| Strammes nettet om tv’et? | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Tv er ikke, hvad det har været. Tv er måske slet ikke længere tv. Under alle omstændigheder ser vi stadig flere situationer, hvor det traditionelle tv udfordres af internettets mangfoldighed af forskellige underholdningstjenester, der ofte tilbyder en højere grad af brugerinvolvering og mulighed for individuel tilrettelæggelse. Af Mathias Poulsen, Medievidenskab, Aarhus Universitet. Engang var tv lig med DR, og det nationale fællesskab i al sin diversitet var samlet omkring Statsradiofoniens udvalgte programmer. Siden hen har tv-seningen undergået omfattende forandringer som følge af blandt andet den teknologiske og samfundsmæssige udvikling. Det store nationale kollektiv, der i påtvungen loyalitet fulgte DRs programudbud, blev efterhånden en fragmenteret størrelse som konsekvens af de stadig flere forskellige kanaler, hvormed tv som fælles sociokulturel referenceramme og kollektiv erindring, i stigende grad mistede betydning. Samtidig med den fortsatte udvidelse af antallet af kanaler har den hastigt voksende udbredelse af hurtige bredbåndsforbindelser etableret det teknologiske fundament for en potentiel transformation af tv, som vi kender det. Metaforisk tv Forandringerne til trods taler vi stadig om tv. Der er derfor grund til at henlede opmærksomheden på selve den diskursive italesættelse og klassificering af de forskelligartede tv-tjenester, som de manifesterer sig, ud over den oprindelige forståelse af begrebet. Er det således fortsat meningsfyldt og tilstrækkelig præcist at operere med et tv-begreb, hvis betydninger relaterer sig til tv i traditionel forstand? Anja Bechmann Petersen diskuterer tv som metaforisk værdi: Hvor begrebet tv før internettet primært var knyttet til tv-apparatet, til tv-institutionen og udsendelsen af billeder, synes tv-begrebet nu at være knyttet til ideen om tv. Denne idé er et dynamisk fortolkningsmønster, der muligvis er en samlet forståelse af tv i henhold til udsendelse, programsætning og levende billeder afgrænset af en firkantet ramme.1 Tv bliver en metafor, der henviser til fjernsynet som fysisk entitet, men denne reference afsvækkes og transformeres i mange tilfælde, så det undertiden kan være vanskeligt at identificere de direkte relationer mellem tv og tv som metafor. Det er en problemstilling, der ses tydeligt når tv-metaforen kombineres med en video-metafor, som en virtuel hybrid af to separate fysiske enheder. Således forskydes hele vores medieforståelse, idet tv-begrebet bliver et foranderligt fænomen, der ikke kan fastlåses i en statisk betydning. Som genreapparatet bliver tv-metaforen et dynamisk fænomen, der fremkalder bestemte fortolkningsmønstre i receptionen af de produktioner, der formidles som net-tv. Endvidere influerer mediernes materielle karakteristika på reception og brug, hvormed der skabes yderligere distance mellem net-tv og dets mere gammeldags modpart. Førstnævnte knyttes stadig primært til computeren, mens fjernsynet som apparat udgør det materielle grundlag for traditionel tv-sening. Samtidig forsøger nettv-produktionerne at adskille sig fra fjernsynet og ideen om tv ved at skabe merværdi. Det sker ved i større eller mindre grad at markere brugernes aktive position samt muligheden for at integrere tekst og links i større grad, end det umiddelbart i øjeblikket synes hensigtsmæssigt på fjernsynet.2 Net-tv forsøger i denne forstand at være mere end bare tv. I forlængelse heraf kan det synes upræcist at tale om seere i traditionel forstand, da den aktive involvering nærmest transformerer seeren til bruger. Tv er altså ikke blot tv og det er ikke helt, som vi før kendte det. DR på nettet Som central aktør i det danske mediebillede kan DR selvsagt ikke sidde disse forandringer overhørig. Stationen fastholdes som hele Danmarks førende