| En verden vi ikke ser? | ||||
|
| Redaktionelt indhold - Artikel |
|
Ofte undrer vi os primært over det, der er og i mindre grad det, der ikke er. Det er alt andet lige nemmere at forholde sig til noget, som er evident og synligt, frem for noget, der netop ikke er det qua dets fravær. Derfor stiller vi kun sjældent spørgsmålstegn ved det, medierne ikke bringer, når de fortsat medvirker til at tegne vores verdensbillede, men hvad er det egentlig vi præsenteres for? Af Mathias Poulsen, Medievidenskab, Aarhus Universitet Verden er lille og bliver hele tiden mindre. Vi hører det konstant, men hvad betyder det? Hvis verden er så lille som påstået, hvorfor har vi så uhyre vanskeligt ved at overskue den? Medierne er stærkt medvirkende til udsagnets opståen, men samtidig er det yderst tvivlsomt om de bidrager til en nuanceret forståelse af den "krympende verden". Med afsæt i geologiens pladetektoniske teorier om kontinentaldriften må det fastholdes, at verden i hvert fald ikke fysisk formindskes. Påstanden må derfor i stedet afkodes som et metaforisk udsagn om større mobilitet og tilgængelighed. Verden er i dette ræsonnement i stadig større udstrækning inden for vores umiddelbare rækkevidde, fysisk såvel som mentalt. Dette forklares populært som en "globaliseringsproces", hvor det ofte, med mere eller mindre misforstået brug af Marshall McLuhans begreber, hævdes at vi alle er indbyggere i den samme globale landsby. Jeg vil ikke indlade mig på en tilbundsgående diskussion af landsbymetaforen, men blot stille spørgsmålstegn ved den hyppige og simplificerede brug heraf. At applicere metaforen ukritisk giver en forvrænget verdensopfattelse, hvor antagelsen om nærhed og indsigt i fjerne forhold fortrænger det faktum, at vi faktisk ved utrolig lidt om temmelig store dele af verden. Et karakteristisk træk ved landsbyer har almindeligvis været, at alle ved alt om alle, hvilket understreger metaforens utilstrækkelighed, idet vi kun ved noget om de færreste indbyggere i "den globale landsby" og vores viden er ofte dikteret af eksterne faktorer - herunder medierne i særdeleshed. Vores verden = mediernes verden? Vi har i den vestlige verden øget vores rejseaktivitet betragteligt de senere årtier som konsekvens af den generelle velstandsforøgelse. Ikke desto mindre er vi fortsat i vid udstrækning afhængige af medierne i vores individuelle etablering af en forståelse af den verden, der globaliseringsprocesser til trods, forekommer fjern og fremmed. Det betegnes som et paradoks af Peter Horrocks, tidligere BBC, at people are better travelled and better educated than they have ever been and they're subject to more international influences, but in their media consumption they're probably more parochial.  Medierne bliver ofte betegnet som "et vindue til verden" og fungerer også i en vis forstand som sådan, om end vinduet ikke tillader et klart og fuldstændigt udsyn, men snarere befordrer en form for tunnelsyn. Vi ser verden gennem medierne og mere radikalt kan man i tråd med Baudrillard hævde, at medierne er verden, at alt andet er simulakra og at der ikke er andet tilbage end referenten - medierne, der skaber en hyperrealitet mere virkelig end virkeligheden. Hvad end man bekender sig til Baudrillard eller ej, er virkelighed og medier uadskillelige størrelser, idet medierne må betragtes som en del af den virkelighed, som de samtidig forsøger at gengive - på en måde ubehjælpeligt og kun i udsnit. Trods den teknologiske udvikling står de traditionelle massemedier som aviser, radio og i særdeleshed tv fortsat centralt, når vi hver især søger at forstå verden omkring os. Problemet belyst "indefra" Et aktuelt og nationalt indspark i debatten om den fragmenterede og reduktionistiske verdensskildring kommer fra to journalister, Christina Guldbrandt og Arne Simonsen. De har for nylig udgivet bogen "Bananrepublik", hvori de forsøger at bringe Mellemamerika tilbage på dagsordenen. Ifølge dem er netop Mellemamerika helt forsvundet fra danskernes synsfelt, hvilket de forklarer med mediernes markante nedprioritering af regionen. De hævder endvidere, at de danske medier praktisk taget har afskrevet baggrundshistorier fra den tredje verden og udelukkende fokuserer på de traditionelle nyhedskriterier. Præmisserne for deres eget arbejde, nemlig støtte fra ulandsorganisationer og ministerier, understreger deres pointe om det nærmest umulige i at skabe journalistisk dækning af de nedprioriterede dele af verden på baggrund af mediernes egne ressourcer. Da de to deltog i Mennesker og Medier på P1, besvarede Christina Guldbrandt spørgsmålet om, hvor vidt ulandsjournalistisk kunne bedrives uden støtte således: Der ville i hvert fald ikke komme særlig mange historier i de danske medier, hvis ikke det var for f.eks. bistandsorganisationer. Hvis det skulle være fuldstændig fra mediernes præmisser, så ville dækningen af den tredje verden være reduceret til rejsestof. Det