| EU kan vi ikke bare skrive os ud af | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Indflydelsen fra EU´s institutioner på dansk mediepolitik har på det seneste været til at få øje på. TV 2 skulle ifølge EU-kommissionen betale en overkompensation af licens på knap en milliard tilbage til Staten. Sagen var udslagsgivende for, at Professor i Medievidenskab Frands Mortensen begyndte at grundlægge et mere indgående kendskab til EU-systemet. Her fortæller han om det egentlige i EU's indflydelse, om danske politikeres naive negligering af denne og om de fremtidige perspektiver i EU's fremmarch over de hellige nationalstatsmarker. Niels Christian Nielsen, Medievidenskab, Aarhus Universitet Frands Mortensen har tidligere arbejdet med EU-problematikken. Tilbage i 91-92 skrev han en redegørelse til Nordisk Ministerråd om direktivet "Fjernsyn uden grænser" fra 1989, også kaldet fjernsynsdirektivet. Med fjernsynsdirektivet skabtes den første overstatslige regulering af medierne indenfor EU. Spørger man Frands Mortensen, knytter der sig en absurd forhistorie til, og der skal bestemt ikke megen anledning til, før professoren allerede begynder at fortælle levende: "Det hele starter med det teknologiske fremskridt indenfor satellitter og kabler. Især satellitteknologien, hvor man i Europa gerne vil konkurrere med Japan og USA. Så man starter et europæisk satellitudviklingsprojekt, hvor selvfølgelig edb-branchen og militærindustrien, men også telekommunikationsbranchen, går med, og samarbejdet arbejder på at sende satellitter op med raketter fra en af Frankrigs kolonistater i Sydamerika. De første forsøg er mislykkedes, men en dag i starten af firserne står man med den første europæiske satellit, da det endelig lykkes en raket at komme op. Men i mellemtiden havde man bare også udviklet en anden del af teknologien, som også teleindustrien var indviklet i, nemlig de optiske fibre. Og så sagde teleindustrien, "Vi kan slet ikke se, der er nogle behov, som vi ikke kan løse med vores optiske fibre. Med fiberdigitaliseringen af vores centraler kan vi blive så effektive, at vi kan kommunikere alle de datamængder, som vi overhovedet kan forestille os, der vil blive udviklet. Det kan vi sagtens klare over det her system." "Og hvad skal man så pludselig gøre med satellitterne?", fortsætter Frands Mortensen, "så er det, at de dygtige embedsmænd går til ministrene og siger: "Vi har lidt overskudskapacitet her," og det er jo indenfor teleområdet, hvor de er ligeglade med indhold, de kalder sig common carriers, dvs. flyttemænd, de flytter hvad som helst! "hvad er forskellen mellem et telefonopkald og et fjernsynssignal, andet end at det sidste fylder mere end det første. Hvad siger I til at vi flytter tv-signaler igennem satellitterne?" Så siger de vældige ministre, "nåmen det er da helt ok, gå I bare i gang med det". Og så pludselig en morgen vågner man op, og så er der altså europæisk satellit-tv, og det er der altså ikke nogen, der har vedtaget noget om i nogen parlamenter. " "De første, der har lejet sig ind på overskudskapaciteten, er et britiskbaseret firma, der kalder sig Satellite-TV og de sender så engelsksproget tv til Malta og Finland, fordi det er de eneste steder de kan få lov til det. Alle andre steder forbyder staterne at modtage det. Det er for hårdt for Satellite-TV, som går konkurs. Men det bliver købt af en australier, der er på vej til Europa. Nemlig Ruport Murdoch, og han omdøber selskabet til Sky, hvilket bliver starten på dét firma. For efterhånden går staterne med til at sende signalet, så længe de har monopol og dermed kontrol over modtagelsesparaboler og kabler. Det kunne de sagtens, fordi paraboler dengang er en 3-4 meter brede og koster en halv million, og indflydelsen på national-tv derfor af mindre grad. Men parabolerne bliver mindre og billigere og så begyndte satellit-tv virkelig at brede sig." "Efterhånden som det går op for staterne rundt omkring i Europa, begynder de også at arbejde for at få reguleringer på signalerne, der går på tværs af landene. Det fører så til fjernsynsdirektivet fra oktober '89, og starten på europæisk indflydelse på nationale mediemarkeder." EU's passivitet Den gængse opfattelse af, hvad EU har med medier at gøre, har været begrænset af fjernsynsdirektivet grænser det vil sige mestendels om sendetilladelser på tværs af lande og specifikke krav til reklamer. Men ifølge Frands Mortensen skyldes det kun en passivitet fra EU-kommissionens