udbyder af public service3, hvormed institutionen fra ministerielt hold forudsættes at adressere forskellige behov i den almene befolkning. Heri indeholdes således et eksplicit krav om, at DRs aktiviteter reflekterer befolkningens interesser såvel som den medieteknologiske udvikling, hvilket udtrykkes i den seneste public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren: DR skal afspejle danskernes mediebrug ved at levere sine programmer og tjenester til danskerne på de forskellige platforme.4 Internettet ekspliciteres som særligt interesseområde, idet det fordres at DR skal drive internetaktiviteter med indhold og tjenester, der bruger internettets formidlingsformer og som bidrager til DRs public service-formål. [...] DR skal udsende og stille public service-indhold til rådighed enten via radio, tv, herunder tekst-tv, eller on line enten til modtagelse i flow (udsendelsesvirksomhed) eller on demand (på begæring). Som konsekvens af de politiske krav og de teknologiske og sociokulturelle tendenser i øvrigt, har DR samlet størstedelen af egenproduktionen i internettjenesten "Det vil jeg se!", hvor brugerne har adgang til dette store programudbud som video-on-demand. Ligeledes tilbyder DR via DR-Update muligheden for en individuelt tilrettelagt nyhedsflade, hvilket omtales andetsteds i bladet. Disse initiativer bygger foruden det teknologiske potentiale og de politiske krav på antagelsen om, at vi som seere/brugere selv ønsker at tilrettelægge vores programflade: Og det er præcis, hvad DR og TV2 forventer, vil ske i fremtiden under betegnelsen video-on-demand - et nøgleord i begge stationers strategier.5 Samtidig indeholder public service-kontrakten specifikke forpligtelser i relation til børn og unge, der skal betragtes som en særlig målgruppe for stationens fremtidige aktiviteter: DR skal i kontraktperioden styrke sin virksomhed i forhold til børn og unge ved at udsende programmer og stille nye tjenester til rådighed på de eksisterende radio- og tv-kanaler samt øvrige relevante medieplatforme. Således er det altså fra politisk hold dikteret, at DR skal yde en særlig indsats og stille 'nye tjenester' til rådighed for denne målgruppe. Foruden de allerede nævnte initiativer, hvis overordnede sigte er bredt orienteret, har man i løbet af de senere år udviklet online communities som overordnede fortolkningsuniverser for de samlede aktiviteter rettet mod yngre brugere. Skum-portalen er DRs centrale bud på et community, hvor unge diskuterer alt mellem himmel og jord, samtidig med de har adgang til et bredt udbud af DRs satireproduktioner. Endvidere producerer redaktionen bag Skum forskellige indslag, der tager udgangspunkt i debatterne i sitets forskellige fora. Det såkaldte Skum-tv har som det første DR-program 'premiere' hver dag på nettet, hvorefter en sammenfatning vises på DR1 på et senere tidspunkt. Et af de senere forsøg på at skabe populære underholdningskoncepter, der bevæger sig på tværs af traditionelle mediegrænser, er satireprojektet "Flemmings Helte"6. Flemmings Helte lægger sig i forlængelse af Skum og markerer sig blandt andet ved en ganske særlig form for brugerinvolvering; de medvirkende aktører er 'almindelige' mennesker, der som led i DRs fortsatte talentrekruttering tildeles en separat 'kanal' i Flemmings Helte. Flemming-universet eksisterer på den måde også parallelt på flere medier, men internetdelen fungerer som det integrerende aspekt. Her kan de enkelte afsnit ses igen og igen, ligesom det er muligt selv at deltage i de til tider fuldstændig gakkede løjer ved at optage sig selv med web-cam som dansende klovn eller tekste en absurd sekvens med talende papkasser. Både Skum og Flemmings Helte skaber altså særlige relationer mellem tv, communities og net-tv, hvor tv i mange tilfælde skubbes i baggrunden til fordel for de nyere medieformer. Der refereres internt og