriver sin berettigelse på baggrund af deres selvforståelse som kyndige fodboldinteresserede; som "rigtige" fans. DBF´s målgruppe. Hvad enten DBF´s formidling af fodboldkulturen er dødboldsituationer, dommernes niveau i superligaen eller noget helt tredje, beror overenskomsten mellem programmet og seerne således på det samme princip; fodbold for fodboldens skyld. Kilder Bruun, Hanne: “The Aesthetics of the Television Talk Show", in: Gunhild Agger & Jens F. Jensen, Media & cultural studies 2, s. 229-255, Aalborg University Press, 2001 Bruun, Hanne: Talkshowet, Borgens forlag, Valby, 1999. Danmarks Radio (DR.): Programkvalitet, DR´s Informationsafdeling, 1998 Horton, Donald & Wohl, R. Richard: "Masse kommunikation og parasocial interaktion - et indlæg om intimitet på afstand", in: Mediekultur, nr. 26, s. 27-40, Århus, 1997. |
| Senest opdateret ( Fredag, 20. juni 2008 13:36 ) |
