| Kampen om kræften | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
De danske aviser skriver stadig mere om kræft og kræftbehandling. Dækningen af Danmarks mest dødelige sygdom markerer et stigende fokus på sundhed og sygdom i Danmark både fra et politisk og et personligt perspektiv. Mediernes fokus og vinkler bliver altså i stigende grad afgørende for den politiske beslutningsproces og for det enkelte individs erfaringer og forståelse af sygdommen. Mikkel Wolf Rasmussen & Katrine Hald Kjeldsen, cand. mag i Medievidenskab Den journalistiske avisoffentlighed ekspanderer. I perioden fra 1984 til 2000 er antallet af artikler, tillæg og tilbud til læserne steget i de danske aviser, der er ude i en intensiveret konkurrence om læsernes gunst. Et stofområde, der er steget meget brat, er dækningen af kræft og kræftbehandling, ligesom fokus på sundhedsstof generelt er forøget. Både i livsstilsstoffet og på avisernes indlandssider har kræften fået større opmærksomhed. Samtidig med den stigende opmærksomhed har dækningen af kræft undergået en række forandringer. Dækningen er blevet knap så sensationel, knap så skræmmende og mere åben for dialog, idet flere forskellige grupper af aktører har fået plads som kilder i artiklerne. Fra at have været et emne båret af eksperter alene og med et sensationelt præg har kræften fået plads i den daglige rutinejournalistik og er sjældnere på forsiden end tidligere. Det skyldes blandt andet, at man videnskabeligt er kommet nærmere et svar på kræftens årsager og udvikling, end man var i 1980´erne. Der er ikke så mange tomme huller i den videnskabelige viden, der kan åbne op for usikkerhed og angst omkring sygdommen. Desuden fremstår det danske behandlersystem som mere åbent og villig til dialog. Stadig er der dog tilfælde, hvor medierne sætter kritisk fokus, og politikerne tvinges til handling. I det hele taget har politikerne fået en mere markant rolle i mediernes dækning af kræft. Kræftens kerne Når man vil forklare, hvorfor kræften har fået større opmærksomhed, skal det ikke undervurderes, at sygdommen indeholder alle den gode histories elementer. Her er følelser, her er frygt, håb, liv og død, uløste medicinske gåder, og her er benhård politisk prioritering, der står i grel modsætning til den enkelte patients lidelse. Her er tale om en sygdom, som kan virke så skræmmende, at den italesættes, som om den havde sin egen sjæl. Som en rubrik i Ekstra Bladet meget sigende lyder i 1984: EU kommer kræft i din kaffe. Hver tredje dansker mærker kræften på sin krop i løbet af livet, og hver fjerde danskers død skyldes denne sygdom. Og antallet af kræfttilfælde stiger stadig. Kræft er en sygdom, som både politisk, videnskabeligt og økonomisk er en stor udfordring for det danske samfund. Samtidig er sygdommens årsager, udvikling og lidelser under et sygdomsforløb så tilpas præget af mystik og frygt, at debatten om sygdommen påkalder sig stærke følelser fra de involverede aktører. Den enkelte patient kræver tryghed og svar og adgang til enhver tilgængelig behandlingsmetode, patientorganisationerne kræver opprioritering af netop deres område, og politikere skal agere inden for et område, hvor nedskæringer er upopulære, men midlerne samtidig begrænsede. Jagten på sandheden Eksperter og læger er de hyppigst anvendte kilder til en stor del af artiklerne om kræft. Den moderne medicin udgør nøglen til at forklare kræftens årsager og behandlingen af sygdommen. I 1984 var troen på videnskaben ensidigt positiv. Forskerne blev anset som heroiske frontkæmpere, der potentielt kunne udrette mirakler i forhold til kræft. I 1992 bliver dækningen dog efterhånden præget af indbyrdes konflikt mellem forskerne om forskningspolitiske prioriteringer. Det afspejler en generel tendens i offentligheden, hvor eksperterne i stigende grad diskuterer frem for at fremlægge egen forskning. Stadig kan nye forskningsresultater dog fremmane den utvetydige tro på, at videnskaben er løsningen på kræften. Dette ser man især eksempler på i 2000, hvor genforskningens tilkomst på den videnskabelige scene er et stærkt eksempel på en nyfunden tro på videnskabens evner til at bekæmpe kræften. Niveauet af viden, som det enkelte individ har, stiger markant med årene, og hvor eksperterne i 1984 nærmest har karakter af sandhedsvidner, åbner