side med hensyn til at bruge konkurrencereglerne på de store public service broadcastere i Europa. I dag er Kommissionen kommet sig over passiviteten med TV 2-sagen som det seneste eksempel i Danmark. "På tv-området har Kommissionen tydeligt været meget bange og usikker. De har hele tiden ikke ønsket at tage sagerne op. Man kan se de to første sager komme i '92 og '93. Den i '92 er Portugal-sagen, og den bliver først afgjort i 2003, og den anden fra 1993 er sagen om fransk tv. Den er ikke afgjort endnu, den er kun ved at blive vurderet ved den første af domstolene. Det siger noget om, at Kommissionen har gjort alt muligt for at undgå at beslutte noget, desuden er de af domstolene dømt for passivitet, hvilket er grunden til, at der endelig er kommet skub i sagerne." "Det er altså ingen tvivl om, at Kommissionen har været meget nervøs for at tage fat på de her mediespørgsmål, også fordi de jo godt ved, at selvom de er tvunget til at behandle dem ud fra konkurrenceregler, så har vi jo ikke massemedierne og slet ikke public service medierne af hensyn til konkurrencen. De er der af hensyn til indholdet. Derfor er det problematisk at skulle behandle dem udelukkende udfra en konkurrencepolitik, og derfor tøver Kommissionen." "Med Amsterdamtraktaten af 1997 forsøger man at vedhæfte en protokol, der kan give public service stationerne særstatus, men protokollen sætter til allersidst en krølle på, så man alligevel skal følge konkurrencereglerne. Så det er ikke et egentligt frihedsbrev, men det var et forsøg på at redde sig ud af det Det medfører en heftig debat på området og ender i Kommissionens meddelelse om public service-stationer, hvor de stort set overlader det til nationalstaterne at bestemme arten af public service, men at de dog forinden skal defineres klart. " "Så sker der det som den store overraskelse for os alle at Kommissionen sætter fuld knald på, fordi det efterhånden med sager og med den nye meddelelse tegner sig et mønster for, hvordan sagerne skal behandles, og så tjum, tjum, tjum, (Mortensen svinger hånden i sværdhug, red.) så går man i gang, og der kommer en lang række afgørelser. Og i 2003 vrimler det med afgørelser. Så bliver man også opmærksom i Danmark: Hov for pokker, nu spiller EU-systemet en rolle! Den første klage i TV 2-sagen bliver allerede indgivet i april 2000, og herefter holder man møder og har korrespondance med danske embedsmænd. Men spurgte man dengang embedsmændene, var de ikke i tvivl om, at der ikke var hold i klagen." Det har nu vist sig anderledes. I 2004 dømmer Kommissionen Staten Danmark til at inddrage overskydende betalt licens til TV 2, hvilket beløber sig med renters rente til knap en milliard. Det har efterfølgende affødt en klage fra Staten Danmark over Kommissionens beslutning ved den europæiske domstol. Staten Danmark argumenterer stædigt og stadigt, at licensen overhovedet ikke er statens midler og at man af den grund ikke kan anvende konkurrencereglerne i TV 2-sagen. Hvis det forholder sig sådan, kan Europas public service stationer ånde lettet op og sikkert undgå mange fremtidige klagesager fra de private tv-udbydere, mener Frands Mortensen Dansk kulturpolitik, dansk område? Grunden til negligeringen af EU-systemets indflydelse på Danmarks mediemarked skyldes en speciel dansk opfattelse. Man har for længe ment, at det var overladt til nationalstaterne at bestemme over kulturområdet, og derfor var der også i starten en generel modvilje mod at implementere fjernsynsdirektivet, vurderer Frands Mortensen: "Da Danmark i starten ikke ville anerkende fjernsynsdirektivet, var det fordi vi mente, at EU ikke havde ret til at blande sig i kulturen. Det havde man nemlig ved at undlade bestemmelser om det i traktaten overladt til nationalstaterne at bestemme. I Danmark var der endda diskussioner om, hvorvidt EU overhovedet blandede sig jeg kan huske i 1989 på Louisiana, hvor vi havde en stor, flot diskussion om det, og hvor alle kulturpersoner, -politikere og ministre var oppe og sige, at EU ikke skulle blande sig i kulturen, og at det havde man heller ikke lov til. Men så var der en, der rejste sig og gjorde opmærksom på, at der jo altså var et generaldirektorat (en afdeling i Kommisionen, red.), hvori der indgik ordet kultur. Hvordan kunne det nu lade sig gøre? Så var der en yngre fyr, der rejste og sagde, at han i øvrigt havde modtaget en masse penge til et stort kulturprojekt for EU. Og der begyndte det så småt at gå