Samtale med Frid

Fejl

JFolder::files: Stien er ikke en mappe: /web/samswww/public_html/joomla/plugins/system/jcemediabox/addons

Samtale med Frid

Lørdag, 01. maj 2004 12:00
Skrevet af Allan Krogh Paludan Malver

Tidligere redaktør på MAIN Magazin og Frids Film, Niels Frid Nielsen, trådte den 1. marts til som ny chefredaktør på DR´s nyhedsmagasin, 19direkte. Jeg mødte Frid i Dagmar-biograferne til en kop kaffe og Erik Clausens Villa Paranoia.

Andreas Hedensten, stud. Anvendt Visuel Kommunikation, SDU

Hvordan vil du selv betegne dit karriereskifte?
Jeg ser det som en slags ´back to basis´. Nu gælder det om at smøge ærmerne op. I alt det, som jeg har lavet, ligger der en dyb interesse for mennesker og det samfund jeg lever i. Ja, man kan vel kalde det for min livsholdning. Jeg ser skiftet som en chance for at komme ud i et bredere redaktionelt miljø og lave journalistik, som handler om mennesker og det samfund de lever i.

De sidste mange år har jeg været en slags Bruce Almighty, alting har været bygget op omkring mig. Jeg har følt en længsel efter at beskæftige mig med noget, som er større end mit eget ´brand´. Nu er det på tide at komme ud, på bedste grundtvigianske måde og lytte til, hvad mennesker mener om vores samfund. Der føler jeg, at jeg er kommet til det rigtige hus, den rigtige afdeling og den rigtige redaktion.

19direkte er det sted, hvor man seriøst arbejder med public journalism. Vi skal skabe moderne public service, hvor vi ikke taler ned til vores seere, men vi vil skabe en dialog med seerne, som frem for alt foregår i øjenhøjde. Det vil jeg rigtig gerne være med til at føre videre og gøre endnu bedre. Jeg mener seriøst, at 19direkte er dét program, som er i bedst kontakt med seeren.

Var du ikke bange for at blive sat i genrebås?
Jo selvfølgelig. Hvis jeg havde ventet fem år, så ville jeg kun få lov til at udtale mig om film. Jeg ville risikere at ende som en karikatur af mig selv, som en omvandrende kliche. Jeg ville leve af at optræde i en eller anden forestilling af, hvad folk forventede af mig. Nu får jeg chancen for at re-brande mig selv, for at bruge en kliche. Nu får jeg chancen for at blive mere end bare en filmmand.

Er 19direkte ikke bare tv-mediets svar på Ekstra Bladet?
Bare!!! Jo da.

Går du efter at blive den nye Hans Engell?
Fred være med Hans Engell. Jeg har stor respekt for Hans Engell, men jeg synes ikke, at han har gjort nok for Ekstra Bladet. Jeg vedkender mig gerne arv og gæld. Jeg synes, at sammenligningen mellem 19direkte og Ekstra Bladet er god. 19direkte skal være et populært program, som også gerne må operere med kampagner. Programmet må også godt være endnu mere radikal i sine holdninger, end 19direkte er nu, eller for den sags skyld endnu mere radikal end Ekstra Bladet.

Se, nu kommer jeg til at udtale mig om, hvordan jeg ser det kommende program, det havde jeg jo sagt, at jeg ikke ville. Men pyt, tag det bare med.

19direkte skal være et radikalt program, der tør tage stilling fra sag til sag. Og som ikke mindst tør stå på seernes side mod magthaverne. Programmet skal være direkte i sin form, og det skal virkelig emme af kontakt med mennesker. Jeg ser for mig medarbejdere, værter og reportere placeret i havnen, som Anden ville sige. Det skal være et program, som er meget tæt på, hvad der rører sig i Danmark lige nu.

Det hele hænger nok sammen med, at jeg ser Danmark som et samfund med rigtig mange gab. Der sidder en elitær elite i København, der kan blive enig om én mere eller mindre skjult dagsorden, som skal presses ned over resten af samfundet. Vi lytter ikke til hinanden.

