| TV 2s valg-cirkus | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
TV 2 satsede på en ny og anderledes ramme for deres valgudsendelse, da europaparlamentsvalget stod for døren midt i juni 2004 med krav om public service for licenskronerne og taletid til kandidaterne. Væk var det kedelige valgstudie i aften skulle politikerne diskutere i en cirkusarena. Med trommehvirvler og en duft af savsmuld skulle hr. og fru Vælger opleve, at en EU-valgudsendelse kan være folkelig. Vivi Nør Jacobsen, cand.comm. Valg i cirkus Hvert femte år er der valg til Europa-Parlamentet. Hvert femte år skal der være valgkamp og stemmes. Og hvert femte år går medierne i gang med at fortælle historier, der ofte ligner frosne rester fra sidste gang, som efter en hurtig tur i mikroovnen, serveres med et drys persille for ikke at se alt for kedeligt ud. Sådan var det også i en regnfuld juni 2004. På nær en undtagelse. For midt i dette orgie af idemæssigt genbrug, lancerede TV 2 deres valgudsendelse EU i manegen. Alt fra titel, over trailere til selve liveshowet struttede af forfriskende nytænkning. Forventningerne til programmet fordelte sig nok mellem tilbagelænet skepsis og begejstret forventning: Skulle EU fremstilles som et cirkus af ren underholdning, eller var tiden kommet til en ny forfriskende debatform? Der sad de så hr. og fru Vælger, hjemme i stuerne med kaffen skænket og blikket rettet mod skærmen. Tæppet faldt og forbi Cirkus Arlis ydmyge billetvogn defilerede de ni spidskandidater; sagde deres navn og indløste billet til et sæde i aftenens panel. Inde i manegen satte de ni sig, mens kameraet snurrede forbi. Teltet var fyldt med forventningsfulde publikummer. Et øjeblik var alt stille. Så lød trommehvirvlen og ind trådte aftenens sprichstallmeister Mikael Kamber med Gunilla Roijer ved sin side. "På søndag skal Danmark vælge 14 politikere til Europa-Parlamentet" slog Kamber fast, og Roijer stemte i "for i aften er det nemlig ikke cirkusartister, der skal vise, hvad de kan her i manegen", inden ordet gik tilbage til Kamber: "Nej for de optrædende her i aften er ni politikere". Eneste chance på TV 2 Der var cirkus over det hele; i titlen, sproget og billederne. Men hvorfor egentlig vælge at forklæde en paneldebat mellem kandidater til Europa-Parlamentet i en cirkusindpakning? TV 2s egen målsætning, var at lave "en tv-udsendelse til det brede publikum, og der må man sige, at når det gælder EU-sager, føler mange sig lidt sådan på herrens mark og tænker 'hvad søren skal man mene om det?' forklarer nyhedschef på TV 2, Lars Bennike, der var redaktør på programmet. Muligheden for at låne cirkus Arli var kommet dumpende, og man valgte at slå til, fordi det gav programmet "en god folkelig ramme", uddyber Lars Bennike. Programmet blev sendt torsdagen før valget om søndagen. Det blev sendt live fra cirkusteltet lige efter Nyhederne kl. 22 og frem til klokken blev 23.30. Alle ni spidskandidater var klar. EU i manegen var den eneste valg-udsendelse på Danmarks mest sete tv-kanal. Cirkus-set-uppet havde dog delt politikerne i 2 lejre. Nogle var skeptiske og frygtede at se sig selv i et latterliggørende spotlight, mens andre mente, det var en morsom tilgang, som kunne vise sig som en mulighed for at indfange et par vægelsindede vælgere. Valgdækningen var ellers begrænset til Nyhederne og den almindelige programflade, og intentionen fra TV 2s side var da også, at udsendelsen skulle "henvende sig til det brede publikum" fortæller Lars Bennike. Redaktøren ville lave en udsendelse med en vis "underholdningsværdi og som kunne bidrage til den demokratiske proces". Gennem denne folkelige og underholdende udsendelse skulle vælgerkorpset klædes på til at sætte deres kryds tre dage senere. Information som mål Identifikation som middel Ikke siden Højlunds forsamlingshus (tv-program i 1988-94, red.) havde tv-stationens seere oplevet et debatprogram, med et udvalgt publikum og deriblandt håndplukkede enkeltpersoner, som skulle sætte gang i dramaturgien. Gennem deres historier skulle der skabes et link til hr. og Fru Vælger. Europa-Parlamentet skulle gøres