den journalistiske offentlighed i stigende grad op for uenigheder og debat mellem eksperter indbyrdes. Det giver det enkelte individ lejlighed til at så tvivl om den traditionelle medicinske videnskab, hvorfor alternativ behandling vinder gehør. Samtidigt får eksperternes udsagn karakter af holdninger frem for retvisende anvisninger. Eksperterne bliver altså mere politiske. Ligesom sundhedsområdets øvrige aktører - såsom patienter, politikere og patientorganisationer - bruger læger og forskere medierne til at fremhæve netop deres områder i håb om mediemæssigt fokus og merbevillinger. Eksperterne har også fået en anden rolle i den journalistiske offentlighed. I takt med avisernes opprioritering af bløde stofområder og vejledning om valg af livsstil får eksperterne en vigtig rolle som vejledere, der giver gode råd om kost, motion, rygning med mere. Det matcher en tilsvarende stor interesse fra befolkningen om til stadighed at vide mere om disse emner. Det interessante er dog, at det ikke i sig selv giver eksperterne mere indflydelse. For på samme måde som i resten af kræftdækningen er det blevet legalt at sætte spørgsmålstegn ved eksperternes udtalelser. Både politikere og patienter betvivler eksperterne, hvis deres udtalelser går dem imod. På den måde er eksperternes rolle i dækningen af sundhedsstof ambivalent. På én gang er de blevet mere fremherskende men også mere betvivlede. Samme ambivalens gør sig gældende, hvis man ser på lægerne isoleret. Lægerne nyder som udgangspunkt stor tillid fra medier og befolkning. Den medicinske forskning og behandling tiltros store evner til at kurere kræften. Men ofte handler historierne om kræft ikke om videnskabelige fremskridt, men om frustrerede patienters negative møder med behandlersystemet. I disse tilfælde portrætteres lægerne meget negativt. Politisk profilering Debatten om den danske sundhedspolitik flyttes i stigende grad ud i det offentlige rum, og det benytter alle sundhedsområdets interessenter sig af, særligt politikerne. Mens en række andre politikområder er flyttet til Bruxelles eller til kommunerne, fremstår sundhedsområdet stadig som et politikområde, hvor det som landspolitiker er muligt at profilere sig og vise handlingskraft. Og det er nødvendigt for at blive valgt næste gang. Landspolitikerne benytter altså i stigende grad sundhedspolitiske handlingsplaner som mulighed for at påvirke sundhedspolitikken. Normalt foregår den sundhedspolitiske prioritering nemlig i amterne, men sammen med en pose penge kan landspolitikerne kræv e, at bestemte initiativer sættes i gang. Derved får de del i den positive politiske profilering, det kan give, at vise vilje til at gøre noget ved forholdene på sundhedsområdet. Det var blandt andet tilfældet med Kræftplanen, som blev iværksat i 2000, hvor Nyrup-regeringen med en merbevilling ønskede at forbedre den danske kræftbehandling. Politisk havde planen en positiv effekt. Landspolitikerne fik langt mere og mest positiv omtale i de danske medier. Den stigende politisering er dog dobbeltsidet. På den ene side kan landspolitikerne vise handlingskraft, men på den anden side er det en akilleshæl for dem, i og med at stærke patientgrupper og patientorganisationer kan påvirke mediedækningen og ansvarliggøre politikerne for en manglende indsats ved nærmest bogstavlig talt at lægge lig på bordet. Når først kampagnejournalistikken tager fat, har politikerne ikke andet valg end at følge op med nye politiske initiativer eller løfter i et forsøg på at imødegå den kritiske dækning også selv om de politiske prioriteringer ud fra et medicinsk-rationelt perspektiv burde have været anderledes. Fra offer til aktivist I 1980´erne var en kræftsygdom lig umenneskelig smerte, behandling, død og tabu. Kræftpatienten var stigmatiseret, og hele sygdomsforløbet og de sociale og psykologiske konsekvenser var forbundet med tabu. Op gennem 1990´erne medvirkede kendte kræftpatienter til at give et mere menneskeligt og forståeligt billede af sygdommen. Derfor er der i dag forholdsvis stor åbenhed om, hvad det vil sige at være kræftsyg. Kræftpatienten er blevet rehabiliteret i den journalistiskeoffentlighed og synet på kræftpatienten er normaliseret. De behandlingsmæssige fremskridt betyder, at der efterhånden findes et liv efter kræft, når