| Mod nye latterkramper | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Under banneret ´Danmarks Bedste Sitcom´ ruller tredje sæson af Klovn netop nu over Zulu-skærmen med makkerparret Frank Hvam og Casper Christensen ved styrepinden. Vi har ikke set noget lignende herhjemme, men det har man til gengæld i det store udland. ´Plagiering´ siger nogle, men står det nu så galt fat? Vi vil her kigge på, hvordan Klovn forholder sig til sitcom-genren, og undersøge, om seriens bagmænd bare har lånt sig til komikken; og ja, så vil vi naturligvis også se på, hvad Klovn-komikken i det hele taget består af. Søren Rune Knudsen, Medievidenskab, AU, og Mathias Poulsen, Medievidenskab, AU Raceren eller gadekryds? Med sit særegne dokumentaristiske udtryk opfordrer Klovn seeren til en mere eller mindre analytisk refleksion over og diskussion af seriens atypiske genremæssige tilhørsforhold, eftersom det netop er disse, der tilskriver den en stor del af dens fascinationskraft. Genreapparatet er på mange måder en vanskeligt håndgribelig konstruktion, som i kraft af sin komplekse natur afkræver en vis refleksion og indsigt forud for applicering i analytisk øjemed. På hverdagsligt niveau opereres med en common-sense forståelse, der velsagtens kan eksemplificeres med Wittgensteins tese om familieligheder: ganske som familiemedlemmer har genrerelaterede tekster fællestræk uden dermed at være identiske. I en ofte ubevidst mental proces rubriceres tekster i klynger, defineret af den enkeltes opfattelse af de sammenkædede teksters genremæssige familieligheder. Genrer er dog langt fra statiske i praksis, hvilket understreges hos Todorov: "Ethvert værk forandrer totaliteten af mulige værker, hvert nyt eksempel ændrer arten." Klovn rubriceres som en sitcom men afviger fra dennes elementære karaktertræk på en række områder, hvilket synliggøres ved en sammenligning med den langt mere konventionelle sitcom, forgængeren Langt fra Las Vegas . Den dynamik, som værker som Klovn dermed bibringer, afkræver løbende revision af den eksisterende genreterminologi for hvordan kan sitcom-betegnelsen med ønskelig meningsfuldhed beskrive et så bredt spektrum uden samtidig at reduceres til en indholdsløs og intetsigende kliché? Udover altså at distancere sig fra det typiske, traditionelle og måske forældede sitcom-format manifesterer Klovn sig som en satirisk parafrase over den måske lige så forældede og fastlåste reality-genre. Serien påberåber sig således en autenticitetskontrakt; den foregiver at tilbyde adgang til aktørernes privatsfære, deres deep backstage-område, hvilket kommer til udtryk i de helt urimeligt nærgående skildringer af ellers stærkt intime situationer. Troværdigheden ved denne kontrakt svækkes dog, og virkelighedsskildringen fremstår stærkt karikeret, så man kan i udtalt grad identificere en form for performativ intimitet i en endnu mere forvansket udgave end i de reality-shows, Klovn skriver sig op imod. Innovation eller ej? Det synes således evident, at Klovn bidrager til den evolution, der bryder med den automatiserede sitcom-genre. Betragtet i en kunstigt isoleret national optik er det umiddelbart nærliggende at lade det medierede cirkustelts absurde aktører tilsidesætte vores kritisk-analytiske blik og imponere som en nytænkende og original samling gale gøglere. Helt så unik er serien dog ikke. Der lægges distinkt afstand til forgængeren, Langt fra Las Vegas , præcis som denne i sin tid positionerede sig som ny og anderledes i dansk perspektiv. Rejsen fra Langt fra Las Vegas til Klovn er dog tydeligvis ikke foregået uden en række mellemlandinger, hvor de to komikere har ladet eksterne inspirationskilder influere på den fortsatte udvikling. Som vi risikofrit vil hævde, har fremdriften kun i minimalt omfang været genereret af nationale faktorer. Man må naturligvis drage den næsten fornærmende åbenlyse konklusion , at udgangspunktet skal findes i den uafbrudte eksport af engelsksproget - og især amerikansk - komik, hvorfra også det mere traditionelle sitcom-koncept blev importeret. Hvor netop sitcom åbenbart betragtes som en så automatiseret, statisk og overordnet genrebetegnelse, der ikke i sig selv skaber yderligere dynamik eller opfindsom nytænkning, ses det format, Klovn antager, som en så