A la Clausens Villa Paronia …?
Ja præcis, der havde folk sgu også hver deres dagsorden. 19direkte skal være med til at sætte nye dagsordner. Programmet skal være med til at diskutere de ting som rører sig ude blandt almindelige mennesker. Hvis vi kan skabe en dialog mellem elite og befolkning med 19direkte, så er vi nået langt. Det ville være fornemt. He he, det er også public service.

For at vende tilbage til filmen. Hvad sker der med dit credo ´lidt mere film´?
Med det kultursyn, som jeg har, så mener jeg, at filmen er et af de vigtigste medier i disse år. Det er vor tids folkekunst. Filmen har et ydmygt forhold til, hvad der sker i den danske befolkning. Filmen er det medie, som sætter ord på, hvad vi går rundt og tænker. Derfor skal film helt sikkert have en rolle i 19direkte. Se bare på Clausens nye film. Den handler om, hvad vi skal stille op med de ældre og de ensomme bønder ude på landet. En diskussion om, hvorvidt jeg synes, at Sonja Richter er fantastisk dejlig, eller at Erik Clausen ikke magter sit håndværk som instruktør, hører ikke hjemme i 19direkte. Men filmen rejser nogle eksistentielle problemstillinger, som programmet kan tage op. En anden aktuel film, Forbrydelser, rejser ligeledes nogle store, store etiske spørgsmål. Spørgsmål som 19direkte naturligvis ikke kan lade ligge ubemærket.

Vender du tilbage til skærmen?
Ikke i første omgang, men jeg stiller gerne op som kommentator. Mit job er i første omgang at lave et nyt 19direkte. Det er det, min kommende fremtid vil være. Det har aldrig været en ambition at være på skærmen. Det er langt mere spændende at få en redaktion til at køre. Nu er det mit job at få medarbejderne til at fungere optimalt. Det nuværende hold er ret godt, men det kan godt blive endnu bedre. Medarbejdernes gejst skal brænde igennem skærmen, så tv-seeren føler, at programmet bliver et ´must see´ program.

Du udtalte i BT, at du glæder dig til at få dit fjæs nedtonet. Er du bange for, at du ikke vil blive taget seriøst i længden?
Jeg vil sige det således, at jeg glæder mig til at bruge mere af min bevidsthed, viden og indsigt. Det har handlet meget om film de sidste par år, og jeg vil da gerne vise, at jeg kan andet. Jeg vil gerne vise, at jeg har et engagement i min samtid. Men der skal ikke herske tvivl om, at hvis man skal re-brande eller genopdage sig selv, så er det godt at holde lav profil. Og jeg vil gerne være mere end bare filmanmelder. Men jeg vil gerne påpege, at det at være på skærmen ikke har været det vigtigste; det afgørende er, at det er fedt dét, som jeg laver. Og punkt et i alle former for ledelse og politik det er, at det er meget livsbekræftende at realisere sine visioner gennem og ved andre mennesker. Og at realisere sine visioner er ikke kun ved at tone frem på skærmen. Skærmen overlader jeg trygt til andre. Jeg synes, at det er fedt, at der er andre som vil arbejde med mine visioner. Jeg vil være der, hvor kuglerne støbes. Det lyder poppet, men det mener jeg.

Der er jo også mange medieuddannede arbejdsløse akademikere, som løber rundt og gerne vil støbe kugler. Er der plads til dem?
Uh, det ved jeg ikke … jo, selvfølgelig, hvis de har nogle gode ideer. Men jeg synes, at man har brugt medieforskningen på en meget rigid måde i Danmark. Man sidder bare og måler hvor mange seere de enkelte programmer har. Lad os dog få noget proaktiv forskning.. Hvad er mennesker optaget af i Danmark? Det kunne jeg godt tænke mig at se nogle rapporter om. Det er jo noget, som vi journalister kan bruge til noget.