ville være turistattraktioner, strande og farvestrålende indianere; altså et glansbillede der ville blive tegnet af den tredje verden, som ikke har noget at gøre med virkeligheden der. Hvordan prioriteres der? Overordnet set giver de forskellige massemedier en forbavsende homogen og sammenfaldende dækning af verden. Selv to så tilsyneladende forskellige aviser som Jyllands-Posten og Nyhedsavisen adskiller sig ikke markant fra hinanden på deres internationale stof. Det samme gør sig gældende på tværs af medierne, hvilket søges forklaret på forskellig vis i undersøgelser og rapporter. Hvorfor denne konvergens mellem medier, der ellers ihærdigt forsøger at differentiere sig fra hinanden? I erkendelse af, at nyhedsjournalistikken spiller en væsentlig rolle i vores individuelle konstruktioner af verden, er der ofte søgt etableret forklaringer på den iboende skævhed i nyhedernes fastlåste verdensbillede. Grundlæggende fastholdes de traditionelle nyhedskriterier som en fælles referenceramme, der mere eller mindre implicit antages som begrundelse for de valg, der træffes: Sensation, identifikation, konflikt, aktualitet og væsentlighed. Aktualitet/relevans og væsentlighed dikteres ofte af det internationale hierarki, eller som det fremgår af bogen "Verden på tilbud": Vi tolker væsentlighed og relevans ud fra, om begivenhederne sker i lande, der er blandt de magtfulde stater i verden. Analyser af udenrigsdækningen i andre lande har vist, at den internationale magtstruktur er den vigtigste enkeltfaktor til forklaringen af, hvorfor vi dækker verden, som vi gør. Der hersker en international konsensus om forskellige stofområders nyhedsværdi og de forskellige medier koncentrerer deres dækning omkring de samme få områder og problemstillinger. Når store medier som eksempelvis CCN og BBC rykker ud, følger de danske medier ofte i hælene på dem. Journalistikken tager dermed ofte karakter af brændpunktsdækning og "faldskærmsjournalistik", hvor den internationale enighed definerer de "vigtige" begivenheder og de små danske medier følger disse strømninger. På samme vis udgøres en stor del af udenrigsstoffet af afskrifter af telegrammer fra de store internationale nyhedsbureauer som AP og Reuters, der hermed i praksis i stort omfang dikterer de danske mediers materialevalg. En verden i konflikt Af de ovenfor diskuterede bevæggrunde, fremstår "konflikt" som det i enhver henseende altdominerende udvælgelseskriterium. I undersøgelsen "Verden langt herfra - En analyse af nyheder og faktaprogrammer i dansk tv" analyseres en række udsendelser og indslag om "verden langt herfra" og konklusionen lyder at i valget af temaer og sektorer blev politik, magtudøvelse og terror klart foretrukket frem for andet. Mellem 76 og 86 procent af stoffet handlede om nationale og især internationale begivenheder hovedsageligt baseret på nyhedskriteriet konflikt. Medierne søger ofte et entydigt fjendebillede, som det arketypiske, der eksisterede under den kolde krig. Da fremstod verden sort/hvid og ingen (i vesten) betvivlede de vestlige landes ret til at fremstille sig selv som de heroiske og legitime. Nu er det i stedet konflikten mellem den vestlige verden og de muslimske samfund i især Mellemøsten, der iscenesættes som en uløselig dikotomi. Det traditionelle magthierarki reproduceres, så vesten i langt overvejende grad fremstår som suveræn og overordnet den øvrige verden på snart sagt alle områder. "Vi" modstilles "de andre", der konstrueres som væsensforskellige og kvalitativt mindre værdige samfund. Konflikter er afgørende på flere niveauer, idet man både dækker konflikter og skaber konflikter i den øvrige dækning, herunder ved at bruge konflikten som fortælleteknisk instrument. Der opereres således ofte med binære modsætningspar, der yderligere medvirker til at reducere kompleksiteten i den verden, der fremstilles. Tidligere redaktionschef på TV2 Poul Madsen understøttede den konfliktuelle orientering i det meste nyhedsstof, idet han udtalte at, der skal en markant stor konflikt til, at vi rykker ud til Afrika, Latinamerika og Asien, altså katastrofer, krig, oprør. Steffen Gram påpeger som en del af forklaringen på det skævvredne billede, at seerne ganske enkelt ikke gider se udsendelser om Afrika. Hermed understreges forestillingen om den implicitte modtager, idet afsenderne ofte opererer med antagelser om modtagernes interesser. I denne sammenhæng er den vidt udbredte formodning, at seerne generelt har svært ved at forholde sig til verden og især lokkes til af simplificerede og dramatiserede konflikter. Mange undersøgelser får dog denne antagelse til at fremstå som et paradoks, idet dramatiseringen og de kunstigt etablerede modsætningsforhold snarere synes at have en effekt modsat den intenderede. Den vidt udbredte brug af patos-appel til modtagerne på et emotionelt plan virker tværtimod i mange tilfælde undergravende for mediernes troværdighed, uden dette