konkurrencedygtig og progressiv størrelse i det aktuelle mediebillede, at spørgsmålet om originalitet tiltvinger sig stor opmærksomhed. Ingen betvivlede Langt Fra Las Vegas' udspring af den arketypiske amerikanske sitcom, ligesom ingen problematiserede dette forhold. Derimod har Klovns inspirationsmæssige relationer til serier som engelske The Office og i særdeleshed amerikanske Curb Your Enthusiasm medført stor bevågenhed og forargelse, hvilket har resulteret i, at man har sat spørgsmålstegn ved selve seriens eksistensberettigelse. Det skal dog anføres, at der er tale om en stærkt forsinket reaktion, eftersom forbindelsen mellem den danske pendant til disse eksisterende serier etableredes af Casper og Frank allerede inden Klovns første visning. De har ikke søgt en, i øvrigt særdeles futil, negligering af kendskabet til de udenlandske serier men har i stedet ekspliciteret dette forhold. Ikke desto mindre opstod altså denne modreaktion i medierne, hvor anklager om tyveri og plagiering blev fremført med stor styrke. Både de konceptuelle rammer og visse indholdsmæssige optrin udviser påviseligt flere lighedspunkter, hvilket f.eks. førte til Politikens diskussion af: " hvor går den juridiske og etiske grænse mellem originalitet og kopi i en tv-verden, der elsker ordet 'inspiration'?" Heri afsøges grænsen, tydeligvis med intentionen at fange klovnen på den forkerte side af denne i færd med endnu en forkastelig handling. I en tid, hvor en hel industri udspringer af den internationale handel med tv-koncepter og formater og den efterfølgende nationale versionering af disse, har de forskellige tv-selskaber selvsagt store økonomiske interesser i fastholdelse af særlige, bemærkelsesværdige og måske endda unikke koncepter. Ingen formår dog at definere de grænser, der kunne muliggøre en mere konkret diskussion, og resultatet bliver en retorisk skyttegravskrig, hvor Frank og Casper holder på inspirationens retmæssighed som det primære forsvarsargument, mens kritikerne altså fremhæver manglende originalitet og ser det som dårlig smag . Hermed synes konflikten fastlåst, og nogen afklaring bragte den altså ikke. Uomgængeligt er det dog, at ingen kan fornægte inspirationens indflydelse, ej heller afstå sig denne som stærkt medvirkende faktor i opretholdelsen af den fortsatte progression og dynamik i udviklingsarbejdet. Plagiat eller ej, seriens berettigelse må under alle omstændigheder endvidere forudsætte en opfyldelse af genrens grundlæggende præmis: publikum skal more sig! Grin af de kendte og grin af dig selv Klovn lægger ikke sin humor frem på et sølvfad i polerede sketches og fint tilrettelagte p unchlines. Casper sammenligner i et interview serien med dens forgænger Langt fra Las Vegas og siger, at Klovn er: "et noget sværere komisk materiale at gå til. Man skal have lyst til at sætte sig ned og se det: Men når man har set det lidt, finder man frem til, hvor man som seer synes, at komikken ligger". ( www.zulu.tv2.dk/klovn) Klovn kræver således et og andet af sine seere, og først med en følen-sig-ind på seriens diskurs er seeren klar over, hvor morskaben ligger. Herefter er porten til gengæld åbnet til et veritabelt El Dorado af hovedrysten og kluklatter. Vi vil herunder give bud på nogle af de steder, hvor vi har fundet humoren i serien. Karaktererne i Klovn er en slags parodierede spejlinger af virkelighedens Frank, Casper, Iben og Mia. Denne effekt underbyger seriens balancegang mellem fakta og fiktion, men spillet på persongalleriet stopper ikke her. Vi vil foretage nedslag i de såkaldte cameo-optrædener, som serien er storforbruger af. Her gæsteoptræder kendte personer som sig selv, og ganske som hovedpersonerne investerer disse gæster deres offentlige image, karikerer sig selv til det yderste og bliver genstand for humoren. For eksempel Jarl Friis Mikkelsen, der giver den som storflirtende kosmopolit over for sekretæren Claire, mens han taler voldsomt og visionært om at lancere Matador the cartoon . Eller Ole Bornedal, som med største lethed kan: "…ta' Tom Cruise på nosserne" og slå alle døre ind i Hollywood. I sekvenser som disse finder vi to lag af humor: øverst et lag af umiddelbar humor, hvor skuespillet og replikkerne trækker et hurtigt smil frem. Herunder et latent lag med en