Tag nu fokusgrupperne. Dem kender man jo fra det politiske liv, der er mange som rynker på næsen af fokusgrupperne, men der er altså en kæmpe ressource. Se bare på Tony Blair, hans fokusgrupper betød jo, at han vandt valget. Denne Philip Gold, som har lavet manualen til Anders Foghs valgsejr, han sad to til tre år og gennemanalyserede dem under valgkampen tilbage i 97. Han gennemanalyserede hele den repræsentative gruppe, deres holdninger og attituder. Både til politikere og verden generelt. Det blev en kapital uden lige. Jeg tror, at man kan bruge akademikere på definerede områder. Men det er jo klart, at hvis alle vil være studieværter, så kan det ikke lade sig gøre.. Jeg mener, at medier og politik skal nærme sig befolkningen. Det tror jeg rent faktisk godt, at akademikere kan bidrage til. Men der er nok nogle stykker, som skal sluge nogle af de klassiske humanistiske dyder.

Men hvis al politik og tv bliver lavet på baggrund af segmenter og seertal, får vi så ikke bare en forfladiget medieflade?
Jo, risikoen er der. Og det er jeg på ingen måder interesseret i. Men er det rigtigt, at arbejdsløsheden fylder så meget i menneskers bevidsthed? Og hvad er det præcist, de frygter, og hvorfor er det ikke skønt bare at gå hjemme? Hvad er det for en form for udstødning? Hvad er det for nogle scenarier, som vælter frem i mennesker, når arbejdsløsheden melder sig? Hvordan kan vi så omsætte det til journalistik og kommunikation? Det er en interessant proces. Vi sidder jo bare i vores egen lille ghetto, vi har brug for nogle genveje til at forstå hinanden. Og her er fokusgrupper og segmentanalyser formidable. Vi journalister skal bare huske vores vigtigste dyd, nemlig at være kritiske.

I gamle dage stod journalisten op og lyttede til radioavisen og læste dagens avis, så var han informeret om verden. Den går bare ikke i dag. Verden er blevet mindre og mere kompleks. Vi bliver nødt til at have nogle redskaber til at forstå, hvad der sker inde i knolden på andre mennesker. Hvis akademikere vil, så kan de hjælpe journalisterne med at få hold på verden. De ligger inde med metoder og andet godt. Men altså klart, de skal ikke bruges til at lave Elfenbenstårnet endnu højere.

DR er jo en public service station. I er jo forpligtiget til at opdrage folk, ikke kun at give folk hvad de vil have.
Jo jo, folk skal udfordres, det er klart. Men jeg tror, at det overordnede problem er, at vores samfund er dybt elitært, og at man bare skøjter hen over hovedet på folk. Og at man slet ikke ser på, hvad der rører sig i befolkningen. Jeg har selv haft det privilegium, at jo ældre jeg er blevet, jo yngre er mine seere blevet. Og jeg mener, at man skylder sine seere at tage dem alvorligt. Og det gør man ved at møde dem i øjenhøjde. Public service-begrebet skal simpelthen fornys. I gamle dage sad eliten i deres Elfenbenstårn og opdrog befolkningen på bedste skolelærervis. Et moderne public service-begreb handler om at gå i aktiv dialog med befolkningen. Vi skal stille os på seernes side, men vi skal samtidig være kritiske. Vi skal være opmærksomme på, at folk ikke er en entydig størrelse, men at de skifter fra sag til sag.

Et kliche-slut-spørgsmål, hvor er du om ti år?
Det er skam et reelt spørgsmål. Jeg kan mærke, at jeg har fundet den rette hylde. Jeg vil helt sikkert være i nyhedsbranchen om ti år. Det ligger mig meget på sinde at være med til at forny public service-begrebet og nyheder generelt. Jeg mener, at nyheder sagtens kan gøres mere folkelige, end de er i dag, uden at de mister noget informativt. Men om jeg er på DR, det vil jeg ikke udelukke. Det er et stort hus med mange muligheder.

Senest opdateret ( Fredag, 20. juni 2008 14:05 )