dog synes at influere på mediernes prioriteringer. Hvilken verden møder vi? Medierne er altså underlagt en række præmisser, der fungerer som restriktioner for deres repræsentation af verden. Den amerikanske præsident Calvin Coolidge hævdede i 1926 at "readers of our newspapers might have imagined revolutions and volcanic disturbances were the chief product of Latin America". Om end verden og medierne har gennemgået en voldsom udvikling siden mellemkrigstiden, har udsagnet langt fra mistet sin værdi i dag. Som konsekvens af de ovenfor diskuterede udvælgelseskriterier, foretages en klar overrepræsentation af de lande, der har de mest direkte relationer til den vestlige verden. Tankerne om risikosamfundet fastholdes i høj grad i medierne, så de lande der formodes at udgøre en trussel mod den internationale sikkerhed prioriteres højt: Iran, Irak, Afghanistan, Nordkorea m.m. I tillæg hertil oplever alle de lande, med hvem vi føler os kulturelt beslægtede, en særlig opmærksomhed, alt imens store dele af Asien, Afrika og Mellem- og Sydamerika i vid udstrækning negligeres. Kun for eliten? Massemedierne tegner således et relativt unuanceret og konfliktuelt orienteret billede af verden, hvor vi uafladeligt præsenteres for de samme problemstillinger relateret til de samme geografiske egne. Det er samtidig mere og mere åbenlyst, at den fortsatte udvidelse af mediematrix med stadig flere medieformer og nichemedier, tilbyder mere raffinerede muligheder for individuelt at sammensætte et mere holistisk verdensbillede. "On-demand"-konceptet vinder frem overalt og det kategoriseres nærmest som en selvfølgelighed, at vi alle ønsker selvstændig kontrol med og tilrettelæggelse af vores medieforbrug. Vi kan altså i praksis tilegne os netop den viden, vi måtte ønske, men en sådan særlig indsigt kræver en særlig indsats. I et samfund hvor de grundlæggende homøostatiske behov i Mazlows velkendte pyramide efterhånden er dækket, kan man forledes til at antage, at vi alle søger en ophøjet og abstrakt intellektuel stimulering. En sådan kan bl.a. nås gennem individuelt tilegnet og særlig viden om verden - viden massemedierne ikke umiddelbart broadcaster. Eksistensen af disse muligheder fører dog ikke uundgåeligt til deres realisering. Vi er alle forskellige, med forskellige ressourcer og ambitioner. Dette afspejler sig i, at medierne i mange tilfælde har foretaget en opdeling af deres modtagere og brugere, idet man har sondret mellem såkaldte A- og B-offentligheder. Især udlandsstoffet har været betragtet som særligt henvendt til den veluddannede elite, der antages at besidde en særlig interesse for og indsigt i internationale forhold. Denne stratificering af brugernes præferencer fastholdes i den engelske undersøgelse, "Reflecting the real world?", der netop identificerer en stor gruppering, der ikke kan eller vil forholde sig til verden som helhed: Those who were more negative about developing world issues were quite comfortably absorbed in their own lives. [...]This group of people had stronger feelings about charity beginning at home, and felt quite comfortable putting people from other countries out of their minds. They had developed a number of finely tuned ‘get-out clauses' that precluded any sense of responsibility for them. Mange erkender mere eller mindre bevidst en manglende evne til at rumme verdens mange problemer og legitimerer tilmed deres fravalg. Samtidig er det i vid udstrækning op til os selv at sammensætte et billede af verden, der giver mening. Den totale frisættelse er dog futil, da det i mange tilfælde vil føre til total apati. Hvis ingen udstikker retningslinjer, guider os på vej, eller i kendte former fortæller os hvad der er vigtigt at vide om verden, kan det virke fuldstændig uoverskueligt at vide noget som helst. Et holistisk verdensbillede kommer altså langt fra af sig selv og en gennemsnitlig mediebruger vil stå tilbage med en opfattelse af verden, der ikke afspejler virkeligheden. Uden en ekstraordinær individuel indsats er det hermed overordentligt vanskeligt at agere oplyst verdensborger med forståelse for de kulturelle forskelle, der med den globale interdependens er aktualiserede, også selvom man ikke forlader landet. Hvis medierne opretholder sin afhængighed af etablerede magtstrukturer og det dertil knyttede fokus på de samme konflikter i de samme områder, er det svært at se, hvorledes denne fastlåste situation kan forandres. At informationen foreligger og forekommer umiddelbart tilgængelig, er aldrig ensbetydende med, at den faktisk opsøges og bringes i spil af den brede offentlighed. Kilder: Bananrepublik, Christina Guldbrandt og Arne Simonsen, Siesta, 2007 Mennesker og Medier, 25.maj 2007. Reflecting the real world, 2005 Verden på tilbud, CFJE, 2000. Verdens mange virkeligheder, Lars Kabel, CFJE, 2007-12-03 Verden langt herfra, Lars Kabel, CFJE, 2005 |
| Senest opdateret ( Tirsdag, 26. oktober 2010 14:18 ) |