mere potent humor, der baseres på en indforståethed med publikum. Således må seeren, der afkoder Jarlen som dansk tv's charlatan nummer 1, fryde sig over at se ham smøre det brede DR-smil på, mens piger charmeres og håbløse filmprojekter søsættes. Og seeren, der kender Ole Bornedals lidet vellykkede Hollywood-eventyr, må ryste på hovedet over, at netop han skulle være i stand til at åbne alle døre i filmbranchen. Det er ikke let at manøvrere rundt i denne brug af hovedpersonernes såvel som gæsternes identitet, men de udfordringer, seeren støder på her, er en af seriens største humorgeneratorer. Når først indforståetheden mellem afsender og seer er på plads, er der ingen grænser for hvordan og hvor meget de kendte cameokarakterer kan twistes og parodieres. Herefter kan Frank og Casper frit lege med vores ugebladsforestillinger om, at alle kendte er rige, snobbede, bor i kæmpevilla på Frederiksberg, sniffer coke, taler specielt og kender og klapper hinanden på ryggen. Klovnens loss-of-face Den mest åbenlyse komik i Klovn opstår gennem pinligheder; altså når Frank udstilles og isoleres som KLOVNEN per se. Det sker i hjemmet over for den søde og alt, alt for forstående Mia. Det sker i samspillet med (ofte er der vel tale om decideret modspil) den åleglatte Casper, men det sker også i større sammenhænge over for mange mennesker. For eksempel med Franks stort anlagte løgn over for dybt traumatiserede mennesker i en terapigruppe, som han og Mia ved en fejl er havnet i. En løgn, der afsløres på pinligste vis, så seerens krumme-tæer-teknik bliver sat på alvorlig prøve. Men hvorfor er det så hyleskægt at se Frank blamere sig igen og igen? Som vi har redegjort for, er Klovn en del af en større genreudvidelse, og det sætter naturligvis også spor i humoren. På fjernsyn er vi i grove træk gået fra Cosby -humor med sjove grimasser og søde børn, over den kække, men sobre humor i Venner , til den totale fornedrelses humor i Klovn . D'herrer Hvam og Christensens stand up-kollega Thomas Wivel forklarer: "Folk er blevet forvænte det kræver meget mere at underholde folk. Interessen for naboen er voksende… Det er voyeurisme, og vi vil helt hen og kigge gennem nøglehullet. Og det skal helst være udleverende og pågående" (Nordjyske, 8. januar 2006). Her nærmer vi os en humorens præmis i Klovn . Gennem en bramfri blotlæggelse af dagligdagens pinagtigheder identificerer seeren sig med Frank, og her opstår komikken. For som psykolog Martin Führ forklarer: "Kravet til identifikation i humoren vokser hele tiden. For at noget skal være rigtig sjovt skal du kunne genkende dig selv og dit liv i humoren" (Nordjyske, 8. januar 2006). Seeren kan altså se sig selv i de forskellige klovne-situationer. Vi har alle ageret hunden i det sociale spil kegler og har stået tilbage med idiotens rolle; en uheldig situation, som sociologen Erving Goffman benævner loss-of-face. I Goffmans terminologi er 'face' det billede, et individ skaber af sig selv og vil forsøge at leve op til og opretholde. Dette 'face' kan tabes, dels ved egne handlinger eller udsagn, men så sandelig også på grund af andres mere eller mindre tilfældige angreb. Goffmann og Klovn passer sammen mindst en 3-4 gange i hvert afsnit, når Franks 'face' gang på gang formøbles. Ofte er det hans egen mangel på intuition og situationsfornemmelse, der får ham ud at svømme, men vennen Casper er heller ikke sen til at angribe Franks 'face' blot for at redde sit eget. Med Goffmann in mente er det således en sand fryd at iagttage de forskellige karakterers fuldstændigt forvrængede tilgang til 'face-work', altså arbejdet med at opretholde ens egne men også andre menneskers gode miner i sociale interaktioner. Klovn udvider og forandrer sammen med forskellige udenlandske serier den gammelkendte sitcom-genre. Ganske som det er god tone i journalistik, forskning, debatkultur mm. har Hvam og Christensen fra starten fortalt om inspirationskilder, men alligevel forsøges de fanget i plagieringens sorte gryde. Det har ikke været denne artikels ærinde. Vi tænder for Zulu igen på mandag og takker for, at de nyeste sitcomgreb også bliver udfoldet i Danmark. Fjernsynsguderne skal vide, at luftforandring her var hårdt tiltrængt. |
| Senest opdateret ( Mandag, 08. marts 2010 21:07 ) |