gensidigt mellem tv og net-tv, hvor opmærksomheden ofte henledes på nettets indhold som det centrale, hvilket i tidligere tilfælde har fungeret udelukkende til nettes fordel. Tv-programmet Boogie henledte unges opmærksomhed på Skum, men relationerne virkede ikke gensidigt, da seertilslutningen til Boogie faldt, mens antallet af brugere på Skum steg voldsomt.7 Er det dét, de unge vil have? Eklatant teknologifascination og ditto forskrækkelse har affødt et utal af spådomme, der kun i begrænset omfang er realiseret. Ofte spås de 'gamle' medier ikke mange chancer i en digitaliseret fremtid. Det meget forkætrede konvergensbegreb er ofte blevet anvendt som forklaringsmodel for forudsigelser om mediernes sammensmeltning. Mange taler om pervasive computing, og der gøres hyppige forsøg på at fremskrive en model, hvor tv i traditionel forstand udskrives af mediematricen. Selvom forfatterne af bogen "Generation Netværk" påpeger, at omfanget af unges internetbrug efterhånden modsvarer den tid, de bruger på tv, betyder det ikke et artikuleret ønske om sammensmeltede medier: Der er dog noget der tyder på, at den rent fysiske sammensmeltning mellem medieplatformene måske ikke bliver til noget, hvis det står til Generation Netværk. For dem er tv noget andet end internet-video, der igen er noget andet end de videoer, de optager eller ser på deres mobiltelefon. De ønsker ikke denne sammensmeltning. De foretager den selv. [...] Man kan sige, at de danner deres identitet ud fra den blanding af medieplatforme og -indhold, de netværker sig frem til.8 Idet netværket i stadig højere grad ubevidst internaliseres som et uomgængeligt livsvilkår hos de unge, der er vokset op i 'netværkssamfundet', foretager unge en intuitiv manøvrering i de mange netværk på forskellige niveauer. Selve det at springe fra platform til platform foregår for det meste gnidningsfrit, men ikke desto mindre opretholder medierne deres individuelle karakteristika. Der er således ingen reelle indikationer på tv-mediets snarlige bortgang, som forskningschef Lars Thunø fra DR Medieforskning udtaler omkring unges mediebrug: Når unge bruger medier, skelner de ikke mellem, hvad der er gamle medier og nye medier. Derfor er det også forkert, når trendforskere peger på, at unge er i gang med at vende de store, gamle medier ryggen, da radio og tv er populære medier blandt unge.9 De nye medieplatforme udgør ikke en attraktion i sig selv, det er snarere et spørgsmål om bekvemmelighed og de unges valg er i høj grad kontekstafhængigt. Under henvisning til rapporten "Medieudviklingen 2006-7"10 fra netop DR Medieforskning, fremhæves de unges tværmediale medievaner: Af undersøgelsen fremgår det, at unge problemfrit bruger alle de medier, de har til rådighed. Passer det bedre at se satire på nettet end i tv, så gør de det og omvendt. Selvom de unge konstant må navigere mellem et væld af tilbud specifikt målrettet dem, har dette endnu ikke resulteret i drastiske reduktioner i tv-stationernes seertilslutning.11 Dette hænger muligvis sammen med det bestående ønske om fortsat at kunne lukrere på andres tilrettelæggelse af programfladen. I bogen "Generation Netværk" hævder forfatterne således, at selvom interaktivitet og øget brugerinvolvering gennem den teknologiske udvikling er mulig og sågar udgør essensen i hele Web 2.0-bølgen, manifesterer lysten til aktiv deltagelse sig kun i et vist omfang: Folk vil stadig have, at andre vælger deres underholdning og nyheder for dem. Folk vil stadig have, at andre med mere forstand på tingene skal producere underholdning og nyheder for dem. Folk vil stadig gerne slippe for at tage stilling til alting og vil gerne skubbe visse beslutninger over til andre, der har mere lyst til at påtage sig den opgave.12 Interaktivitet og muligheden for brugergeneret indhold er altså ikke, som man undertiden kan forledes til at