op for kunstnerne: "hov hov, der var måske en pengekasse dernede, som havde noget med kultur at gøre." Så det tog altså lang tid for den danske offentlighed at acceptere, at EU havde noget med kultur at gøre. Det går helt tilbage til den første afstemning i '72, hvor både tilhængere og modstandere underspillede den politiske rolle i EU, ved at sige det kun handlede om flæskepriser og billig kaffe. Men EU er altså et politisk projekt. Det er selvfølgelig et økonomisk projekt, men det er også et politisk projekt." "Der var den holdning i Danmark, at hvis bare der kan laves et flertal i Folketinget, så kan danskerne gøre, hvad de har lyst til. Man kan bare lave reglerne om, eller som en anvendt frase hos embedsmænd ofte er: "Det kan vi skrive os ud af". Men det kan man bare ikke her. Har man først accepteret love indenfor EU, så kan man ikke bare skrive sig ud af det." Den holdning mener Frands Mortensen stadig eksisterer blandt politikere. I forbindelse med privatiseringen af TV 2 er det klart, at der i Folketinget såfremt TV 2 skal sælges er et stort flertal for, at det sælges til en dansk virksomhed. Det må man bare ikke, det vil være diskrimination på tværs af landegrænser, hvilket EU ikke kan acceptere. Et kulturspørgsmål EU er altså ikke helt til at komme udenom. Er der andre områder end tv-området, hvor det danske mediesystem bliver berørt? "Ja, når man kigger på alle EU-sagerne opdager man, at det da godt kunne være at det ikke kun omfatter tv, men måske andre medieforhold. Der kan man så nævne dagspressens forhold. Dagspressen har også altid været betragtet som et nationalt anliggende og er statsstøttet. Den har jo også groft set været nationalt ejet og drevet indtil det store gennembrud kommer, da norske Orkla køber det Berlingske Officin, hvorefter også MTG kommer ind med Metro-avisen, som er et internationalt koncept. Lige pludselig er den danske dagspresse ikke mere et nationalt anliggende, men klart noget, der arbejder over landegrænser, hvorfor EU-instansen bliver relevant. Og sådan finder man ud af, at der findes andre kulturelle størrelser der ikke nødvendigvis går ram forbi, f.eks. filmstøtten. Også ordninger som ejerskabsregulering spiller ind på det danske mediemarked, og i det hele taget er det de kulturelle institutioner, der står for skud. Problematikken med EU er, at man specielt via konkurrencekravene kan regulere de markeder og de markedsmekanismer der er, dvs. i forhold til økonomien, men EU kan ikke regulere i forhold til indholdet, dvs. kulturen., fordi kulturen langt hen af vejen er beskyttet af medlemslandendes ønske om selv at passe på den. Desuden er den kun nævnt en enkelt gang i traktaten og ellers få andre steder som undtagelse. Og fordi kulturen kun er nævnt som undtagelse, bliver instanserne også nødt til at fortolke dem restriktivt, og i det øjeblik bliver kulturen til en finkultur, det vil sige en stærkt begrænset definition af kultur. Hvis man derimod ønsker at beskytte kulturen og tage hensyn til alsidighedsbetragtninger, bliver man nødt til at have et sådant princip til at stå direkte i traktaten, på et niveau, hvor det matcher konkurrencekravene. Det vil nationalstaterne bare ikke være med til, fordi de tror, at så vil man fra EU's side forsøge at ensrette den europæiske kultur. Men den findes bare ikke, det der mest karakteriserer den europæiske kultur, er forskellighed. En tidligere konkurrencekommissær har udtalt, at Kommissionen ikke kan regulere og beskytte alsidigheden og mangfoldigheds ved hjælp af konkurrencereglerne, de er simpelthen ikke skrappe nok. Der findes et svar fra Berlusconi på Europa-Parlamentets bekymring om Berlusconi totale kontrol over meningsdannelsen i Italien, hvor han siger, at han fuldt ud respekterer den bekymring som parlamentet giver udtryk for, men at han gør opmærksom på, at Kommissionen ikke råder over midler til at gøre noget ved det; de kan kun regulere udfra økonomisk markedsmæssig betragtning. Så der er også i Kommissionen en bevidsthed om det, men de nationale stater er ikke villige til at tillade EU eksplicit at lave en politik på det brede kulturområde. Og fordi man ikke vil det, kommer den politik, som så de facto eksisterer i kraft af alle de domstolsafgørelser der findes, til at hvile på de økonomiske vilkår og tager ikke hensyn til det indholdsmæssige, som jo egentlig er det man vil beskytte, når man laver kulturpolitik." |
| Senest opdateret ( Mandag, 08. marts 2010 21:01 ) |