vedkommende og nært, ved at politikerne skulle give svar på publikummernes tvivl om hvad Parlamentet laver, om EU skal udvikle sig til en føderal stat, og om Tyrkiet skal med i klubben. En af de udvalgte publikummer var Vivi Skaalum. En midaldrende kvinde, der i et læserbrev havde ytret sin tvivl om valgets formål, og om hvor hendes stemme skulle placeres. TV 2 valgte hende som talerør for den almindelige borger i deres udsendelse. Hun italesatte en tvivl og en undren, som TV 2 tog udgangspunkt i, ved at lade hende indlede programmet. Indtil videre ville hun stemme blankt. Lars Bennike begrunder dette med at, "hun var tvivleren, og vi ved jo fra forskellige meningsmålinger og andet, at der er en fantastisk lav stemmeprocent og der er utrolig mange tvivlere til disse valg. Derfor syntes vi, at det var regulært at hun skulle indlede ballet med at sige 'hvad kan jeg stille op', 'hvad skal jeg stemme på', ' hvem af jer kan overbevise mig'". Men udover at hun gav de tvivlende vælgere en stemme, og skabte en base for identifikation for hr. og fru Vælger hjemme i stuerne, sendte hun også et signal. Forfra og forfra igen Programmet indledtes med Vivi Skaalum som solist på den velkendte melodi, om hvorvidt det overhovedet nytter at stemme til et europaparlamentsvalg. Og hvad er egentlig formålet med det hele? Dét spørgsmål landede i skødet på politikerne i panelet. Aben var sendt videre og det var nu de EU-venlige politikeres opgave i fællesskab at forklare Vivi og seerne, at det skam nytter at stemme, og at Parlamentet da har indflydelse. Omgivelserne var stadig et cirkus, men manegen var for en tid blevet en retssal, hvor politikerne ufrivilligt var blevet placeret på anklagebænken. De skulle forsvare den institution de ville vælges til, og forklare hvilken betydning de 14 danske medlemmer har i den 732 mand store parlamentariske forsamling. Hvornår har man sidst bedt en borgmester retfærdiggøre det kommunale system? Og hvornår indledes en partilederrunde med at Fogh Rasmussen, Rosenkrantz-Theil, og Thorning-Schmidt skal legitimere Folketingets demokratiske berettigelse? Men når det drejer sig om EU starter vi forfra. EU-debatter, hvad enten der er valg til Parlamentet, afstemning om ØMUen eller knas med fiskekvoterne, indledes generelt med, at båndet spoles tilbage, og vi starter forfra med tvivlen og undren over hvorfor vi er med, og om det var bedre vi ikke var det. EU og dermed også Europa-parlamentet har tilsyneladende endnu ikke slået sig fast som legitim, indiskutabel, politisk institution. Hokus pokus politik i cirkus Kigger man nærmere på indholdssiden, altså drejebogens spørgsmål og de svarmuligheder, den leverer, tegner der sig et knap så forfriskende billede som på form-siden med cirkustelt og trommefanfarer. Vi kigger igen på tv-skærmen, hvor spidskandidaterne sidder fordelt på hver side af Kamber, og venter på deres tur. Alle er de på stemmefiskeri. De ved det gælder om at få kastet snøren ud til hr. og fru Vælger, men ogs å at vælgerne kun bider på den rigtige madding. Det er Kamber, der har maddingen; det er ham, der stiller spørgsmålene, og bestemmer, hvad der skal diskuteres. Den første madding der sættes på krogen går til Venstres spidskandidat Karin Riis-Jørgensen. Spørgsmålet lyder "hvor er det Europa-Parlamentet gør en forskel?". Spørgsmålet lægger op til sagligt at forklare institutionens formål og arbejde, og levner ikke mange muligheder for at bide fra sig, og vise, hvad vælgeren kan forvente til gengæld for en stemme på Venstre. Maddingen der gives til Margrethe Auken fra Socialistisk Folkeparti lyder "Hvad tror du er forklaringen på, at det ikke er lykkedes en nysgerrig vælger at finde ud af, hvad der foregår?" Auken må stikke det rød-grønne flag tilbage i lommen. Vi skal vist ikke snakke politik nu. Hun returnerer spørgsmålet til Kamber, ved at pointere, at medierne med deres spørgsmål rummer en del af svaret. Spørgsmålene de første 20 minutters tid af udsendelsen forsætter denne afklaring af Parlamentets kompetencer, og understøttes dramaturgisk med tre papskilte der bæres ind af cirkus Arlis