antage, et altoverskyggende mantra, men blot endnu et punkt, en mulighed, i netværket. Den primære motivationsfaktor vil i mange tilfælde ikke være muligheden for indflydelse, men snarere et ønske om, at de oplevelser, man søger, er af tilstrækkelig høj kvalitet. Ydermere skal denne kvalitet skinne tydeligt igennem og være forholdsvist let tilgængelig, ellers bevæger de unge brugere sig blot videre i netværket. Et parameter, der tilsyneladende i stort omfang influerer på net-produktioners succespotentiale, er muligheden for at dele en positiv oplevelse med andre. Selvom det i denne sammenhæng foregår asynkront, kan det ses som en reminiscens af fordums kollektive tv-oplevelser, hvor den fælleskulturelle referenceramme spillede en markant rolle. Det er ikke sjovt at se noget, som kammeraterne ikke har set. ...og hvad med alle de andre? I det foregående fokuserede vi på unge og deres position i relation til de nye udviklingstendenser inden for den løbende revidering og nytænkning af tv-mediets udformning og anvendelsesområder. Dette skyldes både den særlige interesse, der orienterer sig mod denne målgruppe, såvel som den mere eller mindre ekspliciterede antagelse, at børn og unge - blandt andet døbt "Generation Netværk" - mere problemfrit adopterer og operationaliserer de mange nye medieformer. De er digital natives i Marc Prenskys termer, indfødte i en digitaliseret verden. Børn og unge bliver derfor til en særligt attraktiv modtagergruppe for henvendelsesformer baseret på mediefænomener som for eksempel online content, mobile services og deslige. Det betyder dog naturligvis ikke, at tv's umiddelbare fremtid udelukkende afhænger af de yngre generationers præferencer. Også alle de grupperinger i samfundet, som ikke tilhører disse 'yngre generationer', er tydeligvis af betydning for i hvert fald den kortsigtede udvikling. Der er ikke tale om en marginaliseret gruppe, men kvantitativt størstedelen af mediernes potentielle publikum. På sigt sker der en naturlig reduktion af denne gruppe, hvormed 'netværksgenerationen' kommer til at udgøre en stadig større del af befolkningen. Netværksmenneskets modpart beskrives som industrimennesket, der repræsenterer det traditionelle centraliserede og lineære livssyn, hvor mediebrugen hænger nøje sammen med opdragelse, uddannelse og socialisering.13 Den mediemæssige adfærd er mere autoritativ og fastlåst, hvormed navigationen mellem medier og medieplatforme langt fra foregår så flydende og instinktivt (/associativt), som hos netværksmennesket. Selvom indholdsproducenter og annoncørers umiddelbare interesse for de unge er åbenlys og forståelig, reducerer det ikke vigtigheden af, ligeledes at studere udviklingen inden for andre segmenter, hvor penetrationen af net-tv formentlig er noget mere begrænset. JOOST - født til succes? DR opererer naturligvis ikke på markedet uafhængigt af konkurrerende udbydere af lignende services. I en national sammenhæng kan nævnes TV2s Sputnik, der blandt andet adskiller sig ved at opkræve separat brugerbetaling, hvor DRs tilbud finansieres gennem licensen. En anden aktør på markedet er etableret af de to succesfulde it-entrepenører Janus Friis og Niklas Zennström, der med Kazaa og ikke mindst Skype har manifesteret sig som dynamiske katalysatorer for kreative it-udviklingsprojekter. De tilstræber med deres seneste storstilede satsning, JOOST14, at ændre måden, vi ser tv på. Tv i metaforisk forstand, forstås, eftersom der basalt set er tale om en online video-on-demand tjeneste, der tillader brugeren rollen som sin egen aktive tilrettelægger. JOOST fremhæves som en TV-like experience, der netop er kombineret med unlike-TV karakteristika, herunder den tidsforskudte transmission. Essensen i konceptet er muligheden for som seer/bruger at vælge og vrage blandt et stort programudbud, der stammer fra en lang række tv-stationers