denne er kureret. Kræftsygdommen sidestilles ikke længere automatisk med døden. Også på en anden front ændrer dækningen af kræftpatienterne sig. I 1984 var der sjældent plads til individets perspektiv, når kræften blev omtalt. I stedet var fokus på forskningens fremskridt og den industrielle forurenings kræftfremkaldende virkning. Når patienten endelig fik taleret, var det som offer. Aviserne skildrede, hvordan kræftpatienter blev udsat for fejlbehandling af uduelige læger. Patienten blev skildret som svag i forhold til et tyst, lukket og dominerende behandlingssystem, hvor den skrøbelige kræftramte var et sagesløst offer. Meget er sket siden da. Der sker stadig fejlbehandlinger, som aviserne tager op, men i dag er det snarere sådan, at ressourcestærke individer kyndigt bruger medierne til at fortælle deres historier og kræve nye behandlingsmetoder og adgang til al den behandling, der er mulig. Uanset omkostningerne. På den måde har individet flyttet sig fra en offerposition til at være et vidende, aktivt individ, som stiller krav til behandlersystemet ud fra sin øgede viden. Individet er i langt højere grad blevet selvforvaltende og initiativtagende i forhold til egen helse og sygdom. Politisk debat og personlig erfaring Ud fra de tendenser, som denne artikel kortfattet har skitseret, er det muligt at pege på nogle overordnede udviklingstræk i mediernes samfundsmæssige betydning. Udviklingen i kræftdækningen fortæller historien om to centrale funktioner i den journalistiske offentlighed, som begge har udviklet sig og har fået stærkere betydning. Den journalistiske offentlighed fungerer på én og samme gang som politisk samtalerum og som erfaringsrum for individet. I forhold til den journalistiske offentligheds funktion som politisk samtalerum mellem befolkning og beslutningstagere, kan vi spore, at den offentlige samtale om kræft er blevet mere åben og dialogbaseret, hvor den journalistiske offentlighed tilbage i 1980´erne primært agerede som systemkritiker på det svage individs vegne. Flere forskellige interessenter har fået mulighed for at gøre deres synspunkter gældende i den undersøgte periode, og det er tydeligt, at deres omgang med medierne i de sidste år er blevet professionaliseret. Stadig påtager den journalistiske offentlighed sig af og til rollen som systemkritiker, hvor et entydigt ofte negativt fokus medfører forandringer af det eksisterende, idet politikere og beslutningstagere tvinges til at agere. På den anden side fungerer den journalistiske offentlighed som erfaringsrum for individet, hvor aviserne med bløde vinkler og råd om livsstil tilbyder læserne medieret erfaring om sygdom og sundhed. Dette erfaringsrum er både præget af neutrale livsstilsinformationer (af typen "husk nu at smøre rigeligt med solcreme på"), men har også en mere normativ, handlingskorrigerende funktion, hvor medierne tilbyder fornuftige og "korrekte" råd til individets valg af livsstil (à la "hvis du ikke vælger den rigtige livsstil, får du kræft"). Samtidig har den journalistiske offentlighed en rituel og terapeutisk funktion for individet. Her sker der en forhandling af centrale temaer, som individets tillid til behandlingssystemet og dets forståelse af og syn på risici. Den journalistiske offentlighed tematiserer almenmenneskelige problemstillinger til frygt, angst, normalitet/udgrænsning, tillid/skepsis og tryghed/utryghed. Baggrund Denne artikel er baseret på specialet: Kampen om kræften - kræft og kræftbehandling i den journalistiske offentlighed, som er skrevet af denne artikels skribenter. Specialet er en empirisk undersøgelse af fire danske avisers dækning af kræft og kræftbehandling i 1984, 1992 og 2000. I alt forholder specialet sig til 461 artikler om kræft, som er indsamlet ud af mere end 4200 artikler om sundhed og sygdom. I den undersøgte periode udgjorde den journalistiske produktion mere end 143.000 artikler i de fire aviser: Information, Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands-Posten. Specialet undersøger via dagsordenanalyse udviklingen i emner og forskellige aktørers betydning. Diskursanalytisk sporer specialet, hvordan forståelsen af sygdom, system og individ, videnskab og velfærdsstat har udviklet sig i den undersøgte periode. |
| Senest opdateret ( Onsdag, 14. maj 2008 22:27 ) |