rekvisitører i røde dragter, ledsaget af spændingsfyldt cirkusmusik fra bandet over manegen. Talerækken er sat på pause, mens Kamber fortæller, at han "har skåret ud i pap, hvad det er for en rolle Europa-Parlamentet spiller i EU-systemet". Nu er alle med; vi har fået det skåret ud i pap. Pausen er slut. Papskiltene bæres ud igen og talerækken er nået til Poul Nyrup Rasmussen, der skal svare på "hvordan er det så at være på vej ind et sted, hvor du ikke længere spiller første violin". Man lurer i Kambers formulering, at Parlamentet ikke er en afgørende faktor i det politiske spil, og at det derfor må være andet end magten, der trækker i en tidligere statsminister ved udsigten til en taburet i Strasbourg. Nyrup svarer, mens Kamber læner sig frem, rynker brynene og spørger den næste i rækken. "Ole Krarup; hvilken forskel kan du gøre som parlamentariker fra det lille Danmark?" Formuleringen om lille Danmark lander blødt hos modstandsmanden Krarup. Debatten er igen endt i en fløjkrig om ja eller nej til EU. Der er startet forfra med Ja og nej, lønninger og budgetter, som også bliver omdrejningspunktet for hovedparten af udsendelsen. Kunsten at sidde mellem to stole Med EU i manegen havnede debatten i en ny kulisse, med cirkus og fuld musik, men spørgsmålene var velkendte travere. De gav ikke svareren mulighed for at positionere sig i forhold til de andre i panelet og vise partifarven frem. I stedet blev det til for og imod EU, svindel og humbug skyllet ned med afsluttende valgtaler. Som tv-station er TV 2 afsender af programmet og dets budskaber. Man havde med en veltilrettelagt drejebog sat rammerne for, hvordan man denne aften skulle tale om EU og Parlamentet. Målet var en folkelig udsendelse, der var forståelig og vedkommende for hr. og fru Vælger. Sproget der blev anvendt, talte om det lille Danmark, det pengeformøblende EU og politikere som optrædende i manegen. Tillægsord der klistrede sig til skærmen som sandheder, serveret af nyhedsværten Mikael Kamber med tilhørende autoritet og troværdighed. Det sproglige indhold passede ikke rigtig til målsætningen om at bidrage til den demokratiske proces. Det var som at ville sidde mellem to stole; men det var underholdende. TV 2 valgte at pakke deres program om valget til Europa-Parlamentet ind i cirkuspapir. Bag cirkuspapiret gemte indholdet sig i form af en drejebog med tilhørende spørgsmål. Spørgsmålene i drejebogen afslørede, at man forestillede sig, at modtagerne i det brede interesserede sig mere for parlamentarikernes lønninger, end for hvordan parlamentarikerne stemte i spørgsmålet om pftalater i legetøj; eller mere om hvad politikerne mente om antallet af danske parlamentarikere, end fælles regler for arbejdsmiljø. Seeren kunne kun vurdere valgets indhold ud fra det der blev serveret: En gryderet af rester fra sidst, der trods et drys cirkus smagte af det den bestod af: En omtale af et Parlament med begrænset indflydelse, politikere på retræte, komplicerede beslutningsregler og astronomiske beløb uden for kontrol. - Og der var ingen dessert der med sødme kunne fortælle om Parlamentet som lovgiver, kassemester og demokratisk vagthund. Indtil medierne påtager sig et ansvar ved at erkende, at måden de omtaler EU på, har afgørende betydning for, hvordan befolkningen tænker om EU, vil flertallet af befolkningen stadig stemme efter et ja/nej parameter til et Europa-parlamentsvalg. Med EU i Manegen varslede TV 2 nye tider for formen på en valgudsendelse. Måske valgudsendelsen 2009 også byder på nyt på indholdssiden. Kilder TV 2, EU i Manegen, sendt torsdag den 10. juni kl. 22:15-23:30 Femø Nielsen, Mie, Replik til journalistikken 2001 Norman Fairclough, Media Discourse 1995 Pedersen mfl., Politisk Journalistik, 2000 Redder & Hovmand Madsen, Ja eller nej til EU afgør forsat Parlamentsvalg, Ugebrevet A4 06, 2004 Vestergaard, Anne-Mette, Fra ælling til svane? 2004 Ørsten, Mark, Transnational politisk journalistik 2003 Artiklen er skrevet på baggrund af forfatterens speciale på Kommunikation ved Roskilde Universitetscenter. |
| Senest opdateret ( Mandag, 08. marts 2010 21:05 ) |