arkiver. Når betafasen afsluttes, vil der være fri og gratis adgang, hvilket utvivlsomt vil være et afgørende parameter for vurdering af projektets eventuelle succes. JOOST befinder sig fortsat i en afsluttende betafase, hvorfor det endnu er for tidligt at sige noget om modtagelsen af tjenesten. Det er således også fortsat et åbent spørgsmål, om JOOST og lignende udbud reelt kan ændre måden, vi ser tv på - også i ikke-metaforisk forstand. I kølvandet på JOOST er fulgt flere lignende koncepter, såsom Babelgum15 og Vuze16, der ligeledes transformerer seeren til sendefladekoordinator. Udbuddet af disse tjenester vidner i hvert fald om markedets tiltagende tro på konceptets potentiale, hvilket endvidere understøttes af, at JOOST i skrivende stund netop er blevet tildelt The Wall Street Journal Innovation Technology Award i kategorien media-broadcasting.17 Mod afslutningen på flow-tv? Tilsyneladende har den fortsatte udvidelse af totaliteten af medier, eller mediematricen, altså ikke medført en egentlig nedgang i den 'gammeldags' tv-sening. Tilfældet har snarere været en udvidelse af den tid, vi samlet set dedikerer medierne i hverdagen. Negropontes forudsigelse om mediernes totale sammensmeltning har endnu ikke manifesteret sig og spørgsmålet er, om tjenester som JOOST, Sputnik og DRs on demand-elementer overhovedet i første omgang konkurrerer mod det traditionelle flow-tv, hvor hele programfladen sammensættes centralt i modsætning til den øgede decentralisering i on demand. Måske bliver fronterne ikke primært trukket op mellem forskellige former for net-tv og 'tv the old-fashioned way', men snarere mellem net-tv og andre net-fænomener såsom MySpace, You Tube osv. I hvert fald er det allerede indikeret hvorledes den ultimative frihed kan vække frustration snarere end fascination og således opretholdes tilsyneladende et vist krav om centralt 'smagsdommeri' og programtilrettelæggelse. Et fænomen der i øvrigt videreføres på nettet hos tilbud som StreamTV, Zattoo og LiveStation, der udbyder et stadig stigende antal kanaler fra de 'traditionelle' tv-stationer online. Hermed bliver computeren blot det samlende medie, der i øvrigt tjener samme formål som fjernsynet hidtil har gjort. Den vedblivende forkærlighed for fjernsynet, dette på mange måder forældede medie, kan muligvis endvidere forklares med den fællesskabsfølelse, der opstår, når store befolkningsgrupper synkroniserer deres tv-sening og derigennem etablerer en kollektiv erfaringshorisont. For at afslutte med det måske mest omtalte fænomen i dansk tv-historie, er det formentlig netop denne mekanisme, der er en fremtrædende årsag til, at tv-serien "Matador" efter utallige genudsendelser og solgte dvd'er fortsat kan samle masserne og fungere som uovertruffen seermagnet uge efter uge. Kan denne arv løftes af de asynkrone transmissioner, hvor samtidighed i modtagelsen forudsætter effektiv mikrokoordinering eller fysisk samvær? Litteratur: Bay, Morten og Ralund, Julie Schytte: Generation Netværk DR Medieforskning: Medieudviklingen 2006-7 Mediepolitisk aftale 2007-2010 Petersen, Anja Bechmann: Mediediffusion Public Service kontrakten 2007-2010 1 Anja Bechmann Petersen: "Mediediffusion" - http://www.cfi.au.dk/publikationer/cfi/009_petersen 2 Anja Bechmann Petersen, p. 11. 3 Fra indledningen til den mediepolitiske aftale 2007-2010 4 Public service-kontrakten 2007-2010 5 "Generation Netværk" p. 36. 6 www.dr.dk/dr1/flemming 7 "Generation Netværk" p. 48. 8 "Generation Netværk" p. 22 9 http://www.dr.dk/presse/Article.asp?articleID=24843 10 http://kortlink.dk/dr/3ug3 11 DR Medieforskning: "Medieudviklingen 2006-7". 12 "Generation Netværk" pp. 51-52 13 Generation Netværk, p. 19 f. 14 www.JOOST.com 15 www.babelgum.com 16 www.vuze.com 17 http://www.dowjones.com/innovation/ei_winners_2007.html |
| Senest opdateret ( Tirsdag, 26. oktober 2010 14:19 ) |
